Takt og tone: Pas din egen næringsvej

Smør på brødet. Men det vedkommer ikke dig, hvor meget eller hvor det kommer fra. Billede herfra.

Note: Efter at have læst kommentarerne her til indlægget, kommer her en lille note ift. min intention med nærværende skriv. Essensen af dette indlæg er, at man (ifølge mig) ikke har nogen ret til at spørge ind til fremmede menneskers privatøkonomi. Endsige gøre sig til dommer eller vogter over deres forbrug.

Det kan være uhøfligt og i nogle tilfælde endda uforskammet eller ufølsomt.

Og så udspringer det ud af en oprigtig undren over, hvorfor man gerne vil vide,  hvad folks dit eller dat har kostet. Fordi jeg slet og ret ikke selv forstår, hvorfor det er vigtigt, hvad fremmede menneskers hus eller forlovelsesring har kostet.

Det handler til gengæld IKKE om ligestilling, ligeløn og løngennemsigtighed. Altsammen spændende emner, som mange af jer læser ind i indlægget her. Men som altså slet ikke var i mine tanker, da jeg skrev det. Det handler heller ikke om at penge eller økonomi skal tabubelægges. Det er vigtige emner og dem skal vi da bestemt tale om. Lad os gerne tale om pensionsordninger, madbudgetter, renter og andet godt. Hvis vi har lyst og med dem vi har lyst til at gøre det med (venner, kollegaer, familie, rådgivere, eksperter, sidemanden i bussen). For mig at se, er det bare ikke det samme, som at spørge folk vi ikke kender om, hvad deres bil eller bryster har kostet.

Jeg kan blive ked af den tendens, jeg generelt oplever for tiden. Og jeg oplever den både på og væk fra internettet. Vogter-tendensen. Hvor vi kigger hinanden over skuldrene og gør regnskab over alt fra forbrug til skrald og hvad der ligger på folks tallerkener. Personligt er jeg mere fan af at rose når folk gør noget godt og løfte hinanden og i flok. Dele viden på en konstruktiv måde. Og feje for egen dør…

“Man skal ikke tælle andre folks penge”, sagde Betty Draper en gang i Mad Men og ja, måske det efterhånden er gammeldags, men jeg synes stadig det har noget på sig.

Det er snart flere år siden, jeg begav mig ud i ‘takt og tone indlæg’ à la Emily Gad. Især det om graviditet eller mangel på samme var populært. Det blev kun til et par stykker i samme dur og så gik den meget lille serie i sig selv. Men siden har andre taget noget lignende op. Cathrine laver således en hyggelig version for tiden, som hedder De gode manererhvis man ønsker sig noget i samme dur.

Så det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at vække Emily Gad til live igen. Men alligevel kan jeg ikke lade være med lige at svinge hendes pegefinger for en kort bemærkning. Måske jeg kommer til at gøre det af og til, måske det bliver en engangsforestilling. Det vil tiden vise.

Men hun – og jeg – har en brændende lyst til at minde om den gode, gamle talemåde med at man skal passe sin egen næringsvej. Det betyder slet og ret, at du ikke skal blande dig i, hvordan folk får smør på brødet eller hvor meget smør, der er på deres brød. Så længe måden de tjener penge på og det de bruger dem på er indenfor lovens rammer selvfølgelig. Det kan godt ske, at man oftest hører sætningen slynget lidt flabet ud, når folk har næsen for langt fremme, men der er noget fint og sandt i den, som mange kunne lære lidt af i disse tider, hvor vi har mere eller mindre fri adgang ind i alt fra naboens, superstjerners og tillige kongehusets personlige og af og til private sfære. Og så videre. I udvalg nuvel og selvklart kurateret, men stadigvæk. Der har aldrig været mindre vandtætte skodder end i disse reality- og Social Media-tider.

Betyder det så, at du må spørge folk (du ikke kender), hvad deres hus koster og hvordan de får råd til det? Nej. Det synes jeg ikke.

Betyder det, at du kan stille spørgsmålstegn ved eller endda ligefrem kritisere folks forbrug (eller mangel på samme)? Nej. Det synes jeg heller ikke.

Det rager altså ikke dig. Punktum. Uanset om det så er naboen, hende du følger på Instagram eller Beyoncé.

Det hedder privatøkonomi af en årsag. Fordi det er privat.

“Må jeg spørge om, hvad den/det koster/har kostet? Og hvordan du har fået råd til det?”. Nej, det synes jeg ikke. Det er uhøfligt og ikke din sag. Og du sætter måske personen du spørger i en beklemt situation. For hvad skal de svare? “Nej, det vedkommer faktisk ikke dig.”? Det virker så hårdt ikke? Så de ender som regel med at svare. Også selvom de måske ikke har lyst.

Der er selvklart undtagelser. Hvis det er din ven, kollega eller på anden måde (økonomisk) fortrolige, så kan det være ok. Men snak gerne om det. Altså om det er ok at tale sammen om og om hvor jeres grænser går. Du kan nemt træde på en øm tå.

Og hvis det er ovre i reality- eller SoMe-land, så kan det selvklart også i mange tilfælde være mere end ok, at spørge til hvad den eller den ting har kostet. Især når der er tale om en reklame. Men det er altså ikke det samme som, at du må spørge om eller have en holdning til, hvad folks huse, hunde, håndtasker eller hårtørrere koster. Selv de der lever et mere eller mindre offentligt liv, har ret til privatliv. Herunder også privatøkonomi. Og de må råde over den, præcis som det passer dem.

“Jamen de lever jo på sin vis af mig som læser/følger/seer. Har jeg så ikke ret til at vide hvad de ‘tjener på mig’?” Nixen biksen Karen Blixen. Det har du ikke. På samme måde, som du ikke beder din tandlæge redegøre for, hvordan hun bruger de penge hun tjener på dig. Vi er alle sammen hele tiden i berøring med folk, der på den ene eller anden måde ‘tjener penge på os’. Og omvendt. Det giver os altså ikke ret til at skulle kigge deres husholdningsbudget igennem (med mindre de har lyst til at dele det og i så fald halleluja) eller være dommere over deres rådighedsbeløb eller realkreditlån.

Jeg oplever det heldigvis ikke selv. Spørgsmålene til eller interessen i hvad dette eller hint har kostet. Noget jeg til dels tilskriver, at jeg lever en relativt uinteressant tilværelse, når det kommer til økonomi og større udskrivninger og ellers (og måske i særdeleshed) at I er voksne, kloge og ikke mindst velopdragne mennesker. Men jeg har mange kollegaer, der gør. Og hvis det bare var det (for jo, vi har jo trods alt selv valgt en på mange måder offentlig tilværelse), så ville jeg også lade den ligge. Men når det er blevet en generel tendens, at folk spørger til og sidder og slår efter hvad andres huse koster (den slags er jo offentligt tilgængeligt) og siden sladrer om det på diverse medier, så får jeg altså lyst til at råbe vagt i gevær.

Der hvor jeg kommer fra og sådan som jeg er opdraget, så taler man ikke om penge. Kald det bare gammeldags, og det er selvklart meget firkantet og unuanceret, så tag det med et gran salg, men jeg synes faktisk det er fint hverken at skilte med hvor meget (eller lidt) man har eller udfritte andre om hvad deres taske/hus/hund/bryster har kostet.

Update: Måske du er uenig i mit forstokkede pengesyn og det er ok. Vi behøver ikke alle mene det samme og jeg er også blevet klogere og har fået flere nuancer på af jeres kommentarer, tak for det. Måske jeg kan få et mere moderne syn på pengesager hen ad vejen, haha.

Og inden jeg bare lyder som en sur, gammel dame, så lad mig komme med nogle konkrete eksempler på, hvorfor det kan være uhensigtsmæssigt at spørge til hvad folks sager har kostet eller hvordan de har fået råd til det.

  • Pengene er arv. Måske din bekendte (eller den fremmede du spørger om det) har råd til at bo, som hun gør, fordi hendes far døde, da hun var 15 og hun har arvet, hvad der var tilbage af jordisk gods efter ham. Måske hun tusinde gange hellere ville have sin far end en flot lejlighed. Og måske hun overhovedet ikke gider bryde op i en smertelig historie overfor dig, en person hun måske dårligt nok kender, når du spørger hvordan i alverden hun har råd til at bo sådan.
  • Pengene er lånte. Hvor meget og hvordan man er villig til og kan låne er (igen) en helt og aldeles privat sag. Nogle låner alt hvad de kan og lidt til, helt op til over skorstenen, mens andre er mere påpasselige. Om man vælger den ene eller anden version eller noget midt imellem er folks egen sag. Men det kan være en yderst følsom affære at skulle redegøre for overfor andre. Især folk man dårligt kender. Og endnu mere hvis man har en dum gæld, der måske er en slidsom eller endda pinlig affære.
  • Pengene er et resultat af årelangt slid og slæb. Årevis af studier med snuden i bøgerne, timevis af (natte)arbejde, forsømte forår og weekender. Det er ikke til at vide og det er ikke rart, at blive sat i en situation, hvor man enten skal være falsk beskeden omkring eller forsvare sin formue, som man har trællet for. Hvis en du kender, har købt en Chanel-taske, så lær at sige “Godt for hende.” Og lær at mene det. Lad være med at spørge om du må se hendes årsregnskab. Eller værre endnu gøre dig til dommer over om det er åndssvagt, at hun bruger så mange penge på en taske. Hendes penge, hendes valg. Update: Chanel-tasken er et tænkt eksempel. Det er ikke et konkret forsvar for Chanel-tasker. Indsæt selv genstand.
  • Pengene er en guldske. Ja, der er nogen, der bliver født med en ske af ædelmetal et vist sted. Og sådan er det. Selv i Danmark, hvor vi er temmeligt lige sammenlignet med så mange andre steder, så er der nogen, der har kommer fra start med mere på bankbogen end andre. Og det skal ikke være din hovedpine. Måske du har noget de misunder. Uanset hvad, så er det dumt at sammenligne. Det er ingen nogensinde blevet lykkeligere af.

Ps. Pas din egen næringsvej gælder også sådan helt bogstaveligt. Du skal nemlig blande dig udenom, hvad der er på folks tallerken. Det er (også) deres sag, hvad de putter i munden. Men det kan næsten blive et helt indlæg for sig.

(Visited 12.503 times, 74 visits today)

Skriv en kommentar

151 Kommentarer

  1. Apropos ligestilling ift. løn, så synes jeg personligt, at det burde være helt legitimt at snakke om løn med kolleger. Jeg har fx lige været til en jobsamtale i det offentlige, hvor jeg blev tilbudt en løn, der var væsentligt lavere end det løntrin, som jeg ligger på ifølge overenskomsten (og min fagforening). Og hvis kvinder skal have samme løn som mænd for lige arbejde, ja så kræver det dælme, at kvinderne ved, hvad deres mandlige kolleger får, før de kan argumentere for samme lønniveau i en lønforhandling. Det ser jeg virkelig ikke noget grænseoverskridende i. Penge er bare penge. Og det siger ikke en dyt om en persons værd.
    Fortsat god aften. :)

    1. Enig! Man skal absolut ikke blande sig i hvordan folk får råd til dit og dat, men på en arbejdsplads – især i det offentlige – er det exceptionelt vigtigt vi får talt om den slags. Både for at kunne bruge det i lønforhandlinger, men mest for at kunne mindske uligheden, som desværre eksisterer i kæmpe stor stil stadig.

      1. Så korrekt: kvinder skal dele løn og indtægtsniveau med hinanden og gerne en del mænd. Vi halter bagud….på alle niveauer. Så ordet privat i privatøkonomi betyder ikke at der er hemmeligt, men at det er ens egen lille mikroøkonomi. Ordet har en dobbeltbetydning. Så by al means – del hvad i får i løn, ellers kommer vi ikke opad…

    2. Jeg er SÅ enig ift. løn. Det er netop en forudsætning for ligeløn. Og fortrolige kollegaer skal ENDELIG snakke løn indbyrdes. Dette handlede ikke om løn, men om ikke at spørge fremmede om hvad dette og hint har kostet :)
      God aften lige tilbage. Klem E

  2. Altså, jeg kan langt hen ad vejen virkelig følge dig. Det ikke i orden at snage eller få andre til at føle sig presset til at fortælle om ting, de ikke har lyst til.

    Men jeg synes faktisk, det kan være inspirerende, når folk frivilligt deler. F.eks. når NeoHippie fortæller, hvor mange (få) penge, de lever for. Hvad de ikke køber. Og hvor meget, de bruger på mad. Det giver mig stof til eftertanke og inspiration til at leve mere nøjsomt.

    Og så synes jeg faktisk også det er i orden at diskutere økonomisk ulighed, også hvordan det konkret kommer til udtryk i folks muligheder, så længe alle involverede er interesserede i at være en del af snakken. Vi kan godt være lidt berøringsangste over for det emne, men det er så afgørende om ens forældre kunne hjælpe en med sommerferiepenge og uventede varmeregninger og tandlægebesøg, eller om man måtte slide sig på randen af en afgrund af stress på tre studiejob. Det betyder ikke, at man må være personlig, men jeg synes egentlig emnet privatøkonomi og hvordan den bliver, som den bliver, er ret relevant og værd at snakke om.

    1. Præcis :D Og hvor er det godt, at du kæmper din ret! Det er tit godt at tage fat i tillidsmanden på forhånd, hvis der er en. Hos os er det ret standard, at de er med til lønsamtaler, og det gør en kæmpe forskel.

    2. Jeg er virkelig enig – selvom skal man ikke stikke fingrene i folks økonomi med den intention at pege fingre (men det skal man jo generelt aldrig gøre, pege fingre). Jeg synes også privatøkonomi er både interessant og relevant at tale om – både i forhold til hvordan man selv forvalter sin økonomi og inspiration på den måde, men som du siger Laura, også i forhold til at diskutere økonomisk ulighed – fordi det er reelt i Danmark, også selvom vi rigtig gerne vil tro noget andet. Derfor synes jeg virkelig også, at økonomi burde komme længere op på dagsordenen.

    3. Det synes jeg er spændende og gode betragtninger. Og jeg kan snildt følge dig ift. når andre (frivilligt) deler. Det synes jeg også er vanvittigt interessant, lærerigt og givende.

      Ligeså ift. økonomisk ulighed og muligheder, så måske mit sidste punkt med ‘guldskeen’ kan tages op til revision/omtænkes. Det må jeg lige tygge på.

      Det er nok mere den tendens der er til, at nogle mennesker føler det er deres ret, at få at vide hvad andre menneskers huse/biler/ferier har kostet og hvordan de har fået råd til. Altså når det går fra at være en spændende dialog om økonomi til at handle om at snage i den enkeltes forbrug. Det er dét jeg opponerer imod.
      Knus E

  3. Jeg er vokset op med, at man altid må stille spørgsmål. “Problemet” ligger mere i, hvordan og i hvilken sammenhæng, man spørger. Jeg synes, det er lidt ærgerligt at sige “du skal blande dig udenom”, for vi er vel altid i vores gode ret til at stille os nysgerrige på vores medmennesker, uanset hvad det gælder. Og hvis det så er grænseoverskridende eller “for privat” for den, der bliver spurgt, så kan vedkommende blot fortælle det eller slet og ret afvise at tale om det. For mig er det ikke anderledes end, når man taler om så meget andet – om det er penge, karriere, fertilitet, civilstatus etc.

    De emner, “man ikke må tale/spørge om”, har det jo med at blive (eller fortsætte med at være) tabuer, og dét er da egentlig også lidt ærgerligt, synes jeg. Især når det kommer til ligestilling og generel ulighed (hér ift. økonomi) :-)

    1. Jeg synes at både penge, fertilitet og civilstatus er ret private emner og det er bestemt ikke noget, jeg ville spørge ind til hos folk, jeg ikke kender.
      Hvis det man spørger om er for grænseoverskridende for den man spørger, så har man jo allerede overskredet grænsen? Og det er virkelig heller ikke alle, der er komfortable med at sige at de ikke har lyst til at svare. Så personligt synes jeg det er fint, medfølende og høfligt ikke at bringe folk vi ikke kender i sådanne situationer?
      Mens jeg forsøgte at blive gravid blev jeg spurgt henved 10 gange ugentligt af mange, mange fremmede om jeg var gravid. Det var kilde til en daglig sorg. Jvf. dette indlæg: http://emilysalomon.dk/2017/01/10/takt-og-tone-potentiel-graviditet/
      I samme dur kender jeg heller INGEN singler, der synes det er skægt at blive spurgt “om de mon nu har fået en kæreste”. Eller arbejdsløse “om de har fået et job”. Så man må altid stille spørgsmål. Men man må også gerne være en betænksom og empatisk spørger <3

  4. Selvfølgelig skal man ikke snage i folks privatøkonomi, og hvad vi hver især prioriterer at bruge penge på.
    Men som nogle af de andre også har skrevet, så er det så vigtigt at os der arbejder i eksempelvis kvindefag i det offentlige tør tale åbent om vores løn. Det er den eneste måde hvorpå vi fremadrettet kan skabe bedre lønforhold for os. Der er desværre alt for stor forskel på hvad folk i det offentlige tilbydes i løn, trods både erfaring og kompetencer. Så er jeg er ikke helt enig i, at man ikke skal tale åbent om løn altid. Der er det sgu vigtigt at vi kvinder står sammen og kæmper for mere ligestilling lønmæssigt – og det kan man kun hvis man taler med sine kollegaer om hvad vi hver især tjener. Jeg har i hvert fald på egen hånd oplevet flere gange, at åbenhed har været med til at give andre en lønstigning.

    1. Jeg er helt enig med dig. Og synes der er stor forskel på at tale løn med kollegaer og så at spørge en fremmed om hvad deres ting har kostet eller evt. hvad de tjener.
      Kram E

  5. Hørt!
    Jeg kunne ikke være mere enig. Både når det gælder penge og mad, og i høj grad også hvordan andre mennesker vælger at leve deres liv. Det er og bliver deres sag, og de har sandsynligvis gode grunde til at tage de valg og fravalg de gør, uden at andre nødvendigvis behøver kende grunden.

    God aften😊

  6. Jeg har det selv sådan, at min løn ikke er hemmelig. Det er dels blevet sådan, fordi vi 30 kolleger i min afdeling af DR bruger viden om hinandens løn til at få en bedre lønforhandling og fordi jeg mener, at det er sundt som samfund at vi taler mere åbent om, hvad vi tjener. Så kan vi blandt andet tale om løn i forskellige jobs på et langt mere oplyst grundlag. Men nu går jeg generelt også ind for at rydde ud i tabuer, fordi det gør det meget nemmere at tale om, når man står i en svær situation, som når man bliver ramt af stress, som jeg gjorde i lettere grad for et par år siden. Det samme gælder med at få økonomien til at hænge sammen – man kan jo tit være så heldig at kunne lære noget af hinanden :) Vi har bygget et hus, som blev 700.000 dyrere end vi først planlagde, fordi vi ikke ville gå ret meget på kompromis med drømmene og fordi vores økonomi kunne være det. Det betyder, at vi nu har mindre råd til at rejse, som vi også elsker, og den del er selvfølgelig ærgerlig, og hvis jeg kunne gøre det om var jeg måske gået lidt mere på kompromis, men omvendt bruger man enormt mange timer i sit hjem, og det er fantastisk at have fået nogle rammer, hvor vi har det super godt med at bo. Og CO2-regnskabet ville sikkert heller ikke brokke sig, hvis det fik en stemme ;) Jeg synes også det kan være en vigtig modvægt til at afmystificere nogle af de glansbilleder, som de sociale medier (blandt andet) skaber.

    Omvendt respekterer jeg 100% hvis andre ikke har lyst til at tale om deres økonomi. Og jeg er fuldstændigt enig med dig i, at man selvfølgelig har man ikke har nogen ret til at kende andres økonomi. Men hvis man nærmer sig emnet, så kan det være en vej frem at sige, at det er helt i orden hvis de ikke vil tale om det, men om man må spørge til løn/huspris/etc. Så bliver det samtidig langt lettere at sige fra for den man taler med :)

    1. Synes du har så god en pointe til sidste (ja også længere oppe for den sags skyld), ift at det også meget afhænger af måden man spørger på og hvordan man nærmer sig emnet. At man netop giver den man spørger en reel mulighed, fremfor at tage dem med bukserne nede :)

  7. Godt og vigtigt emne, men jeg savner nuancering – fx ifm løn og ligestilling. Og jo, jeg synes godt, at man må spørge til indkomst – men man har ikke krav på svar. Hvis nogen synes, det er for privat at svare på, må man gerne sige, at det ønsker man at holde for sig selv. Men selvfølgelig må man spørge. Ikke mindst ift at sikre fair og ens betaling for fx freelanceopgaver. Mange ca-indkomster kan jo kigges efter i statistikker, og ikke mindst som kvinde er det vigtigt, at vi tør at kræve den løn, vi er berettiget til. Nogle gange er det nødvendigt, at vi tør spørge. Og nogle gange er det nødvendigt, at vi tør svare.
    Men hvordan vi bruger de penge, vi har – hvor end vi har dem fra – og hvordan vi prioriterer, gældsætter os, lever i sus og dus, er nærige eller gavmilde – DET er vores egen sag.

    1. Modtaget. Det var nu heller ikke intentionen at det skulle handle om løn og tror vi er mere end enige på det punkt :)

  8. “De eneste der får noget ud af ikke at tale om løn, er den der udbetaler den”. Jeg synes helt sikkert at man skal tale om løn med kolleger – tænk hvis man troede man var lige, og så den ene får markant mere? Ellers er det også svært at ende på ligeløn mænd og kvinder i mellem :-)

    Men nej, folks privatøkonomi skal de dele som de har lyst :)

    1. Man skal i dén grad tale løn med kollegaer. Men man behøver ikke at spørge om den (eller andet vedrørerende privatøkonomi) hos folk man ikke kender :)

  9. Hej Emily, tak for indlægget og dine tanker. Jeg er enig med dig i, at der er kommet en kultur, hvor folk partout skal spørge (især bloggere/på sociale medier) hvordan folk får råd til det, de køber. Og jeg forstår det kan være irriterende og anmassende og måske endda ubehageligt at skulle dele noget så privat.

    Jeg har dog en anden vinkel på det. I mange år har jeg arbejdet med unges gældsætning, låntagning og forbrug og skrevet flere rapporter om det. Og der er så meget tabu og mistrivsel forbundet med gæld og økonomi netop fordi, unge ikke taler om det. I stedet ser vi udelukkende hinandens (udstillede) forbrug på fx Instagram og det driver faktisk nogle unge til at forbruge over evne – for at være med. Og når vi ikke taler om hvor penge kommer fra, hvad der er normalt at tjene igennem et liv og på forskellige stadier i livscyklussen så sidder der mange mennesker og får helt forkerte syn på deres eget liv og indtjening. Så vi bør faktisk, på en ordentlig måde, blive bedre til at tale om økonomi, prioriteringer, forbrugskultur og hvad ting koster, hvis vi ønsker at skubbe til især den gruppe unge, der låner alt for meget alt for tidligt. Og her kan bloggere og kendte hjælpe med at oplyse og bryde tabuer og nå ud til en masse mennesker. Vh Nana

    1. Hej Nana
      Dét synes jeg er sådan en interessant vinkel. Hvordan tænker du, at man konkret kunne gøre det?
      Klem
      E

  10. Det må man sige er et indlæg/oplæg til en god debat💰der er så mange vinkler på dette emne, så synes ikke at man over en kam kan sige “Pas din egen butik/tallerken/lønpose”. Dette er virkelig en personligheds og temperaments ting. På min arbejdsplads ved vi kollegaer i samme team hvad hinanden får i lønposen hver måned, simpelthen fordi vi har talt åbent om det. Vi har sågar til en lønforhandling foreslået, at størstedelen af puljen skulle gå til en kollega der var startet langt lavere end os andre. Det var simpelthen ikke rimeligt andet, når han bidrog ligeligt. Ikke at man skal stile efter en uniform løn, men at få løn som fortjent og ikke føle sig underbetalt i forhold til kollegaer synes jeg er med til at skabe tilfredshed og faktisk fjerne fokus fra løn.
    Er spændt på at læse de kommentarer der kommer på dette indlæg, der er sikkert mange spændende perspektiver og holdninger.

    1. Fedt at høre Christina. Både ift. debat, men også hvordan I har det på jeres arbejdsplads. Lyder som om i er nogle gode kollegaer og dejligt at I kan være åbne og sparre :)

  11. Jeg synes, at folk må bruge deres penge på lige præcis det, som de har lyst til. Men jeg synes også, at større gennemsigtighed kan være en god ting f.eks. i forhold til forhandling af løn. Jeg har i mange år undervist nydanskere i bl.a. danske samfundsforhold, og det var svært for dem at forstå, hvorfor man ikke må spørge danskerne, hvad de tjener. Og jeg er til dels enig. Hvorfor skal det være tabu? Ved at tale om det kan man netop være med til at sikre hinanden – det er for mig at se solidarisk. Der er ikke okay at snage, og man skal ikke blande sig i, hvor mange penge folk bruger på en sofa, men jeg synes, at en ting som løn burde være okay at spørge ind til.

    1. Den betragtning kan jeg godt lide. Altså at det er solidarisk at være gennemsigtig ift. løn.
      Men jeg synes også, som du, at tendensen til at snage og blande sig er kedelig. Det er den, jeg ‘klager over’ i dette indlæg. Ikke at man som kollegaer eller folk i samme fag ønsker lige løn.
      Kram E

  12. Jeg forstår simpelthen ikke, at løn skal være så tabubelagt. Jeg fortæller gerne, hvad jeg tjener, hvis nogle skulle være interesserede i at vide det. Og lad os endelig få åbne lønoplysninger, hvor vi kan. I langt de fleste tilfælde kan det bruges som løftestang til egne lønforhandlinger og direkte belyse eventuelle lønforskelle mellem fx. køn.

  13. Men det er også lidt skægt at vi kan snakke og dele så mange andre ting åbent i dag, såsom ligeløn, ligestilling, vegansk livsstil og klima-tilpasninger som alt sammen foregår inden for privatlivets rammer, herunder valg af seksual partnere og så videre.. og stadig “bør” privat økonomi forblive privat. Det hedder privat-liv ja, og alt er selvfølgelig op til en selv, at måtte have lyst til at dele. Men hvorfor er økonomi stadig ikke ok, men alt andet er!? Jeg synes det er en noget konservativ og gammeldags måde at tænke på, men jeg kan også sagtens forstå, og respektere at det er privat. Og et valg :)

    Hvis ingen af vores forfædre- kvinder havde delt deres lavere løn med hinanden, eller ingen havde spurgt, havde vi jo aldrig haft de samme muligheder, vi har i dag, til at sige nej og forhandle løn, osv.

    Men alt skal naturligvis gøres med empati, forståelse og respekt for hinanden og vores forskellige ønsker.

    1. Jeg synes bestemt ikke, at det er noget man ikke må dele. Man må i dén grad dele, hvis man selv har lyst og mod på det. Som en anden skriver er det vildt spændende at få indblik i andres madbudget (eller noget i større liga). Hvis de altså selv har lyst til at dele det. Men det er jo ikke det samme som at det er høfligt eller medfølende at spørge ind til.
      Og meget, meget enig i det sidste du skriver <3

  14. Synes vi kan lære noget af det svenske folk hvor alle firmaoplysninger og indtjeninger ligger offentligt tilgængelige. At det slet ikke er så farligt.

    1. Det vidste jeg slet ikke at de havde. Interessant. Vi har det vel også i Danmark ift. firmaer ikke? Men spændende at al indtjening også ligger tilgængeligt!

  15. Jeg er tandlæge og får jeg en version af ‘så er skiferien vist også betalt’, ‘sparer du op til en ny bil?’, ‘skal du have en ekstra strandvejsvilla’ osv. osv.

    Man udvikler teflonhud og bliver rigtig god til at smile-nikke af kommentarerne.
    Men hvor er jeg træt af dem. Og af at føle, jeg skal forsvare, at jeg tager penge for mit arbejde. Ingen arbejder gratis.
    Løn, og ikke mindst hvordan den bruges er klart en privatsag. Og det bliver, i mine øjne, ikke mindre privat af at modtageren arbejder i et transaktionsbaseret erhverv.

  16. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det er så farligt at snakke om penge. Selvfølgelig er misundelse en grim ting. Det kan vi hurtigt blive enige om, at det skal pakkes væk. Men spørgsmålene til økonomi behøver jo ikke komme et dårligt sted fra, men fx af oprigtig nysgerrighed over, hvordan man kan få nogle ting til at hænge sammen rent økonomisk. Man kan jo bare lade være med at svare. Det er jo helt fair :)

    Som en anden også skriver, kan vi kvinder desuden blive (meget) bedre til at forhandle løn, og en stor del af det er altså også at turde snakke om løn, og hvad man er værd :)

    1. Det kan du nok have ret i. Tror også at min indlæg udspringer af alle de spørgsmål, der netop kommer fra et dårligt sted. Altså hvor man ved og kan mærke at det er misundelsen, snarere end nysgerrigheden der trykker.
      Og helt enig mht. løn. KramE

  17. Det eneste jeg har observeret, det er at nogle folk er begyndt at stille spørgsmål til det, altså, kvalmende forbrug, som nogle af dine kollegaer kører med uge efter uger. Tror såmænd ikke der er kritik af, at de har mange penge, men at man ikke længere kan spejle sig i dem som samtidige “unge” kvinder? Jeg er på alder med mange af bloggerne, har en lille søn og en rigtig fin indkomst og kan SLET ikke se mig i det forbrug, som nogen kører med. Det er ikke en kritik af personen, men en vurdering af, at det brand, det glansbillede, som opstilles og kommunikeres via en blog og IG, det kan jeg ikke rigtig bruge til noget længere. Og så stopper man jo med at læse med! Men måske nogle følgere har en overgangsperiode, hvor de kritiserer forbruget men samtidig bliver og følger, måske man håber at bloggeren kommer tilbage til dit gamle jeg? Som man måske bedre kunne lide ? Men ja, der må man så selv stoppe og ikke lade sig blive irriteret :-)

    Dertil er jeg meget enig med andre, vi skal holde op med at være så berøringsangst omkring penge, det er SÅ vigtigt at snakke om, at nogen fx altid har en backup i deres forældre, nogen har altid et sikkerhedsnet (det har jeg fx) – og den nervøsitet der ligger i ikke at have det. Ikke bare at forvente at alt går, at man altid vil have penge. Hvis jeg havde økonomiske problemer ville jeg værdsætte at venner og bekendte og bloggere snakkede mere om den slags, så det var mere gennemsigtighed.

    1. Jeg er helt enig her! For mig, handler det netop om det overforbrug mange af dine kollegaer præsterer – samtidig med at der bliver proklameret bæredygtighed over hele fladen. Jeg tror, at folk stiller disse spørgsmål, fordi det simpelthen klinger hult når selv samme bloggere reklamerer for forbrug, forbrug, forbrug. Jeg ved, at mange i min omgangskreds stiller sig kritiske overfor den tendens, hvor bloggere og influenter prædiker bæredygtighed om mandagen og reklamerer for (ofte ganske ugennemsigtig) overforbrug om tirsdagen. Det er ærgerligt, for det fjerner altså den troværdighed der førhen var – og det er nok grunden, til at folk sætter tingene på spidsen.

      Privatøkonomi er en ting – og den synes jeg også man skal have lov til at have i fred – men ovennævnte modsætningsforhold, føler jeg altså godt man må stille sig kritisk overfor som følger.

      1. Jeg kan bare ikke se, hvordan en blogger skulle kunne tjene penge, hvis ikke det var på at få andre til at forbruge.

    2. Hej Sofie,
      Det synes jeg, er nogle interessante betragtninger. Sådan havde jeg ikke set på det. Kan godt lide, at du ser det fra den side og prøver at forstå.
      Mit indlæg her udsprang egentlig af en undren over hvorfor man har lyst til eller brug for at vide den slags – noget jeg, det må jeg jo bide i græsset og erkende, er kommet dårligt fra start med jvf. majoriteten af kommentarerne til dette indlæg ;)
      Kan du konkretisere, hvad du tænker med ‘den slags’ altså give eksempler på (økonomiske) emner, du gerne ville læse om eller kunne ønske dig at folk/bloggere åbnende op om.
      Jeg må understrege at jeg ikke synes der er noget galt i at dele om den slags (eller andre private) emner. Jeg synes bare det skal ske frivilligt :)
      Klem E

  18. Godt skrevet! Jeg er så enig! Vil man tale om den slags kan man vende den med veninder, sin far, sin nære kollega eller hvem der nu ligger for. Influenters har ingen forpligtelse til at fortælle hvad de tjener – ligesom revisoren eller foddamen eller ham der ejer din yndlingssushirestsurant ikke har det. Jeg er i øvrigt selv revisor over har set flere hundrede menneskers lønseddel. Ikke særlig interessant.

    1. Nej, men det er nok mit ‘problem’ at jeg virkelig ikke synes den slags er spændende. Eller vedkommer mig. Men tror mange har det anderledes. Det er vel også derfor programmer som Luksusfælden med videre er så populære. Knus E

  19. Lønåbenhed er en vej til at skabe bedre mulighed for at få den løn man skal have. For mig handler det overhovedet ikke om at snage i folks private sager. Og man har altid retten til at sige nej. Jeg synes indlægget ift dette er en smule unuanceret, men heldigvis har vi et helt frit valg om hvad vi spørger om og svarer på!👍🏻😊

  20. Jeg er faktisk meget uenig med hele dit syn på penge her i indlægget. Jeg forstår ikke, hvem det gavner at gøre privatøkonomien til et tabu? Jeg kan i det lange løb kun se fordele i at drøfte penge (både når man har dem, og når man ikke har dem) med sin omgangskreds.
    Jeg elsker virkelig at snakke om penge. Både løn, lån, hvad nyerhvervede ting har kostet osv. Jeg føler, det bringer mig meget tættere på folk, og så synes jeg bare, det er et spændende emne at diskutere, fordi alle har så forskellige udgangspunkter. Jeg ved, hvad folks lejligheder har kostet, hvad de har lånt osv. For mig er det en lige så naturligt som at snakke om sex.

    Når man kender hinandens økonomiske situation kommer man ofte uden om en masse konflikter. Fx at planlægge at skulle spise med en veninde og have tænkt en helt store vinmenu, når hun måske er i en kedelig økonomisk periode, men hun synes det er pinligt at skulle foreslå et billigere sted. En anden pointe: hvordan skal du kunne forhandle løn, hvis du ikke kender dine kollegaers løn? Det er kun chefen, som får noget ud af at løn er tys tys.

    1. Hej Ida, jeg tror egentlig, at vi er enige. Jeg synes det er SÅ fint at tale økonomi med sin omgangskreds. Og så kan man jo selv styre, om man vil helt ned i detaljerne eller om det skal være mere overordnet. Det jeg ikke er så vild med, er når fremmede spørger folk de ikke kender om hvad deres ting og sager koster. Men jeg synes det er alletiders, hvis man mellem venner/familie osv. kan være åbne omkring økonomiske spørgsmål. Klem E

  21. Interessant indlæg og jeg er langt hen af vejen enig. Jeg læste engang med hos cupcakes and cashmere, og hun lavede et godt take på alle spørgsmålene om privatøkonomi. Uden at nævne specifikke tal lavede hun en oversigt over, hvad de procentmæssigt forbrugte hver måned. Det var ret fint, noget i retningen af 30 % på hus, 10 % på takeaway, 5 % på opsparing osv (husker ikke tallene!). Ingen ved, hvad hun egentlig brugte, men jeg begyndte efterfølgende at regne mit forbrug lidt om i procent for at kunne se nogle forbrugsposter relativt til hinanden. Jeg gør det stadig for at visualisere for mig, hvor stor en procentdel dét og dét nu er af min månedsløn.

    1. Orv, ja det var da en interessant måde at åbne op for emnet på. Det skriver jeg mig bag øret :) Kram Emily

  22. Hej e,
    Indlægget er fint og ordentligt skrevet, som altid og folk skal passe på med at dømme.
    Men jeg er virkelig uenig i grundholdningen.
    Min mand og jeg har lige købt lejlighed og har snakket om hvor taknemmelige vi var, for de få venner som fortalte åbent om løn, lån og økonomi.
    Det er så svært at forstå udefra hvordan folk får mulighed for “det gode liv” og økonomi er en stor del ag denne snak.
    Vi kan lærer af hinanden, hvis vi åbner op og derved klarer både skat, bank, realkredit og lønforhandling bedre.
    Man har ikke krav på at vide noget om andres økonomi, men hvis man tør være åben, så tror jeg det gavner alle. Også
    Selvom jeg selv, synes det er så ubehageligt at tale om penge – men det er nødvendigt!

    1. Tak for din kommentar. Jamen det er nok mit ‘problem’, altså at jeg synes det er vildt ubehageligt og grænseoverskridende at tale om penge. Og er opdraget med, at det gør man ikke. Men kan jo tydeligt se, at I er mange, der har det helt anderledes og det er spændende og lærerigt for mig. Især de gode eksempler i stiller op. Som dit. Knus E

  23. Jeg forstår, hvor dit indlæg eller brøl kommer fra. Men jeg er ikke enig. Jeg synes det er meget gammeldags at melde ud at penge ikke er noget man taler om. Måske er det fordi jeg ser Downton haha, men er det ikke kun noget, som dem fra det bedre borgerskab i tidernes morgen ville holde fast i. Jeg er dog enig i, at ingen skal gøre sig til dommer over, hvad man bruger sine penge på. Men at gøre penge/løn/hvor man kommer fra/muligheder økonomisk til et tabu, tror jeg kun ville skade en i forvejen presset ungdom.

    1. Tak for forståelsen og jo, du har måske ret i, at jeg på nogen punkter er forstokket og gammeldags ;) Den må jeg tage på min kappe. Og dejligt at du ser min hovedpointe (som jeg tydeligvis har pakket for godt ind) med at man ikke skal gøre sig til dommer over andres næringsvej. Kram E

  24. Jeg synes egentlig, at det kan være sundt at snakke om penge. Og hvorfor i alverden må man ikke spørge om, hvad en bolig har kostet, hvis ens ven eller kollega lige har købt hus eller lejlighed. Det er da super relevant at tale om, hvis man fortæller, at man har købt bolig.

    Derudover tror jeg, at mere gennemsigtighed omkring penge kan være rigtigt sundt. Fordi vi er forskellige, vores forhold til penge er forskelligt – ligesom vores indkomster også er det. Måske vi kan lære noget af hinanden ved at tale åbent om det.

    Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor penge og privatøkonomi skal være så følsomt et emne – men det er bare min holdning. Jeg tænker det bidrager til mere forståelse og nuancering at kunne tale åbent om det :)

    1. Det forstår jeg godt, men synes personligt der er stor forskel på at tale løn/bolig/pension/lån med mennesker man kender eller som man søger rådgivning hos og så til at spørge vildt fremmede, hvordan deres privatøkonomi er skruet sammen.
      Klem E

  25. Hej d’damer :)

    Lige et hurtigt fællessvar. Jeg er faktisk HELT enig ift at snakke løn mellem kollegaer/folk i samme fag osv. Og selvfølgelig pro ligestilling i denne sammenhæng.

    Mit indlæg handler om, at man ikke skal spørge ind til (fremmedes) privatøkonomi. Ikke om løn som sådan. Hvis ikke det fremgår tydeligt, står det selvfølgeligt helt og holdent for min regning.

    Men læs evt gerne igen, måske man også får læst sig selv/sin egen situation ind det :)

    Og jo, folk kan altid sige nej. Det er klart. Men derfor kan det stadig være en dum og ubehagelig situation at blive bragt i. Og jeg synes slet og ret det er uhøfligt at spørge om, hvad dét og dét har kostet. Især når det er folk man ikke kender (særligt godt).

    Som jeg netop skriver, kan det være både fint og givende at tale om penge/lån osv. med nogen, hvor man er gensidigt enige om det og trygge omkring det. Det kan da være herligt at sparre økonomisk. Det gør jeg også selv.

    At noget er uhøfligt at tale (med fremmede) om, gør altså ikke at det er et tabu.

    Klem
    Emily

  26. Jeg er enig så langt, at det ikke rager mig, hvordan nogen har råd til dit og dat, eller hvor mange penge andre tjener. Men. Når det er sagt, så synes jeg virkelig, det er ærgerligt, at penge og (privat)økonomi skal være så tabubelagt. Måske der var flere, der ville få styr på både budget, forskudsopgørelse og pensionsopsparing, hvis det var noget, man kunne tale om på højde med alle mulige andre emner?

    1. Hmmm…. synes ikke, at det at man ikke bør spørge ind til enkeltpersoners privatøkonomi er det samme som at noget er tabubelagt? Synes alle de økonomiske emner du nævner er vildt spændende og det er også noget, jeg taler med mine venner og familie om. Føler du at de emner generelt er tabubelagte? Det er ikke min oplevelse personligt. Men synes det er to forskellige ting. Jeg kan jo sagtens spørge folk, der ejer hus eller lejlighed om råd ift. realkreditlån, men uden at jeg behøver grave i deres konkrete økonomi. Og ligeså med pension, skat og budgetter.

  27. Jeg er overordnet set ret uenig i dit indlæg her. Mere gennemsigtighed omkring løn synes jeg er relevant. Og så synes jeg det kan være inspirerende at høre andre fortælle om deres udgangspunkt og tilgang ift. større køb og investeringer. Men, alle har selvfølgelig ret til selv at bestemme, hvad de vil dele med andre. Så dit indlæg kan være en fin reminder til os andre (mere udadvendte på dette område) – at være påpasselig med spørgsmål, som måske kan opfattes for private for nogle mennesker.
    Selvom jeg oprigtig synes det er synd at gøre privatøkonomi til et tabubelagt emne. Man kan jo vælge at svare præcis som man vil.

    1. Hej Kirstine, se gerne min kommentar om samme længere oppe :) Indlægget handler for mig at se slet ikke om løn. Og er i alle tilfælde ikke tænkt sådan. Men kan se at I er mange, der lægger det i det, så det er selvfølgelig helt fair at læse det ind. Det var bare ikke intentionen fra min side.
      Og igen: Jeg synes ikke at det, at der er en grænse for, hvad man spørger fremme om, er det samme som at noget er tabubelagt?
      Kh. Emily

  28. Jeg er også virkelig uenig i det her indlæg. Selvfølgelig skal ingen føle sig forpligtet til at redegøre for sin privatøkonomi i detaljer, men lige præcis penge, hvor vi har dem fra og hvordan vi bruger dem, har så ekstremt mange implikationer på næsten alle andre områder af samfundet, så hvis vi ikke kan tale om dem – og knap nok må have holdninger til dem – så er der godt nok mange problemer, vi må opgive at gøre noget ved. Lige fra ligestilling over klima til social arv og klasseskel. Det kan jeg slet ikke se, hvordan tjener os som samfund. Som mennesker spejler vi os i hinanden, både i form af hvad vi gerne vil og ikke vil, hvad der er vigtigt for os og hvad ikke. Hvordan skal man ellers form en holdning til verden? Og derfor forstår jeg faktisk heller ikke, hvorfor jeg “skal” glæde mig på nogens vegne, hvis de vælger at købe en Chanel-taske (eller en rejse til Thailand eller et nyt køkken eller en dieselslugende bil). Ikke at man skal udskamme, men holdningen har man da lov til at have? Alternativet bliver jo at acceptere verden som den er og helt at opgive at forsøge at ændre de ting, man ikke bryder sig om.

    1. Men vi skal vel ikke forsøge at ændre verden, ved at gøre os til vogtere over hvordan vores nabo forvalter sine midler? Så må man gå ind i politik, en interesseorganisation eller inspirere på anden vis. Det er i alle tilfælde min holdning. Jeg tror ikke det er sundt, hvis vi alle bliver hinandens vogtere helt ned på 1:1 niveau.
      Og jeg synes HELT bestemt, vi må have en holdning til penge.
      Indlægget her er kun tænkt som at vi ikke har nogen ret til at spørge fremmede mennesker om deres privatøkonomi.
      Det er et hedt (og dermed spændende) emne, kan jeg tydeligt se her i kommentarerne, men jeg føler også, der bliver læst mere ind i det, end hvad der umiddelbart var min intention.
      Kram E

      1. Nej, nu er “vogte” også et nyt ord, der kommer på banen her. Jeg har i hvert fald ikke brugt det og skriver jo også direkte, at jeg ikke synes folk er forpligtede til at redegøre i detaljer for, hvordan de bruger deres penge. Men jeg har læst indlægget igennem tre gange nu, og der står altså flere gange direkte, at det ikke er ok at “have en holdning til” eller “stille spørgsmålstegne ved” dette eller hint. Og der synes jeg, at det begynder at være ret begrænsende for hvilke politiske holdninger, jeg så “må” have. Hvilket ikke er det samme som at jeg synes, at man skal trænge folk op i et hjørne og stille det samme spørgsmål til bevidstløshed. Og jeg forstår også godt, at influencerbranchen måske er en særlig gråzone at befinde sig i i denne forbindelse, fordi I brander jer på nogle ting, og så kan man ikke styre, hvor når læserne f.eks. synes, at de forskellige budskaber bliver selvmodsigende, osv. Men jeg synes, at vi er nødt til at kunne stille hinanden spørgsmål om, hvorfor vi gør som vi gør – og personligt oplever jeg som regel, at det fører til større forståelse, ikke større fordømmelse, når folk er villige til at forklare deres overvejelser og prioriteringer.

        1. Men i så fald er vi for mig at se enige :) Jeg synes det er uhøfligt og i mange tilfælde ufølsomt at spørge ind til fremmede menneskers økonomi på 1:1-niveau. Som eksempelvis at spørge en person vi lige har mødt eller måske endda slet ikke har mødt om hvad deres bil/forlovelsesring/konfirmation har kostet
          Eksemplet med Chanel-tasken kunne være hvad som helst. Det var tænkt som, at vi snarere skulle rose og unde end at misunde, hvis vi kender nogen, der har knoklet for noget. Og at de ikke skal stå til regnskab overfor fremmede for hvordan de bruger deres penge.
          Jeg er helt enig med dig i, at det er godt og givende at spørge ind til hvorfor vi gør som vi gør. Men det er jo (for mig at se) også en helt anden, mere overordnet og meget mere spændende snak.

  29. Hej Emily.
    Jeg må også sige jeg generelt er uenig indlægget her. Det er rigtig fint skrevet og jeg ved naturligvis ikke hvad det præcist bunder i.
    Generelt synes jeg det er meget vigtigt at tale om økonomi. Én ting er ligeløn som flere også nævner, en anden er de forskellige udgangspunkter som vi har med os. Ikke nødvendigvis en konkret pose penge, men som en anden nævner, viden og forståelse for hvad penge er!
    Der er uhyggelig stor forskel på hvad man får med på den konto: at kunne lægge et budget og følge det, at lave en opsparing, at prioritere og måske endda investere. Det er et privilegie at forstå penge, og det er bestemt ikke alle der har det med sig.
    Hvis vi går ind for at mindske ulighed og løfte i flok, så er en af vejene frem ikke at være nærig med de privilegier vi har med os. Ingen bliver fattigere af at dele viden!

    Jeg ved ikke om det er “en tendens i tiden” at vi spørger ind til tingenes værdi, er det ikke snarere er et grundvilkår ved at blive voksen, få børn, købe hus osv.. Man bliver mere kritisk og realistisk med aldere.

    Tak for et indlæg der sætter gang i tankerne og debatten!

    1. Selv tak og tak for at se det sådan :)

      Hmm… jamen jeg er på ingen måde imod at dele viden. På ingen måde. Heller ikke om penge/økonomi. Såfremt folk selv har lyst til at dele. Det kunne jeg egentlig godt have nu, kan se det er et brændvarmt emne, mange har en holdning til. Det jeg opponerer imod er det at mange føler “de har ret til at spørge ind til og have en holdning til andres private økonomi”. Det kommer jeg ikke til at ændre mening omkring, men hvis andre synes noget andet er det kun interessant og jeg synes det er spændende, når I kommer med gode begrundelser for hvorfor I er uenige eller synes noget andet.
      Knus E

  30. Jeg er lidt splittet, for jeg har faktisk ingen problemer med at folk spørger mig hvad ting har kostet, der hvor den knækker lidt for mig er når folk føler at de har ret til at have en holdning til hvad jeg bruger mine penge (og tid, energi, osv) på, at jeg bliver træt. Jeg har ikke problemet med nysgerrigheden generelt og svarer gerne på de ting jeg føler jeg har lyst til, men jeg gider simpelthen ikke høre fordomsfulde kommentarer om det bagefter.

    1. Helt enig Kristina.
      Det er den der følelse af at “Det har jeg da ret til at vide/have en holdning til”, jeg har et problem med – og ikke så meget det med, om folk bør dele ud af sin privatøkonomi.

    2. Hej Mette og Kristina, der sætter I vist hovedet på sømmet og får konkretiseret det jeg har svært ved, men som egentlig var det, jeg ville sætte på spidsen. Knus E

  31. Den indstilling kan jeg slet ikke forholde mig til. Vi har lige købt hus og samtidig med det købte nogle bekendte hus (som vi ikke er super tætte med). Vi har den samme bank og fordi vi snakker åbent om vores privatøkonomi opdagede vi har de havde fået en meget (som i rigtig meget) bedre rente end den vi var blevet tilbudt. Det er bare et eksempel, men jeg synes fint det illustrerer hvorfor jeg mener, det er totalt at skyde sig selv i foden sådan at tabuisere sin egen og andres privatøkonomi.

    Hvis der er nogen af dine bloggen veninder, der får spørgsmål og kritik af deres forbrug, så er det nok fordi folk ønsker mere gennemsigtigheden og ærlighed og meget mindre glansbillede. Det er der sgu ikke meget af lige for tiden. Så må man hoppe over til Miriam.

    1. Haha… Touché.

      Og så dejligt at høre om en god oplevelse, hvor det var meningsfuldt at dele. Det eksempel er helt og aldeles også noget hvor jeg ville synes det var ok. Jeg er ikke helt så firkantet, som jeg måske fik sat det op. Men jeg synes stadig også det afhænger meget af intentionen. Hvis det giver mening?
      Knus E

  32. Hej igen Emily.

    Kunne du have lyst til at komme med et par eksempler på hvilke situationer du tænker indlægget dækker over? Jeg tænker naturligvis ikke at du skal udlevere din venindes personlige oplevelse, men det kunne hjælpe på forståelse at få lidt kontekst på, med et par tænkte eksempler.

    Taler vi eks om at løbe folk op på gaden for at udspørge om designer-tasker, eller på folk det lever et liv på sociale medier, som bliver udspurgt?

    Det er en interessant diskussion og jeg synes du glider lidt af på den ved at være så generel i svarene. Det vil være ærgerligt at lukke diskussionen uden den får lov at komme rigtig i gang.

    1. Det er begge dele. Oplever det både i ‘virkeligheden’ blandt mennesker i min omgangskreds eller dem, jeg møder på min vej, såvel som på sociale medier.

      Konkrete eksempler:
      – Det er indtil flere veninder og kollegaer, der bliver spurgt om, hvad deres hus koster og hvordan de har fået råd til det. Af hvad vi må regne for at være fremmede.
      – Det er en borddame, der spørger sin bordherre (som hun lige har mødt), hvad hans ur koster.
      – Det er de fremmede mennesker, der passede mig op på gaden, dengang min hund var hvalp og spurgte hvad den havde kostet.
      – Det er alle dem, der sladrer om, hvordan dén og dén mon kan leve som de gør. Og hvor misundelsen driver ned ad væggene.

      1. Hvordan kan det være uhøfligt at spørge hvad en hund koster? 😂 eller hus? Eller ur?? Forstår jeg slet ikke. Tænker folk ikke bryder sig om det, hvis de har ‘dårlig samvittighed’ med at have brugt så mange penge. Ellers tænker jeg at alle de spørgsmål bliver stilt fordi nogen for eksempel interesserer sig for ure eller hunde og så synes jeg da pris er ret relevant. Og ting koster jo penge, og et omega ur (hvis det er dét) signalerer jo en hvis værdi, og noget som alle ved koster meget og hvor priserne findes offentligt tilgængelige. Kan ikke se hvorfor det er private spørgsmål overhoved – såfremt det kommer at folk der interesserer dig for tingene og ikke fordi folk interesserer sig for selve pengene

        1. Haha… sådan er vi så forskellige. For mig var det altså vildt grænseoverskridende at skulle svare fremmede mennesker på gaden, på hvad min hundehvalp havde kostet. Forstod slet ikke at så mange spurgte (er aldrig ellers blevet spurgt om den slags). Få spurgte ind til andet omkring hunden (race, opdrætter eller lign), men mange gange dagligt, hvad den havde kostet. Det var så weird syntes jeg ;) Men sådan er vi jo så forskellige. Knus E

          1. Jeg tænker også, om man ikke bare kan spørge til racen på hunden/tasken/uret og så gå hjem og google det:-)

      2. Nej hvor sjovt! Jeg synes slet ikke disse eksempler er grænseoverskridende. Men fint at vide, at der er nogen som har en grænse der :)
        Vi blev spurgt mange gange til vores bryllup og barn og hvad det har kostet også af relativt fjerne bekendskaber, men det synes jeg da var et spændende og relevante spørgsmål. Især fordi vi ikke havde brugt så meget på nogle af de ting, så det var regnskaber jeg var stolt af.
        Jeg tror måske dette er et større problem, hvis man lever i offentligheden – så måske er det et blogger-problem?
        Men fedt at sige fra og naturligvis skal man opføre sig ordentligt.

        1. Hmm… måske et bloggerproblem, ved det ikke helt. Synes også jeg støder på det ‘ude i virkeligheden’. Men ja, også mega spændende for mig at opleve at andre mennesker har helt andre grænser. Sådan kan vi jo lære af hinanden og vores forskelligheder :)
          Det skal man nemlig. Kram E

          1. Jeg er ikke nået helt til ende endnu, så bær over med mig, hvis dette er nævnt senere.
            Men flere steder skriver du fremmede og nu skriver du at det måske fortrinsvis er i bloggerverdenen at det forekommer.

            Kan det være fordi at det for bloggeren faktisk er fremmede, der spørger, men det er det jo ikke for spørgeren?
            Altså; mange bloggere har jo netop gjort en forretning ud af at “være veninder” med sine følgere og derfor føles det for følgerne ikke som om det er en fremme de spørger.

            Blot en tanke.

  33. Findes der noget mere irriterende, end folk spørger ind til andres privatøkonomi? Så skulle det da lige være en bloggertype, der løfter sin lakerede reklamesøjle af en pegefinger og belærer sine læsere om livets immaterielle værdier….

  34. Jeg er SÅ enig! Da vi købte hus, spurgte utrooolig mange i den forbindelse, hvad huset kostede. Selvom man jo kan slå sådan noget op, så gik det langt over grænsen. Om det var fordi, huset lå i Hørsholm, det ved jeg ikke. Men jeg synes, det var så privat. For hvorfor spørger de? Fordi gerne vil vide, hvad sådan et hus koster, fordi de selv går med boligdrømme? Eller fordi de gerne vil have et billede af, hvad vi har af penge? Under alle omstændigheder synes jeg det var SÅ privat.

    1. Jeg synes faktisk, det kan være relevant, hvis man selv står over for at købe noget lignende. Hvis ikke er det vel bare nyfigenhed:-)

    2. Hej Rebecca,
      Det forstår jeg så godt, og netop derfor kan det være ret fint, som spørger at afveje hvordan man spørger og med hvilke intentioner. Eller som en anden her i tråden skrev, så kan man indlede sit spørgsmål med at sige, at det er helt ok og forståeligt, hvis ikke man ønsker at svare.
      Kram E

  35. Jeg må også erklære mig uenig i dette indlægs præmis. At fremmede passer dig op på gaden for at spørge dig, hvad din hund har kostet – ja, det er underligt. Hvis din bordherre (som du aldrig har mødt) ud af det blå spørger, hvad din taske har kostet – ja, det er også underligt. Men det synes jeg udelukkende handler om, at spørgsmålene er malplacerede og uden for kontekst. Ikke det faktum, at det handler om økonomi. Efter min mening kan sådanne spørgsmål nemt afværges med et simpelt ‘puh, det kan jeg ikke lige huske’, hvis man ikke ønsker at være specifik. Helt uden at hverken spørger eller den der spørges sættes i en ubehagelig situation. Bliver spørgeren ved – ja, så bliver det uhøfligt. Men det mener jeg mere handler om, at det generelt er uhøfligt at fortsat spørge ind til noget, som den der spørges tydeligvis ikke gider snakke om.

    Du skriver: “Betyder det så, at du må spørge folk, hvad deres hus koster…? Nej!.. Det rager altså ikke dig. Uanset om det så er naboen, kollegaen… Det er uhøfligt og ikke din sag. Og du sætter personen du spørger i en beklemt situation”

    Jeg synes på ingen måde det er uhøfligt at spørge en kollega, hvad dennes hus har kostet, hvis spørgsmålet falder naturligt ind i en samtale om huskøb, huspriser i området, you name it.

    Som mange andre skriver, synes jeg det er utrolig vigtigt, at vi bliver mere åbne omkring økonomi.. Jeg synes derfor, at ‘pas dig selv’-tonen i dette indlæg er ærgerlig og uhensigtsmæssig. Det er selvfølgelig helt ok, at du ikke har lyst til at dele din økonomi med andre. Det er du i din gode ret til. Men jeg må indrømme, at jeg synes det er forkert at fortælle andre, at det er uforskammet og uhøfligt at være nysgerrig på emnet.

    Jeg håber, du kan se min pointe. Ønsker dig en dejlig aften :)

    1. Jeg kan se din pointe. Og tror ikke vi er så langt fra hinanden som mit – indrømmet – noget unuancerede indlæg måske lagde op til. Det jeg synes er uhøfligt (og det står jeg altså fast på og det er så ok at være uenig) er, at spørge folk man ikke kender hvad deres dit og dat koster. Det mener jeg altså (stadig) ikke vedkommer dem. Men hvis det er din ven/kollega/familiemedlem eller anden fortrolige og situationen er naturlig, så spørg løs :) Kram E

  36. Tak – for du tager et emne op der er vigtigt og noget jeg møder ofte på min vej! Det er noget der er eksploderet de senere år. Informationer flyder og som følge der af flyder folks grænser.

    1. Ja det er virkelig også min oplevelse, at det er noget, der er i tiltag og som jeg møder oftere og oftere. Heldigvis lader det til – jvf. kommentarerne her – at det ikke er tilfældet for alle :) Klem Emily

    1. Helt ok Ida, god vind fremover <3 Synes dog at uenighed kan være spændende og lærerigt. Jeg har i alle tilfælde lært noget af de konstruktive kommentarer og fået nuanceret emnet. Klem E

  37. Jeg er splittet.
    Og langt hen af vejen nok egentlig enig med Sofie, der har kommenteret tidligere i denne tråd.

    Selvfølgelig har ingen *ret* til at vide, hvad dit og dat har kostet. :)
    Og jeg ved at I (nu nævner du selv dine kollegaer, så derfor er jeg nødt til også at tage udgangspunkt i dem) arbejder i en branche, hvor I hele tiden skal stå til ansvar for alt. Og det kan være hårdt. Og det er ikke altid fair.

    Men jeg synes det bliver et problem, hvis bloggere/influencere må skrive hvad de har lyst til, men følgerne ikke må stille spørgsmål. Det er helt generelt.
    Jeg synes der efterhånden er kommet en kedelig tendens, hvor der bliver brokket mere og mere over følgere.

    Derudover hopper kæden altså af for mig, når nogle af dine kollegaer mener de har et helt almindeligt forbrug og skriver indlæg om, hvor misforståede de er, samtidig med at de køber dyre biler (måske i gave til hinanden i familien), huse (og/eller renoverer dem fra top til tå med dyre materialer), har et højt forbrug ifht. tøj mv. pr. måned og hvad det nu kan være.
    Selvfølgelig er der intet galt i det – som du selv skriver har nogle bare flere midler end andre. Godt for dem. Men jeg bliver irriteret af at de så samtidig ikke forstår, at det altså ikke er normen. Og at man ikke må skrive, at man godt nok synes de har en høj levestandard.
    Der har man altså også et ansvar som offentlig person for at man ikke kun maler glansbilleder.

    I øvrigt ligger salgspriser på huse jo offentligt tilgængeligt, så jeg forstår ikke helt hvorfor man kan blive så gal over at folk spørger ind til prisen. Det kan man jo også bare finde ud af udenom personen – og hvad er så egentlig rarest?

    1. Spændende og vi er, som jeg læser det, langt hen ad vejen enige. Jeg kunne godt lide Sofies kommentar og måde at anskue og forstå ‘problematikken’ på. Det var nyt for mig.

      Mht det med huspriser: Ja, det er jo lige til at finde ud af. Men det der undrer mig sådan, er hvorfor man overhovedet interesserer sig for det? Det er et oprigtigt undrende spørgsmål fra min side, for jeg forstår det simpelthen ikke. Altså hvad udspringer den nysgerrighed af? Måske det er fordi jeg bor til leje og elsker ikke at eje noget, men synes slet og ret det er så uinteressant, hvad og hvor meget andre ejer.
      Knus E

      1. Ja det tror jeg egentlig, eller jeg tror godt jeg ved, hvorfor du har skrevet dit indlæg. Men jeg synes bare det er for unuanceret.

        Nu kan jeg jo selvfølgelig ikke redegøre for alle andres spørgen :) Men jeg tænker der kan være er væld af intentioner. Fra nysgerrighed ifht. huspriser i området til sammenligning ifht. om man mon selv har råd til noget tilsvarende. Sikkert også nogle ud af slet og ret misundelse, men gør det nu noget? Altså pænt er det ikke, enig.
        Men jeg tænker bare, at der jo ikke går noget af nogen, ved at få spørgsmålet.
        Nu har jeg vist ikke selv spurgt noget i den retning, men jeg har da undret mig. Og det handler om at jeg synes, tingene ikke hænger sammen, når et – i mine øjne – ret stort overforbrug bare i personens egne øjne ses som værende helt normalt.

        Nå men det til side, så studser jeg Nok i særdeleshed som sagt primært over det, som jeg kan se en hel del andre også ser værende problematisk, nemlig at branchen desværre i mange (ikke alle!) tilfælde har tendens til at være lidt overfladisk og male er helt urealistisk billede af, hvordan vi skal leve vores liv. Fordi vi følgere jo netop ser jeg som forbilleder, lader os inspirere og “køber ind” i jeres verden, produkt, virksomhed.
        Det kan man simpelthen ikke benægte.
        Jeg er bange for at det dermed bunder i noget meget større og er farligt terræn at begive sig ud i (og i øvrigt synes jeg på ingen måde at du skal stå til ansvar for alt det!).
        Men jeg synes – beklager hvis jeg gentager mig selv – simpelthen bare man så også har et ansvar for at være realistisk omkring sit eget forbrug.
        Men af nysgerrighed: hvorfor mon du kæmper andres kamp egentlig?

        1. Jamen det kan du tro, jeg også spørger mig selv om nu ;) Fik lyst til det efter en håndfuld samtaler, men ærligt, ville gøre det om nu, hvis jeg kunne. Dog tror jeg ikke det tjener noget godt formål at pille indlægget ned nu, så det for lov at stå. Men om ikke andet har jeg lært en masse og har fået mange flere nuancer på. Kram E

  38. Mon ikke årsagen til, at du får lidt push-back er, at de fleste ikke helt kan relatere til din indlæg (udover mht. løn – der er der super vigtigt med gennemsigtighed, og det er alle enige om). .
    Men når man ikke har en online presence bliver man ikke bedt om at stå til regnskab for, hvordan man har råd til dit og dat, og hvad det koster.
    Der er nok mange, der aldrig har oplevet de eksempler du nævner. Jeg har i hvert fald ikke :)

    1. Det tror jeg måske du har ret i. Jeg oplever det heller ikke selv, men kender så mange der gør. Og egentlig også ‘ude i virkeligheden’ altså folk der ikke har en online presence. Men synes da kun det er dejligt, hvis jeg tager fejl ift. at det begynder at blive en tendens :) Knus E

  39. Da min kæreste og jeg som unge studerende købte en andelslejlighed, var der mange (nye studiekammerater osv.) der spurgte til hvordan vi havde råd. Og det kom jeg til at sætte pris på, for det gav os mulighed for at forklare at lejligheden ikke var vores forældres, men vores, og at pengene var lånt. Og at guldskeen altså højst var en teske. Det ville jeg da aldrig have tænkt på at gå og fortælle, hvis ikke folk havde spurgt.
    I dag har jeg et job med en meget lille løn, og det er gået op for mig – fordi folk spørger – at det generelt formodes at jeg så hæver supplerende dagpenge. Det gør jeg bare ikke. Ikke at der er noget galt med hverken forældrekøb eller dagpenge, det er bare ikke sådan min situation er, og jeg synes det er fedt når nogen spørger i stedet for at gætte. For det er nok utopisk at forestille sig en verden hvor mennesker ikke har formodninger og fordomme.

    Jeg synes ellers det er et dejligt indlæg, Emily, selvom jeg ikke er enig med dig. Du er god til at mene noget på en ordentlig måde :)

    1. Tak skal du have Helga og tak for at dele din historie og dine betragtninger. Jeres kommentarer er med til at jeg ikke ser helt så firkantet på det. Og synes det er dejligt, at du tog det som en god mulighed for at forklare om noget, du er stolt af. Virkelig. Jeg kommer nok ikke lige med det vons til ikke at synes, det er uhøfligt at spørge om og ville aldrig selv gøre det. Men spændende at høre jeres fortællinger og at der kan være andre sider af det. Kram E

  40. Dette er verdens bedste indlæg. Min oplevelse er nemlig at der er ingen grænser for hvad folk kan finde på at spørge om, på sociale medier. Jeg har blot 20K følgere og bruger udelukkende Insta men alligevel får jeg konstant stillet spørgsmål ift hvad jeg tjener, hvad noget koster osv.. og folks nysgerrighed er næsten ustoppelig. Nogle påstår endda at de ved, hvad jeg tjener fordi de kender nogle der kender nogle. Og må sige at det er ret underholdende men også skræmmende at høre folk’s vurdering af ens lønforhold.. Tør slet ikke tænke på hvordan større profiler må opleve det og synes at det er uhyggeligt, hvordan de sociale medier kan fjerne enhver form for almindelig plig….for hvem stiller sådan noget face-to-face. Så dit indlæg er relevant, velbeskrevet og forhåbentligt kan det give stof til eftertanke ude bag telefon-skærmene ;-)

  41. Hej Emily

    Jeg er ikke helt enig i dit oplæg. Jeg tror, din oplevelse af det her er anderledes end dine læseres. Du er en influencer, der kommunikerer via et medie, som vi andre følger. Derfor sætter det – helt naturligt – dig i en anden situation end os. I skrivende stund er der 78 kommentarer hvoraf størstedelen er uenige. Det skyldes formentligt, at vi i samfundet faktisk er rimelig gode til at håndtere netop private sager på empatisk vis og med omtanke. Som man kan høre, er det langt størstedelen, der netop deler den slags for at åbne op for en debat, som man må sige har et empatisk formål. Derudover kan man også høre, at langt de største netop taler om det her emne med netop kollegaer/venner/familie osv. Jeg kan godt forstå, at du kan føle dig stødt til tider, fordi du bliver spurgt af folk du ikke kender. Men i princippet kender du ikke nogen af os. Og da du er influencer er du netop vant til at stå frem med reklame såvel som privatsager. Jeg har i hvert fald også hørt dig omtale sex efter fødsel mm., som jeg også anser som en privatsag. Først og fremmest kan det være svært for dine følgere, at skelne mellem hvad der er reklame, og hvad der ikke er. Derfor tror jeg du i højere grad vil opleve spørgsmål som “hvad har din bil kostet” osv., da man som følger slet ikke tænker over præcist hvor du laver reklame. Det skyldes netop også at du er selektiv i dine samarbejder, hvorfor man antager, at det du lægger ud på dine medier, er med til at definere dit brand. For det andet kan det helt naturligt være svært at vide, hvor man krydser din private grænse, da den er meget svær at tyde grundet din offentlighed. Som jeg nævnte før, så omtaler du emner som fx “sex efter fødsel” og andre meget private emner. Det er netop også derfor, du har så mange følgere, som du har. Fordi du tager emner op, som vi alle oplever privat. Og derfor tror jeg, at du helt naturligt vil opleve spørgsmål, som til tider synes er for private. Dog synes jeg det er helt fair, at du siger fra. Vi skal på ingen måde krydse din grænse. Tror bare det er vigtigt for os, at det ikke kommer til at lyde som om, at det er et generelt problem. Kh ❤️

    1. Hej Anna
      Tak for den måde at se det på og ja, det må siges at være en gråzone. Det kan jeg godt se nu.
      Men hvis I spurgte mig til sex efter fødsel (efter jeg netop selv havde bragt det på bane), så ville jeg synes det var så fair.
      Ligeså med fertilitet. Altså efter jeg selv har åbnet op for den snak.
      Men jeg synes (stadig) ikke det er ok, at spørge ind til private emner, før en given person man ikke kender (blogger eller ej) selv har åbnet for debatten.
      Det må man så sige, at jeg i dén grad har her. Også selvom det var utilsigtet, haha.
      Mange tak for en god og forklarende kommentar. Kram E

  42. Må erklære mig enig med størstedelen i kommentarerne. Kan overhovedet ikke se problemet i at spørge hvad ting koster 🤗 Måske naivt, men tænker da langt størstedelen spørger af ren interesse, måske vil de gerne selv have en lignende hund/hus/taske/whatever, men aner ikke hvor prisen ligger og spørger for at få en ide. Eller af ren og skær interesse/nysgerrighed. Hvis man kun tror folk spørger for at pege fingre, så har man da meget lidt tiltro til mennesker 😅😅
    Og om det er løn, lån, priser på tøj eller et hus – så kan gennemsigtighed da næsten kun være en fordel (ihvertfald i mine blå øjne 😜).

    1. Du har fat i noget her; altså at det selvfølgelig også handler om intentionen. Men det er den der snagementalitet, hvor folk sidder (på Jodel) og diskuterer hvad andres hus koster og hvordan de dog får råd til det, jeg synes er en rigtig skidt tendens. Og det lader det netop til at du og dine ‘blå øjne’ er gået helt fri af og hurra for det <3 Når det er sagt synes jeg personligt også den 'milde variant' er grænseoverskridende. Altså jeg synes at det er uhøfligt at spørge fremmede om, hvad deres X koster. Men der kan det ske, at det blot er mig, der er gammeldags og snerpet hehe ;) Kram E

      1. Men hvis man er nysgerrig, men ikke kan spørge bloggeren, så er det da perfekt at et forum på jodel gør at man kan italesætte det? Synes netop fordelen ved jodel er at folk kan få talestrøm for de tanker de har til holdninger og bloggere – og at de har det forum nu hvor tendensen er at bloggere nærmest blokere hvis der kommer kritiske tanker (jvf. Kia’s stories) Jeg synes det har været øjenåbnende for mig at være på jodel, og opleve hvor meget folk har fokus på bloggeres store forbrug – det har været øjenåbnende for mig, fordi andre heller ikke har alle de forbrugsmuligheder, og det dermed ikke kun er mig. Og at folk er opmærksomme på hele det materialistiske billede der bliver malet på sociale medier.

        Jeg har set kommentarerne om, for hvor mange penge du har vikler for. Ved ikke om det er den der er grobund for indlægget her. Og jeg forstår det kan ‘føles’ personligt – men du er også en reklamesøjle på det punkt og en virksomhed – og det hjælper for mig at få sat det i perspektiv – hvor stort forbruget er og at det sort på hvidt er uopnåeligt at være med. Jeg kan blive inspireret – men det hjælper også at få en forståelse for at det også er det eneste jeg kan blive – for jeg kan ikke følge med ellers. Så nogen gange har det en værdi at få sat pris på tingene. Ved ikke om denne her kommentar overhoved giver mening…

        1. Jeg er så enig, N! Og samtaler på Jodel kommer jo simpelthen udelukkende grundet, at bloggerne lukker i som en østers, når der snakkes økonomi. Og da man som læser ofte følger med da man kan spejle sig i bloggeren, er det da kun naturligt, at der opstår en nysgerrighed i hvordan man får råd til X antal X genstande (for netop at få føling for hvad normalen er).

          Jeg føler egentlig, at man som blogger/influencer burde se sig selv som en medlemsbetalt forening – her er det også helt normalt med gennemsigtighed omkring økonomien, da medlemmerne netop er indtægtsgrundlaget. Vi VED efterhånden godt, at det er vores opmærksomhed, som giver smør på brødet, hvorfor det stigende forventning til gennemsigtighed også opstår.

          1. Alberte, synes første del af din betragtning er spændende og den må jeg lige gå og tygge lidt på, kan jeg mærke. Du må meget gerne uddybe det med at spejle sig i bloggeren som præmis for interessen.

            Det andet er jeg til gengæld ikke enig i. På lige fod med at jeg ikke synes min frisør, skal stå til regnskab overfor mig, selvom det indirekte er mig (og hendes andre kunder), der betaler hendes sommerhus/barnevogn/ferie til Maldiverne.
            Kram E

          2. Men jeg synes netop ikke, at din forretning kan sammenlignes med en frisørforretning. Hvad du har bygget op og lever af, minder i min verden langt mere om et fællesskab, hvor vi er involveret i dit liv på daglig basis – frem for et enkelt besøg hver 3-4 mdr.. Vi er med på sidelinjen og hepper når graviditeten lykkedes, krydser fingre for nye projekter og ægres sammen når andre mislykkedes. Vi er meget mere involverede, end jeg i hvert fald er i min frisørs liv. Dertil sagt, så kommer det på ingen måde fra et snagende sted. Det er langt mere på et nysgerrigt udgangspunkt, hvilket jeg synes er rigtigt ærgeligt bliver misforstået af dig og dine kollegaer

          3. Det med at være involveret på en anden måde kan jeg godt forstå. Ærligt, så snurrer mit hoved og jeg synes flere af jer kommer med gode betragtninger (mange jeg slet ikke havde overvejet, da mig og min ammehjerne skrev dette indlæg) og argumenter. Det er nok slet ikke så sort/hvidt som jeg fik sat det op.
            Igen, intentionen for spørgsmål (af enhver art) har selvfølgelig noget at skulle have sagt. Ligesom måden der spørges på <3

        2. Forstår heller ikke det med at blokere. Har endnu til gode at blokere nogen. Altså udover en pige, der dagligt skriver fra en ny konto, at hun håber, jeg får kræft og dør.

          Shit er der en tråd om det? Haha. Nej, det vidste jeg ikke. Har aldrig besøgt Jodel og kommer heller ikke til det, men – og det er vitterligt oprigtig undren – hvorfor er det spændende? Altså hvor mange penge jeg har vikler for eller hvad folks hus har kostet? Tror ikke jeg forstår det?

          Men jo, din kommentar giver mening og synes det er dejligt, hvis det er sådan du bruger mediet. Jeg havde indtryk af at det kun var sladder og onde tunger, men fedt hvis du kan bruge det på en konstruktiv og positiv måde.
          Knus E

          1. Hej Emily,

            Den her kommentar underminerer lidt din egen forretningsmodel :) “..og kommer heller ikke til det, men – og det er vitterligt oprigtig undren – hvorfor er det spændende? Altså hvor mange penge jeg har vikler for eller hvad folks hus har kostet? Tror ikke jeg forstår det?..”

            Du (og andre bloggere) lever da netop af, at ‘almindelige’ mennesker er nysgerrige og synes det er spændende at følge med i, hvilket tøj I køber, hvilke ferier I tager på, hvilke cremer I bruger osv. Prisen er da en helt naturlig del af det.

            Ovenstående fremstår, efter min mening, en smule arrogant i forhold til dine følgere.

          2. På et helt generelt plan (nu tænker jeg ikke på dine vikler) tror jeg, at følgere interesserer sig for, hvad influencernes ting har kostet, fordi influencere i bund og grund sælger idéen om “det gode liv”. Og hvad koster det gode liv så? Det vil folk gerne vide.

            Forundringen bliver endnu større, når influenceren har SÅ meget tøj, dims til indretning, makeup, babyudstyr osv osv, at det for følgerne slet ikke giver mening, at de kan have råd til det. Vha diverse reklamelinks opfordres følgerne til at købe det samme – for den fulde pris. Men måske har bloggeren/instagrammeren fået tingen i gave eller til en god pris, men vil stadig inspirere læseren til at købe varen/noget lignende – til den fulde pris.

            Der opstår en skævvridning mellem blogger og læser, for det “gode og rigtige liv” virker pludselig uopnåeligt, og hvad skal man overhovedet give for at opnå det selv? Jeg tænker, at det er grunden til, der er så meget nysgerrighed omkring influencere og økonomi. Giver det mening? Bare en tankerække fra mig.

          3. Til Katrine:
            Det forstår jeg slet ikke, at du kan læse ind i det.
            Emily skriver netop i indlægget:
            “Og hvis det er ovre i reality- eller SoMe-land, så kan det selvklart også i mange tilfælde være mere end ok, at spørge til hvad den eller den ting har kostet. Især når der er tale om en reklame.”

            Jeg synes heller ikke selv, det er særligt spændende, hvad folks ting koster, så forstår godt hendes undren. Og synes ikke den er arrogant, men virker oprigtig. Har aldrig selv forstået hvorfor dagblade og sladderblade altid skulle skrive om hvad den ene eller anden kendis har solgt eller købt sit hus for. Eller forstået hvorfor programmer som Luksusfælden er interessante for nogen. Andres økonomiske krise midt i bedste sendetid. Men jeg anerkender også at mange finder det interessant. Jeg forstår det bare ikke.

          4. … men hvordan kan du refere til Jodel og dens indhold, når du med egne ord aldrig har været der? Hvilken kamp er det du kæmper? Kan forstå at det er frustrerende nu er være så dybt i en anden bloggers kamp, som så åbenlyst har læst med på Jodel, men synes du bør tjekke det ud selv, hvis du skal bruge det som et skræmme-eksempel på “onde tunger”. By the way, jeg kan ikke læse med på Jodel, de har slet ikke indført såkaldte channels i det land jeg bor i. Kan kun læse med, når jeg er i DK. Herovre bruges Jodel kun at army-fyre der er på base training i min by og prøver at hitte ud af, hvad de skal medbringe, hvor man får vasket tøj på basen osv. Men når jeg har læst med på Jodel i DK, så er det altså ret fornuftigt og øjenåbende (udover de få trashtalkere), så bør bloggere virkelig læse med og lære af det!

  43. Øv jeg synes det er en gammeldags og tilbagesættende holdning, der bliver præsenteret i indlægget her.
    Jeg vil ikke komme ind på hele løn-debatten, for det er vist blevet overordenligt cementeret, hvordan det absolut ikke kan være til nogens fordel, at gå og holde det hemmeligt, udover for dem der udbetaler den!

    Derudover ser jeg, at du siger at privatøkonomi ikke er et tabu, men derimod bare privat, men der burde du måske lige tjekke dine privillegier. Der var en anden der kommenterede at særligt unge er begyndt at låne helt vildt meget (se alle kviklånene, hvor unge er dem der optager allerflest af den slags) for at kunne have et forbrug, der matcher det, de ser på bl.a. sociale medier. Det kommer da ingen til gavn, hvis vi bliver ved med at opretholde et glansbillede af ‘hvad der er normalt’ ift. indtægt og forbrug. Nej, vi beder ikke om se dit kontoudskrift fra din netbank, men en åben samtale, hvis situationen opstår, kan kun være med til at udbredde mere viden, og det taber ingen på. Og helt ærligt, hvad så hvis der bliver spurgt til, hvad et ur koster? så kan man enten sige A) hvad det kostede eller B) at det gider man ikke svare på. Og så går samtalen videre? I stedet for at sige, at folk bare skal klappe kaje og blande sig udenom, kunne du jo bare svare, at den slags spørgsmål vil du ikke svare på.

    1. Hvilken del af det? Det jeg – sat på spidsen – prøver at sige, er at jeg synes det kan være uhøfligt og direkte ufølsomt, at spørge folk man ikke kender om private sager. Sager de vel at mærke ikke selv har bragt på bane.

      Personligt har jeg intet problem med at snakke økonomi, men i så fald skulle det være, når og hvis jeg selv kaster bolden op. Ikke fordi andre synes ‘det er deres ret’ at se mit årsregnskab.
      Men måske jeg skulle gøre det. Snakke om økonomi. Også selvom vores er noget så kedelig. Ejer ingenting, men det er selvfølgelig også et økonomisk valg. Det er i alle tilfælde et spændende emne og det virker til at der er interesse.

      Og ja, løndebatten må stå for egen regning og der er alle vist helt enige (undertegnede inklusiv) indlægget her handlede aldrig om lønsnak mellem kollegaer/folk i samme fag, men det er så fint at kommentarerne gør.

      Knus E

  44. Jeg synes det er en mærkelig tendens med de her ‘opdragende’ indlæg fra bloggere. Nogle gange skriver I at læserne er *ih så kloge, at de sagtens kan tage fornuftigt stilling til jeres reklameindhold* og andre gange skal vi opdrages. Jeg synes I skulle tænke over hvorfor I har behov for at skrive den her slags indlæg, i den tone I gør.
    Vh

    1. Det er skægt, jeg ser det slet ikke som et opdragende indlæg. For mig er det en oprigtig undren over hvorfor nogen har så travlt med, hvad der er på andres tallerkener. Som skrevet er det ikke noget jeg selv oplever, så intentionen har på intet tidspunkt været at opdrage jer. Men måske åbent spørge hvorfor andres privatøkonomi kan være så spændende, at der findes alenlange tråde på diverse facebook-grupper mv. om det. Altså min undren går på, hvorfor i alverden, man gider bruge sin tid på det?
      Knus E

      1. Du skriver med løftet pengefinger, fortæller os hvad vi ikke må spørge om, jeg kan ikke læse det som andet end opdragende. Det er måske min fejl, men jeg kan jo se at andre læser det på samme måde. Jeg synes på INGEN måde at din undren bærer indlægget.

        1. Hej Stine, det er noteret og det må jeg så tage til efterretning. Kan godt se, at det måske havde været mere reelt, hvis jeg var kommet med konkrete eksempler og havde lagt op til en åben diskussion fremfor at prøve at generalisere. Tak for input :) Det er derfor formidling er så spændende (og til tider svært). For en ting er, hvad man tror man komminukerer ud, noget andet er, hvordan det bliver opfattet hos modtageren. Og det er jo det sidste, der er ‘resultatet’ så at sige. Jeg lærer en masse her. Knus Emily

      2. Hvordan kan du IKKE se det som et opdragende indlæg? Titlen er ‘Pas din egen næringsvej’ og dét er da i sig selv opdragende? Derudover putter du indlægget i en kasse, du kalder ‘Takt & Tone’ og gør dig dermed til dommer over, hvad der er høfligt og hvad der ikke er høfligt. Der er heller ingen åbne spørgsmål i indlægget. Det er derimod fyldt med opdragende udtalelser om, hvad vi må og hvad vi ikke må. Endda med flere udråbstegn efter ordet ‘Nej’.

        Synes du f.eks., at denne sætning er en undren eller et åbent spørgsmål?
        ‘Det betyder slet og ret, at du ikke skal blande dig i, hvordan folk får smør på brødet eller hvor meget smør, der er på deres brød.’

        Synes du denne sætning er et udtryk for en ‘undren over hvorfor i alverden, man gider bruge sin tid på det’?
        ‘Det rager altså ikke dig. Punktum. Uanset om det så er naboen, kollegaen, hende du følger på Instagram eller Beyoncé.’

        Eller denne?
        ‘“Må jeg spørge om, hvad den/det koster/har kostet? Og hvordan du har fået råd til det?”. Nej, du må så ej. Det er uhøfligt og ikke din sag.’

        Jeg har fulgt dig i årevis og har helt ondt i maven over, at du kan finde på at skrive sådan et indlæg. Det får dig desværre til at fremstå virkelig usympatisk og jeg kan godt forstå, at folk ryger til tasterne. Jeg synes, du skal tage dem alvorligt og ikke blot feje dem af med ‘haha, sådan er vi jo så forskellige’-svar. Dine læsere fortjener bedre end det.

        Hav en dejlig dag.
        Mvh. Helle

        1. Modtaget. Det kan jeg godt se. Det er der hvor skrift er så pokkers svært. Fordi det kan være svært at få det glimt i øjet eller den omsorg ind, det er skrevet med. Lige nu kæmper jeg nogen andres kamp, og det var måske dumt til at begynde med, men det er også svært at stoppe den nu. Kan dårligt slette indlægget. Men helt ærligt, så fortryder jeg, at jeg overhovedet tog det op.

          Synes dog ikke det er helt fair at skrive, at jeg fejer læserne af med lette svar, hvor jeg ikke tager folk alvorligt. Har efterhånden brugt mange, mange timer, på at svare på kommentarer til dette indlæg. Mange af dem uddybende og åbne overfor andres meninger. Jeg har tilmed fået et mindre sort/hvidt syn end jeg oprindeligt havde, hvilket man kan læse ned gennem kommentarerne. Men med nogle af dem handler det jo om, at vi ikke er enige og ikke bliver det og det er vel også ok? Altså det synes jeg i alle tilfælde. Jeg kommer ikke til at synes, det er ok, at spørge folk, man ikke kender, om hvad deres ting koster. Og det er der mange, der synes er helt ok. Og sådan er det. Det kan jeg godt rumme og det tænker jeg også de kan. Alle skal vel ikke være enige i alting og dette er for mig at se bare spændende. Tak og i lige måde. Klem E

  45. Det giver jeg dig ret i – nogle mennesker har lidt en tendens med at have lidt for travlt med alle andre, og jeg står også af, når folk mener det er deres ret at vide, hvor meget jeg tjener. Men jeg mener stadig, at vi skal gøre op med den berøringsangst i forhold til økonomi, som mange har, da det er et virkelig vigtigt emne, eksempelvis i forhold til ligeløn.
    Men den slags mennesker, som har lidt for travlt med at snage i andres forhold, er, for mig at se, også lidt i kategori med dem, der hele tiden vil give “velmenende råd” – som egentlig bare er en sviner i forklædning. Begge dele er noget, folk skal stoppe med.

  46. Som nyuddannet har jeg virkelig gjort en dyd ud af at snakke ærligt og åbent om lønforhandlinger og løn generelt – og her snakker jeg gennemsigtighed med mine studiekammerater, veninder, familie, mv., men snakker åbent om det med hvem end jeg møder. Dels fordi det svingede omkring 15.000 kr mellem hvad jeg fik i tilbudt i det offentlige vs det private (tilbage til pointen om, at mit værd ikke måles i min løn, men hvad min arbejdsplads’ lønniveau). Dels fordi jeg ikke ANEDE hvad jeg kunne forvente, da jeg har oplevelsen af, at alle går og “putter” med deres egen løn i vores samfund, hvilket bare gør, at man som nyuddannet er totalt på bar bund omkring hvad man kan forvente. Og det synes jeg egentlig hænger sammen med forbrug, som jo i sidste instans handler om hvordan man prioriterer sine midler – og det synes jeg virkelig burde være muligt at have en ærlig, åben og mindre tabubelagt snak om (hvilket jeg egentlig håbede, at du som influencer ville hjælpe på vej).

    Jeg er vokset op med at følge Carrie Bradshaws dybt urealistiske New Yorker liv, hvor hun snildt kunne bo i en lækker 3 værelses lejlighed, købe dyre designersko og spise stort set alle måltider ude og det på en freelancer skribentløn (hvor man kun sjældent så hvor mange timer hun reelt lagde i det arbejde om ugen). Det gav et lidt forskruet billede af hvor meget arbejde og prioritering i forbrug der reelt set krævede af Carrie at opretholde hendes fashionable New Yorker liv, som vi alle drømte om at gøre kunsten efter! Og netop her kommer I som influencers ind i billedet – da I har en langt større veninde-lignende relation til os end hvad Carrie havde, ville jeg sådan håbe (ikke forvente, blot håbe), at der kunne være en transparens omkring indkomst, prioriteringer, valg og fravalg, som er et præmis for alles økonomi. For netop at snakke om det, øger vi gennemsigtigheden og nedbryder vi de glansbilleder, som opstilles på de sociale medier. Og det synes jeg er et langt vigtigere fokus, end at se folk som “snagende”

    1. Mht løn: Helt enig og godt du gør det.

      Mht: Anden del, åh ja, Carrie. Hun var skisme også skyld i et noget overskruet skoforbrug fra min side, da jeg studerede. Langt ud over normen…
      Hørt ift fokus, men det er stadig vigtigt hvad spørgsmålet kommer af? Er det oprigtig interesse, misundelse eller noget helt tredje.
      Klem E

      1. Jeg oplever udelukkende folks spørgsmål som nysgerrige, da det udelukkende kommer af egen nysgerrighed og mulighed for at spejle sig selv i det givne bloggerliv, man følger. Men hånden på hjertet, så er jeg jo ikke i dine sko, så der kan helt sikkert være forskel på, hvordan det opleves. Men aktiviteten på indlægget her synes jeg giver en ret god indikation på, hvor det kommer fra, siden dine følgere føler sig misforståede i dit fremstilling.

  47. Jeg kan sådan set godt forstå, at spørgsmål til økonomi kan være grænseoverskridende for influencers, men jeg synes alligevel at det er relevant. På et tidspunkt måtte jeg selv træffe en aktiv beslutning om kun at følge bloggere, som også har et andet arbejde (med enkelte undtagelser – dig inkluderet), fordi jeg kunne mærke, at jeg blev påvirket på en negativ måde af følge med i den livstil, som ofte bliver repræsenteret hos fuldtids-influencers.
    Herhjemme er vi to akademikere med fuldtidsjobs og et barn, vi bor til leje og har det råd til alt det, vi virkelig har brug for, men vi lever ikke ekstravagant – og på den måde ligner vi nok mange andre. Men jeg fulgte med hos bloggere, som købte hus og byggede til, har bil, sommerhus, et stort forbrug, rejser flere gange om året og alligevel altid kan hente deres børn klædt i Konges Sløjd fra top til tå senest kl. 15, og pludselig gik det op for mig, at jeg var begyndt at betragte deres livstil som normen, og min egen som unormal. Det gjorde selvsagt ikke noget godt for mig, og derfor begyndte jeg at luge ud i hvem, jeg følger med hos.
    Du har helt ret i, at jeg jo ikke ved, hvilke forudsætniger der ligger til grund for lige netop disse bloggeres økonomi, men når man lever af at stille (en del af) sit liv til skue, så risikerer man også at være med til at skævvride billedet af, hvad der er normalt, hvis man ikke italesætter sit specifikke udgangspunkt. Hvordan det så skal gøres uden at blive for grænseoverskridende for den enkelte, ved jeg ikke, men jeg synes at det er vigtigt at tale om.

    1. Hej Olivia
      Tak for en god og konstruktiv kommentar. Synes du har fat i noget: Det er meget spændende at tale om som overordnet emne. Havde ikke selv tænkt over den skævvridning. Nok primært fordi jeg går rundt med skyklapper på, kan jeg godt se. Fordi hvad og hvor meget andre har interesseret mig utroligt lidt. Men derfor kan jeg nu godt se, at det er et spændende og relevant emne. Men lad os tale om det som en generel ting så, men ikke sidde og stille den enkelte (blogger eller ej) til regnskab for hvordan de tjener deres penge eller hvad de bruger dem på.
      Knus Emily

  48. HEJ ALLE <3

    Tak for jeres kommentarer. Tak til de af jer, der var enige såvel som uenige. Tak for at nuancere og tak for at gøre mig klogere. Det har været lærerigt og spændende og jeg har fået flyttet lidt holdninger. Tak for det <3

    Tak for at vi (stort set udelukkende) kunne holde det i en pæn og saglig tone. Også selvom det var et emne, der var mere brændvarmt end jeg overhovedet havde forestillet mig.

    Vi er alle enige mht. løn/ligeløn så vidt jeg kan se. Dejligt! Det var som skrevet ikke det, indlægget handlede om, men interessant at få det på bane. Det er et vigtigt emne og fedt hvis folk går herfra og 'tør' snakke om løn med dem det er relevant at tale om løn med på grund af jeres kommentarer.

    Nogle af og er enige, andre er uenige, når det kommer til om man må spørge fremmede, hvad deres ting har kostet. Kald mig bare gammeldags, men det kommer jeg ikke til at synes er ok lige foreløbig. Men cool at vi kan være uenige og bringe forskellige synspunkter til bordet.

    Spændende omkring at økonomi og penge ikke skal være tabubelagt og at det er noget, mange ønsker vi taler mere om. Jeg synes bestemt heller ikke det skal være tabu og er meget åben for emner man kunne tage op i den genre. Ved dog ikke om jeg er den rette til det, men forslag er altid velkomne.

    Stort kram Emily

  49. Jeg tror frustrationen her i kommentarfeltet bunder i en dybere frustration. Nu nævner du selv Jodel, så lad os starte der. Blandt bloggere bliver Jodel ofte nævnt som eksempel på et ondt og uintelligent samlingssted for (særligt) teenagere. Jeg læser selv med på Jodel og anerkender, at der i visse sammenhænge er personer, der går væsentligt over grænsen og udviser en fuldstændig uacceptabel adfærd. Og at det aldrig er ok er hænge folk ud, mobbe, shame mv. Når jeg (i slut 30’erne, mor, veluddannet med et godt, vellønnet job mv. og altså dermed en lidt anden profil end fordommene typisk tilskriver) alligevel læser nysgerrigt med i nogle af debatterne i bloggerforummet, så skyldes det en spirende frustration overfor blogger/influencer-feltet, som jeg ikke altid oplever have nuanceret hjemsted andetsteds.
    Når du i dit indlæg taler om økonomi, så tror jeg, at mange læser netop bloggere/influencere ind i det. Og der er det for mit vedkommende en undren, at bloggere/influencere ikke vil ud med, hvor meget de tjener. Jeg taler ikke om at skulle redegøre præcist for sine økonomiske forhold, men jeg undrer mig over, at det skal være så tys tys. De fleste ved jo fx (eller kan finde ud af det), hvor meget en skolelærer, læge, SOSU tjener. Og med alt respekt, så er I bloggere/influencere jo trods alt også bare almindelige mennesker, der erhverver jer herved. Derfor undrer det mig også, at så mange influencere (og du skal naturligvis ikke tages til indtægt for dem alle :)) er så kategorisk afvisende overfor at løfte sløret for indtjening. Senest sås det i Til Middag Hos, hvor Cana også med argumentet ’at løn er privat’ ikke ønskede at åbne op herfor. Den ugennemsigtighed tror jeg frustrerer mange, eftersom det jo er alle bekendt, at I lever af os/følgerne.
    Omvendt er jeg enig med dig i, at ingen har krav på at vide noget som helst. Og fordømninger og meningsdanneri har også lige vel gunstige vilkår nogle gange. Men jeg tror, det vil gavne debatten, hvis bloggere/influencere blev bare lidt mere åbne omkring økonomi og privilegier. Ikke at man på nogen måde skal skamme sig over at have privilegier, men som rollemodel for særligt meget unge mennesker, vil det nuancerere debatten på en klædelig måde, tror jeg.

  50. Jeg spørger jævnligt folk, jeg ikke-helt-kender om deres boliglån fx. Har ikke indtryk af, at folk bliver generet af det. De eneste, der har gavn af, at folk ikke taler om renten på fx deres andelsboliglån, det er bankerne! ;) Har da flere bekendte, der er blevet noget overraskede over, hvor lav en rente jeg har skaffet mig. Jeg synes, at det er rart at sparre med folk, og jeg har indtryk af, at de fleste synes det samme. Hvis man ikke snakker sammen, så kan man jo heller ikke lære hinanden noget – man skal dog selvfølgelig stadig være fordomsfri og ikke dømme folk for deres økonomiske prioriteringer – nogen fyrer pengene af på tasker og cafe latte, andre prioriterer at afdrage deres lån hurtigt eller tage på dyr skiferie. “Dine penge, dit valg” – men hvorfor ikke snakke om det? Så bliver man da aldrig klogere på sit forbrug.

  51. Jeg er lidt i tvivl om jeg helt forstår argumenterne for at bloggere/influenter skal være mere åbne om deres økonomi korrekt, så ret mig endelig hvis jeg misforstår. Nogle skriver, at nogle influenter har et direkte kvalmende overforbrug og læserne savner gennemsigtighed fordi de ikke længere kan spejle sig i influenten. Hvis det er korrekt forstået, er det ikke i det tilfælde nemmere bare at stoppe med at følge med? Hvis jeg kan mærke at jeg bliver irriteret over en holdning eller en livsstil, så tænker jeg da at det da må være den letteste måde at komme det til livs på. Men det kan godt være at det er mig der helt har misset pointen?

    1. Hej Kristina! Fin pointe, og kan egentlig sagtens se hvor du kommer fra. Lige i mit tilfælde er det her første gang jeg føler mig indigneret over en udtalelse fra Emily, en blogger som jeg har fulgt i mange år efterhånden. Derfor går jeg til sagen med helt samme indstilling, som havde jeg en veninde, som jeg var uenig med; med nysgerrighed og åben, konstruktiv dialog. Hvis jeg er uenig med en veninde, søger jeg jo også at finde fælles ståsted frem for blot at afskrive hende med det samme.

  52. Jeg er enig med dig et godt stykke hen ad vejen, og kunne personligt aldrig finde på at spørge ind til prisen på noget, medmindre det var en naturlig del af samtalen. Kort sagt, så har ingen ret til at vide sådanne private ting om andre mennesker. Det sagt, så synes jeg, der er en lidt ærgerlig tendens til at skulle være meget forsigtig over for hinanden – en slags hensynsbetændelse, hvor man for alt i verden ikke må risikere, at nogen føler deres grænse overtrådt. Med fare for at blive upopulær, så synes jeg faktisk, man bør kigge indad, hvis man bliver oprigtigt stødt over at blive spurgt til prisen på sin lejlighed eller taske. Det skriver jeg bl.a. på basis af min egen erfaring, hvor JEG kan føle mig forlegen, hvis folk fx spørger ind til mit forbrug. Men det er altså mit problem, ikke deres. For mig kan det handle om dårlig samvittighed, fordi jeg godt ved, jeg bruger mange penge, og mange af mine køb er mere nice-to end need-to. Men. I langt de fleste tilfælde er folk jo bare nysgerrige og interesserede, eller tænker ikke før de taler. Hvilket folk burde blive bedre til generelt, klart. Min pointe er bare, at vi får en træls censurkultur, hvis man ikke må spørge nogen om noget af frygt for, hvordan de opfatter det. Som single kunne jeg da blive røvtræt, når folk spurgte ind til mit datingliv. Men dér må man så lære at svare igen, lukke diskussionen ned eller slet og ret sige ”pyt”, når man for 117. gang får det samme spørgsmål. Alternativet bliver for mig en kultur, hvor vi skal udstikke en masse disclaimers og trigger warnings til vores omverden, før de må åbne munden.

    Jeg ved, at dette er sat lidt på spidsen – for jeg forstår som sagt godt, hvor du kommer fra. Men jeg ser også tendensen i de mange, mange indlæg, der findes rundt omkring på nettet om, hvad man for guds skyld ikke må sige til en gravid/barnløs/nybagt mor/single/person med kærestesorg/én med stress osv., og selvom jeg oftest er ganske enig i rådene, så bliver jeg lidt træt. Fordi de er udtryk for et urealistisk og lidt tyndhudet ideal om, at vi ikke må gøre eller sige noget, der kan opfattes bare det mindste kritisk eller sårende. Fordi modtageren automatisk lægger en negativ hensigt i det, forstås. Derfor ville jeg personligt ønske, vi allesammen blev lidt bedre til at glide af på de ting, vi ikke gider tale om, i stedet for at udstikke regler om, hvad andre må og ikke må. Hvis man vitterligt ikke tør sige fra, når nogen spørger om noget for én grænseoverskridende, så gør man det svært for sig selv at være i verden.

  53. Ok det her er lidt skægt. Nikolajs kommentar, da vi sad og talte om debatten her over aftensmaden: “Jamen du er altså også en underlig kombi af meget gammeldags omkring snak om penge og samtidig er du en hippie, der går meget lidt op i penge. Men det er altså de færreste, der har det sådan. Det er normalt at tale om penge (i 2019)”.

    Godt ord igen fra gemalen.

    Jeg vil med den kommentar lukke diskussionen for mit vedkommende, men I er selvfølgelig mere end velkomne til at snakke videre sammen indbyrdes. Og så må jeg tygge på alt det, jeg har lært.
    Og forsøge at lade være med at skide så meget i egen rede en anden gang ;)

    Klem E

    Ps. Noget andet der er lidt skægt; i ‘diskussionen’ på min Facebook-side, samt i de mange beskeder jeg har fået på instagram, har modtagelsen af indlægget været en helt anden. Her har bl.a. ledige, førtidspensionister m.m. følt sig hørt og forstået. Spændende hvordan man også påvirker hinanden og hvordan noget tolkes. Her har det handlet meget om ligeløn og transparens hos bloggere, mens det de andre steder har handlet om, at det er ubehageligt, når andre overvåger ens forbrug. Uanset hvem man er.

    1. Kære Emily, jeg synes virkelig ikke, at du har skidt i egen rede, jeg synes det tjener dig sådan til ære at spille en holdning ud, tage diskussionen, flytte dig på noget og blive stående på andet :) Det lyder også som om fællesnævneren for jer, der oplever det her som en tendens eller et problem, tilhører grupper som måske generelt er mere udsatte for at folk forsøger at fange dem på det forkerte ben og på en eller anden måde “afsløre” dem. Dét er helt klart møg-ubehageligt at være udsat for og hører ingen steder hjemme.

    2. Synes på ingen måde det er at ‘overvåge andres forbrug’ at stille spørgsmål til hvad ting har kostet. Tror virkelig mange har dårlig samvittighed over deres måde at bruge penge på, og derfor ser det som snagen hvis folk spørger ind til det. Jeg ved, hvis jeg køber et dyrt ur, at jeg signalerer et stort rådighedsbeløb – det kan være det er en gave eller års opsparing – men jeg kommer til at signalere noget andet. Og det må jeg vurdere om jeg vil have på mig. Hvis andre tænker noget eller spørger mig, så er jeg indforstået med det. Specielt hvis jeg vælger at lægge det ud på sociale medier hele tiden.
      Jeg har personligt aldrig stilt et spørgsmål til nogen om hvad noget har kostet eller spurgt ind til et hus eller hvad den kamp du nu kæmper er, men jeg synes det er så fint at nogen har behov for det – og at det så forhåbentligt hjælper til at forstå andres og deres eget forbrug eller muligheder.

      Og synes det er lidt let købt at sige du ikke interesserer dig for penge når du selv har chanel, ysl tasker og dyre ting – tror ikke at det er fordi penge ikke interesserer dig, men fordi du ikke har manglen på dem og det dermed ikke siger dig noget :-)

  54. Jeg har altid elsket at komme på denne blog (og gør det forhåbentligt også i fremtiden). Jeg bliver dog virkelig ked af at blive “ belært” om en holdning jeg ikke har og som helller ikke lige lå først for. Jeg/vi har blot nydt din glæde ved den nylige familieforøgelse og lidt selvfølgelige reklameindslag og synes balancen har været fantastisk – selv for en ikke mor.
    Derudover blot en tanke – der er vel forskel på at vide, hvordan penge tjenes og forbruges. Hos min frisør, tandlæge osv. ved jeg 100%, hvad jeg betaler for og hvad jeg får for den pågældende service. Hos en blogger/influencer er det ikke så transparent. Jeg ville ønske for unge mennesker, at der var transparens, så de ikke bliver ulykkelige over en livsstil, der ikke er realistisk og som de ikke alle kan opnå.

  55. Sikke et spændende skriv, Emily. Jeg kan se, at det kan få mange op af stolen og mange meninger i spil. Det er da spændende i sig selv.
    Personligt har jeg det også sådan, at mine penge er private, og jeg er 100% enig med dig. Men jeg er faktisk også i den situation, at jeg ejer en virksomhed, og alle her i DK (hvis de da kan finde ud af det), kan gå ind og se, hvor mange penge jeg har i den virksomhed. Dét synes jeg er død-ubehageligt. Derfor forsøger jeg også at skjule billedet, altså indenfor reglerne og i samarbejde med min revisor. Generelt oplever jeg rigtig meget misundelse på den konto, og det bryder jeg mig ikke om. Hvis man ikke har prøvet at stå i den modtagende ende for den slags kommentarer, så vil jeg vove at påstå, at man ikke ved, hvordan det er. Så enden er: Jeg forsøger at skjule så meget som muligt vedrørende økonomi, og det er kun min revisor, bankrådgiver og mine virksomheds-medejere, der ved, hvor godt det går. INGEN andre kan tåle at høre “den fulde sandhed”, ikke engang min familie eller mine bedste veninder, de ved kun at det “går godt”.

  56. Hold nu op hvor synes jeg du er god til at respondere på konstruktiv kritik og holdninger der ikke matcher din!

    Kæmpe cadeau.

  57. Hej Emily

    Interessant indlæg du har skrevet – og man må sige, at der i den grad er respons på det.
    Jeg har engang hørt, at hvis man vil bevare den gode stemning i et selskab, så skal man undlade at diskutere penge, politik og sex! Nuvel, så er det jo også emner, der interesserer en del.
    I min verden er det bestemt heller ikke emner, jeg ønsker at debattere med alle og enhver.

    Jeg synes, at det er vigtigt at kunne sætte en grænse for, hvilken grad af fortrolighed man er villig til at dele med hvem. Og nej, alle har ikke krav på at vide alt.

    De bedste hilsner
    Christina

  58. Hold nu op for en debat du har skabt her! Jeg vil slet ikke her i slutfeltet komme med min mening pro et contra, der er vist sagt nok.
    Til gengæld vil jeg sige at du fortjener stor ros for at besvare så mange, så lange kommentarer på en pæn, høflig og saglig måde. Det må have taget enorm lang tid, og beviser at du netop tager dine læsere højtideligt, også i en tid hvor et andet lille menneske tager meget af tiden;)
    Den ros synes jeg både enige og uenige skal give dig.
    Også dejligt at langt de fleste, selvom uenige , holder den gode tone, som normalt eksisterer her.
    Rigtig god flot efterårsdag til dig!

  59. Jeg forstår, hvad dit indlæg kommer af Emily, men sat lidt på spidsen, så er I som bloggere ikke kun privatpersoner, I er set med mine øjne også sælgere, der forsøger at sælge en livsstil. Og for mig at se er præmissen for at sælge, at mulige købere kender prisen. Her tror jeg, ligesom mange af de andre nævner, at denne indspørgen også bunder i, at det for mange ikke synes realistisk at leve det liv, som mange bloggere sælger. Så jeg ser det lidt som et ønske om at vide, hvad drømmen og det gode liv koster.