Billeder, indtryk, farver og finurligheder fra det Tel Aviv jeg oplevede for lidt over to uger siden. En af de mest charmerende og interessante byer jeg nogensinde har besøgt i min ellers ganske omfattende rejsekarriere. En kosmopolistisk smeltedigel fuld af smuk hvid Bauhaus- og funkisarkitektur, hyggelige caféer, udsøgte restauranter (har aldrig spist så gennemgående godt, fik ikke et eneste dårligt måltid, hvadend det var på gadekøkkener eller toprestauranter) og masser af kulturudbud. En by med dans på stranden hver lørdag, masser af hunde på caféerne og interessante, kreative mennesker. Det kan vist bedst beskrives som et kryds mellem Berlin og Barcelona i Mellemøsten. Det var det Tel Aviv jeg oplevede. Et sted jeg kunne tænke mig at bo.

Var jeg kommet ugen efter, havde det grangiveligt været en helt anden oplevelse. For få dage efter jeg kom hjem, blussede den konflikt, som jeg intet mærkede til under mit ophold (ej heller i Jerusalem, hvadend det var et tilfælde eller stilhed før stormen) op igen for fulde udblæsning.

Og jeg har tænkt og tænkt og tænkt. Og læst. Og talt med kloge mennesker. Og jeg forstår stadig meget lidt af den konflikt. Den synes blot mere kompleks, jo mere jeg prøver at forstå. Men jeg forstår at jeg ikke bryder mig om krig, terror, nedskudte eller sønderbombede civile og børn, der skal vokse op i frygt. Uanset religion eller etnicitet. Uanset om man er født på den ene eller anden side af en mur. Og uanset om det er den ene eller den andens skyld og hvilke interesser verdens supermagter har i det ene eller det andet. Det er under alle omstændigheder aldrig børnenes skyld, for ikke at tale om de mange mennesker i Gaza og Israel, der blot ønsker at leve i fred og sikkerhed. Må deres tilsyneladende umulige ønske gå i opfyldelse meget, meget snart.

Forleden skrev en læser følgende kommentar, da jeg luftede mit dilemma angående at skrive om og vise mere fra min rejse:
“Jeg har nydt dine billeder fra Israel, men alligevel siddet med blandede følelser pga. konflikten. Men du var der i et ærinde som formidler af den turistede del af landet, og den rolle har du sandsynligvis gjort op med dig selv allerede da du takkede ja til rejsen. Og det er med den forforståelse, vi skal læse dine indlæg, tænker jeg. Så jeg vil glæde mig til den sidste rest billeder, for deres indhold er virkelig spændende. Om jeg så vil lægge mine feriepenge i Israel – og om jeg i øvrigt tør – det er op til mig.
Men hvor kan jeg dog godt følge dine følelser mht. lige akkurat at være nået hjem. Det er meget bittersødt.“

Det var en kommentar, der betød meget for mig. Både fordi den var fornuftig, medfølende og anerkendende, men også fordi den var kritisk på en rigtig fin måde og satte ord på noget jeg ofte tænker. At vi (jer læsere og mig) ikke behøver at være enige om alting, men stadig godt kan forstå, respektere og holde af hinanden. Akkurat som jeg har det med mine veninder. Og at I i øvrigt er nogle fornuftige piger, der godt kan tænke selv.

Skulle jeg have lyst til at besøge Israel igen? Jeg ved det ærligt talt ikke. Jeg er på den ene side helt forelsket i den side af landet, jeg lærte at kende, på den anden side meget forskrækket og dybt påvirket over pludselig at have været så tæt på en krig.

Ikke så meget fordi jeg selv var tæt på en fare (jeg i øvrigt ikke rigtig var bevidst om), men fordi jeg aldrig har følt mig så magtesløs. Fordi det hele pludselig blev så virkeligt. Ikke bare endnu en krig i tv-avisen. Fordi jeg blev så bekymret for alle de fredelige mennesker, jeg netop havde lært at kende (og for dem deres regering skød på) og fordi jeg pludselig blev taknemmelig (på den ubehagelige måde og dermed følte mig skyldig), over at være født på sådan en fredelig plet på kloden.

Hvis man trænger til kort at få opridset situationen (set fra begge sider), så fandt jeg denne artikel nyttig, omend pessimistisk (men desværre nok også realistisk).

ENGLISH RECAP: The Tel Aviv I visited just a week before the conflict between Palestine and Israel exploded yet again. This is my closest encounter with war and have left me sleepless and wondering. At least there’s a truce for now. May the children of the tormented people of both sides experience real peace in their lifetime.