Små ting

Julepynt i vores køkkenvindue.

Tænker ikke, vi kan få for meget hygge og rare sager lige nu, så hermed en håndfuld billeder eller tre af de små (og store) ting, der har gjort mig glad på det seneste.

Personligt er vi ikke så påvirkede af Lockdown 2.0. Vi har levet ret isoleret de sidste mange måneder. Først grundet Kurts sygdom og al den tid vi var på hospitalet og nu for at beskytte min mor, der for nylig er blevet hjerteopereret.

Men avra hvor jeg er ked af det på vegne af alle restauranterne, caféerne, barerne, træningscentre og yogastudier, biograferne, spillersteder, teatrene og så videre. Det må være så tæskehårdt og jeg vil så gerne, at de er der ‘på den anden side’. Det er I nok også mange, der vil. Så lad os love hinanden, at vi køber gavekort, online-træning og take-away i det mål, det nu er muligt.

Jeg er fuld af beundring over, hvor opfindsomme mange er og hvordan de prøver at omarrangere og få det til at fungere. Min mands lillebror, der åbnede en cocktailbar forrige år, og som allerede har været hårdt ramt i år, har lavet gaveæsker med drinkskit til medarbejderne i forskellige virksomheder (i stedet for julefrokost/til at nyde til digital julekomsammen) for at overleve. ‘Mit’ dejlige yogastudie YO har 6 daglige live-yogaklasser online. Mange spisestederne tilbyder take-away (husk også at købe drikkevarer om muligt, det er især dér, de tjener) eller gavekort. Man kan selvklart ikke støtte alle (eller leve over evne for den sags skyld), men bare de par steder, man alligevel plejer at være glad for og frekventerer. Se om de har en ‘Lockdown-løsning’, man kan købe. Eller måske man kender en eller flere, der bliver glad for teaterbilletter, et gavekort til en spiseoplevelse eller en fremtidig tur i biffen ‘med det hele’ i julegave.

Smid hellere end gerne en kommentar, hvis I har gode idéer eller har set brancher eller specifikke forretninger, der har gjort noget smart og/eller har brug for support.

Bortset fra en lidt bikset situation i forhold til at dele hjemmekontoret (råber jeres samboer også, når de er i Zoom-møde???), så er vi fortsat bare kisteglade og lettede over at være hjemme. ‘Knib mig i armen’-følelsen varer ved og jeg føler mig stadig helt igennem lykkelig over de mindste ting: At sidde og spise morgenmad sammen alle tre. At åbne pakkekalender med Kurt om morgenen (min mor har lavet den fineste pakkekalender, der hver dag indeholder én Duplo-klods og en lille snack). At sidde i vores egen sofa og holde i hånd og se The Undoing om aftenen (gys, hvor er den spændende!).

Og jeg storglæder mig til mere juleri (er for alvor kommet i gang nu), hjemmehygge og små, gode familieminder den næste tid.

Jeg håber, at I også får nogle rare (hjemme)dage frem mod jul, og at I ikke er ramt for hårdt af de nye restriktioner ♥

 

Lækreste bagværk fra Batting i Ordrup.

Yndlingshjørnet herhjemme for tiden. Hvor jeg drømmer om at sidde og læse i juleferien.

Julenegle.

Lys fra to af mine lokale favoritbutikker. Klay og Greenify.

På legeplads med Pølsen. Det er helt klart Nikolaj, der er ekspert i den disciplin, men jeg bliver stille og roligt bedre. Er især fed at gynge med.

Har jeg fortalt jer, at jeg (endelig) har foræret mig selv den Totême-frakke, jeg har talt om i årevis? Det har jeg. Og jeg knuselsker den. Også med joggingbukser til…

Det yndigste croissantsengetøj (gave/reklame) og Betina’erne i Kurts seng.

Nogen overvejer at spise vores dørpynt.

Der jules igennem. Kom lidt sent fra start, men er kommet efter det synes jeg.

De fineste kopper fra min venindes butik, The Slow Hut (gave/reklame), som jeg storglæder mig til at drikke kaffe af hver morgen.

Føler, jeg har mange ‘god hårdag/dårlig ansigtsdag’-dage for tiden. Hvilket nok hænger sammen med manglende søvn. Jeg har ét nytårsforsæt: Sove mere.

Well, jeg spiser også grøntsager af og til. Ofte faktisk. Jeg glemmer bare at fotografere det. Men ja, mit toast-og-varm-kakao-med-flødeskum-liv pågår.

Decembersol. Så smuk, når endelig den titter frem.

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Det er lidt, som dengang ens bedste forældre fik mobiltelefon og troede det var en ..
  • Kamilla Jeg måtte virkelig grine.. min mand råber også når han er til online-møder på hjemmekontoret ..

Opmuntring

Nå, men mens vi lige fordøjer de nye restriktioner, så tænkte jeg, at I måske også kunne bruge lidt opmuntring?

Har i den anledning fundet et billede af lillebitte Nissekurt fra fra sidste år. Må vist fluks have fundet den nissehue frem. Krydser fingre for, at han stadig kan passe den ♥

Og så vil jeg i samme åndedrag lige tippe om de her 7 lækre juleopskrifter.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Haha... det er noteret <3 ..
  • Tina Hvor er han bare skøn jeres søn og så flot med nissehuen :-) Passer den ikke, ..

Strik for begyndere

strikketøj i sofa

Jeg har strikket – det hedder det altså, strukket er ikke engang korrekt førnutid (endnu) af ‘at strække’, omend det trives i folkemunde – i mange år. Men ikke kontinuerligt og aldrig noget særligt. Altså udover en hue efter et relativt avanceret mønster, der indtil videre er min største strikkepræstation. Ellers har jeg mest strikket halstørklæder og pandebånd og sådan.

Men i år, joggingtøjets, surdejens og håndgerningens år, så skulle det altså være. Også fordi det at strikke er overordentlig god terapi. Sådan en god stress- og angstventil og en ret så god mindfulness-øvelse.

Så jeg ville gerne strikke noget større end jeg tidligere have prøvet. Et projekt med lidt tid i. Men ikke for avanceret. Valget faldt derfor på Petite Knits begyndervenlige Novice-sweater. Den vil jeg næsten mene at alle kan strikke. Den er meget meget nem.

Det sværeste ved den er umiddelbart starten (halsens ribkant og udtagninger) og at tage fra til ærmerne og afslutningen. Resten er – mere eller mindre – bare glatstrik på rundpind. Det vil sige udelukkende retmasker. Meget nemt og godt til at slå hovedet fra til.

Har man ikke en strikkekyndig at alliere sig med til førnævnte vanskelige punkter (som altså trods alt ikke er så vanskelige endda), så kan jeg VARMT anbefale Kimmie Munkholms gode, pædagogiske strikkevideoer. Hun har i tillæg en rar og behagelig stemme. Selvom jeg har adgang til strikkevejledning hos både min mor og storstrikkende veninder, så bruger jeg også Kimmies videoer flittigt, fordi hun er så god til at vise og forklare.

Jeg strikker Novice Sweateren med en enkelt tråd og bruger garnet CaMaRose Snefnug (i Askegrå).

Opskriften her er som sagt fra Petite Knit, men jeg synes også at Deima Patterns har smarte ting (vil gerne lave deres Sporty Shorts til sommer). Og overvejer Lærke Baggers #alonetogethersweater (opskriften ligger i højdepunkterne ATS på hendes profil her). Tip mig endelig, hvis I kender til gode opskrifter jeg og andre skal kende til eller har et forslag til, hvad jeg skal strikke når sweateren her er færdig.

Ps. Som en mere end kærkommen bivirkning af mit strikkeri er min skærmtid på telefonen (tjek ‘skærmtid’ under indstillinger hvis du har iPhone) faldet drastisk, efter jeg har fundet pindene og garnet frem igen. Altså en direkte effekt af, at jeg nu strikker, når jeg sidder og ser fjernsyn eller deslige i stedet for at dobbelt-screene og sidde og scrolle hovedløst.

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Søde jer altså <3 Tusind tak for masser af gode forslag! Har allerede udvalgt næste ..
  • Emily Salomon Jeg har lige taget hul på det 4. og mangler kun ærmerne. Så måske jeg ..

Decemberønsker

Intentioner og ønsker. 

I december vil jeg…

  • Julehygge! Bage småkager (jødekager der er mine yndlings, samt de her med lakrids og tranebær) og luciaboller og høre julemusik. Det bliver nok på halvt blus og med færdigkøbt småkagedej (eller måske bare færdigkøbte småkager), men aldrig har jeg glædet mig så meget eller trængt så meget til jul, som i år. Måske I har det på samme måde?
  • Strikke min sweater færdig. Mangler bare underste kant og ærmer nu. Er blevet helt bidt af en gal strikkepind.
  • Planlægge en lille skitur til Norge (om muligt) i det nye år.
  • Komme stjerner på øjenlågene à la det her. Trænger i dén grad til lidt glimmerdrys.
  • Til et par enkelte, småbitte julefrokoster med et par enkelte veninder.
  • Se at få fingeren ud og få lyskæden op på altanen. Men der er 50 meter (køb aldrig 50 m, umuligt at arbejde med og filtrer sammen), så jeg ved det kræver 1-2 timer derude i stiv kuling. Men omvendt bliver jeg så glad af at se ud på mine naboers, så må hellere følge trop i fælleskabets ånd.
  • Teste varm kakao med flødeskum efter jeres gode anbefalinger.
  • Købe/finde på julegaver. Og pakke dem ind. Gavegiveriet er relativt begrænset os voksne imellem efterhånden. Men Nikolaj og jeg giver hinanden i år. Vi prøvede at lade være sidste år og vi er slet og ret for barnlige/for glade for at give hinanden gaver til at det helt fungerede. Vi syntes begge to, det var lidt trist. Så satser på at finde på en god oplevelse til ham og evt. en lille ting han mangler og bliver glad for.
  • Tumle og lege vildt med mit barn. Det har vi ikke kunnet de sidste par måneder, men nu er der grønt lys og han ELSKER det og har savnet det tror jeg. Og jeg ligeså. Pølsekast og pølsekram ♥
  • Holde et par dages digital detox eller mere. Sikkert i forbindelse med juleferie. Måske før. Kan mærke at mit hovede trænger. Telefon på flight mode og ned i en skuffe.
  • Drikke denne her old fashioned à la jul.

Jeg ser især frem til…

  • En juletur i Tivoli at kigge på lys. Og kysse under træet med hjerterne.
  • Og vores traditionsrige skøjtetur lige inden jul. Vi var på første date d. 22. december i en skøjtehal for snart 5 år siden. Må lige se om ikke vi kan finde en pølsepasser imens.

Månedens (drømme)outfit…

… denne her skisweater, som jeg overvejer at klikke hjem. Måske fjollet, men synes den er så pæn, så pæn. Vil gerne tusse rundt i den og jeans og chunky støvler. Og så gad jeg god et helt hvidt sæt joggingtøj. Bare for at runde ‘joggingtøjets år’ af med stil. Omend det nok ikke ville forblive hvidt længe. Hmm…

Jeg skal spise…
… æbleskiver. Og vanillekranse. Og marcipan og nougat. Og granatæblekerner. Og mandariner. Og (lidt udenfor kategori) rosenkål. Jeg elsker rosenkål på alle måder. Og nu er det sæson. Derudover skal jeg fortsætte mit trip med varm kakao med flødeskum. Det har jeg ellers aldrig rigtigt været forfalden til før. Men 2020 blev året hvor drastiske hyggemidler i form af varme drikke måtte tages i brug.

Det skal jeg lytte til…
… udover julemusik, skal jeg lytte til podcasten Mens vi strikker, som en (strikkeglad) veninde anbefalede mig. Den handler ikke (kun) om strik og skulle være så hyggelig at lytte til mens man strikker. Eller ammer. Eller noget tredje.

Det skal jeg se…
… Love Actually mindst en gang om ugen.

Jeg skal læse…
… avis. Er faldet helt af på den og saaaaavner tryksværten mellem fingrene og at få lidt printede ord ind i hovedet. Læse om emner, jeg måske ikke selv ville opsøge og blive udfordret og stimuleret.

Månedens drøm…

… at min mor bliver helt frisk igen. Hendes hjerteoperation er overstået, men hun er noget medtaget. Det var en ordentlig omgang. Håber hun kan være frisk igen og lege med Kurt, når vi rammer Lillejuleaften. Gerne før ♥

Jeg er taknemmelig over…

… at det ser ud til, at der kommer lidt ro på nu. At vi klarede den. At mine nære har det godt. Om alt går vel. Rask Pølse og min mor i bedring. Skal kollapse på sofaen med et drop med kaffe og juleknas og se feel-good-tv. Og måske også lidt grønne smoothies og d-vitamin ville være godt.

Jeg gider ikke...

… at se så træt ud. Face-id på min telefon kan ofte ikke kende mig. De seneste par måneder har sat deres spor. Sådan helt konkret. Nye linjer i ansigtet og en koloni af grå hår er spiret frem. Jeg har ikke noget imod alderstegn, forstå mig ret. Men når de ligefrem kommer piblende og som følge af en krise, så er de ikke sådan rigtigt morsomme. Måske det går væk igen. Det har jeg faktisk prøvet tidligere med grå hår. Linjerne bliver nok. Må bære dem stolt. Som mine krigsar.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Kære Sara, sikken en dejlig, dejlig kommentar. Mange tak, det er en ære at ..
  • Emily Salomon Tak Julie for din søde og kærlige besked. Den bliver kun opfattet som sådan. Og ..

Mine favoritter

Pølsestatus

  Kurt er fortsat i bedring. Og mit hjerte springer et slag over af glæde og lettelse. Han kan endda ting, han ikke kunne tidligere og det har virkelig gjort en stor forskel for især hans motoriske formåen, men også vejrtrækning, at komme af med den store tumor. Hvilket leder mig til det spørgs...

Seneste kommentarer
  • Lise Sjøgaard-Frich Kære Emily, Tillykke med hjemvenden og et raskt barn. Jeg vil bare anbefale at bruge noget ..
  • Satina Wandel Åh, hvor sad jeg bare lige med tårer i øjnene og rokkede min egen søn ..

Små ting

Aldrig har jeg glædet mig så meget til jul, julehygge og julerier.

Pyha altså. Vi er lige landet på benene ovenpå Kurts sygdomsforløb (eller ikke helt, men derhenad i alle tilfælde) og denne uge blev det så tid for min mors store hjerteoperation, som jeg har pippet lidt om tidligere.

Så hvis I synes jeg er lidt stille herinde, så er det altså fordi jeg går og holder vejret og mildest talt er lidt bekymret.

Hun blev opereret i tirsdags og det gik godt, men hun er, forståeligt nok, meget medtaget og ligger fortsat på intensiv. Jeg går bare og tripper og venter på, hun bliver flyttet til et almindeligt sengeafsnit, så jeg kan besøge hende. Hun er en sej pomfrit, men manner hvor ville jeg altså gerne være der og holde hende i hånden og tage mig af hende.

Jeg har aldrig været hverken sygdomsangst, ramt af katastrofetanker eller bekymret i almindelighed, men det her år (og måske også bare det selv at blive mor), har virkelig hældt benzin på det bål. Noget jeg virkelig håber på, at kunne arbejde med efterfølgende. For den frygt er hverken konstruktiv eller en rar følgesvend.

MEN der er også masser at glædes over. En af mine bedste veninder har født den mest vidunderlige lille pige og Kurt er fortsat i bedring. Eller hopla vil jeg snarere sige. Manner, der er kommet (ekstra meget) fart på den lille, glade fyr. Det er meget, meget dejligt at se ♥

På den mindre skala, har jeg forsøgt at tage mig tid til at gøre ting, der er rare og giver ro. Krammet og kysset på mine drenge, strikket og set Nybyggerne til den store guldmedalje og drukket varm kakao med flødeskum i litervis. Det er altså kuren for mig lige nu. Og så har jeg også gået mange ture med Penny. Det er også balsam for sjælen.

Jeg håber, I vil tilgive mig mine manglende/sporadiske/ustrukturerede opdateringer herinde lidt endnu. Og at her måske ikke er helt så muntert, som her plejer.

Og så håber jeg, at I får en fin og god uge, eller weekend er det jo nok snarere efterhånden ♥

Bliver også helt glad i låget af alle de fine julelys og guirlander rundt omkring i byen. Cyklede gennem Nyhavn forleden, den dag de satte lys op dér, og blev skisme så rørt, at jeg kneb en lille tåre. Er ét stort følelsesmæssigt vrag/rod.

Sødeste Anne var forbi med en Snickers Mazarin. Mamma Mia! Synes ikke umiddelbart, jeg spiser så meget kage. Men det er bare lige indtil jeg kigger min kamerarulle igennem. Kage hver dag, bliver det til for tiden.

Da jeg arbejdede på PR-bureau for snart mange år siden, var der engang en (noget excentrisk, men ret skæg) stylist, der fortalte at man skulle grine, have sex og spise kage hver dag. Altså som opskrift på det gode liv. Det lyder egentlig slet ikke så dumt vel?

Min supermor leverede både det fineste honningkagehjerte til at hænge på døren OG pakkekalender til Kurt OG hjemmebagte julesmåkager, inden hun skulle opereres. Så sødt ♥

Og det er perleplade-Totoro på Kigkurren også. Elsker at der er mennesker, der laver den slags herlige, finurlige tiltag, som vi andre kan trække på smilebåndet over.

Barselsbesøg. Øj altså hvor blev jeg beamet tilbage til da Kurt var lille, lille. Og jeg blev også ret så skruk…

På tur med Pletpigen. Hendes glæde smitter. Kan ikke forstå hun fylder 10 år lige om lidt. Hun ligner og opfører sig som en stor, hvalp.

Kage på La Glace og halvanden times virkelig dejlig venindetid. Og fløde. Masser af fløde.

Hjemmeyoga-hygge med Kurt. Inden han skred med laptoppen…

Puslebord. Elsker stadig både det og Kurts værelse i almindelighed. Hvor længe bruger man puslebord? Det fungerer stadig her (efter at være kommet over meget vild trillefase), men tænker, at det måske er en stakket frist?

Frokostdate med Nikolaj sidste uge. Så, så herligt. Kan ikke huske hvornår vi sidst har været alene sammen og selvom vi virkelig også nyder, at hænge ud med vores barn, så var det også dejligt ‘bare’ at være os.

Det kan godt være vi bevæger os mod gråt-i-gråt og Mordor-tilstande. Men heldigvis er der også morgener som denne. Avra hvor fin.

Seneste kommentarer
  • Andreas Hej, Tak for en lækker læsestof med rigtig gode billeder! Man kunne ikke undgå og ..
  • Emily Salomon Ja, jeg hører også rundt omkring, at det er meget forskelligt. Mange jeg kender med ..

Badeværelsesdrømme

Jeg lovede for lidt tid siden, at dele det moodboard jeg arbejder på i forbindelse med, at vi skal lave badeværelse i det nye hus. Vi er sådan i tvivl, om vi skal lave køkken også, eller blot opgradere lidt på det, der er. Om muligt.

Men badet det skal altså laves, så jeg kan få det ønskede badekar. Det kræver at selve indretningen af badeværelset skal tænkes om og derfor er det et helt lille renoveringsprojekt. Men det er altså også det eneste i den kaliber. Ellers ‘slipper’ vi med at male og så er alt ellers indflytningsklar. Og det var også noget af det, vi faldt for. At alt var så velholdt og i pæn stand. Det passer godt til os, vores tid, interesser og ikke mindst håndværksmæssige formåen.

Men det betyder ikke, at jeg ikke tænker over farver, eventuelle tapeter, møbler, gardiner og indretning i det hele taget. Faktisk kværner det rundt i mit hoved og jeg er så spændt på og glæder mig sådan til at skulle i gang.

For nu er det jo vores helt eget hjem og et sted vi skal blive og således kan  vi gøre lige hvad der passer os. En både skræmmende og berusende tanke. Fordi alle muligheder er åbne.

Og det hjælper mig virkelig at lave de her moodboards, for der er jo tusindvis af smukke måder at indrette på og jeg bliver nemt fristet af noget der ser flot ud, men som måske ikke heeeeelt passer ind i det, vi har tænkt os. Så for at forsøge at holde den røde tråd og finde en til kernen af, hvad vi gerne vil have, så samler jeg idéer og inspiration og prøver på den måde at visualisere vores kommende hjems indretning. Og konkretisere den ikke mindst.

Billederne her illustrerer, hvor vi gerne vil henad i forhold til badeværelset. Der er ikke ét af dem, der 1:1 er det, vi skal have, men der er en flise hist, et ammatur her og så videre. Nogle af dem viser meget godt det overordnede look vi går efter. Så må vi se, om det kan ende lykkeligt. For der er stadig masser af valg at træffe, men så ved vi i alle tilfælde nogenlunde i hvilken retning vi skal, når vi om lidt står hos Flise-Bent eller Mosaikhjørnet eller hvor man nu går hen og skal vælge, hvad vi skal have på gulvene og væggene.

Seneste kommentarer
  • Mette M. Kære Emilie, husk forud for renovering af få taget tests for farlige stoffer i byggeriet, ..
  • Mette Kære Emilie, husk forud for renovering af få taget tests for farlige stoffer i byggeriet, ..

Bøger