Video: 5 Outfits

Så er jeg tilbage fra en meget, meget dejlig ferie og tænker, det er alletiders at starte op igen med en omgang outfit-inspiration til den kommende uge. Jeg havde ovenviste på i ugen inden, jeg tog til Alperne, men jeg kunne godt finde på at copy-paste i den kommende uge.

Nu står den på sofatid ovenpå en lang køretur. Vi skal catche up på Den Store Bagedyst og Vild med Dans. Og spise æbleskiver.

Vi skrives ved i morgen ♥

 

Reklamelinks:
Mandag
Cardigan | Önling
Tee | H&M (gammel)
Bukser | Zara
Støvler | Dorateymur
Taske | Leowulff (gammel)

Tirsdag
Frakke | Dagmar
Kjole | & Other Stories
Rullekrave | & Other Stories
Øreringe | H&M
Taske | & Other Stories
Sneakers | Vans

Onsdag
Jakke | H&M
Strik | Joseph
Bukser | Anine Bing
Støvler | Dorateymur
Taske | Simon Miller

Torsdag
Jakke | Six Ames
Tee | Sandro (gammel)
Jeans | J Brand
Støvler | Stine Goya
Taske | Chanel
Øreringe | H&M

Fredag
Jakke | Anine Bing
Kjole | Munthe
Jeans | Levi’s
Støvler | Ivylee
Taske | Sézane

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Så fandt jeg den: Sangen hedder "Clouds" med Ehrling :) Klem Emily ..
  • Emily Salomon Tusinde tak ♡ Jeg prøver at finde ud af det asap :) ..

Op og ned

HAPPINESS IS HOMEMADE

Selvom man er en jahat og prøver at tage det meste muntert, så betyder det jo ikke, at alting altid er fuldstændig fjong. Ugens op- og nedture.

OG også lige en lille ‘servicemeddelelse’. Jeg holder nemlig ferie den næste uge, så der bliver stille på bloggen, men jeg er tilbage igen på søndag. Følg endelig med på min Instagram, hvis I har lyst ♡

Ned:

At sætte sig på et stykke chokolade i sofaen. Hej hej lysegrå sofa og lys buks.

Evig og altid at være tidsoptimist. Hader at skuffe både mig selv og andre. Nu må jeg snart lære det.

Når vækkeuret ringer før klokken 5 to gange på en uge. Så meget morgenmenneske er jeg trods alt heller ikke.

At blive gennemblødt til skindet på cyklen på vej hjem.

Hund med dårlig mave.

Op:

Aarhus.

Croissanter. Fik hele 3 i tirsdags. 2 af dem godt nok halve, men alligevel. My lucky day.

Tur med hund (frisk igen ovenpå maveonde) i det smukkeste lys, der nærmest fik de gyldne efterårsblade til at skinne og glimte.

Onsdagsdate med min mand. Det var ‘bare’ takeaway og en tur i biffen (poké bowls fra Oli Oli og Mens vi lever), men så dejligt med lidt ‘os-tid’ ovenpå nogle travle uger, hvor vi ikke har set meget til hinanden.

Skisokker med varme i. Svinedyre, men det hele værd hvis de virker. Det håber jeg de gør. Ellers ryger de på næste uges ‘ned’.

Den Store Bagedyst i almindelighed. Rosa i særdeleshed.

Ferie på alpetoppen.

☆

Vi skrives ved om en uge. Hav det rart så længe ♥

Klem
Emily

Foto: Alona Vibe

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Nope, jeg har samme følelse, men eeeeelsker det :) Klem E ..
  • Ace Jaa Rosa er den dejligste :D haha er jeg den eneste der føler mig lidt ..

Venindetur til Aarhus + miniguide

At være undervejs. Det der sker mellem A og B. Rejsen. Dét og dén kan jeg godt lide. Især når man lader sig transportere.

At man ikke kan gøre så meget andet end bare at være der, hvor man nu engang er. På sit sæde i nuet. Kigge ud ad vinduet på landskabet, der passerer forbi. Snakke og hygge med ens rejsemakker, hvis man har sådan en med. Læse blade, bog og avis. Nyde morgenmaden og -kaffen. Planlægge hvad der skal ske, når man rammer destinationen.

Det var lige akkurat det, Cathrine og jeg gjorde i tirsdags, da vi tog toget til Aarhus på venindetur. Provianterede, mødtes på perronen og steg så ombord og hyggede med modemagasiner, croissanter, donuts, kaffe og knas. Og hinanden! Snakkede og lo, alt imens vi beundrede det Danmark, vi susede igennem og forbi. Og det tog sig altså også helt særligt pænt ud den dag. Se bare med i videoen ovenfor.

Lidt arbejde blev der også plads til, selvom det meste nu – ret skal være ret – gik op i snak. Men dejligt med både hyggelig og brugbar rejsetid, når ikke man skal have øjnene på vejen.

Målet var venindetur i Aarhus med shopping, kultur, god kaffe og frokost på menuen. Og så skulle vi også lige prøve de berømte og berygtede (og rivaliserende) croissanter fra henholdsvis La Cabra og Briançon.

Vi havde virkelig alletiders tur og jeg må snarest tilbage til Aarhus, som jeg altid kun har oplevet glimtvis i alt for kort tid ad gangen. Kan så godt lide at lege turist i eget land og opleve alt det fine, vi har herhjemme. Det føles som at være ude at rejse, men kan netop gøres blot for en dag, inden man tager toget hjem igen.

Hvis I vil gøre os kunsten efter med en venindetur eller kærestetur à la ‘turist i eget land’, så tjek DSB Orange, hvor man kan finde billige billetter til en weekendtur.

Croissanter, kaffe, juice og en efterårssmuk verden der susede forbi.

Breakfast for champions. Eller noget. Men man kan jo ikke spise smoothiebowls hver dag. Af og til skal der også bare lidt ægte soulfood til ;)

Ro til donutspisning og til at sidde og kigge lidt ud i luften.


Vi nød strålende solskin hele dagen. Føltes helt magisk.

Happy camper på vej til Smilets By.


Miniguide til Aarhus.
Nedenfor kan I se, hvad vi lavede (og kan anbefale videre) på vores venindetur i Aarhus. Vi nåede ikke at gøre brug af alle jeres gode tips til indlægget her (endnu engang tak for dem), men en god slat af dem. Så må jeg jo hellere tage revanche snart og tage tilbage, så jeg også kan få prøvet resten.

ARoS
Aarhus Kunstmuseum, ARoS, er selvskreven. Både de permanente sager som Olafur Eliassons imponerende Your Rainbow Panorama og Ron Muecks Boy, men også de midlertidige udstillinger. Lige nu er der Bacon, Freud and the London painters og den er ret fantastisk.

ARoS, ARoS Allé 2, 8000 Aarhus C


Shopping
Havde vi haft bedre tid kunne jeg have brugt mange penge på vores lille tøsetur i tirsdags. Er I vimre nogle lækre butikker. På vejen Volden finder man alt fra Stine Goya til Isabel Marant og så er Aarhus god for flere butikker der samler godbidder fra flere brands under ét tag. Mine 3 favoritter finder I nedenfor.

Stylepaste
Mange (!) ting og mange rum. Måske en kende uoverskuelig, men udvalget er fabelagtigt og det er også lidt skægt at gå rundt i de smukke rum og føle man er på besøg hos nogen. Nogen med et meget lækkert klædeskab.

Stylepaste, Studsgade 2, 8000 Aarhus C


FF2
Et godt miks af alle de lækre brands og det bedste fra dem. Der må stå mægtigt dygtig indkøber bag. Her har jeg lyst til at købe det hele. Heldigvis/uheldigvis havde vi kun tid til et hurtigt kig.

FF2, Volden 29, 8000 Aarhus C


STOY
Den store konceptforretning er et Aarhus-must og i særdeleshed nu, hvor de har udvidet med en lækker og eksklusiv førstesal i to tidligere hotelsuiter. Her kan man få alt fra de smarteste sneakers nedenunder til min drømmetaske fra J. W. Anderson ovenpå.

Stoy, Store Torv 4, 8000 Aarhus C


Møllestien
En lillebitte gade med de fineste, farvede, små huse. Måske ikke som sådan en seværdighed, men noget så nysselig og hyggelig at gå en tur igennem og lige i øjet og noget så fin til et  Instagram-billede ;)

Møllestien, Møllestien, 8000 Aarhus C


Salling Rooftop
For nylig har Salling fået den flotteste og kæmpestore tagterrasse med udsigt ud over byen. Her kan man bl.a. drikke dejlig gløgg og kigge ud over byens tage. OG så kan man ‘gå planken ud’ og stå på en glasplade og kigge på Strøget langt nedenunder.

Salling Rooftop, Salling, Søndergade 27, 8000 Aarhus C

Resten af guiden/hvad vi lavede på vores dag i Aarhus, finder I ovre hos Cathrine.

Og sidst men ikke mindst en ordentlig r**fuld snapshots fra en mere end herlig dag i Aarhus. Synes at de, sammen med videoen øverst i indlægget, fanger stemningen ret godt. Jeg må tilbage – og helst en hel weekend – snarest ♥
















 

Seneste kommentarer
  • Anne Elsøe Hvor dejligt at at to unge piger tager en tur til Århus , Og vi andre ..
  • Emily Salomon Det er helt korrekt, den er fra Munthe. Dejligt at I hjælper hinanden ♡ Kram ..

En til basisgarderoben

I forbindelse med denne her video, hvor jeg viste hvordan man med en tynd rullekrave kan bruge sine sommertoppe om efteråret, var I flere der spurgte til gode rullekraver til formålet. Den i videoen er fra Rosemunde og nu har jeg netop også erhvervet en mørkegrå fra & Other Stories (reklamelink). Den er i en tynd, blød uldkvalitet og sidder tæt og passer således perfekt under både kjoler, t-shirts og toppe her i de kolde måneder. Den kommer også i en smart sennepsgul til de modige.

Blot et lille tip til en alletiders basissag til garderoben :)

Mine favoritter

Weekend-tid

Begge billeder er fra Rose & Crown, er fuldstændig betaget af alle deres smukke fotografier.

Weekend i sigte. Ja faktisk mere end det for mit vedkommende. Ferie i sigte ligefrem. I morgen tager vi nemlig til Østrig. Til snevejr og frostgrader. Skiløb og hygge med gode venner. Arbejde for Nikolaj. Ferie for mig.

Nu skal det sidste pakkes og så ser jeg frem til fredag aften à la tv-dinner og Vild med Dans. Og et varmt bad. Blev fuldstændig gennemblødt på vej hjem på cyklen (hej hej ruskindsstøvler) og er stadig kold helt inden i knoglerne og lidt trist/irriteret på en barnlig måde, som jeg altid bliver, når regnvejret drukner mig. Men ikke noget fluffy sutsko, hundenus og et glas rødvin ikke kan fikse. Det gælder egentlig de fleste ting ;)

Hvad skal I mon lave I weekenden? Er der rødvin eller shots på menuen? Skal I sove længe? Spise morgenbrød og læse avis? Til træning? Hygge med slikskål og Disney?

Uanset hvad der skal ske, så ønsker jeg jer en mageløs weekend ♥

Her er lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:

Suzanne Brøgger får tankerne i gang. #metoo

Fint formål, fin middag, fine lotterigevinster. Måske man skulle tage til fundraiser?

Hvis du også er en frossenpind.

Gode overvejelser du kan have med på shoppeturen.

Perfekt julekalender til gin-elskeren.

Smart(!) trick til os, der altid kæmper med dobbeltdyne og dynebetræk.

Hold din hjerne i form med disse 6 tips.

Måske man skulle begynde at investere i Hermés?

Her er 19 nemme opskrifter, hvis du får lyst til pasta. Og hvem gør ikke det?

Hvis du ikke følger med her endnu, så er det på tide. Cuteness overload!

Springvand er (åbenbart) ikke bare springvand. Der findes også springvand med danskvand eller er du måske mere til et med vin?

Savner du en Tinder-app for veninder? VINA er svaret.

Hvornår (og hvordan) bliver man dansk?

Fem idéer til en god start på dagen, hver dag.

Meryl Streeps mest dramatiske forvandlinger.

Skal du på julemarked i år? Måske du kan få inspiration i denne guide.

Lækre chokoladetrøfler – perfekt til en aften på langs!

Hvilke konsekvenser har smartphonen egentlig?

☆

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Ih hvor æv! Altså Isabel Marant var jo først med dem, så det er også ..
  • Emily Salomon Tusinde tak hvor er du sød ♡ ..

Mit København: Aiayu

Jeg har gennem tiden lavet flere guides til København og Frederiksberg her på bloggen, men der dukker hele tiden nye, herlige butikker, restauranter, caféer og andre steder op, der er et besøg værd. Så fremover tænkte jeg, at jeg ville tippe om nogle af mine yndlingssteder i byen – nye som gamle – indlæg for indlæg. Tilsammen kommer de således over tid til at udgøre en stor mosaik over steder jeg kan lide i København. En guide der hele tiden vokser.

Aiayus fine, og stadig ret nye butik i Store Strandstræde får lov at åbne ballet.

Jeg elsker deres dejlige, bæredygtige strik. Som jeg har købt siden dengang brandet hed Ayamara for mange, mange år siden. Og jeg er også vild med deres sengetøj. Og nattøj. Og toilettasker. Og …

Alt derfra er så smukt og ikke mindst holdbart og jeg er vild med hvordan butikken forstærker den der fornemmelse af noget ægte, jordnært og samtidig vildt lækkert, ja nærmest luksuriøst. Ikke på den ekstravagante måde, men mere sådan at alt er kram og i orden.

Egentlig vil jeg bare gerne flytte ind/copy-paste hele arrangementet hjem til mig selv.

Og svøbe mig i lun strik og blødt sengetøj.

Butikken ligger i Store Strandstræde, hvor man også kan slå et smut forbi Yvonne Koné og kigge på de flotteste sko og tasker. Eller drikke kaffe og spise avocadomadder på The Union Kitchen.

Her kommer jeg til at købe en julegave eller to. Og måske også en til mig selv ;)

Hvad:
Aiayu – dansk, bæredygtig strik til dig og lækre tekstiler til dit hjem.

Hvor:
Store Strandstræde 12a, 1255 København K.

Seneste kommentarer
  • Lene Uld, uld, uld åhhh❤️ ..
  • Sidse Hvis du flytter ind, så tag mig med , alt er for lækkert i den ..

DIY: Brudebuket til efterårsbruden

Den smukkeste brudebuket til efterårsbruden. Lige til at binde selv. Altså måske bruden ikke skal gøre det selv – med mindre hun er af den overmenneskeligt overskudsagtige slags – men det kan være ret fint at få en blomsterferm veninde, mor eller søster til det.

Min søde veninde, smykkedesigneren Julie Wettergren, viser her (med mig bag kameraet) hvordan man kan binde den flotteste brudebuket. Og ja, fremgangsmåden er selvfølgelig helt den samme, hvis man ‘bare’ vil binde en buket at forære som værtindegave til middag i weekenden eller til at pynte hjemme hos en selv.

Det er nemlig slet ikke så svært og så kan jeg godt lide, at man helt selv bestemmer hvad der skal i buketten, hvor høj og tæt den skal være osv. For slet ikke at tale om hvor hyggeligt det er at bikse med. Ren krea-terapi ♥

Ps. Vi lavede også den smukkeste vinter(brude)buket i samme ombæring. Den blev ‘bundet’ i en vase, så en anden metode. Den kommer senere i et indlæg for sig.

Den færdige buket ovenfra. Og hold nu fast, for nu kommer der en milliard (næsten) trin-for-trin billeder af hvordan buketten blev til. Men hey, ingen bliver vel trætte af fine blomsterbilleder vel?

Der går en del blomster til sådan en buket. Brug dem du kan lide og i farver du synes er flotte sammen. Brug også gerne blade og grene fra naturen eller haven. Et godt miks af mindre og større blomster og så noget der kan ‘stritte’ lidt ud giver et flot resultat.

Til en brudebuket er det smart at vælge blomster, der holder godt (uden vand) og at lade dem stå og drikke rigeligt inden buketten bindes.

Start med at nippe blade af stænglerne, så ‘håndtaget’ på brudebuketten kan blive slankt og nemt at gribe om.

Det gælder også for en sædvanlig buket, der skal i vase. Buketter holder længere, hvis det kun er ‘clean’ stængler der er under vandet og ikke en masse grønt, der begynder at forgå.

Snit alle stænglerne, så de er i samme længde. Gerne med en skarp kniv og et skråt snit.

Klar – Parat!

Start med en blomst. Gerne en med lidt fylde, hvis der skal sådanne med i din buket. Her er det hortensia.

Byg så på med en blomst ad gangen.

Fortsæt med de forskellige typer af blomster og grene. Læg de forskellige slags til, så buketten begynder at tage form.

Hold hele tiden buketten i den ene hånd og læg til med den anden.

Når buketten har en størrelse som på billedet kommer det skægge…

… nu kan man begynde at bygge videre på buketten oppefra. Stik blomsterne ned, hvor du synes de mangler…

… og træk så stænglen på plads nedefra.

Julie fortalte mig, at hun ikke var sikker på, at det var den autoriserede måde hvorpå en florist ville gøre det, men at det altså fungerer for hende. Og jeg kender ingen, der laver så smukke buketter, som hun, så tricket er hermed givet videre.

Fortsæt med at stikke blomster i…

… og kig så oppefra og vurdér om/hvor der skal mere i.

Det ser så fint ud også at lade noget stikke op og være lidt ‘vildt’, for at skabe dimension og holde det spændende.

Små grene med bær er så pænt sammen med blomsterne. Brombærgrene er det slut med, men der findes masser af andre fine grene med røde, gule eller hvide ‘bær’ netop nu.

Fortsæt med at bygge på, til du synes buketten har den størrelse du kan lide.

Næsten færdig…

Tjek for ‘huller’ og om der mangler noget og om den er nogenlunde symmetrisk (hvis det er det, du vil have selvfølgelig).

Det kan se flot ud, hvis brudebuketter har et lille ‘slæb’ i sig selv, der hænger ned foran. Her bliver det lagt til buketten i form af flotte efterårsblade.

Når buketten er færdig bindes den med sejlgarn.

Vikl det et par gange rundt og afslut med en god knude.

Er der god tid til buketten skal bruges, så lad den stå og drikke sådan.

Umiddelbart inden den skal bruges (hvis det er som brudebuket), kan man samle stænglerne yderligere ved at binde sejlgarn eller silkebånd hele vejen ned langs med dem, således at bruden får et slankt ‘håndtag’, at holde om i stedet for en masse viltre stængler. Lad evt. stænglerne titte ud for neden, så den evt. kan sætte i en vase ind imellem. Også selvom det i følge bryllupsovertro er no go. Det giver efter sigende et kort ægteskab. Men lad den under alle omstændigheder gerne stå i vand, helt frem til bruden skal bruge den.

Skal buketten bruges hjemme eller som værtindegave, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at binde stænglerne ind.

Smukkeste efterårsbuket.

Seneste kommentarer
  • Marianne Luna Wauw, hvor er den smuk. Og tak for guide. Jeg må på blomsterjagt en dag ..
  • Emily Salomon Nej heller ikke jeg, men ret smart :) God fornøjelse og selv tak, Mange kram ..

Bøger