Glædelig jul

Rigtig glædelig jul til jer allesammen! Tak for at I læser med, kommenterer og gør dette til et helt specielt, fint fællesskab ♥

Her er julefreden så småt ved at sænke sig. Træet (inklusiv meget uformelig klump jord) er taget ind og pyntet, jeg har allerede indtaget en hel del nougat og vaniljekranse (yndlingsgodterne) og i dag skal Kurt og jeg tilbringe hele dagen hos min mor. Vi skal julehygge og forberede mad til i morgen og klø Penny bag ørerne. Og i karbad.

Den næste uges tid holder jeg juleferie og dermed også computer- og blogfri, så ville lige stikke hovedet herind og ønske jer en rigtig glædelig jul. Jeg håber, at I får den herligste aften i morgen og nogle dejlige juledage.

Og et ekstra stort kram til de af jer, der har én eller flere I savner eller for hvem julen er særligt ensom eller konfliktfyldt. Eller fuld af afsavn ♥

Jeg savner selv min mormor og far så meget i disse dage, det er som om, det bliver ekstra tydeligt, at de mangler på denne tid af året. Mange tanker til de af jer, der har det lige sådan.

Klem
Emily

 

 

Foto: Alona Vibe

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Åh blev helt rørt at din fortælling. Bedsteforældre er altså - eller kan være - ..
  • Emily Salomon Ja, det niver altså lidt ekstra. Kram lige tilbage søde Vibeke <3 ..

Adventskonkurrence: Kæmpe forkælelsespakke

Glædelig 4. søndag i advent sødeste damer ♥

Jeg grublede mægtigt længe over, hvad der skulle gemme sig bag denne låge i min lille adventskalender. For jeg ville gerne gøre lidt ekstra ud af det, her afslutningsvis.

Jeg blev ved med at vende tilbage til, at jeg gerne ville sammensætte en ‘julekurv’ med alle mine personlige favoritter til en heldig en af jer. Omvendt var det ikke den ‘nemmeste’ præmie, hverken at sammensætte og samle sammen eller at sende, så jeg skrinlagde idéen lidt igen. Men hey, hvis ikke jeg skal lægge mig lidt ekstra i selen nu og forkæle en af jer (ville ønske I kunne vinde allesammen ♥), som tak for et endnu et dejligt år på bloggen, hvornår så?

Og således blev det og jeg kan derfor præsentere en ekstra special præmie denne gang. En kæmpe forkælelsespakke fuld af godter, skønhedspleje, duft, læsning, hårpynt, te, duftlys og meget andet. Håndplukket blandt mine egne favoritter og yndlinge og sendt direkte til en af jer.

 

I min store ‘julekurv’ finder man:

  • Notesbog fra Girls are awesome
  • Chokolade fra Peter Beier
  • Armbånd fra Musali
  • Multiolie fra I Love Eco Essentials
  • Parfume fra Rudolph Care
  • Karklude og duftlys fra Humdakin
  • Te fra English Tea Shop
  • Skønhedstabletter fra Smuuk Skin
  • Håndcreme fra Jurlique
  • Body Oil fra Weleda
  • Sheet Mask fra Magic Stripes
  • Shampoo fra Purely Professional
  • Hårpynt
  • Tamponer og trusseindlæg fra Ginger Organic
  • Neglelak fra Kure Bazaar
  • Ansigtsmaske fra Evolve Organic
  • Toilettaske fra Ellies & Ivy
  • Badehandske fra Meraki
  • Ansigtsserum fra Bare Origin
  • ‘Fruen’ af Malene Lei Raben

 

 

Deltag i konkurrencen om den store forkælelsespakke

For at deltage skal du blot lægge en rar julehilsen i en kommentar herunder inden d. 24. december kl. 12.00.

Jeg trækker en vinder umiddelbart efter konkurrencen er slut. Vinderen får direkte besked via mail.

Præmien har en samlet værdi af godt 3.000 kr.

Seneste kommentarer
  • Pernille Glædelig jul søde Emily :) ..
  • AmandaS Glædelig jul til jer alle ♥️ ..

5 minutter i jul

Og hopla, så var det (næsten) jul. Eller i alle tilfælde juleferie for mange fra i dag, tænker jeg? Det er det så småt her og jeg satser på at tage træet ind fra altanen i eftermiddag og pynte det, mens vi spiser knas og hygger. Mig og Kurt altså. Og en af mine veninder. Kurts far arbejder sent, men til gengæld er han hjemme hele weekenden.

Jeg er i et vældigt julehumør og det på trods af, at jeg føler december er ræset forbi. Altså venner det er d. 20. i dag, hvordan i alverden skete det lige? Synes lige vi har hentet julekassen op fra kælderen.

På trods af de sidste efterskælv af en led forkølelse, har denne uge været helt eminent. Ikke at der er sket det store, men har hygget mig med min lille dreng, der er SÅ sjov og sød og morsom. Hvis jeg altså selv skal sige det. Havde ikke fantasi til at forestille mig, at jeg ville synes det var så hyggeligt og skægt med en baby. Altså forstå mig ret, jeg har ikke rigtigt haft så meget at gøre med så små børn tidligere og troede faktisk først, det blev sådan rigtigt givende, når de var omtrent et år. Eller i alle tilfælde havde rundet 6 måneder. Hvor tog jeg grueligt fejl! Babyer (for nu kender jeg jo en del, både gennem mødregruppe og mit mor/barn-træningshold) er helt fantastiske. Også når de er små. Det er ikke bare en kødklump med behov, der skal opfyldes (det troede jeg altså lidt inden, sorry), men små, vidunderlige mennesker, der folder sig ud, personlighed und alles, dag for dag.

Nå, men baby-praise til side, ugen har været god takket være tirsdagshygge og burgeraften med rare venner, mødregruppeonsdag (er virkelig glad for min mødregruppe) og ikke mindst afslutning til træning i går. Efter sidste omgang mor/barn-træning i forløbet, tog vi på café og spiste frokost og hyggede med babyerne. Det var mit første deciderede barsels-café-moment, slog det mig. Hyggeligt var det uanset. Har trænet med de damer, siden vi var i 2. trimester og nærmest indtil termin og så efterfølgende 12 ugers mor/barn-træning. Det vil sige, at vi har set hinanden henved 2 gange om ugen i et lille års tid. Så det var lidt vemodigt, at det nu ‘er slut’. Men vi fejrede træningsvenskabet og de flotte resultater med rigelige flat whites og omeletter med avocado og så blev det bittersøde mindre bittert.

I dag har jeg et lille møde inde i byen og så har jeg store planer om, at Kurt og jeg skal forbi La Glace og købe lidt småkager. De er uendeligt gode og jeg gad godt kunne servere dem, sammen med lidt andet knas, når vi skal holde jul herhjemme på tirsdag. Hvis ikke det lykkes (frygter lidt kø/sur baby-scenarie), kan mindre også gøre det og ellers må jeg i gang med kagerullen selv.

Weekenden byder på to gange julebesøg, det ene ude det andet hjemme og så en julefrokost for mit vedkommende. Satser benhårdt på den Aperol, jeg missede sidste weekend og glæder mig helt til at tage en pæn kjole på og komme op på de høje hæle.

I øvrigt er det for en gangs skyld lykkedes mig, at overholde mit eget decemberforsæt med at købe gaver i god tid OG pakke dem ind i god tid og nusse om det og hygge mig med det. Er helt barnligt stolt, når jeg kigger på den lille gavebunke, haha.

Jeg ved, at jeg er bagud både med kommentarer og ikke mindst med indlæg, jeg har ‘lovet’. Det er vist lidt et barselsvilkår, tiden ved tasterne er så sporadisk, men er glad for det, jeg når og glad for at I hænger på ♥

Der er en håndfuld boganbefalinger, et indlæg om vores barselsferie i januar og et om need to have/nice to have udstyr til baby på trapperne og ellers må I endelig pippe op, hvis der er noget, vi har talt om her eller på insta, som jeg ikke har fået lavet endnu. Kan aldrig love at det lykkes (eller hvornår det lykkes, er det nok snarere), men I har ofte så gode idéer og efterspørgsler, så fyr løs, hvis der er noget, I savner.

Stort klem fra mig og rigtig god weekend søde jer ♥

 

Sikke nogle mørke dage vi har haft. Bliver helt glad, når der sniger sig lidt lys og en solstråle ind.

Seneste kommentarer
  • Dina Wow, en overdådig kurv. Dén gad jeg godt forsøde eksamenstiden med i januarmåned <3 Jeg ..
  • Christel Det er en heldig jule-kartoffel der vinder den præmie:-) ..

10 vilkårlige ting om mig

  1. På en eller anden måde har jeg altid indtil flere tasker og eventuelt også et net med mig, når jeg er ude. Og ligner (og føler mig) derfor som en slags posedame. Det har altid været sådan. Også længe inden baby, så det kan jeg ikke bruge som min undskyldning. Er således skabsmisundelig på kvinder, der kan klare sig med en lillebitte håndtaske og intet andet. Her er det snarere håndtaske, større taske med computer og/eller kamera + diverse og så et net med skiftesko/skiftetøj/træningstøj/random crap.
  2. Jeg kan godt lide tequila. Altså helst ikke ‘den med hatten’, men den siger jeg nu heller ikke nej til i en snæver vending.
  3. Jeg drømmer (af og til højt og sammen med Nikolaj) om at købe en gammel autocamper, trække teltpælene op og køre Europa tyndt med vores lille familie. Men ved ikke helt om jeg tør i praksis. For jeg er også verdens største hjemmemenneske og tryghedsnarkoman.
  4. Det er mere end 4 år siden min mormor døde, men der går ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på hende eller savner hende. Vi var som pot og pande og jeg håber Kurt får lidt af samme forhold til sine bedsteforældre.
  5. Min livret er stegt flæsk med persillesovs. Ikke meget classy lady over det, men sådan har det altså altid været. Min mor spurgte mig engang, da jeg var barn, hvad jeg gerne ville have at spise til min fødselsdag (der ligger midt om sommeren). “Stegt flæsk og pomfritter”, lød svaret. Den fejl begik hun ikke igen. Altså at spørge mig om ønsker til menuen.
  6. Udover grundskole og gymnasium, har jeg følgende pærevælling på mit uddannelses-cv: En bachelor i litteraturvidenskab, en overbygning i moderne kultur og kulturformidling begge dele på Københavns Universitet, en instruktøruddannelse (rettet mod hundetræning) gennem DGI og så er jeg skisme også Klikkerinstruktør, igen i hunderegi. Jeg har også haft en kort afstikker efter min bachelor, hvor jeg startede forfra og læste et semester på naturressourcer på Landbohøjskolen (det der hedder Life nu).
  7. Jeg kommer stort set altid frem og er skumsvedt og lidt forpustet (måske det kan have noget at gøre med, at jeg er ‘tidsoptimist’). Kombineret med punkt 1 gør det, at jeg altid føler mig ret utjekket, når jeg ankommer et sted. Når jeg har svedt af og fået bugseret mine pakkenelliker af vejen, genvinder jeg fatningen. Måske mit nytårsforsæt skal være at svede mindre og pakke lettere ;)
  8. Fra jeg var 6 til jeg var 17, brugte jeg allerhelst mine vågne timer på ryggen af en hest.
  9. Jeg synes rosenkål er en dejlig spise.
  10. “Nem at begejstre” kunne der godt stå på min gravsten eller i mit eftermæle. Og selvom det af og til kan sidestilles med, at jeg måske nok er lidt naiv, så er det egentlig også et træk, jeg er ret glad for.

 

Seneste kommentarer
  • Anna Hvor er det pudsigt, at du har læst Naturressourcer på KU. Det er noget helt ..
  • Astrid Tilslutter mig lige den her! Forleden skrev jeg på Instagram til Emily fordi hun ..

Mine favoritter

Pusletid og gavetips

Findes der noget hyggeligere end badebaby? Jeg tror det ikke. Kurt er en lille vandhund og elsker både at være i svømmehallen og få bad i sin balje såvel som under bruseren med os eller i køkkenvasken, når vi har været i sommerhus. Lille plaskebarn. Har endnu til gode at være i badekar med ham, men det må vi teste snarest hjemme hos mine forældre. Ser så hyggeligt ud, når andre gør det.

Og mens jeg nok havde regnet med at badebaby var et hit, så er jeg blevet positivt overrasket over hvor herlige, jeg også synes vores puslestunder er. Jeg havde aldrig tidligere skiftet en ble, så det er vitterligt kommet bag på mig, hvor hyggeligt det rent faktisk kan være (vil næsten påstå, at jeg nyder det), og hvor meget fis og ballade man kan have ud af den slags. Eftersom det meste af ens vågne kontakt i begyndelsen med nyfødt baby, foregår i forbindelse med enten amning eller pusletid, er det også kun rart, hvis sidstnævnte kan være en hyggestund.

 

Og vi hygger stadig på puslebordet. Synger og griner, får massage og ‘prutter’ på maven og ‘numser’ den, altså ligger med r**** bar og får lidt luft til bagen. Mest Kurt dog… Og med en stofble over herredelene – jer der har drengebørn, ved hvorfor. Heldigvis foretrækker han at tisse på sin far, men alligevel. Det eneste vi ikke har en fest over, er ærmer, der skal af og på. Jøsses, hvor kan det lille, glade væsen blive hidsig og ked over ærmer. Hvis det stod til Kurt, ville han helst bare gå i vest. Eller endnu bedre – bar overkrop.

Vi bruger bare lunkent vand og en klud, når vi skifter ham. Og tørrer ham godt i folderne med en tør stofble bagefter. Vådservietter bruger vi kun på farten (og der er de altså også smarte), og til både bad og pusling er det et minimum af produkter vi bruger til den lille fyr. Og har (7-9-13) undgået rød numse indtil nu.

 

Et babyprodukt jeg har fået anbefalet igen og igen, blandt andet af flere af jer, er Weledas Nappy Change Cream og den smører vi således hans mås med af og til og den fungerer aldeles glimrende. Kan godt lide tanken om at pleje og beskytte den sarte hud lidt ekstra. Især på dage hvor man når op på 10+ bleskift med tilhørende afvaskning. Har også hørt, at den skulle være så god, hvis først uheldet er ude og den røde numse melder sig, men det har jeg altså – heldigvis – stadig til gode at teste af.

Derudover kommer vi nogle dråber ren mandelolie (den samme Facial Oil fra Weleda, som jeg bruger i ansigtet) i hans bad, ligesom jeg også har brugt den i hans hovedbund, hvis han har haft lidt arp.

 

Engang imellem bruger vi lidt Calendula Shampoo & Body Wash (der i øvrigt er et af Weledas mest solgte produkter), når der har været remoulade helt om i nakken og der er brug for lidt ekstra grundig vask. Jeg bruger den i øvrigt også selv i badet. Der er intet i vejen for at dele produkter med sin baby og jeg er således også fortsat begejstret for Calendula Face Cream, som jeg også tippede om tilbage i oktober.

Den eneste creme, jeg bruger på Kurt for nu (udover mandelolien og den til numsen) er Weather Protection Cream, som han får på kinderne på kolde og blæsende dage, når vi skal ud i barnevogn eller vikle. Som mange andre af Weledas rige cremer indeholder den lanolin, som jeg synes er helt eminent til at styrke hudbarrieren. Tænker også, at den skal med os, når vi drager mod sne og bjerge til januar.

 

Julegavetips

Hvert år til jul de sidste mange år, har jeg ønsket mig Almond Sensitive Bodylotion, der er min absolutte yndling, når det kommer til naturlig hudpleje i den priskategori. Vitterligt sådan en god bodylotion til under 200 kr. og det er således også blevet en favorit at forære veninder m.m. En anden go-to gaveidé er Skin Food –  klassikeren over dem alle og den bedste creme til alt fra tørre hænder til vinterudfordrede kinder.

 

 

Naturlig OG bæredygtig

Vidste du i øvrigt, at Weleda ikke bare indeholder økologiske og 100% naturlige ingredienser, men også er blevet udnævnt som verdens mest bæredygtige virksomhed indenfor naturlig hudpleje af Beauty Shortlist i både 2018 og 2019? Udover at arbejde benhårdt på at skabe god, holistisk og naturlig skønhedspleje, så har Weleda nemlig også stort fokus på minimere påvirkningen af jorden omkring os gennem at arbejde for rimelige forhold, bæredygtige mål og ikke mindst fremme biodiversiteten i hele produktionskæden.

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Dejligt at høre Louise. Klem til dig og dine drenge ..
  • Louise Har kun brugt Weleda til begge mine drenge og jeg har altid givet en tube ..

Adventskonkurrence: Valgfri damesneakers fra Packyard

Markeret som annonce, da præmien er sponsoreret.

Glædelig 3. søndag i advent ♥

Altså det er jo egentlig lidt skørt, at vi ikke har gjort det tidligere. Men af og til kan man ikke se skoven for bare træer og således har jeg aldrig tidligere slået pjalterne sammen med den sneakers pusher, jeg er gift med. Altså i andet end privat forstand. Eller jo, han har delt en ønskeliste og lidt skififs (han er – ret skal være ret – skiekspert før sneakers-pusher) her på domænet, men ingen af os er tidligere kommet på at lave en konkurrence sammen. Før nu.

Men hvilken bedre måde at fejre 3. søndag i advent på end ved at udlodde et par lækre sneaks til én af jer? Jeg kan ikke komme i tanker om nogen i alle tilfælde. På billederne kan I se mine tre favoritter blandt de dame-sneakers der er på hylderne i Packyard nu, men vinderen må vælge frit mellem hele sortimentet.

 

Julegaveguide til ham

Har du svært ved at finde på julegaven til manden/en af mændene i dit liv? Så har jeg lovet at tippe om at Packyard har en ret genial og udførlig gaveguide lige her. Skulle det være en gave til ham der er til sne eller outdoor? Eller skal den vælges ud fra pris? Var det noget med økologisk herreundertøj? Eller en mande-mavetaske? Der er det hele ;)

Vind valgfri sneakers fra New Balance, Adidas, Karhu m.fl.

For at vinde et par valgfri dame-sneakers fra Packyard fra mærker som New Balance, Adidas, Karhu med flere, skal du blot lægge en kommentar herunder, hvor du linker til de sneakers du ønsker at vinde samt hvilken størrelse, du ønsker dig. Se hele udvalget af sneakers til piger her.

Præmien har en værdi af op til 1.600 kr.

Konkurrencen løber til på onsdag d. 18. december kl. 12.00. Jeg trækker en vinder umiddelbart derefter og denne får direkte besked via mail.

Seneste kommentarer
  • Maria Seidelin Jeg ville springe op denne lækre sneakers https://packyard.dk/w991-bbl-burgundy str 37/37,5 Glædelig jul ❤️ ..
  • Louise Så fin en konkurrence! mine favoritter er disse fra adidas https://packyard.dk/zx-torsion-cloud-white og ønsker dem i ..

Weekend-tid

Ønsker mig denne her ‘cookie box’. Med indhold selvfølgelig.

Havde store planer for denne weekend, men indtil videre er det mest blevet til aflysninger for mit vedkommende. Fordi hele den lille familie er forkølede. Tis også. I går var det en damejulefrokost på Italo Disco, jeg måtte melde pas på. Havde ellers glædet mig helt frygteligt til en Aperol Spritz (og godt selskab selvfølgelig). I dag var det julegaveindkøb i regnvejr, der ikke helt matchede helbredstilstanden. Men pyt skidt. Så må det blive en sofaweekend med strikketøj og juleknas og det er heller ikke helt så ringe endda.

Jeg håber, at I får en mægtig weekend og at den er fuld af dejlige planer og/eller afslapning (og at I ikke er eller bliver snottede) ♥

 

Her er om ikke andet lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:

“Du skulle da bare have spurgt”. Eller skulle jeg? Er du manager over alt fra opvask til indkøb på hjemmefronten? Denne her er tegneserie er så morsom, så sand og nuvel, også både skræmmende og rammende.

Og nu vi er ved det: Til dem der tror barsel er en slags ferie (fra et fransk perspektiv, så med et helt andet system end det vi har, vores er langt bedre – heldigvis – men det betyder jo ikke at der ikke kan forbedres).

Måske det mest nuttede jeg har set i år. Udover min baby selvfølgelig.

Eller ok, denne her babytukan (!!!) er meget muligt mere nuttet.

Vil du have stort hår?

Planning fallacy. Hvorfor du ikke når alt det, du gerne vil. (Og hvad du skal vide, hvis du vil blive bedre til at møde dine deadlines).

Hende her giver mig lyst til at gribe makeup-penslerne. Elsker hendes videoer.

1-2-3 HYG! Julen kan lægge et vist pres på familielivet, når der skal ‘hygges på kommando’. Tips til hvordan man reelt bevarer julefreden i  (børne)familien.

Hjemmelavede Toffifee.

Modeindustriens kulsorte klimasamvittighed. Og fortællingen om den designer der fokuserer på genbrug og maksimal ressourceudnyttelse.

I Emma Watsons taske. Hun er seriøst for cute. Og sej.

Tryg amning. En amme-podcast i 5 episoder af to læger (og mødre). Den findes også på de andre pod-platforme (Spotify, iTunes osv.).

Den nye, danske klimalov i 7 (bemærkelsesværdige) punkter.

De 100 bedste film instrueret af kvinder. Så er der lidt til juledagene.

 

Prøv Zetland i to måneder for en halvtredser

Følgende er reklame. Og et godt tilbud til både dig og mig :)

Måske I har lagt mærke til, at jeg ofte linker til forskellige artikler hos Zetland her i Weekend-tid? Det har de i alle tilfælde hos Zetland, da de kunne mærke trafikken herfra, så I må have været en del, der har haft lyst til at kigge nærmere på de artikler, jeg linker til. Så herligt. Og jeg forstår det godt. Jeg er selv en mere end begejstret (og betalende) bruger gennem de sidste to år og holder især af deres artikler om forældreskab, klima og kultur. Og hapser også gerne lidt politik nu og da. Ovenfor er det artiklen om hvorfor man misser deadlines, den om modeindustriens sorte samvittighed og den om klimaloven i 7 punkter, der kommer fra Zetland.

Jeg er vild med, hvordan jeg helt mundret får serveret et par (ofte anderledes) ‘tophistorier’ i min indbakke hver dag. Hvordan jeg kan lytte til artiklerne, når jeg ikke har øjne eller arme fri til at læse. Og hvordan jeg får en ugentlig opsamling og således føler mig opdateret. Nice og nemt.

Hvis I har lyst til at prøve Zetland i 2 måneder, så kan I som læsere af bloggen oprette et prøveabonnement her for 50 kr. Det er 1/3-del af normalprisen og vores aftale fungerer sådan, at hver gang en af jer signer up, så donerer Zetland 200kr. til bloggen, for nu at være helt transparent. Så på den måde kan du altså lave en éngangsdonation til mig på 200kr. for 50kr. og samtidig prøve et nyt medie. Alle vinder ♥

Hvis ikke du er interesseret og bare gerne vil læse de artikler jeg linker til (det kan man nemlig som Zetland-bruger, dele med andre kvit og frit), så er det også bare helt i orden.

Seneste kommentarer
  • Karoline Hej Karen! Det er faktisk ikke rigtigt: Tiden omkring fødslen hedder Mutterschutz (mor-beskyttelse) og resten ..
  • Frederikke Egegaard https://packyard.dk/sc-premiere-w-cloud-white-light-brown i str. 38 2/3. Glædelig jul <3 ..

Bøger