{Solnedgangene i sidste uge. Enhjørningemagi}
De mest poetiske morgener (ja, jeg læser Troels Kløvedal for tiden), erantis der spirer frem alle vegne, lidt sne hist og her, endnu et magisk vinterbryllup og masser af tid med de bedste venner, som jeg føler mig så heldig at have. Og hjertet var ved at flyde over med forårsfornemmelser og jeg følte mig SÅ rig.
Og inden I kaster op i munden, så kan jeg fortælle jer, at det også var en uge, hvor jeg fik voksen-skæld-ud af en meget, meget vred mand, at jeg var helt og aldeles tæt på at tisse i bukserne efter at have fejlvurderet egen blærekapacitet og at jeg af uforklarlige årsager lå søvnløs to nætter. Eller måske det faktisk var af den ynkelige årsag, at Nikolaj er i Aarhus og jeg ikke kan sove alene længere, tsk tsk.
Nå, men summa summarum er, at der selvfølgelig også sker nederen ting i min lejer. Men alle de små, nederen ting, de får altså ikke lov at tage fokus fra de små, gode ting (det er nogle af dem, jeg viser her hver mandag). Måske er det fordi jeg har oplevet store tab og sygdom, at jeg har ekstra travlt med at være taknemmelig for det, der er. Jeg ved det ikke. Men jeg vil i alle tilfælde ikke spilde tiden eller fokusere på det, der alligevel ikke er væsentligt. Det være sig at sladre, parkeringsbøden, køen i supermarkedet eller en dårlig arbejdsrelation.
Forstå mig ret. Jeg går ikke med skyklapper på. Der sker masser af ting i verden, der gør mig ked af det og som bekymrer mig. Men de gør mig faktisk også ydmyg og endnu mere taknemmelig for det jeg har. Og giver mig en endnu større lyst til at fremhæve de Små ting. Eller skønheden i alting om man vil.
Og så til noget helt andet. For sig mig lige en gang, har I vinterferie? Når man ikke har børn og tilmed er selvstændig, så glemmer man lidt skoleferierne, men da jeg var i biffen i går sammen med hele resten af København og ikke kunne forstå, hvorfor der var SÅ mange mennesker, kiggede min veninde opgivende på mig og sagde “Jamen det er jo vinterferie”. Og det er det jo så. For nogle i alletilfælde. Det er vist også nogle, der først har ferie i uge 8 alt afhængig af kommune. Men nu skal jeg ikke kloge mig på noget, jeg tydeligvis ikke har forstand på. Men i stedet blot ønske de ferierende rigtig, rigtig god ferie og I må hjertens gerne fortælle mig det, hvis I skal lave noget skægt, særligt eller hyggeligt. Synes altid det er så dejligt, at følge lidt med i hvad I begiver jer af med deromme bag skærmene.
Selv daffer jeg til Aarhus i morgen og glæder mig til at blive genforenet med den OL-kommenterende Drømmemand og til at skulle på arbejdsferie i Smilets By. Er SÅ taknemmelig for alle de gode steder I har tippet mig med og glæder mig til at prøve flest muligt af.
Jeg håber, at I også får en vidunderlig, ny uge, hvad end I har ferie eller jobber den og uanset om I befinder jer på den ene eller anden side af Storebælt ♥
{Forårsbebudere hjemme hos mine forældre. Duftede himmelsk. Før i tiden var jeg nærmest allergisk overfor duften af hyacinther, men nu elsker jeg den}
{Sidste uge bød på to store filmoplevelser: I, Tonya og Django – the king of swing. Sidstnævnte i hyggelige Vester Vov Vov}
{Tallerkener fra Gannis souvenir-pop-up. Med Dannebrug (og kanelsnurre) his & hers til fødselsdage, tænker jeg}
{Emily ♡ Emma. Min venindes sødeste og længste spillopbarn. Kun 9 måneder men HELT klar på at indtage verden og snakke med alle}
{Efter at have ladet neglene få luft i en måneds tid blev savnet for stort. Og er nu gået i gang med at teste de grønnere alternativer af. Synes de her gør det ret ok (især på udvalget af farver), men savner lidt den tykke, blanke lakfornemmelse. Måske det kan klares med en overlak…}
{Sneloppe. Hun ELSKER sne og ruller sig i det og spiser så meget hun kan komme til også selvom det bare er et sparsomt snedække som her. Gad godt tage hende med på ski engang}
{Eftermiddags kaff’ og kage. Eller Fika som de siger på svensk. Og når det nu er en svensk fastelavnsbolle, en semla, så er det måske mere korrekt. De kan i øvrigt anbefales. Gærdejsbolle med kardemomme, udhulet og fyldt med marcipanmasse og flødeskum}
{Hos min lokale blomsterpusher, hvor jeg købte de her blandede bolsjer}
-
Emily Salomon Den er fra Storm & Marie. Du kan se den bedre her: http://emilysalomon.dk/2017/10/03/tid-til-lag/ Kram Emily ..
-
Mathilde Din jakke på billedet med den søde baby?? Den ser helt fantastisk ud! ..
I er så mange, der har spurgt om hvordan Drømmemanden og jeg mødte hinanden og hvad vi laver på vores onsdags-dates. Så da Moët & Chandon for nylig spurgte, om ikke jeg ville fejre Unconventional Love med dem i anledning af, at deres lyserøde champagne, Moët Rosé Impérial, lige nu findes i et særligt frækt og kækt Valentines-betræk, så tænkte jeg, at det var oplagt at dele vores lille kærlighedseventyr med jer.
Det er ikke fordi det er så vildt endda, men det er selvklart en af mine personlige yndlingshistorier ;) Og så er der også, helt i vores ånd, et par håndfulde idéer til, hvad man kan lave på (Valentines)date.
Håber I bliver inspirerede eller har lyst til at inspirere mig og hinanden med gode date-idéer den anden vej ♥
Og apropos ‘i vores ånd’ så drikker vi hellere end gerne champagne sammen. Ja faktisk er det lidt vores ting. Læs evt. min store champagneguide, hvis du vil blive klogere på de liflige bobler og hvad der er godt til hvad.
Date Night’in
Vi holder jo onsdags-dates, stort set hver eneste onsdag og har gjort det siden vi kom hjem fra bryllupsrejse i sommer. Netop for at alt det sjove og romantiske ikke stoppede ved brylluppet og også som en gestus overfor hinanden. At vi tager os tid til og dedikerer en aften hver uge til den anden. Vi ses jo som regel også alle de andre aftener, men denne er noget helt specielt. Ligesom en anden eller tredje date. Vi gør lidt ekstra ud af det hele, gemmer telefonerne væk og laver noget særligt. Af og til kan det være særligt nok at servere spaghetti for den anden og se en film i fjernsynet og holde i hånd, men det er også dér, hvor vi prøver de ting af, man ellers ikke lige får gjort og udfordrer hinanden med mere eller mindre heldige aktiviteter. Og så er der også ‘bare’ rigtig mange gange, hvor vi er ude at spise og/eller i biffen. Det er altså en vinderkombination, jeg aldrig bliver træt af.
Et lille, overset tip er at mødes til daten, i stedet for at følges derhen. Det lille kneb med at man ikke har set hinanden inden, gør at det hele føles sådan lidt spændende og jeg får i alle tilfælde sommerfugle i maven, som var det en af de dates, man var på i starten.
I er flere der har bedt om idéer til hvad man kan lave på date night, hvad end man holder dem ugentligt eller meget sjældnere, og hvad end det er første eller 117. date. Jeg har listet nogle af vores favoritter nedenfor. Byd gerne ind med jeres ♥
10 idéer til date night for din Valentine, hvad end det er dit hjertes udkårne eller en hyggelig veninde-date.
- Tag ud at stå på skøjter. I skøjtehal eller på en af de mange udendørs skøjtebaner. Det er vores yndlings-vinter-date-aktivitet. Og det er ikke uden grund. På vores allerførste date, var vi nemlig i skøjtehallen. Pak en picnickurv med gode sager til bagefter. Vores sommerpendant er minigolf eller en tur på skateboard.
- Gå i seng. Der er noget herligt, uartigt over at trække i (det sexede) nattøj, når man kommer hjem fra arbejde og så fejre resten af aftenen i sengen. Med mad på en bakke, bobler og en film. Og så videre ;)
- Oplev noget sammen I ellers ikke plejer. En tur på museum eller i zoo, ind at se ballet eller comedy, på rulledisco eller til fodboldkamp. Mediet er lige meget, men der er noget fint over at prøve noget nyt sammen. Og hvem ved, måske det er noget I bliver vilde med. Det giver nærmest samme effekt, som når man rejser sammen.
- Forbered en lækker middag til din udkårne og server lyserøde bobler til. Få idéer her til en nem menu, hvor alt kan forberedes inden, så I har tid til at kigge hinanden i øjnene undervejs.
- En tur på vandet. Når man bor i Danmark og har kystlinje i hobevis og også en sø eller to hist og her, så er det oplagt at med en tur i kano, kajak, robåd eller på SUP. Også alletiders for at opbygge tillid (forvaltet rigtigt) og en godt til at skærpe team-work’et.
- Begynd at gå til et eller andet sammen. Denne kræver helt klart mere, men det kan også blot være i en afgrænset periode. Nikolaj og jeg har gået til svømning og brudevals og det var en virkelig, virkelig skæg og dejlig måde at være sammen på. Nu pønser jeg på, om jeg kan lokke ham til at gå til salsa eller tango. Et madlavningskursus på 3-4 gange er også en oplagt idé, både til noget at lave sammen og til en Valentinesgave.
- Gå på bar. Og det må hjertens gerne være et sted med pool, dart eller lignende. Eller petanque eller shuffle board.
- Spis brunch sammen. Dates behøver ikke altid være om aftenen. Brunch (og bobler) og en gåtur à la dengang man var på de første dates, er slet ikke tosset.
- Tag i Tivoli eller tilsvarende og prøv alle forlystelserne. Gerne noget du eller din date elskede som børn. Vi holder sådan af at tage i Tivoli, at vi ønskede os et årskort i julegave og ser nu frem til et år med masser af onsdagsdates i forlystelsesparken. På nogle af dem skal vi bare ind og gå en tur og spise en omgang churros og på andre igen skal det være den helt store tur med middag og turpas.
- Lege flaskehalsen peger på. Så bestemmer man selv om det skal være voksenudgaven ;)
Moët & Chandon Rosé Impérial går godt til alle punkterne. Men til nogle af aktiviteterne er det bedst at gemme den i picnickurven til bagefter ♥
Kærlighed ved første burger
Første gang jeg lagde øjne på Drømmemanden, var på Roskilde Festival i 2014. Jeg var der med min veninde Sofie, der kendte en hel del i en gruppe af fyre, vi blev ved med at bumpe ind i. Det var måske ikke kærlighed ved første blik, men jeg lagde i alle tilfælde mærke til Nikolaj med det samme. Der var bare det der je ne sais quoi. Han var skæg og charmerende og en kæmpe ja-hat.
En nat rendte vi ind i ham igen, denne gang uden alle de andre. Vi var på vej hjem og han ligeså og vi syntes alle tre, det var en mægtig idé med en burger at sove på. Først dagen efter gik det op for mig, at Nikolaj havde været galant og givet vores burgernattegilde og jeg fandt ham på instagram og skrev tak for mad. Han replicerede med noget à la “Det var så lidt, lad os gentage det snart?”, hvilket jeg lod ligge, for jeg var lige ved at slutte et forhold og har aldrig brudt mig om, at gøre tingene sværere for mig selv (eller andre) end som så.
Men han lå og marinerede lidt i mit baghovede. Der var et eller andet, der gjorde at jeg ikke kunne stoppe med at tænke på ham. Og pludselige gav klichéen You know when you know bare fuldstændig mening. Så et godt stykke hen ad efteråret (helt ude af førnævnte forhold) måtte jeg kaste håndklædet i ringen og skrev, at hvis han stadig havde lyst til at spise en burger med mig, så var jeg klar nu. Det syntes jeg jo selv, var en både meget modig og meget eksplicit udmelding, men det skulle tage mange, mange beskeder, måneder (ok, i alle tilfælde nogle uger) og ikke mindst 1 styks tabt og siden genvundet tålmodighed til, før vi rent faktisk fik en date i stand.
Nikolaj har siden fortalt, at han bare troede jeg ville være venner og at han havde forhørt sig lidt og troede jeg havde en kæreste og derfor ikke var så ivrig. Og jeg syntes ellers jeg var mere end tydelig (på pigesprog vel at mærke) omkring mine intentioner, tsk tsk.
Men til sidst lykkedes det. En dato blev aftalt. Og vi tog ud og skøjtede i Kastrup Skøjtehal et par dage inden jul for lidt mere end 3 år siden. Den ene med tømmermænd og den anden med nykrøllet hår og i pæneste afslappet-men-meget-gennemtænkt-skøjte-outfit. Og vi kørte rundt og rundt og rundt og jeg havde gele i benene på både den ene og anden måde og vi snakkede og snakkede og var også stille sammen og alt føltes helt rigtigt.
Og jeg må give ham, at da vi først havde været på den famøse første skøjtedate, så greb han ellers også bolden og tog teten. Og jeg hoppede med begge ben lige ned i en stormende forelskelse og flyttede sammen med ham blot et par måneder efter.
The rest is history.
I dag er vi et team. Jeg har aldrig været den store sportsudøver, men sammen med Nikolaj har jeg ikke bare prøvet kræfter med flere forskellige fysiske aktiviteter, men også lært en masse om holdånd. Og på vores hold har vi hinandens rygge. Og så har vi det sjovt. Og så er vi også meget forelskede på vores lille hold. Det er ret smart og rart, når nu disciplinen er parforHOLD og kærlighed.
Skål i bobler! For os, for jer og for kærligheden selvfølgelig ♥
-
Ja, men det kommer man nu også så nemt til. Men efter vi har indført ..
-
Lige præcis ;) SÅ hyggeligt, men selvfølgelig også nervepirrende i starten. ♡♡ ..
Jeg er vægelsindet. Sådan helt ekstremt. Er jeg eksempelvis på en restaurant med mere end ti valgmuligheder, betyder det ulidelig ventetid for min(e) medspiser(e). For jeg kan simpelthen ikke vælge. Og det går igen i mange situationer. Ja, egentlig er det kun med tøj og mænd, at jeg er ret beslutsom og ikke bliver ramt af tvivl.
Men altså, det med vægelsindet er ikke altid en dårlig ting. Se nu bare hvor lykkeligt det endte, da jeg i dag var nede hos min lokale blomsterpusher og blev betaget af snart den ene, snart den anden blomst. Og kom hjem med en, to eller tre af hver af de smukkeste. Ranunkler, roser, valmue og liljeagtig filur, jeg ikke ved hvad hedder.
Og nu pynter de noget så fint i en lille vaseformation på sofabordet.
Flasken bagerst er i øvrigt en ciderflaske fra vores bryllup, der siden var med som vandflaske i camperen på hele vores bryllupsrejse.
Tænk, at der kan knytte sig så gode minder til en simpel flaske, der nu tjener endnu en funktion.
Det gør mig glad.
-
Det er jeg også overbevist om ;) ..
-
Det bedste. Ih hvor er du god, tak for det. Og lyder dejligt at den ..
Lille, fine februar. Måske en undseelig og sædvanligvis grå sag, men synes allerede den har gjort sit rygte til skamme med dryssende snefnug og strålende, frostklare dage. Og så skal man jo heller ikke glemme at februar er lig med fastelavn og fastelavn er lig med fastelavnsboller. Og straks blev det hele meget bedre. Men hvad skal man så lave ud over at bage og spise fastelavnsboller tænker du? Min to do-liste for februar finder du nedenfor. Den hyggelige af dem forstås. For jeg har også en med mere almindelige, kedelige pligter, men denne her, det er den med alt det rare. Alt det man også gerne vil, men som man måske glemmer i dagligdagens trummerum, når sofaen, tv’et og rutinerne kalder.
Majoriteten af måneden skal bruges i Aarhus for vores vedkommende. Nikolaj stikker vestpå i morgen og jeg følger trop i starten af næste uge. Derfor er denne uges månedsønskeliste også lidt anderledes end den plejer (mere Aarhus, mindre København), men de fleste af punkterne kan snildt konverteres til at passe til uanset hvor man befinder sig i verden.
Og så til noget helt andet, men alligevel noget, jeg også gerne vil gøre mere af i februar og fremover. Jeg har for første gang (da vi tog billederne her) fået to go-kaffe med i egen, medbragt, genanvendelig kop. Og det var lidt grænseoverskridende, lige indtil jeg stod hos Coffee Collective og de tog imod og fyldte min kop, som det mest naturlige i verden. Havde ellers regnet med at skulle forklare mig og bede pænt om lov. Men så meget desto bedre og nu tør jeg bestemt godt gøre det igen. Det kræver selvfølgelig, at jeg husker min egen kop, men jeg er allerede ret skrap til altid at have min vandflaske med, så mon ikke det kan lade sig gøre. Altså det meste af tiden. Når det ikke lykkes, så går det nok også. 1 enkelt engangskop i ny og næ er bedre end 5 om ugen. Og så er der jo også den mulighed bare at tage kaffen to stay, så kan man også få en lille pause à la mindfulness med på købet.
Ps. Tidligere månedsønskelister her.
Her er mine 10 ønsker for, hvad jeg gerne vil lave den kommende måned:
- Tage i Botanisk Haves palmehus og læse magasiner og for et øjeblik forestille mig, at jeg er på ferie et varmt sted.
- Spise fastelavnsboller. Har endnu ikke smagt semlorna (svenske fastelavnsboller, der er topgode!) hos Juno eller Bageriet Brød, men det kan jeg lige nå inden turen går til Aarhus.
- Stå på skøjter med Drømmemanden i Christiansbjerghallen og på den udendørs bane ved Musikhuset.
- Rydde op i mine billedarkiver på computeren (tiltrængt!) og bestille favoritterne til print.
- Forkæle mig selv med en ansigtsbehandling hos Naturskøn.
- Planlægge sommerferie + vores tur til New York til april/maj. Finde gode steder at bo både i NYC og ude i Montauk. Og se om vi kan få ‘his’ vs. ‘hers’ ønskelisten over gøremål til at gå op. Ellers vinder han. Det er jo trods alt hans julegave.
- Læse månedens bog, Det store i det små, i læseklubben.
- Lufte løbeskoene i Riisskoven og spise australsk inspireret morgenmad på The Lazy Wombat efterfølgende.
- Se filmen Django – The King of Swing, om musikeren og sigøjneren Django Reinhardts overlevelse under 2. Verdenskrig.
- Vinterbade på Den Permanente, som jeg lige har læst en masse om i Blækhat (sidste måneds bog i læseklubben) og som en af jer også anbefalede, blandt alle de gode Aarhus-tips. Igen, tak tak tak ♡
Jeg GLÆDER mig også til at høre jeres tilføjelser og hvad I går og drømmer om at bruge måneden på?
Foto: Julie Bjarnhoff
Reklamelinks:
Jakke | Six Ames
Strik | Second Female
Jeans | Levi’s (på udsalg)
Frakke | Ganni (her i gul og her i lang
Støvler | Stine Goya
Halskæde | Sofie Lunøe
Taske | Gucci
-
Ej hvor er det altså sejt! Krydser fingre for at der er ørnebabyer i din ..
-
Gode tips er så velkomne. Tak Julie. Det vil jeg kigge på. Kram E ..
Foto: StyleBy
Jeg lover at næste udfordring nok skal være noget lidt mere muntert, letbenet og sjovt. Noget med hår eller neglelak eller enhjørninger eller sådan. Men måtte altså lige ud med denne her inden, fordi den ligger mig så meget på sinde.
Det handler om at tale pænt. Om hinanden. Eller som minimum lade være med at gøre det modsatte. I en hel uge. Jeg gætter på, at det er nemt for nogle af jer, men også rigtigt, rigtigt svært for majoriteten, hvis ellers man sådan tænker efter og er opmærksom på det. For af og til registrerer jeg nærmest ikke at det sker. Det er ligesom bare en del af diskursen i visse grupper. Bagefter føler jeg mig bedrøvet.
Fordi jeg egentlig hellere vil grine eller tale om noget ægte spændende, eller høre hvordan den person der sidder foran mig virkelig har det. I stedet for at sidde og tale om andre. Noget der kun er blevet mere tilgængeligt, nu hvor vi har nærmest direkte adgang til folks gøren og laden 24/7. Eller det tror vi i alle tilfælde. Nu kan vi pludselig også gøre os til dommere over folk vi slet ikke kender.
Og lad mig lige definere, hvad det er, der er problemet. Det er IKKE når to veninder omsorgsfuldt eller måske endda bekymret taler om hvordan det går med tredjeveninden, mens hun ikke er der. Det er til gengæld når man taler om folk (uanset om man kender dem eller ej) og gør sig til dommer over deres gøren og laden og slet og ret hænger dem ud eller endda deler deres små og store hemmeligheder og mindre pæne sider uden deres vidende.
For der er to store problemer ved at sladre (og i værste fald bagtale). For det første så får man det ikke særligt rart selv. Heller ikke selvom det – måske ubevidst – som udgangspunkt var intentionen. Det giver ALTID bagslag. Tænk over det. Hvornår har du sidst talt grimt om andre og fået en dejlig, let og glad følelse indeni? For det andet, så kan man ikke undgå at tænke: “Gad vide hvad de siger om MIG, når jeg ikke er der”. For hvis du kender nogle rigtige sladretanter, der gladeligt hænger alt og alle ud, så tro endelig ikke at du er forskånet, når du er fraværende. Og det føles utrygt.
Hvis du er ekstra modig (og det har jeg tænkt mig at prøve at være), så skal du ikke bare lade være med at sladre og dømme andre selv. Du skal også sige fra, når andre gør det. Det er den helt hardcore version, I know.
Jeg tror, der er noget meget menneskeligt over at sladre. Men det gør det ikke til noget kønt eller attråværdigt. Måske vi kunne hæve os selv op over det? Og løfte andre i stedet for at se alting som en konkurrence.
Om ikke andet så i en uge og se hvad det gør ved os ♥
-
Åh det er så rigtigt så rigtigt! Jeg konfronterede sidste år en ellers rigtig god ..
-
Men i det mindste er du opmærksom på det :) Jeg tror de fleste kommer ..
{Glad gris x 2}
Kæmpe stort ja tak til at starte ugen på en strålende mandag med ægte vinter. På trods af at jeg er århundredets frossenpind og uden tvivl fungerer optimalt i tropisk klima (bliver jo ikke kaldt Tukanen for ingenting), så ELSKER jeg også vinter. Med sne og frost og de der klare, sprøde dage, hvor man får så meget lys ind i hovedet, at man bliver helt kulret. Der er noget helt urnordisk over det og jeg kan mærke at jeg kommer lidt mere i kontakt med min indre viking, når vejret er som nu.
Sådan som vinteren var, da man var barn. Og også bare for 10 år siden for den sags skyld. Men planeten Jorden bliver jo desværre varmere og vinter på vores breddegrader, kan snart blive en saga blot. Og hvor sørgeligt det end er (!!!), så gør det altså ikke, at jeg vil nyde det mindre, når der nu er vinter i et par dage. Tvært imod.
For det mindste man kan gøre, er at nyde tingene, mens man har dem. Min mor, der bekymrer sig meget – og om næsten alt – spurgte mig i dag, hvordan jeg er blevet “sådan en glad julegris”? I bedste mening og møntet på, at jeg tager det meste lige oppefra og ned og sjældent bekymrer mig. I alle tilfælde ikke på forhånd. Og mens jeg nok ER mere dur end mol i min forprogrammering, så gør jeg altså også en hel del aktivt. Holder af og passer på mig selv, er taknemmelig hver eneste dag (også de dage, hvor det til at begynde med er svært, at finde noget at være taknemmelig for) og så prøver så godt jeg kan, at give det videre. Fortælle folk når de er seje (og der er MANGE måder at være sej på, husk endelig det), være forstående og smilende overfor dem, jeg møder (også selvom de ikke er det retur) og lade være med at svælge i sammenligning, uretfærdighed (og her taler vi ikke om fordelingen af verdens ressourcer – for den er uretfærdig! – men mere i genren “hvorfor har hun noget, jeg ikke har”) og at tale dårligt om andre. Det sidste skal vi tale mere om i Ugens Udfordring senere.
Mens sidste uge var en farvestrålende hvirvelvind med modeuge, bryllup og festivitas på tapetet, så bliver denne her uge noget så almindelig, stille og rolig. Rugbrødsmadder, hverdagstrummerum, en børnefødselsdag og måske en tur i biffen. Mellanmjölk som de siger på svensk. Det udtryk savner jeg lidt på dansk. At man har et enkelt ord, der perfekt beskriver når noget er hverken eller. Bare sådan helt neutralt og midtimellem. Man kunne selvfølgelig begynde at sige “det er sådan letmælk”, men er ikke sikker på at folk ville forstå det?
Jeg håber, at I også får en fremragende, ny uge, hvad end den bliver letmælk eller den fedeste fløde ♥
{Pastafest på Mosto}
{Haleputning}
{D’Angleterre}
{Kaffepause}
{Smukkeste vinterbryllup}
{Bryllupsgæst}
{Ugens buket: Brudens}
{5 billeder, 5 forskellige sæt lukkede øjne. Så tager man det, hvor det er en selv. Det donerede beløb er til gengæld lige til at juble over}
{At gå hjem en vinternat gennem København med ham man elsker. Og ovenikøbet i et tyndt lag nysne}
-
Jeg elsker det Linn. Men ok, elsker næsten alt der er svensk. Puss! ..
-
Puha, det er vist pels eller kolera. Bare vi kunne skrue tiden tilbage/temperaturen ned. Klem ..
For et år siden bagte jeg den ultimative fastelavnsbolle… Virkelig gode fastelavnsboller, styr på hjemmet (efter at have boet der i ‘kun’ to år), hundesmil i sneen, en uge i New York, brunch med gode damer og en ny, grøn ven. Blandt meget andet. Februar for et år siden var sød ved ...
-
Plakaten er fra Stilleben og posen har jeg købt i en lille forretning på på ..
-
Hej Tanja, SÅ er du i god tid, dejligt :) 'Det store i det små' ..




































































