Jeg er helt besat af billedet på bagsiden af bogen! Perfektion! 

SÅ blev det (endelig, sorry!) tid til at tale om Lena Dunhams ærlige og mærkelige essay-samling Ikke den slags pige/ Not that kind of girl. Jeg er stadig en høfeber-zombie (kunne sove HELE tiden og er normalt fuld af energi), men jeg vil så gerne dele min oplevelse af bogen alligevel. Og ikke mindst tale om den med jer i kommentarfeltet :)

Overordnet set kunne jeg mægtigt godt lide den lille, skøre bog. Jeg fandt den for det meste anderledes og forfriskende og fuld af, nå ja, mere eller mindre skamfulde, anekdoter og følelser, som jeg af og til kunne nikke genkendende til. En af de første der virkelig stak var denne, om hvordan man narrer sig selv, når man er i et dårligt forhold: “I obeyed hos commands, sure that I could fulfill this  role while still protecting the sacred place inside of me that I knew deserved more. Different. Better. But that isn’t how it works.”

Og bogen syntes at være fuld af dem. 21 mærker har jeg sat i den. Ét for hver gang jeg syntes, at Dunham formåede at sætte en følelse eller oplevelse, jeg virkelig kunne relatere til på spidsen.

Og også ét ud for hver af hendes lister (13 things I’ve learned are not okay to say to friends og 17 things I’ve learned from my father osv.). De var SÅ sjove, syntes jeg.

Men der var også ofte, hvor det ikke var tilfældet. Hvor jeg overhovedet ikke kunne relatere, til det hun skrev. Lad os bare sige det sådan. Og det var helt ok og stadig insteressant for det meste. Dunham synes at være en noget selvdestruktiv og kaotisk person. Måske det er det, der er hendes kreative drive. Det er egentlig også lidt sådan, jeg har det med karaktererne i GIRLS: De gør mange dumme ting, der ikke er gode for dem og egentlig er de på hver deres måde lidt irriterede, men alligevel også interessante.

Generelt synes jeg, at Dunham balancerede noget så fint mellem at dele egne oplevelser, pinagtigheder og erfaringer for derefter at spidde hvad de gjorde ved hende (og os, hvis vi havde oplevet noget lignende). Det er i netop det, at jeg synes det modige i hendes bog ligger. Ikke så meget i at fortælle om hendes vagina, sexuelle tvivl, svingende vægt, usunde forhold osv., men mere hvordan hun med stort overblik og nøjagtighed formår at beskrive præcis hvordan disse episoder og emner påvirker os.

Til gengæld syntes jeg, at afsnittet om vægt og kalorietælning (Diet is a four letter word) var usandsynligt kedeligt. Ja, faktisk blev jeg lidt skuffet. Havde lidt håbet, at hun var sådan en, der slet ikke gik op i vægt… Og jeg havde det lidt lige sådan med afsnittet om internetkæresten Igor. Altså at det var lidt kedeligt. Giv mig gerne ret, men fortæl mig især hvis I havde det omvendt (og hvorfor!)?

Ps. Man kan stadig nå at være med på maj måneds bog. Og så håber vi, at jeg er lidt friskere til når vi skal diskutere den ;)

Men nu glæder jeg mig helt vildt til at høre om jeres læseoplevelser. Fortæl mig endelig hvad I syntes om bogen. Enten med udgangspunkt i et eller flere af nedenstående spørgsmål eller noget helt andet, der fangede jer.

1. Hvad kunne I godt lide? Jeg kunne – helt groft sagt – lide ca. to tredjedele af bogens essays. Resten generede eller irriterede mig bestemt ikke (med undtagelse af det med vægt og diæt), men de gjorde heller ikke rigtigt noget for mig og nogle af dem fandt jeg endda lidt kedelige. Noget jeg ikke lige havde forventet. Men tilbage til det jeg godt kunne lide: Listerne jeg også har nævnt længere oppe var hylende morsomme, ligesom jeg var meget begejstret for når Dunham satte en eller anden pointe på spidsen og ramte den lige på kornet. Essayet I didn’t fuck them but they yelled at me, om hvordan hun prøver at gøre opmærksom på sig selv, lige da hun kommer til Hollywood,  var det stærkeste og mest interessante, synes jeg.
2. Hvordan havde I det med den hudløst ærlige facon? Var det rart at høre en anden fortælle om private emner, der ellers ikke bliver taget op eller føltes det netop for privat? For at være helt ærlig så havde jeg det lidt blandet med det. Af og til følte jeg at Dunham var for oversharing (især de essays der involverede lillesøsteren… fik en lidt ubehagelig incestuøs vibe af dem), andre gange syntes historierne omvendt at være lidt vage og måske ikke vilde nok til at det overhovedet var interessant, men for det meste syntes jeg, det var rigtig spændende at læse en andens tanker og forhold til nogle ellers private og/eller pudsige sager.
3. Kunne I lide formen? Når den var bedst, synes jeg nærmest det var helt stream of conciousness’sk (jeg læste den på engelsk, måske lidt af det forsvandt på dansk?) for derefter at munde ud i en præcis og klar pointe, men til tider synes jeg også det var for flyvsk og med lidt for mange løse ender.
4. Er det en bog I vil anbefale til andre og I så fald hvem? Ja, det tror jeg. Ikke som en opskrift på noget ej heller som et manifest, men som et interessant indblik ind i et kreativt, kaotisk og neurotisk hovede. Både til unge kvinder, men egentlig også til alle dem, der ikke forstår hvor komplekst og kompliceret det kan være at være en ung kvinde nu til dags (ok, det lød lidt mormor det sidste…). Tror både at mødre og mænd (jævnaldrende i særdeleshed) kunne lære lidt…

NU glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes :)