For en måned siden sagde jeg mit job som PR-konsulent op. Mit gode, rare, trygge job med de bedste kollegaer og måske også byens bedste adresse. Lige ovenpå Birger Christensen. I den gode ende af Strøget. På alle måder et rart sted at komme på arbejde. For jeg havde (og har) en drøm, der spirede og begyndte at fylde mere og mere. Og som ikke længere lod sig nøje med kun at være en fritids-/aften-/weekendbeskæftigelse. I alle tilfælde ikke, hvis den for alvor skulle næres og leves ud. Eller hvis ikke den skulle ende med at koste lidt for dyrt i forhold til mine nære relationer.

For nok kan man arbejde hele dagen med ét job og stort set al ens fritid med et andet i en periode, når det er noget man elsker og brænder for, men det er ikke så holdbart på sigt. Efter godt 2 år på den måde var jeg begyndt at mærke metaltrætheden af og til. Og en gennemsyrende lyst til at kunne holde rigtigt fri. Bare en gang imellem.

Forstå mig ret, jeg var – og er – i en vildt priviligeret situtation. En situation jeg godt nok selv har knoklet hårdt for i mange år, men alligevel ser jeg det som et kæmpe privilegium både at have et ‘rigtigt’ job man er glad for og trives i og samtidig have en hobby og en spirende, lille virksomhed, som man har lyst til at lægge al sin fritid i.

Men den spirende, lille virksomhed, der først og fremmest er bloggen, har haft støt og roligt vokseværk. Både i forhold til det volumen, der er alle jer der læser med, men også i forhold til, at det så småt er muligt for mig at leve af bloggen og de opgaver, som jeg får på baggrund/på ryggen af den. Det er ikke fordi jeg kommer til at kunne matche den løn, jeg får nu, men det er ok. Tænk engang at kunne starte som selvstændig uden at skulle ud at låne penge, have investorer eller kæmpe med andre opstartsformalia. Det hele kører allerede og har gjort det stille og roligt i mange år, så det eneste der mangler er mig og min fulde opmærksomhed.

Jeg har tænkt på at tage springet i lang tid. Men noget har alligevel holdt mig tilbage. At det blev nu skyldes to ting: Dels er de kampagner og opgaver jeg får tilbudt nu så gode og virkelig nogle jeg kan identificere mig med og som passer til bloggen og mig. Og som tilmed er sjove og fede at lave, og som jeg selv synes er godt indhold eller add-ons.

Den anden og væsentligste grund er bogen. Min bog. For snart et lille års tid siden kontaktede Lindhardt & Ringhoff mig og spurgte, om ikke jeg skulle lave en bog. Det havde jeg drømt om længe, men uden at gøre noget ved det. Så I kan nok tænke jer benovelsen og glæden, da et af landets største forlag selv henvendte sig og spurgte om ikke vi skulle lege.

Det gik dog ret hurtigt op for mig, at der ikke var plads til mere i job-, blog-, hund-, kæreste-, familie-, venner-, sport- osv.-ligningen. De der timer til liiiige at udvilke opskrifter, nedfælde indretningsidéer og muligheder til hårguides, var der simpelthen bare ikke. Så dem måtte jeg skaffe. Og ikke ved (igen) at skære ned på nattesøvnen. Derfor blev det, det ‘rigtige’ job, der måtte vige pladsen. Og det føles skræmmende og tosset, men også ret så fedt og lidt befriende.

Så hvad skal jeg nu? Jeg skal først og fremmest passe min blog. Sådan som jeg har drømt om længe, men ikke haft tid til. Jeg skal lave opskrifter til bloggen igen, de mere dybdegående guides, men også mere øjebliksindhold og personlige tanker om dit og dat. Tilbage til rødderne og fremad på én og samme gang. Og så skal jeg skrive manus til og fotografere min bog, der skal udkomme til foråret. Og som bliver en guide til at opgradere (og nyde!) hverdagen. Hvad end det handler om stil, skønhed, indretning, oplevelser eller det man serverer for sig selv og andre.

Hvad der skal ske på sigt, efter bogen, ved jeg ikke endnu, men måske jeg skal krydre bloggeriet med at skrive artikler på freelancebasis til magasiner og på styling- og fotoopgaver. Vi får se.

Jeg er sikker på, at jeg kommer til at arbejde 10+ timer om dagen. Og jeg glæder mig til at knokle igennem. I min egen biks :)

Men jeg glæder mig også til med god samvittighed at holde fri efter de 10+ timer. Og især til at holde (næsten) fri i weekenden. Det har jeg altså savnet lidt de seneste par år.

Planen er at klø på fra 8.30-18.30 alle hverdage, evt. et par timer lørdag og så kunne holde fri om aftenen og i resten af weekenden. Jeg er med andre ord fuld af gode intentioner. Og spændt på at se, hvordan det spænder an i praksis ;)

Jeg er lige kommet hjem efter en lang dag og er ved at lave tomatsuppe. Altså det vil sige, jeg er ved at varme tomatsuppe. Fra karton. Som der bliver serveret med kikærter i og masser af creme fraiche på toppen. Hvilket er min go-to nu-skal-det-gå-hurtigt-og-være-nemt-aftensmad. There. I said it. Lad være med at tænke dårligt om mig.

Men det skulle ikke handle om mine short-cuts. Eller måske lidt. Havde nemlig troet, at jeg midt i travl dag kunne nå at fabrikere denne mandags ‘Små ting’, men sådan blev det ikke og nu er jeg mest af alt sulten og klar på at læse lidt og der er også nogens ører, der skal nulres (igen Pennys, bare rolig). Men er gennemglad og forventningsfuld og mest af alt fyldt af en følelse af taknemmelighed over en hel masse ting.

Så vi nøjes med ovenstående sandhed, der omend indlysende er værd at minde sig selv om. Og som en kvik gammel græker, Epicurus, sagde en gang for rigtig længe siden. Og som også minder mig om et af mine yndlings citater/ordsprog: Comparison is the thief of joy. Det var i øvrigt Theodore Roosevelt, der sagde det.

God mandag aften til jer :) Vi skrives i morgen.