Flytteblog

20140407-085331.jpg {Vi er så småt ved at komme på plads og Penny er gået i baren}

Jeg er i live på trods af manglende blogging. Sådan da. Glemmer hver gang, hvor meget det trækker tænder ud at flytte. Men nu er jeg, med god hjælp fra rare mennesker, endelig så småt på plads. Dvs. alt er flyttet fra den ene adresse til den anden, den gamle lejlighed er gjort ren og der er pakket tilstrækkeligt mange kasser ud til at jeg kan finde (de fleste) af mine ting og ikke bliver komplet vanvittig. Det sidste var ellers tæt på at ske i går, inden jeg fik pakket bøger og tøj ud og alting bare var et virvar af kasser og rod. For hvis man er lidt af en ordensfreak og generelt trives bedst, når der er helt styr på hjemmebasen, så er sådan noget flytterod altså ganske angstprovokerende. Men efterhånden som det kom lidt orden i kaos, sænkede roen sig og nu er der plads til at være helt flyttelykkelig og glædes over mit fine nye hjem, der ligger i det hyggeligste kvarter, jeg nogensinde har boet i.

20140407-090824.jpg

Jeg har stadig ikke noget internet, så I får en omgang mobilblogging med mobilbilleder for nu, men satser på at vende stærkt tilbage senere eller i morgen :)

Ønsker jer en dejlig mandag!

Nedenfor er nogle af mine alleryndlingsting. Prøver at huske på at kigge efter små finheder og rarheder, selvom jeg er lidt overvældet af og mast efter en hård sidste uge med arbejde hver dag og flyttehalløj hver eftermiddag og aften :)

20140407-090443.jpg

Seneste kommentarer
  • kathrine Hvor er dit bar-bord med hjul fra? :-) ..
  • Line Jeg siger tusind tak! Så skal der males bord :-) Kh Line ..

d o w h a t y o u l o v e

12830172915_d2e3a823c5_bPhoto: a pair & a spare 

Bare en lille fredagsopfordring herfra. Og nu behøver det jo ikke handle om, at skulle (eller kunne) leve af ens hobby (for det er slet ikke sikkert, at man så ville elske det). For mig handler det mere om at lave noget, man elsker. Gerne det meste af tiden, men under alle omstændigheder en gang i mellem. Og helst minimum en gang om dagen. Også selvom det bare er at stoppe op og kigge på Københavns (eller hvor man nu bor) skønhed på morgencykelturen, købe et påskeæg til en man holder af (og en selv, nu man er i gang) eller sætte sig med benene oppe i en solbeskinnet krog med en god bog.

Jeg flytter de allersidste af mine ting fra Amager i dag og glæder mig til så at komme i gang med noget af det jeg elsker allermest: At ordne, rydde op og indrette (især det sidste) og skabe mig et nyt fint hjem.

Rigtig god weekend <3

Seneste kommentarer
  • Jo By Jo - and do it often! :) Dejlig reminder og så sandt som det er sagt! ..
  • Charlotte Lindhardt Dejligt positivt indlæg ♥ God weekend til dig - det der er tilbage :o) ..

I BoligLiv

BoligLiv2 boligliv3

Klik på billederne, hvis du vil se dem i større/kunne læse teksten

For et par måneder siden var vores lille kollektiv – eller lidt af det – i et af mine favoritboligmagasiner, nemlig BoligLiv. I går fik jeg flyttet de fleste af mine ting fra Amager til Brønshøj og fandt i den forbindelse magasinet. Og her midt i forandringen er det noget så rart at have den fine, lille boligreportage ovenfor som minde om vores dejlige bofællesskab og et helt fantastisk år i mit liv.

Og så er der også lidt tips og tricks til at bo småt, som jeg i alle tilfælde godt selv kan bruge lige nu. For selvom mit ‘nye’ køkken, som mange af jer bemærkede i går, har en flot størrelse, så er resten af lejligheden (dvs. 2 værelser) meget petite. Det er nemlig bare en lille lejlighed i et større hus. På sigt håber jeg at få et helt lille rækkehus, men lige nu er det altså bare en skotøjsæske, men til gengæld en skotøjsæske med egen have, og denne er heldigvis af en ganske pæn størrelse. Der er i alle tilfælde plads til det essentielle: Hund, grill, bord og stole, solseng(e), blomsterkrukker og måske et lille højbed eller to og/eller en lille urtehave :)

ENGLISH RECAP: While moving from one flat to another, I just rediscovered my (almost) former home in Danish interior magazine BoligLiv. Such a nice memory to have.

Seneste kommentarer
  • Emily K Jeg har set flere billeder af dit gamle og nye hjem.. Ih hvor er du ..
  • Line Jeg er nødt til at spørge, hvor du har købt malingen til jeres spisebord (det ..

Flyttemodus

Har været ude at hente nøglerne til mit nye hjem i morges. Det er lillebitte, men noget så fint og i det hyggeligste kvarter, hvor jeg næsten allerede føler mig hjemme. Og der er et lyserødt køkken med gråt gulv og den fineste udsigt. Og det er ikke engang en aprilsnar. Selvom jeg lige skal knibe mig selv lidt i armen. Er så glad og kan ikke vente med at få indrettet mig. Og få plantet blomster i min lille have (har selvfølgelig allerede købt et kirsebærtræ). Men først og fremmest er der en hulens masse ting, der skal flyttes og ordnes, så hvis her bliver lidt stille eller jeg ikke får svaret på kommentarer og spørgsmål, så håber jeg på jeres tålmodighed og forståelse :)

Men hey, lyserødt køkken! Hvor heldig har man lige lov at være?

ENGLISH RECAP: The bright, cute and pink (!) kitchen in my new apartment. Even though theres a lot of moving and hard work ahead, I couldn’t be happier.

Seneste kommentarer
  • DER HVOR VI LAVER MAD. | HOMEPIMP […]  MUUTO  Emily Salamon […] ..
  • Janni Frø Lækkert ! Glæder mig til at følge med i din indretning af stedet :D Og ..

Mine favoritter

Pudder & leopard

Hvad gør man, når man får lov at designe en taske, der må se ud lige præcis som man lyster? Først blev jeg helt perpleks og kunne ikke finde hovede og hale i det, men stille og roligt fik jeg en klarere og klarere vision af hvordan min drømmetaske skulle se ud og ikke mindst hvad den skulle kunne.

Og heldigvis var skellettet givet, men derudover var der frit spil både med farver, materialer, hvad der skulle indeni, lynlåse, foer, hanke og stropper. For der er meget at tænke over og beslutte med sådan en taske.

Min springen ud som taskedesigner er en del af Markbergs The Battle-projekt, som I kan læse mere om her. Og om to uger går det for alvor løs og jeg kan endelig løfte sløret for hele mit design og ligeså for de 4 andre bloggerdamer, der også er med i projektet og konkurrencen.

Men lige lidt mere om min taske og ikke mindst et lille sneak peek af den nedenfor.

To par yndlingssko, der (bl.a.) fungerede som inspiration.

For tilbage til hvad man gør, når man får alle muligheder på hånden, men også skal ende med et pænt og brugbart resultat.

Det kom ret hurtigt til mig at tasken skulle være lyserød. Fordi det er den pæneste farve i verden selvfølgelig, men også fordi den farve er så meget mig og ikke mindst bloggen. Og fordi jeg gerne ville have en taske der var wearable, men hvor det også var tydeligt, hvem der var afsenderen.

Næst efter lyserød er leopard flottest og grå og lyserød er som bekendt gode venner. Så jeg fik indfarvet en grå/taupe variant af leopardpræget pony, specielt til min taske. Der i øvrigt er fuld af små rum, hvilket jeg altid savner i tasker, ligesom den både kan være clutch, cross-body eller håndtaske, idet den har to hanke, der begge er aftagelige. Den er så tilpas feminin, at den kan tilføre lidt yndighed til et råt outfit og så tilpas rå, at den kan tilføre lidt rock og attitude til en yndig sommerkjole. Synes jeg i alle tilfælde og kan ikke vente med at tage min egen i brug <3

Et lille glimt af min fine taske, som jeg slet ikke kan vente med at vise for alvor d. 14. april. Glæder mig umådeligt meget!

Seneste kommentarer
  • Se min taske og vind den | Emily Salomon […] har glædet mig og glædet mig. Og teaset jer her og her. Men nu ..
  • Christina Melchiors YAY!!!! Ih, hvor ser den fin ud. Og med lyserød og kæde havde jeg næsten ..

Små ting

{Perfekt brunch hos Wulff & Konstali}

Jeg er mør helt ind i sjælen ovenpå sidste uge, hvor et større logistisk mareridt med flytteforberedelser og nedpakning af (alt for mange!) sager startede, samtidig med at arbejde, hund, spirende forhold (og høfeber galore!), blog, fine mennesker og alle de andre ting også skulle passes. Og selvom jeg lidt har lyst til at lægge mig i fosterstilling og sove i et par dage, så var sidste uge også fuld af rare, små øjeblikke, der er værd at fremhæve. Nogle dog lidt bittersøde, for hold nu op hvor kommer jeg til at savne Amager. Men jeg glæder mig også til at flytte og selvom denne uge sikkert bliver dobbelt så hård, så kan jeg ikke vente med at indrette mit nye sted. Og have!

ENGLISH RECAP: The little things that made the past week a little more memorable. A great brunch, blooming cherry trees, a new cookbook and perfume and having packed almost all of my stuff before moving this week.

{Jeg holder af min vindueskarm, men endnu mere af, at jeg på tirsdag får rigtig have at slå mig løs i}

{Og en have jeg kan grille i, med Louisa Lorangs nye, fabelagtige Grillbar ved hånden}

{Ny yndlingsduft herfra. DIY guide til glimmerbakkerne her}

{Flytning og flyttekasser hører ikke til blandt mine favoritter, men det gør det faktum, at det meste nu er pakket ned til gengæld}

{Pletten og jeg har været rundt at sige farvel til vores (blomstrende) yndlingssteder på Amager}

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Hej Rikke, Tak for tippet :) Kh. Emily ..
  • Rikke Hej. Det er første gang, vi hilser på hinanden. Jeg har kigge med et par ..

Nemt og koldhævet fuldkornsbrød

Jeg holder helt utroligt meget af brød. Godt brød med (lidt for meget) smør er noget af det dejligste, jeg ved. Og hvis brødet tilmed er hjemmebagt, så er det ekstra godt. Jeg bager ofte nogle nemme, koldhævede boller (opskrift her), så da jeg så Dittes opskrift på et lignende koldhævet brød i hendes anbefalelsesværdige Morgenmadsmissionen, måtte det prøves af. Det var sådan et hit og endda nemmere end bollerne. Nu mangler jeg bare en hævekurv, så brødet kan få et yndigt mønster, men har du heller ikke sådan en, så går det fint an at ridse brødet med en kniv inden bagning.

KOLDHÆVET FULDKORNSBRØD – 1 BRØD
10 g gær
3 dl koldt vand
8 g salt
200 g fuldkornsmel
200-250 g hvedemel

  • Rør gæren ud i vandet, hvorefter salt og mel tilsættes lidt ad gangen.
  • Ælt dejen godt sammen, brug evt. en røremaskine og tilsæt mere mel, hvis dejen virker for tynd. Den må dog endelig ikke blive for tør. Ælt indtil den er fast og en anelse klistret.
  • Kom dejen over i en anden skål, smurt med en anelse olie, så slipper den lettere næste dag.
  • Stil dejen på køl natten over eller i 8-12 timer.
  • Hvis du har en hævekurv drysses denne med rigeligt mel og dejen kommes forsigtigt i. Alternativt kommes den i en ren skål drysset med mel.
  • Stil dejen til hævning ca. 1 1/2 time et lunt sted.
  • Når dejen er hævet flot op, vendes brødet forsigtigt ud på en bageplade.
  • Hvis du har brugt hævekurv har det forhåbentligt fået flotte striber. Ellers kan du ridse et mønster i brødet med en kniv.
  • Bag brødet i 25-30 minutter ved 225 grader. Til det er gyldenbrunt og lyder hult, hvis du banker let på bunden.

ENGLISH RECAP: Last weekend I made a delicious, rustic loaf of no-knead bread. Similar recipe here.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Hej Vibeke, indlægget her er fra 2014 og kan simpelthen ikke huske, hvilket mel jeg ..
  • Vibeke Hvilken fuldkornshvedemel bruger du Venlig hilsen Vibeke ..

Bøger