Nej, nej, nej, hvor var jeg altså bare begejstret for januar måneds bog i læseklubben. Så glad, at jeg begyndte at spare på den og slet ikke havde lyst til at læse den færdig, da der var omkring hundrede sider tilbage. Og samtidig havde jeg ikke lyst til andet end at læse den færdig, fordi den var så spændende. Kender I det? Det var alletiders dilemma, men færdig blev jeg, og det var både forløsende, men også lidt trist.

For det er en af de bedste bøger, jeg længe har læst og jeg ville ønske, der var mere. Og samtidig alligevel ikke, det havde nok været for langtrukkent. Trods alt. Men lad os komme til makronerne. For jeg er så spændt på at høre, om I var lige så vilde med den, som jeg. Og jeg glæder mig til at fortælle, hvad jeg syntes om den (altså udover at jeg var vild med den!) og fremhæve et par af mine yndlingspassager.

Jeg syntes virkelig, at den havde det hele. Velskrevet, finurlig, interessant, lærerig, underfundig og så spændende, som det kan blive. Og ja, tilmed morsom af og til.

Fra den gådefulde start, over i Rosas detaljerede, farverige barndom og ungdom i Aarhus til voksne Rosa til sidst, slugte jeg bogen og blev både glad over sproget der flød, alle de gode betragtninger, den store, favnende menneskeforståelse, der strålede mellem linjerne og ikke mindst at komme på rejse til både Aarhus og Berlin. To byer jeg kender lidt og så alligevel ikke. Og det var henrivende at opleve dem gennem Rosas øjne.

Udover at jeg både er blevet underholdt og beriget, så kommer jeg også fremover til at se på street art med helt nye (og mere interesserede) øjne.

“Hvorfor kan du ikke bare være en sød, borgerlig pige med perleørering og skjortebluse, hva’?”… “Hvorfor skal du være opkaldt efter en myrdet kommunist, være datter af en urtekusse, have syv-otte mulige fædre, fordi din mor ikke kan huske, hvem hun har bollet med, have en bøsse som far-stand-in, gå håbløst klædt og samtidig være så skideperfekt, at det er umuligt ikke at elske dig?” Sådan spørger den, bogstaveligt talt, konservative kæreste, Jacob på side 222.

For noget andet der var dejligt at opleve, var Rosa. Herlige, sammensatte, favnende Rosa, der er vokset op på en (beskyttende) løgn og kan være venner med både Tom, Guf, Jacob og Sevim. Og ved et tilfælde blive kæreste med sin egen bror. Som tror på at folk har de bedste intentioner (i alle tilfælde indtil det modsatte er bevist eller hvis de er hendes nazist-far) og ser alt i dem og ikke kun deres combat støvler, fortid eller hijab. Jeg tror ikke ‘urtekussen’, Mor Helle havde gjort så dårligt et stykke arbejde endda. På trods af at holde Rosas far hemmelig. For som Krudt siger:

“Hemmeligheder er de dæmninger i livet, der forhindrer sandhedens brutale flodbølge i at smadre alt.” (s. 477). Og af og til er det måske sandt nok? Medmindre man altså ender i seng med sin egen bror…

Jeg kan ikke helt beslutte mig for, om det måske alligevel var en krimi. Altså en lillebitte smule? Det var selvklart ikke en kriminalroman i klassisk forstand, men den ret geniale start, lå hele tiden og murrede i mit baghovede bogen igennem og gjorde unægteligt det hele lidt mere spændende. For selvom meget, meget lidt af romanen ellers handlede om det mystiske dødsfald, så er man jo som læser udmærket klar over, at der må være en eller anden sammenhæng. Hvorfor ellers indlede sådan. Og det var der. Blot en lille sidehistorie, men ikke desto mindre blev det, det, der bandt en sløjfe om det hele afslutningsvis.

Hvad tænker I? Krimi eller ej? Og kunne I lide den måde at starte på?

Og når vi er ved det, hvad syntes I så om, at Rosa og vennerne var Blækhat? Jeg måtte læse lidt frem og tilbage for rigtigt at kunne få det til at passe, for først virkede det lidt pludseligt og ‘let’, men da jeg havde fået overbevist mig selv, var jeg ret glad for den løsning. Og syntes det var virkeligt, virkeligt sejt. Ja, faktisk endnu sejere, at det var hele den brogede flok, der gjorde det sammen.

Men måske er det ligemeget hvem Blækhat er? Det er det – på sin vis – for Rosa:

“Jeg er ligeglad med, hvem han er gift med, og om han kan lide burger eller bulgur, eller hvor han har gået i skole. Hvorfor er det vigtigt, hvem der er inde i kunstneren, inde i politikeren, inde i forfatteren, inde i skuespilleren, vigtigt at vide, hvordan de i virkeligheden er hjemme i privaten, og når de sidder og skider? Mig rager det en høstblomst, og i mine øjne er Blækhats projekt en protest imod netop det. Jeg er kun optaget af folks aftryk. Den politik, politikeren fører, den præstation, skuespilleren leverer. Faktisk vil jeg helst vide så lidt som muligt og det gælder også Blækhat. Det kommer ikke andre ved, hvordan han er som privatperson. Men det kommer andre ved, hvilket aftryk hans værker sætter.” (s. 448).

Av. Den sad. Lige midt i synet i en tid, hvor vi mere end nogensinde går op i, hvem folk er som privatpersoner og mindre og mindre op i, hvilket aftryk de sætter. Vinket med en vognstang er taget til efterretning hos undertegnede i alle tilfælde. Men selvfølgelig er det vigtigt for romanen Blækhat hvem Blækhat er. Det er jo netop den røde tråd, der får alting til at give mening, men netop også gør forestillingen om Blækhat til skamme. For han var ikke en og ikke en han, men et fælleskab. Et netværk af mennesker med forskellige afsæt, men med samme lyst til at sætte et meningsfuldt aftryk.

Hele romanen igennem kunne jeg ikke lade være med at være lidt (hyggeligt) misundelig på Rosa, der stort set gennem hele livet havde haft samme hobby og passion, der senere blev hendes virke. Tænk sig at være så målrettet og ikke mindst forelsket i det man laver. Og lad det også være en lektie til forældre, der prøver at mase deres børn lige vel meget i en retning. Der kan komme noget ret vidunderligt ud af at samle på ting eller andre barndomsaktiviteter, der måske ikke umiddelbart har værdi set med det blotte øje.

Allerede i begyndelsen af hendes historie siger hun det så fint: “... men i virkeligheden var jeg ligeglad med, hvor mange spande jeg havde. Det, der drev mig, var følelsen af at erobre en by og fylde min bog med dens hemmelige markører.” (s. 40). Synes det er så poetisk og kan godt lide den tanke.

Sidst men ikke mindst, må jeg lige vende Mormor. For det var ikke blot en fortælling om og af Rosa. Det var en fortælling om tre generationer af kvinder, der hver især repræsenterede deres generation og jeg knuselskede den handlekraftige Mormor, der blev forrådt af sin nazi-apoteker, men fortsat savnede ham og genfandt kærligheden i Nerudas digte. Og som både var en tryg havn og god at spille kort med, men også herligt fandenivoldsk og gladeligt finansierede gadekunst. Hun mindede mig lidt om min egen mormor og jeg kunne næsten fornemme hendes glimt i øjet gennem teksten.

Syntes I i øvrigt, at det var en lidt for Happy ending? Altså jeg åd den råt og syntes kun det var dejligt ovenpå alle strabadserne af nærmest odyseenske dimensioner, men kan måske godt se at alt var lige vel dejligt med graviditet og Tom der ventede derhjemme?

Jeg glæder mig sådan til at læse jeres oplevelser og ikke mindst ‘tale’ videre om bogen med jer i kommentarerne! :)

Februar måneds bog i læseklubben er Jodi Picoults Det store i det små og hvis I vil nå at være med. Diskussionen af den bliver d. 4. marts, så der er lidt tid at løbe på endnu.