… i alle tilfælde for vores lille familie.

For den endelige analyse af den tumor Kurt havde i maven og som han fik fjernet for to uger side, viste at den var godartet. Tak for alle jeres tanker og bønner. For, at I har tænkt på vores lille dreng ♥

Det har taget et par dage at lade den gode nyhed bundfælde sig. Men nu tør jeg så småt tro på det. Efter mange, mange undersøgelser, potentielle og midlertidige diagnoser, scanninger, adskillige gange i fuld narkose, biopsi og afslutningsvis operation. Frem og tilbage, og til tider med de værst tænkelige scenarier i sigte.

Nej, hvor har jeg bare været bange.

Shit, hvor har det været benhårdt.

Og jeg kan først rigtigt mærke det nu. Har været i overlevelses- og morkrigermodus. Og nu føler jeg, at jeg er ved at gå i titusinde stykker. Men samtidig er jeg SÅ glad.

For nu er næsten to måneders mareridt er ovre.

Kurt er glad og sig selv igen. Bedre endda. At komme af med en tumor på 1 kg (!!!) har lettet, omend det var en voldsom omgang med operationen. Både fordi det var en stor operation, men også fordi han blev skidt bagefter.

Men nu er han tilbage til at være sig selv – men faktisk nærmest plus 25%. Så frisk og med så meget gang i den, at jeg slet ikke kan fatte, at han lå helt slap og mat i en hospitalsseng for hvad der føles som et øjeblik siden. Børn er utrolige. Så seje.

Og jeg bliver også mig selv igen kan jeg mærke. Men jeg har været så bange, rædselsslagen. Og det er først nu, jeg for alvor kan forstå det. Nu hvor faren er drevet over. Og jeg skal lige hele igen. Så jeg skiftevis græder og griner. Og krammer min lille skat. Og den store ♥

Jeg kan ikke lade være med at sende en særlig tanke og mange mentale krammere til alle forældre på 5054 på Rigshospitalet og landets andre børnekræftafdelinger. Det er det barskeste sted, jeg har været, men også det sted hvor jeg har oplevet størst styrke og kærlighed, på sin egen særlige, stille måde.

Vi nåede ‘kun’ at være tilknyttet et par måneder og jeg syntes det var det hårdeste, jeg har prøvet. At være bange for at miste sit barn, men samtidig bare klø på, for videre skal man. Med undersøgelser. Med behandling. Med alt det almindelige et barn også har brug for. Mad, omsorg, leg osv. Og mange af de forældre, der er der (eller på andre børneafdelinger for den sags skyld, nu er det kræftafdelingen, jeg har stiftet bekendtskab med), lever sådan i lang tid. Månedsvis, årevis. Med en livstruende sygdom hængende over hovedet på deres aller dyrebareste. Måske der også er søskende at tage hensyn til og således må de være forældre i skiftehold. Det er næsten ubegribeligt, hvordan de klarer den, men det gør de. Min allervarmeste medfølelse til og største respekt for de forældre.

Største tak til de af jer, der kunne genkende afdelingen og skrev til mig, det betød så meget at føle sig favnet og forstået af jer, der har været lignende igennem. Det er en usynlig ‘klub’ af de sejeste fightere ♥

Hjemme igen og det har aldrig føltes bedre. For selvom jeg er evigt taknemmelig over den behandling vi fik på Rigshospitalet, så er der ikke noget herligt over at være indlagt med et lille barn. Jeg tror vitterligt aldrig, jeg har været så træt og tyndlidt før og bare det at være hjemme hos os selv, føles som et varmt kram.

At sidde i sin egen sofa, sove i sin egen seng, lave kaffe på sin egen kaffemaskine, tisse på sit eget toilet… Luksus ♥

Jeg vil ikke ønske for nogen, at deres børn bliver alvorligt syge eller at de skal igennem indlæggelser, operationer eller deslige med dem. Men når nu det er sket, og man så (næsten) er ude på den anden side, så skal jeg ellers lige love for, at man lærer at værdsætte selv de allermindste ting. Og at ens perspektiv på dette og hint får et sundt skub. Pludselig er det meget let at se, hvad der virkelig er vigtigt for en. Hvad der har betydning og bringer glæde. Hvor lidt der egentlig skal til, når ellers ens kære har det godt. Dén følelse vil jeg gerne forsøge at holde fast i.

Kurt har fået fjernet en stor tumor i maven og når vi har fået de sidste (forhåbentlig gode! – kryds alt hvad I har) prøvesvar og vi selv har fået fordøjet den seneste måneds mareridt og lige er landet lidt på benene, så vil jeg gerne dele med jer i detaljer. Skal bare lige have eget hovede (og hjerte) med først.

Og så glæder jeg mig ellers (igen, igen 2020 er virkelig ikke min ven på dén konto) til at blogge lidt mere normalt og kontinuerligt her på domænet igen. Og svare på kommentarer. Komme tilbage til hverdagen på alle tænkelige måder.

Elsker, elsker, elsker hverdagen. Nu mere end nogensinde.