Tilbage i marts i år skrev jeg nedenstående indlæg. Genlæste det lige selv, her i forbindelse med at jeg skriver eksamensopgave om streetstyle-blogs, og tænkte at det godt kunne tåle at blive postet endnu en gang. Meningerne der kommer til udtryk i indlægget står jeg stadig ved, omend jeg vist var lidt gal i skralden da jeg skrev det :) I må endelig gerne komme med jeres kommentarer til og refleksioner over emnet. Det er bl.a. det jeg beskæftiger mig med akademisk og som jeg regner med at skrive speciale om, så det ville være rigtig spændende at høre hvad I synes om hele modeblogs vs. modemagasiner polemikken.

Here it goes,  fra den 12.03.2010:

Selvom min blog ingenlunde er en decideret modeblog, er jeg grebet af en trang til at tage til genmæle  i den kritik af modeblogs, der finder sted i disse dage.

Siden de etablerede modemedier og dele af -branchen synes at være grebet af frygten for det ukendte, og derfor famler i blinde og ikke ved hvad de egentlig skal mene, men alligevel udtaler sig derom i landsdækkende medier, vil jeg gøre dem en tjeneste og ridse sagen op, så det også er til at konsumere for folk i for små designersko.Blogs er zeitgeist. Blogs er dybt subjektive meningstilkendegivelser og skal hyldes og ses som sådan. Blogs er dagbøger hvor individer giver os et indblik i deres hverdag og tanker, hvad end det er i form af billeder eller ord, og hvad end de ord og billeder er om mode, politik eller madlavning. Og det er for mig ligegyldigt om billederne er grynede eller om ordene er korrekt stavet. Det er mennesker, der deler fragmenter af sig selv med omverdenen, det er information og publikation i højeste demokratiske potens.Jeg synes ikke at man er mere berettiget til at drive en modeblog fordi man har modejournalistisk baggrund eller fordi man som hovederhverv er modefotograf og i sin fritid tager fabelagtige streetstyle-billeder. Det smukke ved blogs er jo netop at alle kan være med. Og at alle kan læse med . Eller lade være.(!)Efter nogle år som studentermedhjælp på et af landets største dagblade, har jeg mødt mangen en journalist, der ikke kan stave. Det er der heldigvis bare sjældent nogen der opdager, fordi der bliver læst korrektur på det meste. Desuden har en livstilsjournalist typisk omkring en uge til at færdiggøre en artikel. Mange bloggere skriver 1-4 indlæg om dagen og har ikke nogen til at læse korrektur. Jeg kunne godt bøje det i neon, men går ud fra at det er tydeligt hvor jeg vil hen.Hvis det at kunne sætte tingene ind i et mode- og livstilshistorisk perspektiv og i øvrigt at kunne stave og formulere sig, er en blåstempling af at man er berettiget til at skrive om mode (om det er på en blog eller i et blad), så skulle jeg, der om halvandet års tid bliver kandidat i moderne kultur og kulturformidling med profil i design og arkitektur og med tilvalg på min bachelor i flere design- og modehistorie/analyse/teori-fag, jo have ’the right to blog’ ifølge hr. Buchard (og d’damer, der har skrevet om modebloggere på Fashion Forum).Men hvorfor skulle jeg, der er ’korrekt’ skolet, være bedre end så mange andre til at opfange tidsånden og videreformidle den? Hvorfor skulle en 13-årig pige eller en 15-årig dreng ikke kunne det? Måske er de netop den ægte avantgarde og om ikke andet så de friskeste øjne og de mindst farvede sind.De er i al tilfælde langt mere interessante end når en navnkundig dansk modejournalist skriver en ufyldestgørende artikel om modeteori og bruger en halv (ud af en artikel på halvanden, så vidt jeg husker) side på den tussegamle modeteori-kanoniserede Veblens teori om ’Iøjnefaldende forbrug’, tilsyneladende mest for at cementere sin egen position som ’rigtig modejournalist’.Der er så mange fantastisk dygtige danske modebloggere, og her mener jeg især de unge, der måske ikke staver helt perfekt (endnu), men de kan noget som du og jeg ikke kan, kære Uffe. De bestrider og betvinger nettet bedre end vi nogensinde kommer til. De er i stand til at navigere rundt i den uendelige informationsstrøm bedre end os. De er nærmest født på surfbrættet og det er vi ikke. De er generationerne hvor sociale medier og interessefællesskaber på nettet er allestedsnærværende og givne.

Som nebengeschäft er jeg hundetræner (må jeg så skrive en hundeblog? Må jeg?) og jeg hører gang på gang hundeejere, der fortæller om hvordan de er bange for, at hunden prøver at komme op i hierarkiet. Faktisk går mange hundeejere rundt og er bange for at hunden vil overtage verdensherredømmet eller i al tilfælde familien. Det er der ikke særlig mange, om ingen, hunde der vil. Hunde tænker på mad, leg, lygtepæle, bolde og andre rare sager. Hundeejerne ville derfor gøre sig selv, og hunden, en tjeneste hvis de i stedet for at bekymre sig så meget, rent faktisk prøvede at forstå hunden og sætte sig ind i hvad den er for en størrelse.På samme måde skulle dem der frygter at modebloggerne vil overtage (mode)verdensherredømmet måske se sådan her på tingene: Modebloggere er en flok fantastiske unge, dygtige kommunikatører, der elsker mode og som gerne vil dele deres passion, oftest gennem deres subjektive syn på stil. De er ikke ude på at underminere modebranchen. De er et personligt stil-supplement, til det mere nuancerede vue, som er den etablerede modepresses force. Eller i al tilfælde bør være det.Så i stedet for at sidde og kaste med sten i øst og vest, skulle man måske først og fremmest kigge på sit eget glashus. Definere hvad det er man selv kan og er, og så optimere det. Hvis man altså er så bange for, at det er så skrøbeligt, at det kan undermineres af en flok modeglade unge. De samme modeglade unge, der jo også er modeforbrugere. Og modeforbrugerne har altid været der (og haft magt), de er bare mere synlige nu.Når disse forbrugere vil give os deres uforbeholdne og umiddelbare mening om mode, så er det da fantastisk. Hvornår har modebranchen førhen haft mulighed for at ’høre og se’ sine (for)brugere på den måde? Og hvornår har vidensdeling i forhold til personlig stil tidligere været muligt på det plan?Det er nyskabende, ungt, flygtigt, hastigt og chikt. Det er mode. Og hvis den etablerede branche er blevet så konservative, at de ikke kan omfavne forandringer og fornyelse, ja så hiver de tæppet væk under sig selv og fjerner deres egen eksistensberettigelse.Hvis kritikken endelig skal rettes nogen steder hen, så ret den mod internettet (held og lykke med det), nyhedsmedierne og pr-/marketing-bureauerne, ikke mod en 15-årig dreng, der dyrker sin hobby via sociale medier og indgår i et givende interessefællesskab på nettet. Eller skyl galden ud over andre dele af den danske modebranche, der tilsyneladende hellere ser danske semi-kendisser på front-row til CFW end internationale bloggere, der er indflydelsesrige og demokratiske modeformidlere.Der tages forbehold for stavefejl, elendig tegnsætning og raseriudbrud. Dette indlæg er skrevet på 47 min. og jeg var desuden fuld af myntethe og skulle tisse.

Tilføjelse: Fik lige kigget alle indlæggene på Fashion Forum igennem og må tage hatten af for Chris Pedersen, der forholder sig nuanceret og selvkritisk til sit virke som modeskribent, i stedet for bare at kaste med mudder på modebloggerne. Vil derfor næsten gerne trække det med Veblen tilbage, men Chris er en voksen mand med hår på brystet (!), så tror at han kan tage det ;)

Endnu en tilføjelse: Dette er primært en kommentar til debatten på Fashion Forum og til indslaget med Uffe Buchard i Go’ Morgen Danmark i går (se link i kommentarerne i dette indlæg).

Hvis du vil læse kommentarerne til det oprindelige indlæg er de lige her :)

Tilføjelse igen igen: Jeg synes IKKE at (mode)blogs skal sammenlignes med de mere etablerede (print)medier. Jeg synes man skal se blogs som et eget medie.

Jeg har rigtig stor respekt for Uffe Buchard og mange, mange andre i den danske modebranche. Men derfor kan jeg godt opponere mod noget han har sagt og hans attitude i forhold til et givent emne. At jeg ikke er enig med ham/brød mig om hans måde at fremstille netop det på, kan jeg sagtens se ud over og kan rigtig godt lide mange af de andre ting han har gjort/sagt. Dette skal altså langt fra læses som et personangreb! Mere et angreb på en (synes jeg) uheldig tendens. Heldigvis har I (se kommentarerne til dette indlæg) været med til at gøre mit (tunnel)syn på sagen lide mere nuanceret. Tak for det :)

This is a repost of a blogpost i wrote in march as a reply to the critique some danish fashion bloggers were experiencing at the moment. I just reread it and thought it should have a second go. Unfortunately I’m not skilled enough to rewrite it in english… They were critiqued mainly by the established fashion journalists for a lot of things from not spelling correctly to undermining the industry. I find it sad when the people (i.e. the fashion industry/magazines/journalists)  who should be the frontiers and embracers of the new and of the cultural zeitgeist, become so conservative.