… er Benedikte Capion. Tillykke med gavekortet på 500 kr. til Downtown.dk. Vinderen af konkurrencen om spaopholdet bliver offentliggjort på Downtown.dk.

Tak til alle der deltog. Husk at forkæle jeres søde mødre, I kan tro at jeres historier rørte mig meget.

Vinderen har fået direkte besked.

Har engang for længe siden lovet mig selv, at jeg ikke vil undskylde hvis jeg ikke får blogget et par dage. Sådan er det jo bare af og til. Men det her blogsløseri fra min side for tiden, er altså slet ikke optimalt, så nu får I altså en undskyldning alligevel. Undskyld folkens. For en ting er, når man planlægger en ‘fridag’ eller to, men når her bare er stille, fordi jeg er usandsynligt dårlig til at planlægge, så er det dumt. For jeg har så meget jeg gerne vil vise og fortælle.

De sidste par dage har blogtørken dog ikke udelukkende skyldtes, at jeg er verdens størtste rodehoved, når det kommer til at planlægge min dag, men også at jeg igår gik fuldstændig ned med kvalme, svimmelhed og kæmpe ondt i hovedet. Havde det heldigvis fint igen i dag, men smuttede alligevel forbi doktoren her til morgen. Han insisterede på, at jeg var gravid. Det var jeg ikke. Heldigvis. Det havde nok været lidt mere end jeg kunne tage lige nu, for hvis jeg skal være ærlig, er jeg mildest talt lidt ophængt.

Stemningen herinde er som regel som bloggens baggrundfarve og det er meningen og det er sådan jeg er og jeg er så, så glad for at I bidrager til det. Men af og til er det hele også bare lidt dumt og for meget. Også for mig. Kan som regel stadig grine af det og se det gode i det. Det meste af tiden. Men når man er syg og svimmel og man lige har oprettet en virksomhed, er flyttet, skriver speciale, er i fjernsynet, arbejder, blogger og prøver at få en lille smule styr på det hele og samtidig skal være nogens kæreste, veninde, datter, barnebarn etc., ja så kan filmen altså godt knække lidt for mig af og til og jeg bliver rigtig, rigtig bange for ikke at slå til. Og ked af at jeg ikke kan være der nok for veninderne, kæresten, familien og ikke mindst de søde læsere, der i allerhøjeste grad er skyld i de fantastiske muligheder jeg får.

Men dårlig samvittighed er der ingen der kan bruge til noget, så fremover vil jeg blive bedre til at strukturere og planlægge min tid, bedre til at holde fri og bedre til at være nærværende, der hvor jeg er. Skal nok dele med jer, hvis jeg hitter ud af hvordan man lige gør det.

Og så vil jeg i øvrigt også godt lige dele hvor meget alt gik galt i dag, bare så I ikke tror det er lyserøde kopkager og pænt hår det hele:

Jeg skulle bare lige i Ikea efter et tæppe og en opbevaringsdims. Efter at have okset rundt og kampsvedt i varehuset i 2 1/2 time iført fleecetrøje (but why?), fik jeg den vakse idé at tage trøjen af. Blot for at opdage lækker svedodeur fra armhuleregion. Kan ikke huske hvornår jeg sidst har lugtet af sved, men havde selvfølgelig også kæmpet bravt for det. På med fleecemonster igen og på vej mod hedeslag. Og det tager selvfølgelig ikke 2 1/2 time at finde tæppe og opbevaringsdims. Men når jeg nu var der kunne jeg jo lige så godt også købe et tæppe til. Og nogle flere opbevaringsdimser. Og lamper. Og stole. Og taburetter. Og et sofabord. Og en dørmåtte. Og flere opbevarinsdimser. Og et tørrestativ. Og og og… For lige knap 4000 kr. (FLOT!) viste det sig, da jeg lidt efter afregnede med kæk Ikea-fyr, der indirekte beskylde mig for at forsøge at stjæle en lampe, der lå på hylden under vognen og som jeg havde glemt at lægge på båndet. “Går den så går den”, sagde han skælmsk. Røvfirkant! Æv. Og lige inden skete det allerdummeste. Jeg blødte igennem. På damemåden. Midt i kæmpelang kø i Ikea, helt alene med to vogne med top (og lampe på hylden under den ene, som jeg antageligt forsøgte at rane). Tror aldrig det er sket før. Plejer ligesom altid at få en advarsel i form af PMS, smerter – et-eller-andet. Men nej, nej, som et lyn fra en klar himmel, altimens to ældre damer kiggede medlidende på den stakkels unge kvinde, der stod der helt alene uden nogen til at hjælpe sig med de toppede vogne. Og blod på buks… L.O.V.E.L.Y!

Nogenlunde vel hjemme (thank god for mormorlignende gigantisk serviet-stash i bil), fik jeg bakset mit gods op til noget forbavset kæreste og efter at have overbevist ham om, at vi har meget brug for alt hvad jeg havde købt, pakkede jeg Penny i bilen for at gå en rar og afstressende tur på Fælleden. Penny valgte dog at indlede turen med at vise mindre charmerende side af sig selv ved at spise af og rulle sig i bæ. Og jeg opdagede det først (altså hvad det var), da hun kom spænende hen til mig, da jeg kaldte, og jeg glad roste og klappede hende, da hun kom OG jeg nåede fanden-sparke-mig også at give hende hendes legetøj. Resultatet var at jeg havde nogens bæ på hænderne og på legetøjet. Fuckedifuckingfuck! Og ad ad ad ad ad ad! Klammme klamme skodhund.

Så bliver det ikke meget værre vel?

Der er dog happy ending på trods af uhørt klamhed i dagens indlæg (undskyld, gør det aldrig mere!!). Sidder nu med fødderne solidt plantet i nyt tæppe. Hænderne og hunden er blevet kogt og alle er rene og glade. Og J havde lavet vietnamesisk nudelsuppe med kylling. Og den var stærk, hvilket så afgjort er et hit i min bog. Snip snap snude. Nu vil jeg drikke en velfortjent fredagsøl.