Spørgerunde

Det er en klassisk blogdiscpilin fra gamle dage, men jeg har ikke gjort det i umindelige tider. Holdt en spørgerunde. Men får så mange gode spørgsmål fra jer på alle platforme, samt idéer til indlæg eller ting I gerne vil vide mere om, så tænkte at det kunne være skægt med en god gammeldags omgang Ask me anything her inden sommeren.

I stiller jeres spørgsmål i kommentarfeltet herunder og så udvælger jeg et par håndfulde og svarer på dem i et eget indlæg om et par uger.

Så uanset om I vil vide mere om SUP, hårpleje, Penny, PCO, hvilken slags lakrids jeg bedst kan lide, træning, camping, skønhedsrutine, hvem der bestemmer herhjemme eller noget helt andet, så er spørgsmålene velkomne. Kan dog ikke love at jeg svarer på alt ;)

Foto: Julie Bjarnhoff

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Den er fra Everlane :) Kram ..
  • Lise Jeg vil gerne høre til dine yndlingsmærker af yogatøj! :-) ..

Weekly Wanted: Sommersager

Er det ferie endnu? Jeg har fuldstændig sommerkuller og kan slet ikke vente på at lege ferie til den store guldmedalje. Måske fordi sommeren sidste år ikke var værd at skrive hjem om og måske fordi jeg (helt naivt) tror på at sommeren i år bliver lang og strålende. Og glæder mig til at fejre det på stranden med is og en god, spændende bog. Og til at lufte sandaler og slip-ins sammen med lette sommerkjoler, stråtasker og brune ben.

Reklamelinks:

  1. Tote i flet fra Muun
  2. Kjole i løst fit fra Rabens Saloner
  3. Solbriller fra Selected Femme
  4. Kjole med små blomster fra Pieces x Marie Jedig
  5. Badedragt fra Totême
  6. Let kjole med små stjerner fra Hunkydory
  7. Flade sandaler fra Bianco
  8. N’ice Cream af Caroline Fibæk
  9. Stand up paddleboard fra Billboard (forhandles på bestilling hos Packyard)
  10. Rose Argan Oil fra Bare Origins Skin
  11. Luna håndtaske fra Cult Gaia
  12. Vævet hammam-håndklæde fra Ellos Home
  13. Solcreme SPF 30 fra Aesop
  14. Blå kjole med knapper fra Free People
  15. Nederdel fra Topshop
  16. Kvinden mellem os af Sarah Pekkanen & Greer Hendricks
  17. Slip-in mules fra Flattered x Emily Salomon

 

Seneste kommentarer
  • Maria / mariaskytte.dk Jeg har lige prøvet min søsters i forgårs – i strid pålandsvind og med lidt ..
  • Rena Dress no. 4 is my favourite! xx from Bavaria/Germany, Rena www.dressedwithsoul.com ..

Permanent hårfjerning og behandling af karsprængninger med laser

Jeg har pippet lidt om det på Insta-stories og sikke en interesse! Jeg tænker, at den bunder i, at det er nogle lidt tabubelagte områder, men hey, jeg skal ikke være for fin til at indrømme, at jeg har (haft) godt med hår på benene og en håndfuld lidet flatterende karsprængninger oveni. Det kunne jeg så forstå, at jeg ikke var alene om og selvom alt det med hårfjerning og karsprængninger indledningsvis var noget, jeg ville holde for mig selv (det føles trods alt ret privat), så fik I ansporet mig til at dæmme op for det.

Først var jeg faktisk lidt bange for at dele det – altså at jeg får dem fjernet – for hvorfor ikke bare acceptere sig selv, som man er? Men jeg er glad for, at jeg gjorde det, for I var så mange, der skrev om jeres genvordigheder med både hår og karsprængninger. At I var kede af det, ikke kunne lide at have bare ben og følte jer ufeminine og skæmmede.

Det var dejligt ikke at være alene og dejligt at kunne åbne op for sådan et emne. Nuvel, det er hverken særligt sexet eller et spørgsmål om liv eller død, men derfor kan det altså godt være ret så nederen, at have noget der føles som skægstubbe på de dameben, der per definition skal være glatte og bløde (at dameben ‘skal’ leve op til det, er så en helt anden diskussion).

Hårfjerning med laser
For jeg har (eller havde er det nu) nogle gevaldige hår på benene. Mørke og stride og tætte. Formentlig et symptom på min PCOS, men nok også bare noget jeg er disponeret for. Mange af mine veninder har fine, lyse hår på benene og de kan barbere dem en gang hver 14. dag og så er det alt nok. Hvis jeg barberede mine ben, kunne man mærke (og se!) hårene efter en halv dag. Og nej, jeg overdriver ikke. Overhovedet. Jo mere jeg barberede, jo stivere og tykkere blev de. Hvis jeg fortsatte føltes de som skægstubbe. Så det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Det meste af mit voksne liv har jeg fået dem fjernet med voks eller sukker, men det bliver altså en kostbar affære over tid, ligesom det er lidt af et Sisyfos-arbejde. Lad mig blot sige, at hvis jeg havde vidst tidligere, hvor genialt laser ville virke på mig, så havde jeg gjordt det for længst.

For selvom jeg har været meget ked af min hårvækst, så viste det sig at min kombination af hud- og hårfarve på benene er noget nær optimal i lasersammenhæng. Lys hud og mørke hår. Og effekten har da også vist sig lynhurtigt. Jeg har fået benene behandlet 4 gange i alt nu og allerede efter 2 gange kunne jeg nøjes med at barbere (i sig selv en revolution) ben en gang hver anden uge og alligevel have glatte ben. Måske det lyder som en lille, ubetydelig ting, men jeg var nærmest lykkelig. Efter 3. behandling var hårene pist væk (!!!) pånær et par pletter hist og her. Jeg ved at de af jer, der også har/har haft ‘mandeben’ ved hvor stort det er.

Karsprængninger
Jeg er disponeret for karsprængninger på benene (tak mor og mormor ;)) og selvom jeg er gået nogenlunde fri indtil nu, så er der altså kommet lidt fine net af røde og blå kar frem hist og her på mine ben. Ikke noget voldsomt, men heller ikke super kønt. Tidligere har jeg dækket den største af dem med Dermablend fra Vichy (se den og andre tips til sommerben her), hvis jeg havde noget lårkort på, men nu er jeg altså i gang med at få dem fjernet med laser. De har allesammen fået en enkelt gang og de største af dem, har fået en tur til i dag. Jeg kan spore en lille bedring, men kan altså ikke fortælle om et endeligt resultat før til efteråret. De skal typisk have 2-3 gange.

Selvom maskinen til hårfjerning og fjerneles af karsprængninger er den samme, så er metoden forskellig. Ved karsprængninger forsøger man at ‘lukke’ karret af med et præcist laserskud i hver ende af det. Blodtilførslen bliver så stoppet fordi der ikke er gennemstrømning og karret ‘visner’ så og absorberes af kroppen.

Gør det ondt?
Jeg synes ikke det gør ondt, men det er heller ikke dejligt. Det er som at få et lille rap med en elastik, men ret skal være ret, jeg har en liiiiidt off smertetærskel. Til sammenligning synes jeg heller ikke at det gør ondt at blive tatoveret eller få vokset ben. Men hvis du er vant til at få lavet brazilian, så kan du være ganske rolig, det er ikke halvt så slemt + det går hurtigt. Så snart man har fået ‘zappet’ et område, er man videre til det næste, så ens opmærksomhed bliver hele tiden flyttet.

Bedste råd: Træk vejret helt ned i maven og tænk på noget andet. Her er det faktisk alletiders at tjekke Instagram eller lignende imens.

Sol vs. laser
Som udgangspunkt skal man holde sig fra sol 2-3 uger inden en laserbehandling og ca. 14. dage efterfølgende. Men man skal også have in mente, at ens hud skal være så lys som muligt. Det giver bedst resultat og mindst risiko for forbrænding. Har man derfor fået godt brune stænger henover sommeren, er det altså ikke nok bare at pakke dem ind et par uger og så få en tur med laser.

For de fleste giver det mening at starte behandlingen op i det sene efterår og så fortsætte henover vinteren og foråret til maj/juni alt afhængig af rejseplaner osv. Det kan være lidt bikset at koordinere og holde sig ude af sol, men for mig har det været det hele værd.

Next step
I dag har jeg netop været til sidste omgang hårfjerning med laser + fået ‘zappet’ et par karsprængninger inden sommeren. For sol og laser rimer som nævnt ovenfor ikke på hinanden. Bliver huden for mørk, kan man få grimme forbrændinger. Derfor skal jeg også vente til min hud er blevet lys igen en gang i efteråret, før jeg atter kan starte op. Formentlig til oktober eller november. Og så køre på henover vinteren. Derefter er jeg (fingers crossed) færdig og så vil det forhåbentlig være nok at vedligeholde ca. en gang om året. Måske sjældnere. For selvom det hedder permanent hårfjerning, så kan man ikke være helt sikker på at hårene bliver væk for altid. Slet ikke når man har en hormonel ubalance som PCO, ligesom det også kan spille ind, hvis man bliver gravid.

Jeg skal nok lige komme med en opdatering i løbet af efteråret/starten af vinteren, når jeg har fået et par behandlinger mere og for alvor kan se resultatet ift. både hårfjerning og karsprængninger.

Sted og priser
Indledningsvis fik jeg fjernet hår på benene på en klinik på Frederiksberg (ikke et sted jeg kan anbefale, så vil lade være med at nævne dem ved navn), men er siden flyttet til Retouch Clinic, slet og ret fordi sidstnævnte er et lækrere sted med mere vidende og kompetent personale. Priserne og lasermaskinen er den samme begge steder, men når man betaler så meget, så er det dejligt at komme et sted der er rart og pænt, hvor man får en god kop kaffe og hvor behandlerne virker interesserede og gør sig umage.

Alle laserbehandlinger og priser (afhænger af omfang og område), kan ses her.

Seneste kommentarer
  • Sune Jeg ved godt at denne tråd nok er ved at være ret død, men jeg ..
  • Emily Salomon Jeg har fået 6 i alt og har meget få og meget spredte hår tilbage ..

Kaffe og kombinationsmuligheder

At jeg er glad for kaffe, kommer nok ikke som verdens største overraskelse for jer. Og skulle I komme forbi Il Buco på Islands Brygge, så gør jer selv den tjeneste at købe en kop kaffe dér. Det er de altså gode til. Og en croissant nu I er i gang. Det er de nemlig også gode til, de er til den tunge, meget smørfyldte side, så er I advaret. Det er også alletiders sted, hvis man er pastasulten om aftenen.

Pønser lidt på om jeg snart skulle lave en lille ‘Brygge-guide’? Her er så mange fine, små perler efterhånden og jeg er simpelthen så glad for mit lokalområde, der er meget mere end Havnebadet og tætbelagte græsplæner ned til vandet.

Noget andet jeg er glad for – som hele resten af verden disse dage – er wrap dresses. Korte, lange, midi – jeg er fan. Men nu har jeg også fået øjnene op for sæt, der kan wrappes. En top og en nederdel, der tilsammen næsten ligner en kjole, men selvklart også kan bruges hver for sig. Toppen over et par jeans, nederdelen, med en stroptop osv. osv. Det gør altså sådan et sæt til noget nær det perfekte, at pakke i kufferten, når man drager på ferie.

Reklamelinks:
Top Levete Room | Nederdel Levete Room | Taske Acne | Sko Vans | Solbriller Karen Walker

Foto: Julie Bjarnhoff

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Hej Sofie, Wow altså, tak, tak, tak for den vidunderligt fine kommentar <3 Den gjorde min ..
  • Sofie Kære Emily, Tak for en super inspirerende og ærlig blog. Den bliver kun bedre og ..

Mine favoritter

Små ting

{Den fineste stikling, jeg fik, da jeg besøgte Emma i sidste uge. Har plantet den i en potte og den lader til at trives, omend den hænger lidt med de nederste blade efter en noget varm og hård hjemfart. Håber den vokser sig lige så stor og fin, som planten den kommer fra}

Wrooom! Sidste uge var en hvirvelvind. Det var forventet og jeg var forberedt, så føler mig ikke helt kørt over, men juni minder mig altså på mange måder om december. Alt skal afvikles og ordnes, inden det for alvor bliver sommer og Danmark går på ferie.

Så der bliver trukket i én fra alle sider. Det er ok. Sidste uge lykkedes det at få passet lidt langsomhed ind i alt det hurtige, få sovet, trænet, spist, badet (altså i havet, går skam i bad hver dag, også når jeg har travlt) og mediteret og sat ind på den godgørende konto. I modsætning til forrige uge, hvor hjertet bankede lidt for stærkt og jeg glemte at trække vejret ned i maven.

I går gik det dog pænt stærkt trods alt og jeg kan heller ikke prale med, at jeg fik nok søvn. Vækkeuret ringede kl. 04.00 og med fire timer på øjet og en klapsammen med peanutbutter i hånden, kørte vi mod Charlottenlund og satte stand op på Gentofte Loppemarked. På papiret starter det først klokken otte, men allerede fra halv syv og inden jeg overhovedet havde fået hængt tøj op, var ‘min butik’ fuldstændig proppet med kunder og da klokken var halv ni, lignede det, at der havde været en græshoppesværm forbi. Jeg havde nærmest ikke mere tilbage.

Uden tvivl den vildeste loppeoplevelse, jeg hidtil har prøvet og jeg var helt ør og mør, da vi – efter at have fejret med en is – kom hjem igen i går eftermiddags. SÅ hyggeligt at hilse på alle jer, der kiggede forbi. Tak for de søde ord, I gav mig med på vejen. De vejede helt og aldeles op for de lange fingre, der nappede min lysegule yndlingsstrik.

I dag har jeg taget den helt med ro. Nusset rundt i blødt tøj, snakket lidt med planterne på altanen, været meget taknemmelig over at arbejde hjemmefra, drukket almindelig kaffe, iskaffe og en flat white, passet mailen, lagt rent på sengen, læst i “De” (månedens bog i læseklubben), spist avocado på ristet rugbrød med smilende æg og tallerkensmækkere, støvsuget og vasket gulv og blogget. Og så har jeg glædet mig til resten af ugen. Med bryllupsdag, date night, biftur med veninder, 1-års fødselsdag, hotelophold og alskens andre gode sager. Foruden lange ture med hundemåsen, yoga og måske en tur eller to på vores SUP.

Jeg håber, at I også får en rigtig rar uge ♥

{Mine sko. Er så stolt og glad}

{Fejrede fars dag, ved at mindes min far og kigge på det her billede af os, der er et af mine favoritter. Det er altid lidt ekstra hårdt at mangle på sådanne mærkedage, men også en god anledning til at tænke på alt det gode, der var. Det er snart 17 år siden, jeg mistede min far og når der er gået så lang tid, begynder minderne at blive lidt udtværede i kanten (ting som hvordan hans stemme lød eller hvordan han duftede) også selvom savnet stadig er stort}

{Ugens Flower Power. Afskårne monstera holder for evigt og ser fine ud sammen med et par blomster eller solo}

{Sommerdage på La Banchina. Good times!}

{Pizza og Aperol og gode anti pasti med et lige så godt damehold på Pizzeria 54}

{SUP i solnedgangen i Amager Strandpark. På date night med Drømmemanden naturligvis}

{Kaffe og kage. Træstammer er noget af det bedste jeg ved – hindbærsnitter donerer jeg til gengæld gerne til andre. Er ikke så god til glasur}

{Åbne døre dagen (og natten) lang. Sommerlykke}

{Mine duftlathyrus spirer fint og de fleste er snart klar til at blive sat ud. Om alt går vel har jeg fine, duftende blomster på altanen til august ;)}

{Majskolber med chilimayo, ost og limesalt à la Blue Taco ude på Reffen. Må prøve at gøre efter derhjemme}

{Når Nars og Erdem slår pjalterne sammen, er jeg naturligvis fan. Produkterne her er en gave. Smukkeste limited edition makeup-kollektion}

{Fejrede World Oceans Day med en tur på stranden med Penny, hvor vi badede og samlede skrald på stranden. Det sidste var mest mig, men måske jeg kan udstyre Penny med en lille kurv, næste gang vi skal samle skrald, så hun kan bidrage lidt ;) På den anden side er det ikke hunde, der smider skrald på stranden, så måske hendes ansvar ikke er lige så stort…}

{Fineste strandlegetøj. En tusch eller lidt kridt med og så er man kørende}

{Havde en kæmpe fest lørdag til landskamp (og ja, 13 er mit lykketal), hvor Danmark kvitterede med to flotte mål mod Mexico på Brøndby Stadion. Frede havde inviteret i anledning af at hendes mega seje tv-program Min klub har fået premiere}

 

Seneste kommentarer
  • Sidsel Dejlig uge ser det ud til, og godt du også får tid ind til langsomhed ..
  • Emily Salomon Hej Anna Vores er et Billboard, så smart fordi det kan foldes sammen til ingenting og ..

Weekendtur til Esbjerg og Fanø

Udgivet i samarbejde med EnergiMetropol Esbjerg.

Siden jeg var på weekendvandretur på Hærvejen for to år siden, er jeg blevet ret hooked på at være turist i eget land og udforske nogle af alle de vidunderlige steder, Danmark har at byde på. Og det er altså ikke så få, har jeg sidenhen fundet ud af.

I dag kan jeg næsten skamme mig over, hvordan jeg indtil for ganske få år siden, havde besøgt størstedelen af Europa og sat min fod i alle verdensdele undtagen Australien, mens jeg stort set ikke havde været udenfor København og Nordsjælland herhjemme. Jovist, jeg har boet på Bornholm som barn og besøgt min oldemor i Esbjerg, dengang hun stadig levede, men bortset fra det og et par ture til Aalborg, så var det meget lidt imponerende, hvad jeg havde oplevet af mit eget land.

Til gengæld er jeg så glad for at have taget revanche de seneste par år. At have lært Aarhus rigtigt godt at kende, have været i Odense flere gange og for nylig et smut til Egeskov og så har der været turene til Klitmøller og Thy og så førnævnte tur til Viborg-egnen for at gå på en lille bid af Hærvejen. Nikolajs familie bor på Sydsjælland og Lolland, så det har også udvidet horisonten lidt, ligesom vi af og til er taget på tur, når vi alligevel har været dernede. Således opdagede jeg bl.a. smukke Møn.

Til august drager vi med campingvogn rundt i landet i et par uger. Vi stiler mod Klitmøller, hvor vi skal surfe, men jeg ser også frem til flere stop på vejen ud og hjem; Sydfyn og Mols er på ønskelisten og så skal vi også en tur op til Skagen, hvor jeg (heller) aldrig har været. Og så skal vi altså også lige runde Esbjerg og Blåvand igen. Kan godt lide hvordan man får snerten af et tilhørsforhold til de steder, man besøger og siden har lyst til at komme igen.

For vi har nemlig lige været i Esbjerg en weekend. En by hvor jeg endda har rødder. Min farfar var fra den store fiskerby lige ud til Vesterhavet (som jeg lige har lært er Danmarks 5. største by) og som barn besøgte vi derfor jævnligt min søde, søde oldemor, Ella, der stadig boede der. Derfor var det også noget helt særligt at være tilbage i Esbjerg og på Fanø forrige uge og genopdage steder, hvor jeg havde været som barn.

Vi går jo i flyttetanker. De er langt fra akutte og vi regner med at blive boende et år eller to her på Bryggen, men derefter vil vi også gerne rykke ud. Være tættere på skov og strand og naturen i det hele taget. Endnu en bonus ved at få oplevet andre dele af Danmark er, at jeg får udvidet min horisont på flere planer og får en smagsprøve på, hvordan det er at bo, det sted vi besøger. Måske der er gode muligheder for os dér?

For selvom vi umiddelbart gerne vil bo i relativ nærhed til vores familie, venner og netværk, så synes jeg, det er sundt ikke bare at stirre sig blind på én plet på Danmarkskortet. Således har vi flere gange kigget væk fra Sjællands nordkyst og i stedet mod den jyske vestkyst, hvor den der surf altså lokker. Og da vi var på Fanø forrige uge, mødte vi en af Nikolajs venner, der havde slået sig ned dér med familie, forretning og hele molevitten og fik os helt med på at flytte til den hyggelige ø i Vesterhavet.

Jovist, vi er også nemme ofre lige nu og ikke særligt trofaste. Så kigger vi her, dér og allevegne. Men det er vel netop også det sjove, ved at være i denne fase. At have et åbent sind og kigge på alle steder som en potentiel mulighed. Så kan man altid tage +/- lister og andre fornuftsværktøjer i brug, når listen af drømmesteder, skal kortes ned.

Uanset om man skal på weekendtur, ferie eller måske endda overvejer at flytte til Esbjerg eller omegn og således bo lige ud til Vesterhavet og Nationalpark Vadehavet til en brøkdel af hvad lignende koster omkring København (det er bestemt en faktor, der frister os, det er nemlig min store drøm, at bo lige ud til havet og med skov i baghaven), så kommer her en række steder og anbefalinger, fra vores dejlige weekend i Esbjerg, Hjerting og på Fanø.

Fredag aften ankom vi til Hjerting Badehotel, der ligger små 10 kilometer udenfor Esbjerg og hvor vi tilbragte to dejlige overnatninger med udsigt til havet og de mest betagende solnedgange. Dem har vi (af gode grunde) ikke magen til herovre på Østkysten.

På Hjerting Badehotel er der både en virkelig god restaurant og også en hyggelig café (Ship Inn), der laver helt fortrinlige, pandestegte fiskefileter, kan jeg fortælle.

Før solnedgang…

… og midt i herligheden.

Lørdag morgen startede vi med et kig over over Esbjerg Havn  fra udkigsposten ved Hulvejen…

… og var siden et smut forbi Kaffesmeden, at drikke god cappuccino (på havremælk) og klappe den ustyrligt søde hundehvalp, Mocca. I var så mange, der havde tippet mig om Kaffesmeden og tak for det. Stedet faldt LIGE i min smag :)

Herefter stod den på lidt shopping (var ret vild med Butik Emsig og Bring Bag) og efterfølgende et smut i Street Food Esbjerg for at spise frokost. Fik grøn, grøn juice fra High on Life og spyd, hummus, salat og fritter af sød kartoffel hos Otto’s. Kæmpe hit!

På færgen på vej til Fanø. Overfarten tager bare 12 minutter …

… på Fanø tog vi et stop hos Rudbecks i Nordby, hvor vi drak kombucha og slappede lidt af inden vi kiggede på keramik og delte en pandekage hos Pandekagehuset i Hovedgaden…

… og så gik turen ellers sydpå til Sønderho…

… hvor vi hyggede med kaffe og kage på Sønderho Kro. Der var desværre ikke mere af den berømte Fanøkringle tilbage…

… men hvad gør det (næsten), når man kan sidde i haven og nyde sommeren…

Jeg holder jo helt frygteligt meget af strandene på Sjællands nordkyst, men der er altså også noget magisk og (for mig) meget eksotisk over de kilometerbrede strande ud til Vesterhavet…

Tilbage i Esbjerg igen lørdag aften, gik vi en tur I. C. Møller-parken, der oprindeligt er en kirkegård, men nu fungerer som rekreativt område. Lidt à la Assistens’en på Nørrebro …

… og siden spiste vi på Rankin Park, som I også var mange, der havde tippet om. Og I kender mig godt, må jeg sige. Det var lige et sted efter min næse og Drømmemanden var også godt tilfreds. Virkeligt lækre salater, hyggelig stemning og gode drinks :)

Is fra Stryhns må der til lærte vi hurtigt, når det er sommer og man er i eller i nærheden af Hjerting…

… og så de solnedgange. Helt vidunderlige!

Søndag morgen tog vi ud i kajak et par timer op og ned langs kysten. Nu ved jeg godt, at det allerede har været lidt af en hyldest til Danmark, det her indlæg,  men der er altså næsten heller ikke noget finere end Danmark fra søsiden. Måske vi ikke har bjerge og deslige, men vi har den smukkeste kystlinje.

Mennesket ved Havet (i folkemunde ‘De hvide mænd’) er fire imponerende skulpturer lige ud for Esbjerg, der skuer ud over Vesterhavet.

 

Vi ville også gerne have været på Tirpitz-museet i Blåvand. Men da vi ankom, var der kun tre kvarter til de lukkede for søndagen og vi fik at vide, at det slet ikke var nok tid til det imponerende bunkermuseum. I stedet gik vi en tur i området (med de smukkeste buske med gule blomster) og så må vi gemme museumsbesøget, til vi forhåbentlig kommer forbi til august og har lidt bedre tid.

En sidste gåtur ved Vesterhavet inden vi stak næserne hjemad…

Tak for denne gang Esbjerg og på gensyn :)

Seneste kommentarer
  • Influencer project for Danish area - Related […] See the full blog post here: www.emilysalomon.dk/2018/06/11/weekendtur-esbjerg-fanoe […] ..
  • Influencer project for Danish area - Related Travel […] See the full blog post here: http://emilysalomon.dk/2018/06/11/weekendtur-esbjerg-fanoe/ […] ..

Weekend-tid

Sådan må min søndag morgen meget gerne se ud. Fra denne instagram-profil, som jeg er helt besat af ♥

Selvom jeg drømmer om en langsom søndag morgen à la billedet ovenfor, så må jeg nok indstille mig på, at den bliver noget anderledes. I morgen (meget) tidlig pakker vi nemlig bilen med tøj, sko, bøger, gear, neglelak og diverse dims og triller mod Gentofte Loppemarked, hvor Nikolaj og jeg har en stand. Det er fra 8-14 og I er mere end velkomne :)

Glæder mig nu altså også mægtigt til en god loppesøndag, det er altid så hyggeligt. Og så kan det jo være at mine drømme om morgenmad på sengen, går i opfyldelse næste weekend, når vi har bryllupdag. Hint hint mandetype ;)

Jeg håber, I får en mageløs weekend ♥

Her er lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:

Hvordan vasker du dit ansigt?

Chunky DIY-tæppe for en slik.

Her er en god forklaring hvis du også er vild med (eller måske endda besat af) planter.

Til din gin-glade ven.

Har du set de fine royale bryllupsbilleder?

Disse personer har tydeligvist ikke deltaget i læseklubben, haha.

Et sødt mirakel.

Nu er der snart ikke længe til alles Insta-feeds bliver fyldt med billeder fra Selinevej. I år er området gjort tre gange så stort som sidste år. Wuhu!!!

Hvad der er tilbage af mindfulness, når det reduceres til en app. Den gav mig lidt at tænke over ;) Men er altså stadig fan af Calm.

Undgå at snacke når du arbejder hjemmefra.

Men i weekenden må man godt (ikke?), og måske det var noget med de her (mums!)

Hvordan er det nu man møder folk ude i den virkelige verden. Altså offline?

Hylden blomstrer (og dufter mmmmm!) og hvis du har tid i weekenden, kan du passende kaste dig ud i en af disse opskrifter.

Seneste kommentarer
  • Tanja Tak for Paris tippet og bogen om Jeanne Damas :) knus Tanja ? ..
  • Emily Salomon Mega svært og kender godt til det med at man ikke altid helt kan overskue ..

Bøger