
Nederdel – H&M Trend // Sweatshirt – Kenzo // Frakke – River Island // Taske – Balenciaga // Sko – Isabel Marant
Emily er på ferie og jeg har derfor fået lov til at låne hendes blog – for et øjeblik, ihvertfald;) Nogle af jer kender mig måske i forvejen – men mon ikke også jeg er ny for nogle af jer derude? En kort introduktion må være på sin plads.
Mit navn er Christine – men de fleste kalder mig Acie. Det er en lang historie, jeg ikke vil kede jer med her. Jeg er en gammel dame i blogland, for min egen blog er mere end 5 år gammel (I er meget velkomne til at besøge den her), men ude i den virkelige verden er jeg (kun?) 27. Til daglig arbejder jeg med marketing i en international virksomhed, men når jeg en dag bliver gammel, drømmer jeg om at sidde ved havet og skrive bøger. Jeg har tidligere boet i Los Angeles og Stockholm, men lige nu bor jeg altså på 2100 Kajen. Til daglig er min hverdag præget af lange dage på kontoret, mange rejser og noget corporate garderobe. Min fritid, derimod, er lidt mere afslappet skruet sammen, og det er typisk den jeg viser frem på min blog… Dén, mine rejser, mine opskrifter, mine outfits, min indretning, mine drømme, mine inspirationskilder.
Jeg elsker jordbærkager, ord, kold rosé på altanen, bøger, lyseblå skjorter, moules frites, Californien, at tage i sommerhus, gin&tonics, toast Skagen, at stå på ski, klassiske pumps, min kærestes bearnaise, cashmeretrøjer og fedtede sliders.. Ak ja. Det er altså mig:)

-
Acie Tak søde Rikke - mange mange tak! :) Og ja - nederdelen er et hit! ..
-
Acie Åh du er så sød Laura. Det sagde jeg også igår - nu får du ..
Jeg har glædet mig til at babysitte Emilys pastelpæne blog og møde jer. Normalt blogger jeg på simpel dagbog, der er fyldt med økologi i hverdagshøjde, indre wellness, ordleg og byfund. Jeg hedder Linda, er 27 år, journalist og hænger ud på hjemmefronten på Nørrebro. Her er mit bud på en lille, grøn guide – alle personlige favoritter, som jeg kaster mange øko-hjerter efter:
Grøn lækkerhedsmad:
Hos Atelier September i Gothersgade får du simple retter lavet med gode råvarer, der sender dine smagsløg i drømmeland. De har skabt en simpel menu, som København har manglet – de serverer nemlig en himmelsendt avocadomad på hjemmebagt rugbrød med chili, purløg, revet citronskal og olivenolie. Atelier Septembers madglæde byder også på enkle grøntsagsretter og sideorders som rød grape, æg og yoghurt. Magiske mundmirakler!
Atelier September
Gothersgade 30
1123 København K
Øko-dullerier:
En af mine absolut yndlingsbutikker er My Favourite Things, som er et overflødighedshorn af uundværligheder. Bag disken på Nørrebro står Maria, og hun har et svagt punkt for økologiske dullesager og grønt design. Alle hendes personlige favoritter finder du på hylderne i butikken, der byder på god stil og håndplukkede kvalitetslækkerier fra hele verden: Hudgode produkter fra Rudolph Care, Kjær Weis og Sukí, klædelig kærlighed fra Aiayu og Petit Bateau, velduftende dråber fra Escentric Molecules, må-have-i-tasken-olien fra Jao, pænhedsundertøj, plakater til hjemmemiljøet, hårdimserier og farvefine sokker.
My Favourite Things
Jægersborggade 44, kld. tv.
2200 København N
Øko-bomuldskram:
Hos Tricotage omfavner de tøj lavet af blødt øko-bomuld, silkeskønheder fra danske Kokoon, sæbesucces på flaske fra Dr. Bonner’s, uldtæpper-man-aldrig-slipper, undertøj og bluser fra bambus-darlingen Baserange. Så hvis du er det mindste økoglad, er der erklæret mavekriblen, når du åbner døren til den grønne tøjbutik i 2200. Jeg er i hvert fald ret blød i knæene over butikkens udvalg, som gemmer på overraskelser nok til mange fremtidige besøg.
Tricotage
Jægersborggade 15
2200 København N
Bæredygtige designlækkerier:
Gitte er den inspirerende designer bag boligshoppen Objects & Use – en webshop med interiør og gode ting til hjemmet, som gør det nemt at handle bæredygtigt og økologisk uden at gå på kompromis med designet. I den virtuelle shop udvælger hun det fineste boligtilbehør, trælegetøj, køkkensager, nips, sæber osv. og mikser det med grønne værdier, naturmaterialer, gode produktionsforhold og fremstilling med kærlighed og sjæl. Jeg værdsætter sådan holdbare boligting, der flytter ind i mit liv og bliver der.
Besøg simpel dagbog her
-
God weekend. Blev jeg så lige fristet af din grønne advokado mad:-) Det vil jeg da selv ..
-
Maden ser lækker ud! Har netop startet en "ebay fund" blog - du er velkommen til ..
Hej med jer.
I dag har vi fra HOMESiCK været så heldige at få lov til at passe Emilys fine blog – en blog som vi alle tre holder meget af at følge.
For de af jer, der ikke kender os (endnu), kan vi fortælle, at vi er tre piger, der står bag bloggen HOMESiCK.nu: Camilla Marie på 22, Tatiana på 23 og Mette på 23. Til dagligt studerer vi alle tre Designkultur og Økonomi på Syddansk Universitet, og vi har netop påbegyndt vores bachelorprojekter. Vi deler en fælles passion for boligindretning, gør-det-selv-projekter og godt design, og det er derfor også nogle af hovedelementerne på vores blog.
At kombinere en SU-indkomst med en passion for boligindretning og lækkert design kan dog godt være lidt af en udfordring – især når man som os, ofte har en trang til at skifte ud og lave om. Det er her gør-det-selv-projekterne kommer ind i billedet, for hvis man sparer lidt penge ved at lave tingene selv, hvorfor så ikke kaste sig ud i det?! Så har man også mulighed for at lave tingene præcis, som det passer en, og tit er det faktisk også ret sjovt at få vækket kreativiteten lidt.


Vi har en svaghed for beton, da det er et billigt og råt materiale, som skaber en god kontrast til det lyse og fine udtryk, som vi også holder meget af. Det vi vil præsentere jer for i dag, er vores seneste DIY-projekt, nemlig betonfadet, som ses på billederne. Vi fik idéen til fadet, da vi stod og manglede en lille “scene”, der kunne bruges til nips og andre fine ting, og på den måde danne rammen om nogle små hyggelige stillebens – hvad end det er i køkkenet, på stuebordet eller hvor man nu lige synes.
Den beton vi har brugt, er den færdigblandede fra Weber Grovbeton, som kun skal tilsættes vand. Det kan købes i de fleste byggemarkeder og koster ikke alverden (60-80 kr. for 18 kg.). Vi lavede fadet ved at støbe det i en papæske. Her kan de fleste former og størrelser bruges – det er bare vigtigt, at formen man bruger har kraftige kanter, da det endelige resultatet ellers vil komme til at bue pga. betonens tunge masse. Når man har papæsken klar, hældes den blandende betonmasse i formen. Herefter er det en god idé at banke kassen mod jorden for at undgå lufthuller, og for at få en pæn og plan overflade. Og så gælder det ellers bare om at have lidt tålmodighed, for betonen skal tørre i 1-3 dage, alt efter temperaturen der hvor det står til tørre. Når tørretiden er overstået kan papæsken skæres op – og tadaaaa, så har man det fineste betonfad! :-)
Tidligere har vi også støbt både lysestager og diamanter i beton, som blev ret succesfuldt. Hvis I selv har fået lyst til at komme i gang med støberiet, kan I klikke forbi vores blog lige her for en mere udførlig guide.
Hvis I har lyst til at se mere fra os, kan I følge os på Bloglovin’ lige her og finde os på Instagram under homesickblog. Vi ses :-)
-
Vi fik idéen til fadet, da vi stod og manglede en lille “scene”, der kunne ..
-
Det er virkeli fedt med indlæg som dette hvor man rent faktisk selv har mulighed ..
Indlægget er udgivet i samarbejde med Magasin
Magasin har i denne uge og frem til d. 23. februar en fin kærlighedskampagne (og se lige flyer’en ovenfor, man skulle tro den var lavet til mig ;)), der på sin vis minder mig om mine ‘Små ting’-indlæg. Der tilknytter sig nemlig en noget så hyggelig instagram-konkurrence til kampagnen. Her skal man tagge et billede af ens ‘The Ones’ med #themostlovedone og @magasindunord.
Og det er lige akkurat disse ‘The Ones’, der er meget ‘Små ting’-agtige. Og som handler om at dele nogle af de rare øjeblikke og små finheder, som man støder på eller som dagligt glæder en. Det kan nemlig både være ens yndlingscafé, favorittasken, en sød, plettet hund eller noget helt andet, tredje eller fjerde.
For hvert #themostlovedone hashtag donerer Magasin 5 kr. til Røde Kors OG man er med i konkurrencen om en af forårsfavoritterne fra ‘The One’-kampagnen. Læs mere her
Jeg har lige vist nogle af mine ‘The Ones’ i mine 10 bedste køb fra 2013. De er med i min pulje, hvis vi snakker ting. Ellers er der en lille Penny-hund, der kandiderer ret højt. Og lige nu, hvor jeg sidder på en smuk og stille strand i Thailand, er det at rejse og fordybe sig og de bedste veninder også ret højt på min liste. Sammen med kokosvand direkte fra kokosnødden, frugtsalat der smager af mere og sejlture på det mest turkisblå vand, jeg nogensinde har set. Og min bikini og min solcreme. Og min bog. Lige nu læser jeg ‘Eleanor og Park’ af Rainbow Rowell og den er noget så fin og sød og gør mig i et mægtigt humør.
Psssst…. jeg har nogle spændende sager oppe i ærmet sammen med Magasin, som jeg glæder mig til at fortælle jer mere om, når jeg er hjemme igen :)
Nedenfor kan I kigge med, da Magasin skød billederne til kampagnen. Og høre hvad der er modellens ‘The Ones’ :)
-
Dejlig kampagne! ..
-
Super godt projekt:) ..
God formiddag Emilys læsere,
Hvor er jeg beæret over, at jeg må dele en af mine opskrifter med jer. Jeg er selv stor fan og en trofast følger af Emilys fine blog. Mit navn er Sofie Bentzen, og til dagligt driver jeg bloggen HealthJunkie. Bloggen har godt nok været på standby den sidste måned, da jeg har haft travlt med færdiggørelsen af mit videnskabelige studie hos Novo Nordisk, men nu vender jeg stærkt tilbage. På HealthJunkie deler jeg ud af min akademiske viden om ernæring og sundhed krydret med min personlig erfaring og en masse sunde og nemme opskrifter. Her kommer opskriften på min sunde version af chokorug, de er hverken tilsat sukker eller mel. De er geniale til at have med på farten eller til eftermiddagskaffen :)
DET HER SKAL DU BRUGE:
(ca. 30 stk.)
- 25 g gær
- 2 dl lunken vand
- 2 dl hele speltkerne (kogt med 4 dl vand, indtil vandet er væk, ca. 20 min.)
- 2 dl knækkede rugkerner (kogt med 2 dl vand i to min.)
- 50 g mandler (blendet til mandelmel)
- 1 dl sesamfrø
- 1 dl solsikkekerner
- ½ dl hørfrø
- 1 dl yoghurt naturel
- 1 æg
- 2 spsk ren kakao
- 1 ½ banan, most
- 5 spsk havregryn
- 3 spsk rosiner
- 1 tsk salt
- 150 mørk chokolade (80%), groft hakket
(lidt hakkede mandler eller hasselnødder til at pynte med)
Start med at kog de forskellige kerner så de kan nå at køle af inden de tilsættes dejen. Opløs så gæret i det lunkne vand. Herefter tilsættes resten af ingredienserne og dejen røres sammen. Lad dejen stå og hæve i en time. Fordel så dejen i muffinsforme og pynt med hakkede nødder. Bag dem i ovnen ved 160 grade, med en bradepande med vand i bunden, i ca. 30-40 min. Når de er blevet mørkebrune og ligner rugbrød, kan du prøve at stikke i dem. Lad dem køle helt af før du tager dem ud af formene.
Jeg opbevarer dem i små farverige forme i en lufttæt dåse. Selvom der hverken er mel eller sukker i disse skønheder indeholder de stadigvæk en del kalorier fra kerne, frø, nødder osv. -men det er sunde kilder til kalorier. Husk som altid, ALT MED MÅDE! Hvis I vil se energiberegning af opskriften, kan I finde den her.
Rigtig god dag til jer.
Ps. I kan finde mig på Insta, hvis I lyster @sofiebentzen
XX SOFIE
Foto: HealthJunkie
-
De ser virkelig gode ud, og de er pt i ovnen hjemme ved mig! Må ..
-
De ser meget lækre ud - kan de fryses ned? ..
Da Emily for et par uger siden kontaktede os og spurgte, om vi havde lyst til at gæsteblogge hos hende, var vi ikke langsomme til at svare JA TAK! Ikke blot er Emily en af de bloggere, vi selv ynder at følge – hun er også en dame med god smag. Derfor følte vi os meget beærede!
For de af jer, der ikke kender os (endnu!), kan vi kort fortælle, at vi, Stine, Sissel og Signe, driver bloggen Girls On Film. Det er en blog om film og tv – al slags tv, alle slags film. Vi er ikke for fine til hverken sæbeoperaer, romantiske komedier eller reality, og vi elsker alt fra Ryan Goslings photoshoppede six pack til fransk art film og Woody Allens neurotiske væsen.
Vi har i dag valgt at tippe jer om nogle af de film, der kommer i 2014, som vi personligt glæder os til at se. Hvilke film glæder I jer umiddelbart mest til?
KH Stine, Sissel og Signe
Sissel:
THE GRAND BUDAPEST HOTEL
Alene rollelisten burde få enhver til at ile til biografen – min yndling Bill Murray selvfølgelig, men også Tilda Swinton, Willem Dafoe, Jason Schwartzman, Léa Seydoux (der spillede Emma i Adéles liv), Edward Norton og så fremdeles. Og det tyder på, at The Grand Budapest Hotel, ligesom Wes Andersons sidste film, er gennemført ned til mindste detalje. Filmen er sat i tiden mellem de to verdenskrige og handler om det legendariske hotel og den ligeså legendariske Gustave H, der styrer The Grand Budapest Hotel med hård hånd. Med sig har han Zero Moustafa, lobby drengen, med hvem han udvikler et enestående venskab.
The Grand Budapest Hotel har premiere d. 27. marts.
Trailer:
YVES SAINT LAURENT
Der har altid hvilet en vis mystik over de store modehuse og de mest prominente modemagasiner. Men de senere år har flere ladet os komme ind bag den glamourøse facade og givet os et indblik i en ellers lukket verden. Nu er der en ny film på bedding om en af de helt store. Denne gang om Yves Saint Laurent og set med de fiktive briller. Filmen handler om den franske designers liv helt tilbage fra begyndelsen af hans karriere i slut 1950′erne.
Yves Saint Laurent har premiere d. 3. april
Trailer:
Stine:
LABOR DAY
Kate Winslet har gennem tiden spillet nogle fantastiske roller i blandt andet The Reader,Revolutionary Road og miniserien Mildred Pierce. Det kunne godt se ud som, at Labour Day kan frembringe endnu sådan en pragtpræstation. Her spiller Kate Winslet en forladt kvinde, der bor og lever temmelig isoleret sammen med sin søn. En dag bliver de tvunget til at give husly til en kriminel mand på flugt, men helt uventet udvikler fangeskab sig til kærlighed.
Labor Day har premiere 19. juni.
Trailer:
FADING GIGOLO
Jeg ELSKER Woody Allens film. Jeg synes dog også, han er en rigtig god skuespiller. I år kan man få fornøjelsen af se ham i Fading Gigolo, hvor han spiller en mand, der helt tilfældigt bliver pimp (ja, ikke lige prototypen på en pimp, tænker du nok). Filmen er instrueret af John Tuturro, der også spiller rollen som manden, der bliver lejet ud til sexglade kvinder. Jeg synes, den ser ganske fornøjelig ud, og jeg glæder mig at opleve neurotiske Allen på det store lærred. Fading Gigolo har premiere 1. maj.
Trailer:
Signe:
THE MONUMENTS MEN
Der står i sandhed George Clooney udover hele The Monuments Men. Han har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i det stjernebesatte drama om en gruppe kunsthistorikere og museumsinspektører, der under 2. Verdenskrig forsøger at redde alverdens kunstgenstande, før de bliver destrueret af Hitler. Filmen ser ud til at indeholde en fin blanding af humor, seriøsitet og drama, og med folk som Matt Damon, Bill Murray, Cate Blanchett og føromtalte Clooney på listen over medvirkende, er der lagt i kakkelovnen til en Signe-film! The Monuments Men har premiere den 27. februar.
Trailer:
EN CHANCE TIL
Susanne Bier har hele to film coming up i år. Den ene er den engelsksprogede Serena med Bradley Cooper og allestedsnærværende Jennifer Lawrence, den anden det danske dramaEn chance til med intet mindre end Nikolaj Coster-Waldau, Ulrich Thomsen OG Nikolaj Lie Kaas på rollelisten. Haps! Der lugter af godt gedigent (og Biersk) drama, hvilket – i min optik – plejer at være et hit! Nuvel, hun overgør måske tingene en smule en gang imellem, men jeg har alligevel været fan af hovedparten af hendes film igennem tiden. En chance til har premiere den 28. august.
-
[…] tilbage i februar, da vi gæstebloggede hos søde Emily Salomon, nævnte Stine Labor Day ..
-
[…] De søde piger fra Girls On Film tippede allerede om Grand Budapest Hotel, da de gæstebloggede for ..

Kære Emilys læsere,
Mit navn er Anne, og jeg har siden sommeren 2009 blogget på anneauchocolat.dk. Det er mit lille chokoladesøde univers, som byder på kager, der smager og andre livsnydende lækre sager. Om under en måned udkommer min første kogebog ”Lykken er chokolade”, som jeg har lavet sammen med min søde veninde Maja fra chocolat.dk. Det kilder i vores maver!
Emily har givet mig lov til at gæsteblogge denne mandag, mens hun er under varme solstråler østpå forhåbentlig med grøn karry i mavsen, friske kokosnødder mellem hænderne, sød afslapning og venindegrin, som kører direkte ind på livsnydelses- og madkærlighedskontoen. To konti som til daglig beriger både Emilys og mit liv med glæde og smil. Derfor er der som regel også altid et måltid indblandet, når vi hænger ud. Morgenmadsvafler, en sandwich og en juice på farten med den skønne Pennyhund eller saftige og perfekt tilsmagte burgere på Salon 39 og et par forfriskende cocktails on the side. Sidst jeg så Emily, teamede vi op i en kokkedyst på tid i Masterchef-studierne. Det var super sjovt, men jeg tror nu, at vi skruer lidt ned for tempoet, næste gang vi svinger panderne sammen. Efter min mening er det nemlig ren livsnydelse og den vilde luksus, når man tager sig tid til at lave mad og til at forkæle alle sanser, mens man smager efter og fokuserer på måltidet i ro og mag.
I dag serverer jeg lidt af en retrodessert for jer: Ymerfromage. Den er piftet op på med de frækkeste og fineste vanilleprikker, og så har jeg byttet sukkeret ud med agavesirup. Forandring fryder. På toppen er der drysset lidt hakket mælkechokolade (Jivara 40% fra Valrhona), usaltede pistacier samt frysetørrede hindbær for at give lidt kærligt knas til den fine fløjlsbløde fromage.

Ymerfromage (4 små glas)
200 g ymer, jeg brugte den fra Arla Unika
20 g agavesirup
½ stang vanille, korn af
1 blad husblas
1 dl piskefløde
Knas på toppen:
mælkechokolade, finthakket
usaltede pistacier, finthakket
frysetørrede hindbær
Rør ymer sammen med agavesirup og vanillekorn i en skål. Udblød husblas i koldt vand i ca. fem minutter. Klem den bløde husblas fri for vand og smelt den forsigtigt over vandbad. Lad den køle lidt af. Pisk imellemtiden fløden til en let skum. Hæld husblasen i ymercremen under omrøring og vend forsigtigt fløden i. Fordel fromagen i fire glas og lad den sætte sig tildækket på køl i ca. 2 timer.
Inden servering drys da (din foretrukne) knas på toppen.
Ha’ en sød mandag og find mig på instagram lige her @anneauchocolat, hvis I lyster!
-
[…] søde veninde Emily Salomons dejlige blog, da hun var på solskinsferie i Thailand. Jeg ..
-
Dit sprog er skønt - forfriskende indlæg! ..












































