Til bryllup på slottet

I lørdags var vi til bryllup igen. Åh altså. Der er ikke noget bedre. Det skulle lige være hundehvalpe eller croissanter. Eller hundehvalpe, der kommer med croissanter. Men nok om mine skøre præferencer. Bryllupper er the shit og i lørdags var vi til endnu et helt vidunderligt et af slagsen.

Jeg tudede og skålede og dansede mig igennem og havde det virkeligt eventyrligt. Og følte mig heldig at kende så gode mennesker og få lov til at være gæst.

Og dagen efter, da vi var blevet genforenet med campingvognen i det jyske og atter var trukket i campinghabitten, så kluklo jeg lidt af livets kontraster. Der måske netop er det, der gør yderlighederne så meget mere herlige. At man den ene dag sidder til bryllup på et slot og bliver forkælet med gourmetmad og landets bedste DJ og den næste spiser makrelmadder i en lille campingvogn i silende regnvejr.

Dét er lykke. Begge dele. Og især sammen.

Smukkeste brudepar og to af de allerfestligste og skæggeste, vi kender.

Jeg havde en lilla, prikket sag på i kirken og et par ikke helt så terrængående sko. Øllen fik jeg først efter ceremonien ;)

Flotteste, modigste brudebuket à la Poppykalas, der matchede borddekorationerne, der igen matchede den dybrøde farve på væggene, hvor vi spiste. Gennemført!

Et tøjskift og et glas bobler senere…

Bryllupskage à la maritim og minimalistisk.

Og se lige det bord. Får altså helt lyst til at holde bryllup igen. Overvejer virkelig at blive ‘gengift’ en gang hvert femte år, ligesom Mette Marie og Jon gjorde i år. Noget af det, der virkelig betog mig ved vores eget bryllup, altså udover at blive svejset med ham, jeg elsker, var hvor fedt det er at samle alle dem, man holder af og arrangere en stor fest for dem. Det var altså magisk.

Vi havde ikke koordineret hjemmefra, men se lige hvor det spillede. Det var hundrede år siden, jeg havde set Sara, og det var det dejligste gensyn, som vi fejrede på dansegulvet til den lyse morgen.

Se lige de rammer. Charlottenlund Slot var virkelig en alletiders bryllupskulisse.

Det her tog ca. 100 billeder. Og jeg ser stadig goofy ud. Vi er måske gode til mange ting sammen, men at få taget billeder er ikke en af dem. Tak til Sara for at være yderst tålmodig fotograf, mens vi fjollede rundt.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Den er fra Paul & Joe :) Klem Emily ..
  • Andrea Hej Emily. Hvor er den smukke kjole du har på fra? Den laksefarvede:) ..

Med på camping

Godmorgen fra campingvognen. Der nu triller fra Skagen mod Klitmøller og dermed sidste egentlige stop på turen. Måske I har fulgt lidt med på min Instagram? Vi er endt med at korte lidt ned på antallet af destinationer, da det slet og ret blev lidt for jaget, kun at tage 1-2 overnatninger pr. sted, som det ellers var planen.

I stedet tog vi en hurtig beslutning, da vi var på Mols om at være lidt længere hvert sted, så vi kunne nå at opleve dem lidt og ikke mindst lade ferieroen sænke sig. God beslutning. Og så gør vi det bare igen næste år. Eller måske før endda. For jeg er helt forelsket i at feriere i Danmark.

Men mere om det, hvis I ellers orker at høre om, hvor vi har været og hvordan campinglivet er i det hele taget. Jeg var selv uindviet for et års tid siden, så tænker, at det måske kan være meget skægt, at gå lidt i detaljer.

Her har jeg samlet nogle af de sager, jeg har glæde af i campingvognen, men som også kan hitte i andre sammenhænge.

Man kan ikke påstå, at jeg rejser let, når det kommer til skønhedsdimseriet. Overhovedet. Men det er netop en af fordelene ved at være i campingvogn, man skal ikke tænke heeelt så meget over mængderne af ting, man har med.

Tror alle sagerne her har været vist i en omgang af skønhedsfavoritter før eller siden, så de er gamle kendinge. Måske lige med undtagelse af håndspritten uden triclosan fra Body Shop. Jeg har den med kokosduft og eeeelsker kokosduft. Men den findes også med andet, hvis det minder en for meget om charterferie i 90’erne. Jeg er ikke typen, der spritter helt vildt, men hvis vi ikke lige har vand på tanken og mulighed for at vaske fingre ordentligt, er det jo meget smart.

Vores tandbørster er bionedbrydelige og lavet af bambus. Har efterhånden prøvet en del forskellige i den genre og synes de her er nogle af de bedste, jeg er stødt på. Bløde børster og uden at efterlade en med træsmag i munden. De er af mærket Humble Brush og jeg har fundet dem i Super Brugsen.

På natbordet ligger de her tre. Jeg er i gang med Spejl, skulder, blink lige nu og den er formidabel. Overvejer lidt at nappe den med i næste omgang af læseklubben.

Sovemaske er også et hit. Selvom der er gardiner i vognen, så slipper der lys ind hist og her, især i solskin hvis taget er oppe. Det er lidt udenfor sæson og det kan mærkes rundt omkring på campingpladserne, hvor der er stille og roligt, men ellers er ørepropper også en god idé.

Power-banks er et must og jeg har både den virkeligt kønne med; enhjørningen, der lige akkurat kan klare en enkelt opladning, og den virkeligt gode fra Goal Zero, der holder hele tre opladninger. Lommekniven fra Victorinox er kommet os til undsætning mange gange idet campingvognen er lidt spartansk udstyret.

Drikkedunken fra S’well har jeg tidligere rost i så høje toner, at jeg fik hug for at det måtte være en reklame. Den er dog købt og betalt af egen lomme og jeg er altså bare virkelig begejstret (det er jeg nu også, når det er noget jeg reklamerer for, ellers ville jeg ikke gøre det, det er ligesom præmissen for at ‘være med’ her hos mig).

Jeg har stort set altid den dunk med mig (fordi jeg synes at flaskevand i Danmark er noget af det dummeste både for miljøet og ens egen økonomi) og det geniale er, at den holder kolde ting kolde i 24 timer og varme ting varme i 12 timer.

I tråd med drikkedunken, rejser jeg også med en genanvendelig to-go-kaffekop, men den er jeg, indrømmet, ikke helt lige så flink til at bruge, men jeg øver mig. Det går godt, når vi selv laver kaffe og tager med, men når vi lige skal købe en kaffe på en tank på vejen, så glemmer jeg den altså ofte.

For et års tid siden stoppede jeg med at bruge fryseposer og sølvpapir. Tricket var simpelthen ikke at købe det og dermed have det i huset. Så finder man på andre løsninger. Vi kommer rester i en skål og lægger en tallerken over eller kommer ting i bokse eller på glas. Det var faktisk overraskende nemt. Derfor har vi også glas med låg med i campingvognen og så fandt jeg forleden noget Bee’s Wrap i en forretning i Ebeltoft (Kokkeriget hed den, virkelig lækker biks), det er en slags madpapir med bivoks på. Man tørrer det bare af med en opvredet klud, når man har brugt det og så kan det bruges igen og igen. Bruger man det eksempelvis hver dag til sin madpakke, så kan det holde i et år (!).

Seneste kommentarer
  • Frederikke Jeg har netop læst alle dine campingrelaterede indlæg, da min kæreste og jeg står uden ..
  • Katrine Hej Emily, Jeg vil så gerne have en S'well termoflaske! Men jeg er lidt i ..

Bryllupsgæst

Godt nok var det planen, at jeg skulle blogge mindre, men havde nu ikke tænkt at det skulle være helt så lidt, som det er blevet over de sidste par uger.

Men jeg snegler mig tilsyneladende tilbage i sporet og mens det ikke er emner (har guides til Bryggen og stiklinger, shoppeindlæg, grønne makeupfavoritter, anbefalelsesværdige bøger og meget andet godt på tapetet) eller lyst, der mangler, så har den ene augustdag, bare taget den anden. Det går med andre ord mægtigt med alle mine slow living-forsætter.

Især den seneste uge, hvor vi har været på camping rundt i Danmark. Her har der været mere ‘natur- og samværstid’ og lidt færre timer foran skærmen end jeg ellers havde planlagt.

Lige nu er vi hjemme at vende for en kort bemærkning (og har været meget, meget tidligt oppe i morges for at nå herover i tide) for vi skal til bryllup. Og jeg glæder mig. Bryllupper er og bliver de bedste fester. Sidste lørdag var vi også til et helt vidunderligt bryllup hos en af mine barndomsveninder og der havde jeg den drøm af en rød kjole på, som I kan se her.

Lånte fjer, fordi det er sagen, når vi snakker kjoler, man måske kun har på en enkelt gang, men derfor følte jeg mig ikke desto mindre meget fin og lidt som et lamettaindsvøbt juletræ. Altså på den gode måde.

Jeg ønsker jer den bedst tænkelige weekend og glæder mig til at blogge (lidt mere) for jer igen og ikke mindst få svaret ordentligt på alle jeres gode kommentarer ♥

Bryllupper og kolde fadøl. Begge dele er ret højt på min hitliste.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Tak <3 Klem ..
  • Emily Salomon Dét bliver jeg uendeligt glad over at læse! Mange kram E <3 ..

Guide: Naturoplevelser, fika og blomsterherlighed i Skåne

I samarbejde med Visit Sweden.

Forrige weekend var jeg i Skåne med en af mine bedste veninder. For at spise kanelbullar, lösgodis og lækker mad, drikke vin, sludre og hygge på svensk, men bestemt også for at få en på naturopleveren, da vi havde indbygget en god cykel- og vandretur i weekendprogrammet. Med andre ord en tøsetur af den lidt mere aktive slags og hvor vi nød at opleve den fantastiske og anderledes natur, der er ‘lige derovre på den anden side’.

Jeg bliver bestandigt fascineret af kuperet landskab og højder. Og når det så kan kombineres med kyst- og strandliv og altsammen endda er indenfor en god times bilrejse fra København, så er lykken altså gjort. Det gør mig så glad, at der er så meget fint at opleve i Sverige og resten af Skandinavien for den sags skyld og at man ikke behøver rejse langt for at få tilfredsstillet rejselysten og appetitten for det eksotiske. For bjerge (og det der ligner), kæmpemæssige skove i bakket landskab og gigantiske søer er altså også ret eksotisk for mig.

Måske I har lyst til at gøre os turen – eller dele af den – efter? Nedenfor er adresser og højdepunkter. Selv gad jeg mægtigt godt tage på en udvidet efterårsvandretur i Skåne. Og allerhelst med Penny også.

Mölle Grand Hôtel

Vi overnattede i Mölle, den hyggeligste, lille havneby lige ved Kullaberg. Her boede vi på Mölle Grand Hôtel, der ikke bare kan bryste sig af noget nær perfekt belligenhed og vidunderlig udsigt, men også en glimrende restaurant, som vi spiste på den ene aften.

Læs mere: Mölle ved Kullen og Mölle Grand Hôtel

Mölle Krukmakeri

En anden Mölle-favorit, hvad end det er til fika (svensk for kaffepause, gerne med lidt sødt til), frokost, stenovnspizza om aftenen eller bare souvenirshopping er Mölle Krukmakeri, der som navnet antyder, sælger krukker og keramik, men også har en dejlig café og ditto stenovnspizzeria.

Læs mere: Mölle Krukmakeri.

Der er så hyggeligt og fint overalt i Mölle og jeg har i tillæg så mange gode minder derfra, da vi sejlede en del dertil, dengang jeg var barn.

Se, Penny skulle have været med ;)

Cykeltur på Kattegattleden

Lørdag morgen lejede vi cykler i Helsingborg og cyklede derfra ad Kattegattleden ‘hjem’ til Mölle med stop ved Sofiero og i Höganäs. Den smukke og næsten bilfri cykelrute strækker sig hele vejen fra Helsingborg og til Göteborg. I alt næsten 400 km og for det meste langs kysten. Ret oplagt, hvis man vil på en længere cykeltur og samtidig opleve Sydsverige. Vi nøjedes dog bare med de første 22 km til Höganäs og derfra ad almindelig landevej til Mölle. Omtrent 35 km i alt og så var vores fika vist også tjent hjem ;)

Læs mere: Kattegattleden.

I Sverige er de (også) vinterbadeentusiaster og denne skønhed af en badeanstalt ligger lige udenfor Helsingborg.

Sofiero og Brödkultur

Første stop på vores cykeltur var på slottet Sofiero, hvor bl.a. Dronning Ingrid ferierede som barn. Slottet har en helt vidunderlig og meget imponerende park med MASSER af rhododendron og andre blomster. Sidstnævnte nød vi godt af og så kom vi også til at hapse lidt af de mange frugttræer og buske. Jeg må tilbage næste år i forsommeren og opleve når alle rhododendronbuskene står i fuldt flor.

Tæt ved slottet ligger Brödkultur 2.0, en bagerbiks deluxe og et rart sted at spise en kanelbulle (eller kardemomme, min favorit) og tage en kaffe.

Læs mere: Sofiero Slot og Brödkultur 2.0.


Höganäs Saluhall & Garage

I Höganäs ventede endnu en godbid og belønning for vores cykeltur. Her er der både et dejligt madmarked, Höganäs Saluhall, hvor vi handlede lidt spiselige souvenirs og dør om dør ligger en diner-agtig sag, Garage Bar, hvor vi fik benzin til den sidste bid af turen i form af lobster-rolls og en heftig milkshake til deling.

Læs mere: Smag på Höganäs og find Höganäs Saluhall og Garage Bar.


Kullens Fyr

Søndag morgen stak vi op til Kullens Fyr oppe på Kullaberg og nød udsigten og blev blæst igennem højt oppe over vandet, inden turen gik videre mod mere kaffe/kage (when in Rome og det der) og ikke mindst vandretur og besøg i Söderåsen Nationalpark lidt længere inde i landet.

Når vi er i Hornbæk er det netop Kullaberg, man kigger over på, når man er på stranden, så det var lidt hyggeligt, at stå og kigge den anden vej

Læs mere: Kullaberg og Kullens Fyr.

Söderåsen Nationalpark & fika x 2

Vi tankede benzin i form af endnu en bulle, et stykke prinsesstårta (anbefales!) og kaffe hos Flickorna Lundgren ved Skäret. Tænk svensk idyl à la Astrid Lindgren tilsat masser af kagelækkerier, den hyggeligste have og masser af mys. 

Og så gik turen ellers til Söderåsen Nationalpark, hvor vi med hjælp fra en sød naturvejleder valgte den blå vandrerute, der var den mest kuperede, men ifølge hende også suverænt den fineste og den med mest variation. Og således begav vi os ud på en meget smuk tur, både nede i dalen og oppe på åsen. Med udsigt over skov så langt øjet rækker. Magisk.

Ruten var sat til at være ca. tre timer, men vi gik den på ca. to inklusiv et par pauser. Jeg vil vurdere at alle kan være med, men der er lidt op- og nedstigninger. Og ja, jeg vandrer i Vans. Ved godt det er skørt og jeg ejer vandrestøvler, som jeg bruger af og til, men jeg går allerallerbedst i Vans og Havaianas og hopper først i støvlerne, når det er for koldt til det andet.

Hvilket leder mig til en anden pointe: Det behøver altså ikke kræve alt muligt udstyr, at hike eller sagt på godt gammeldags dansk – at vandre i naturen. Sko man har det godt i og står fast i og rart tøj er alt man behøver. I alle tilfælde til en start. Så kan man jo altid nørde udstyr, hvis man bliver bidt af det.

Efter turen var vi skrupsultne og tog forbi Lotta på Åsen (endnu et hyggeligt, rødt træhus med fika og mys), hvor vi fyldte på med en omgang klassiske, svenske rejemadder og en vaffel og kaffe til deling inden turen gik hjem mod Danmark igen.

Læs mere: Flickorna Lundgren, natur i Skåne, Söderåsen Nationalpark og Lotta på Åsen.

Sådan en dejlig tur og mere end herligt at få set og oplevet lidt mere af søsterlandet. På gensyn fine Sverige ♥


Rejemadder og delevaffel hos Lotta på Åsen inden vi stak næserne hjemad.



“Hej Kronborg”. Lidt hyggeligt at Danmark ligger lige derovre på den anden side.


Det spidse ‘tårn’ øverst på bakken er Mölle Grand Hotel. Ret flot beliggenhed.

En bulle om dagen…



Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Haha... hvor skægt. Great minds think alike ;) Er sikker på at du har nogle ..
  • Emily Salomon Det var vel nok en dejlig feedback, tak Ida. Åh det kan jeg kun anbefale. ..

Mine favoritter

Alternativt ferieparadis i Portugal

Mens jeg holdt blogfri, var Nikolaj og jeg en tur i Portugal. Min papirbryllupsgave til ham. Egentlig har vi først vores rigtige sommerferie nu, men vi stak af til Fonte da Telha syd for Lissabon i en lille uges tid i juli.

Men inden vi kommer tilbage til den dejlige surftur i noget nær pastelhimmelen, kan vi så lige tale om hvor morsomt/typisk/ironisk det er, at vi i skrivende stund er på vej på 14 dages camping (!) i Danmark i regnvejr?! Efter snart tre måneder med strålende solskin og hedebølge. Vi griner og græder (ok, ikke rigtigt, vi glæder os egentlig mest) mens vi pakker til al slags vejr og krydser fingre og tæer for, at det ikke bliver non-stop regn. For regn i sommerhus er ok hyggeligt synes jeg, men regn i campingvogn er altså ikke helt så spændende.

Men så kan vi da få spillet nogle spil (jeg skal lære at spille 500, kan INGEN kortspil og det irriterer mig) og få læst nogle (flere) bøger.

Men tilbage til Portugal. Vi var i Ericeira sidste år og blev helt forelskede i landet, bølgerne og kulturen. Så vi måtte tilbage, denne gang til Fonte da Telha. Egentlig er det bare en flække af en fiskerby, der oplever en opblomstring henover sommermånederne, men en flække af en fiskerby –  med muligheder for surf forstås – var lige akkurat vores definition på et ferieparadis skulle det vise sig. Der var perfekt lidt at se og lave og da vi til sidst var gennemafslappede på fjerdedagen tog vi ind til dejlige Lissabon (der ligger en halv times tid væk) en dag og fik tilfredsstillet storbyabstinenserne. Her havde vi fået et par gode anbefalinger med i kufferten af søde venner. Se dem her og se min mini-guide til Lissabon og omegn.

Ude i fiskerbyen boede vi på Petite Mira Mar, der er en lille bed & breakfast. Helt primitivt, nogle gange uden lys og varmt vand, men helt, helt rigtigt. Maden er efter et princip om, at bruge hvad der er og ikke lade noget gå til spilde og tilmed overvejende vegetarisk. Og så er der ikke spild med uendelig rengøring af værelserne eller vask af linned og håndklæder.

Spartansk men alligevel yndigt og med den mest udsøgte morgenmad. Det er min veninde Emilies kæreste, der har åbnet det lille hotel (her er bare to værelser) sammen med nogle venner og derfor er der også håndklæder og sengetøj fra hans linnedfirma, Tekla. Så pæne ting.

Blev helt forelsket i Petite Mira Mar og de får mine varmeste anbefalinger. Vi overvejer selv en tur derned igen til efteråret, når bølgerne er blevet større og strandene mere øde.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Haha... det er så meget mig det der. Jeg kan dog med glæde meddele at ..
  • Emily Salomon Tak for din søde kommentar Julie <3 Mht løberiet er det skåret ned til et par ..

Kjolekærlighed

Jeg lever i kjoler for tiden. Hvis det skal være avanceret en nederdel og en top. Men kjoler altså. Kan vi lige tale lidt om dem?

Verdens bedste beklædningsgenstand (for de dovne). Man skal ikke til at opfinde eller sammensætte et outfit, men får fluks hele ‘sættet’ forærende.

Stornyder de her hede sommerdage, hvor man bare kan trække en kjole over hovedet om morgenen og ikke behøver at tænke på andet. Suger det til mig og gemmer det i hjertet, til når efterårsrusket og vinterdagene rammer og vi atter skal pakkes ind i tusind lag og praktikaliteter.

Og det er særligt to kjoler, jeg har i rotation for tiden. Den korte er lånte fjer fra Dorothee Schumacher og den anden er mit augustkøb. En fintstrikket sag fra Aiayu.

Nu krydser jeg bare fingre for at det er vejr til kjoler og bare ben lang tid endnu. Og i alle tilfælde gerne de næste par uger, Nikolaj og jeg drager nemlig Jylland med campingvogn på mandag. Desværre ikke det i fine lille rugbrød nedenfor, det var blot et jeg kom forbi, men drømmer altså om at have sådan en camper en dag.

Pakke alle sydfrugterne og bare køre derudaf på ubestemt tid.

Men vi starter lige med 14 dage i det jyske ;)



Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Haha... Dét kender jeg så godt. #holidayweight Møs ..
  • Emily Salomon Vi skal til Silkeborg, Mols, Skagen og Klitmøller :) Så håber sådan sommeren kommer tilbage. ..

Læseklub: Kvinden mellem os (Diskussion)

Tusind tak for jeres dejlige respons på mit seneste indlæg. Den er så værdsat og jeg er glad for at ‘være tilbage’. Det er herligt at I er mange, der synes godt om de ting og emner, der kommer til, men jeg vil også gerne understrege, at meget af det gamle også får lov at blive.  Omend noget af det måske i en ny form. Men her bliver fortsat ‘lyserødt’ og ikke kun ‘grønt’. Jeg elsker jo stadig stil, madlavning, indretning, dullegrej, rejser og ikke mindst bøger. Så det var hyggeligt, at I var flere, der skrev, at I håbede bogklubben bestod. Og bare rolig. Dét gør den.

Jeg har slugt bøger her i min lille blog- og insta-pause og hvilken luksus. At have ni læste bøger på sommersamvittigheden, er noget nær himmerige for mig og jeg kan ikke huske, hvornår jeg har kunnet gøre sådan et indhug i sommerlæsestakken sidst. Da jeg læste på universitetet måske. Eller da jeg var barn?

Hver sommer har jeg skrabet en god bunke sammen, som jeg gerne vil læse, men som regel når jeg – hvis nu ret skal være ret – kun igennem et par stykker eller fire, men i år har jeg frådset og rålæst. I kan se hele stakken her og i skrivende stund, mangler jeg bare at læse to af dem.

Det har været intet mindre end vidunderligt og jeg har fået så mange gode og utroligt forskellige læseoplevelser på altanen, på stranden herhjemme og i Portugal og ikke mindst i de mange søvnløse hedebølgenætter. Og hvis det i starten af sommeren ikke var varmen, der holdt mig vågen, så var det den umanerligt spændende Kvinden mellem os, der ikke bare var den første sommerlekture, jeg fortærede, men også juli måneds bog i læseklubben.

Og den skal vi snakke om nu. Nedenfor følger, ganske som sædvanligt, mit indtryk af bogen og selvfølgelig et diskussionsoplæg. Og så glæder jeg mig ellers til at høre hvad I syntes. Har man ikke læst bogen, så kan jeg varmt anbefale den som sensommerlæsning. Det er en uhyre spændende og snu thriller. Men lad i givet fald ENDELIG VÆRE MED at læse videre. Der bliver spoilet så det basker.

Jeg inhalerede Kvinden mellem os og kunne stort set ikke lægge den fra mig før jeg var færdig med den. Og den tog r**** på mig. Og det endda i flere omgange. Selvfølgelig midt i bogen, hvor det viser sig, at Nellie og Vanessa er en og samme person, men også videre hen ad vejen med snedige twists på twists. Det er med at holde tungen lige i munden og jeg tillod mig da også at genlæse den og opdagede på den måde, hvor mange fiffige ledetråde, der er lagt ud helt fra start.

Miljøet som fortællingen tager afsæt i, emmer på sin vis af chick lit, snarere end klassisk spændingsroman og det var herligt forfriskende og medvirkende til, at jeg labbede den i mig. Det fungerede (for mig i alle tilfælde), at der var tequila-shots, Versace-tasker og drømmemænd i thriller-mikset og var for mig som læser, en spændende afveksling fra de nordiske femi-krimier og de mere mandsdominerede, klassiske spændingsromaner. Det medvirkede til at hårene rejste sig et par millimeter ekstra på mine arme også selvom historien egentlig ikke er nervepirrende i sig selv. Fordi det hele var så genkendeligt og ubehaget dermed til at føle på.

Bogen starter nærmest ud som en romantisk historie, der dog, side efter side, viser sig at være fortællingen om et ægteskabeligt mareridt og fængsel, som det kræver kvindelist ud over det sædvanlige og tilmed et offer at slippe ud af. Et offer der viser sig selv at have en skjult dagsorden. Og da romanen slutter virker alle de hovedimplicerede da også som både skurke, ofre og tabere.

Og manner, hvor var jeg godt underholdt undervejs. Og narret til sidste side.

Nu er jeg dødspændt på at høre, hvad I syntes om Kvinden mellem os?

Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl om noget helt tredje, fjerde eller femte, du lagde mærke til i din læsning af bogen og dine oplevelser med den.

Hvad kunne I bedst lide ved romanen?

Jeg kunne rigtigt godt lide den underliggende historie om, hvordan man som individ kan ændre karakter, hvis man gradvist får overskredet sine grænser. Det er netop det, der sker i psykisk og/eller fysisk voldelige forhold. De eskalerer gradvist og nærmest umærkbart og det kan snildt ske for tilsyneladende ‘stærke’ kvinder (eller mænd), netop fordi der nærmest er tale om en tilvænning. Ting man aldrig ville have godtaget indledningsvis, bliver lidt efter lidt hverdagskost.

Jeg syntes også at hele plottet var skruet ualmideligt godt sammen og kunne mægtigt godt lide, hvordan spændingen blev holdt til det sidste. Selv da jeg var nået halvvejs og hele Vanessa/Nellie/Emma-forvirringen var opklaret, blev jeg næsten til slut ved med at være lidt i tvivl om Vanessa nu også var lidt fra den og så spøgelser eller om Richard nu også var den skurk, hun anklagede ham for.

Hvad rørte jer mest?

Historien om hvordan Richard først giver Nellie schæferhunden Duke, for siden at tage den fra hende og få det til at se ud som om den er forsvundet, lige da hun for alvor har knyttet sig til den og fundet stor glæde ved dens selskab, var hjerteskærende. Og satte virkelig på spidsen, hvor sygt deres forhold var. At Richard havde behov for hele tiden at holde Nellie bange og afhængig af ham. Endnu værre var det med historien omkring deres barnløshed. At det formentlig var Richard, der havde problemer med fertiliteten, men lod Nellie gå igennem et lang, opslidende forløb, måske endda helt uden nytte. Den del af historien var dog lidt tynd for mig. Hun havde jo været gravid før, så hun havde jo et ret håndgribeligt bevis for sin formåen på den konto.

Var der noget der irriterede eller generede jer?

Jeg mistænker, at det måske (bl.a.) kan skyldes, at bogen er skrevet af hele to forfattere, men i passager virkede den lige lovligt gennemtænkt og ja, decideret konstrueret for mig. Som om den var lavet efter en domestic noir-opskrift (hvilket den måske også var, den var i alle tilfælde meget tro mod genren) og med lidt for stereotype karakterer. Måske jeg savnede lidt mere flow, vildskab og skarpe kanter.

Og så blev jeg også lidt træt af, hvordan det skulle forklares og nærmest forsvares (?!) hvorfor Richard nu også var endt med at blive så ualmindeligt ubehagelig og manipulerende bag hele den ulastelige og charmerende fernis. At udsætte den i forvejen voldsomt nervøse Vanessa/Nellie for både systematisk psykisk terror og korporlig vold, var selvklart modbydeligt og ondskabsfuldt, men som læser gjorde det ikke til eller fra – jo måske det faktisk netop gjorde det sidste – at blive fodret med oplysninger om, hvor ondt den stakkels Richard havde haft det som barn. Det blev lidt for (overflødigt) belærende for mig. Som om forfatterne ville understrege at “Børn der oplever vold og uroligheder i hjemmet, kan selv ende med at blive psykopater, husk endelig det”.

Hvad syntes I om måden bogen sluttede på?

Jeg syntes det var kvikt, at der var endnu et twist i posen. At Vanessa havde ‘ofret’ Emma, men at Emma også hele tiden havde været ude efter Vanessa. For hvem var egentlig ‘kvinden, der kom imellem’?

I skrivende stund er jeg lige startet på Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors og den tegner også lovende omend den er i en helt anden genre.

Seneste kommentarer
  • www.mettem.dk Så fik jeg også læst Kvinden mellem os :) Jeg synes desværre, det var et meget ..
  • Karoline J Det vil jeg helt klart prøve på at gøre! :) Jeg syntes faktisk mindre om Kvinden ..

Bøger