Tusind tak for jeres dejlige respons på mit seneste indlæg. Den er så værdsat og jeg er glad for at ‘være tilbage’. Det er herligt at I er mange, der synes godt om de ting og emner, der kommer til, men jeg vil også gerne understrege, at meget af det gamle også får lov at blive.  Omend noget af det måske i en ny form. Men her bliver fortsat ‘lyserødt’ og ikke kun ‘grønt’. Jeg elsker jo stadig stil, madlavning, indretning, dullegrej, rejser og ikke mindst bøger. Så det var hyggeligt, at I var flere, der skrev, at I håbede bogklubben bestod. Og bare rolig. Dét gør den.

Jeg har slugt bøger her i min lille blog- og insta-pause og hvilken luksus. At have ni læste bøger på sommersamvittigheden, er noget nær himmerige for mig og jeg kan ikke huske, hvornår jeg har kunnet gøre sådan et indhug i sommerlæsestakken sidst. Da jeg læste på universitetet måske. Eller da jeg var barn?

Hver sommer har jeg skrabet en god bunke sammen, som jeg gerne vil læse, men som regel når jeg – hvis nu ret skal være ret – kun igennem et par stykker eller fire, men i år har jeg frådset og rålæst. I kan se hele stakken her og i skrivende stund, mangler jeg bare at læse to af dem.

Det har været intet mindre end vidunderligt og jeg har fået så mange gode og utroligt forskellige læseoplevelser på altanen, på stranden herhjemme og i Portugal og ikke mindst i de mange søvnløse hedebølgenætter. Og hvis det i starten af sommeren ikke var varmen, der holdt mig vågen, så var det den umanerligt spændende Kvinden mellem os, der ikke bare var den første sommerlekture, jeg fortærede, men også juli måneds bog i læseklubben.

Og den skal vi snakke om nu. Nedenfor følger, ganske som sædvanligt, mit indtryk af bogen og selvfølgelig et diskussionsoplæg. Og så glæder jeg mig ellers til at høre hvad I syntes. Har man ikke læst bogen, så kan jeg varmt anbefale den som sensommerlæsning. Det er en uhyre spændende og snu thriller. Men lad i givet fald ENDELIG VÆRE MED at læse videre. Der bliver spoilet så det basker.

Jeg inhalerede Kvinden mellem os og kunne stort set ikke lægge den fra mig før jeg var færdig med den. Og den tog r**** på mig. Og det endda i flere omgange. Selvfølgelig midt i bogen, hvor det viser sig, at Nellie og Vanessa er en og samme person, men også videre hen ad vejen med snedige twists på twists. Det er med at holde tungen lige i munden og jeg tillod mig da også at genlæse den og opdagede på den måde, hvor mange fiffige ledetråde, der er lagt ud helt fra start.

Miljøet som fortællingen tager afsæt i, emmer på sin vis af chick lit, snarere end klassisk spændingsroman og det var herligt forfriskende og medvirkende til, at jeg labbede den i mig. Det fungerede (for mig i alle tilfælde), at der var tequila-shots, Versace-tasker og drømmemænd i thriller-mikset og var for mig som læser, en spændende afveksling fra de nordiske femi-krimier og de mere mandsdominerede, klassiske spændingsromaner. Det medvirkede til at hårene rejste sig et par millimeter ekstra på mine arme også selvom historien egentlig ikke er nervepirrende i sig selv. Fordi det hele var så genkendeligt og ubehaget dermed til at føle på.

Bogen starter nærmest ud som en romantisk historie, der dog, side efter side, viser sig at være fortællingen om et ægteskabeligt mareridt og fængsel, som det kræver kvindelist ud over det sædvanlige og tilmed et offer at slippe ud af. Et offer der viser sig selv at have en skjult dagsorden. Og da romanen slutter virker alle de hovedimplicerede da også som både skurke, ofre og tabere.

Og manner, hvor var jeg godt underholdt undervejs. Og narret til sidste side.

Nu er jeg dødspændt på at høre, hvad I syntes om Kvinden mellem os?

Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl om noget helt tredje, fjerde eller femte, du lagde mærke til i din læsning af bogen og dine oplevelser med den.

Hvad kunne I bedst lide ved romanen?

Jeg kunne rigtigt godt lide den underliggende historie om, hvordan man som individ kan ændre karakter, hvis man gradvist får overskredet sine grænser. Det er netop det, der sker i psykisk og/eller fysisk voldelige forhold. De eskalerer gradvist og nærmest umærkbart og det kan snildt ske for tilsyneladende ‘stærke’ kvinder (eller mænd), netop fordi der nærmest er tale om en tilvænning. Ting man aldrig ville have godtaget indledningsvis, bliver lidt efter lidt hverdagskost.

Jeg syntes også at hele plottet var skruet ualmideligt godt sammen og kunne mægtigt godt lide, hvordan spændingen blev holdt til det sidste. Selv da jeg var nået halvvejs og hele Vanessa/Nellie/Emma-forvirringen var opklaret, blev jeg næsten til slut ved med at være lidt i tvivl om Vanessa nu også var lidt fra den og så spøgelser eller om Richard nu også var den skurk, hun anklagede ham for.

Hvad rørte jer mest?

Historien om hvordan Richard først giver Nellie schæferhunden Duke, for siden at tage den fra hende og få det til at se ud som om den er forsvundet, lige da hun for alvor har knyttet sig til den og fundet stor glæde ved dens selskab, var hjerteskærende. Og satte virkelig på spidsen, hvor sygt deres forhold var. At Richard havde behov for hele tiden at holde Nellie bange og afhængig af ham. Endnu værre var det med historien omkring deres barnløshed. At det formentlig var Richard, der havde problemer med fertiliteten, men lod Nellie gå igennem et lang, opslidende forløb, måske endda helt uden nytte. Den del af historien var dog lidt tynd for mig. Hun havde jo været gravid før, så hun havde jo et ret håndgribeligt bevis for sin formåen på den konto.

Var der noget der irriterede eller generede jer?

Jeg mistænker, at det måske (bl.a.) kan skyldes, at bogen er skrevet af hele to forfattere, men i passager virkede den lige lovligt gennemtænkt og ja, decideret konstrueret for mig. Som om den var lavet efter en domestic noir-opskrift (hvilket den måske også var, den var i alle tilfælde meget tro mod genren) og med lidt for stereotype karakterer. Måske jeg savnede lidt mere flow, vildskab og skarpe kanter.

Og så blev jeg også lidt træt af, hvordan det skulle forklares og nærmest forsvares (?!) hvorfor Richard nu også var endt med at blive så ualmindeligt ubehagelig og manipulerende bag hele den ulastelige og charmerende fernis. At udsætte den i forvejen voldsomt nervøse Vanessa/Nellie for både systematisk psykisk terror og korporlig vold, var selvklart modbydeligt og ondskabsfuldt, men som læser gjorde det ikke til eller fra – jo måske det faktisk netop gjorde det sidste – at blive fodret med oplysninger om, hvor ondt den stakkels Richard havde haft det som barn. Det blev lidt for (overflødigt) belærende for mig. Som om forfatterne ville understrege at “Børn der oplever vold og uroligheder i hjemmet, kan selv ende med at blive psykopater, husk endelig det”.

Hvad syntes I om måden bogen sluttede på?

Jeg syntes det var kvikt, at der var endnu et twist i posen. At Vanessa havde ‘ofret’ Emma, men at Emma også hele tiden havde været ude efter Vanessa. For hvem var egentlig ‘kvinden, der kom imellem’?

I skrivende stund er jeg lige startet på Spejl, skulder, blink af Dorthe Nors og den tegner også lovende omend den er i en helt anden genre.