Jeg har taget tilløb til det her. For i skrivende stund, er jeg efterhånden halvvejs i graviditeten og selvom det på sin vis har kriblet i fingrene for at dele mere om det hele med jer, så har jeg også haft det SÅ, så dårligt, at jeg på mange måder ikke har haft lyst til at beskæftige mig med min graviditet. Altså udover selvfølgelig at være gravid, hvis det ellers giver mening.

Men nu hvor kvalmen så småt (endelig) er ved at klinge af, så kommer lysten til at dele graviditetsrelateret indhold tilbage.

Således starter vi lige med en ordentlig luns af graviditeten. Hele første trimester på én gang har jeg kogt ned i indlægget her. Sådan cirka. Men for at være ærlig så er det nok også lidt kendetegnende for denne (andengangs)graviditet: Hvor jeg første gang talte i uger og dage, så er det denne gang lidt mere sådan “Jeg er vist nok i 5. måned… jeg er i alle tilfælde i 2. trimester”. Og så tjekker jeg lige Gravid-app’en for rent faktisk at finde ud af, hvor lang jeg er. Noget af en kliché, men ja, sådan er det nok bare.

Gravid uge 5-12

Tilbageblik til da jeg var gravid i uge 5- 12 … eller deromkring…

Det er sådan ca. 16 dage siden jeg havde ægløsning og jeg giver mig selv lov til at tage en test. Jeg vil ikke teste for tidligt. Måneden forinden havde jeg nemlig en ‘bio’ (en biokemisk graviditet) og blev så skuffet og ked, da jeg så fik menstruation et par dage efter. Dér havde jeg testet på dag 14. hvor der var en svag streg. Som så blev svagere og svagere hen over de næste par dage og så fik jeg menstruation.

Denne gang er der også en svag streg. Så jeg går ud fra at det bliver det samme. Jeg forsøger dog at glæde mig over at der trods alt ‘er hul igennem’ og at der om ikke andet er sket en befrugtning sted. Jeg sender et billede af testen til en veninde. “Jeg tror på den” siger hun, “tag en ny i morgen eller i overmorgen. Måske er du en slow starter.”

Med Kurt var jeg ikke i tvivl om at jeg var gravid og der kom to kaldpink streger frem allerede ved første test. Så jeg er overbevist om, at det ikke er noget denne gang. “Hvis jeg var rigtigt gravid ville jeg kunne mærke det”, tænker jeg.

Men stregen bliver gradvist tydeligere over de næste par dage. Og så kommer kvalmen ellers også for fuld styrke. Og en voldsom murren og tyngde i underlivet. Det minder på ingen måde om min første graviditet (hvor især ømme og hurtigtvoksende bryster var mit primære ‘symptom’) og sådan fortsætter det i øvrigt.

Kvalme, kakao og cravings

I første graviditet havde jeg – troede jeg – slem kvalme i omkring 6 uger. I denne graviditet er kvalmen bare fortsat og fortsat og den kom tidligt. Massiv, invaliderende dødskvalme døgnet rund. Og generelt er jeg ekstremt utilpas. Ubehag og tyngde i underlivet, kulderystelser og så er jeg så, så, så træt.

Og inden det lyder som verdens mest trælse klagesang eller en opfordring til kun at få ét barn, så må jeg nok også hellere nævne at vi er HELT vildt glade. Faktisk sådan lidt ‘knib mig i armen’-agtige. For tænk altså, at den rent faktisk er der (jeg troede virkelig ikke på det i starten). Og tænk, at det rent faktisk kunne være så let for os. Det tog os to og et halvt år at lave Kurt. Og denne gang lykkes det i 2. forsøg. Det er SÅ vildt at tænke på og vi taler meget om, at vi ville ønske det var sådan for alle og at vi er så uendeligt taknemmelige.

Alting går vanvittigt stærkt. Efter bare 14 dage har jeg svært ved at lukke alle mine bukser og shorts og efter en måneds tid kan jeg nærmest ikke skjule det længere. Jeg er ‘poppet’ og jeg er poppet hurtigt. Tiden flyver også afsted. Hvilket er rart omstændighederne taget i betragtning. Jeg er heller slet ikke så bekymret som første gang. Det er også virkelig rart.

At det er så synligt og fordi jeg har det så dårligt, at vi har brug for al hjælp og forståelse vi kan få er medvirkende til, at vi fortæller det tidligt til venner og familie. Og det er rart. Også selvom det der med graviditetsgener og -kvalme er svært at forstå for alle, der ikke har prøvet det. Det er trods alt lidt nemmere at forstå på en eller anden måde, når man kender årsagen.

Min madlede er så voldsom, at jeg nærmest ikke kan åbne køleskabet og at lave mad er helt udelukket. Jeg er heller ikke så vild med at tjekke instagram, hvor der pludselig popper forskellige madvarer og retter op i mit feed. Men det stopper ikke der. For nogle lugte og ting endda, kan også trigge kvalmen. Eksempelvis kan jeg ikke være ude i vores have (lyder helt skørt, I know), på grund af to kæmpe sommerfuglebuske, der dufter ekstremt kraftigt. I alle tilfælde i følge min gravide næse. Og så er der den helt irationelle: Jeg udvikler en voldsom aversion mod håndklædet ved håndvasken på vores toilet. Af uransalige årsager synes jeg det er SÅ ulækkert og bare synet af det, får det hele til at vende sig i mig. Også selvom det håndklæde er nærmest pinligt rent og bliver skiftet flere gange dagligt i perioden. Helt gakkelak og udenfor nummer.

Det der hjælper allerbedst er gåture i den friske luft og jeg får da også travet en del rundt. Og kold kakao er også min ven! Noget jeg ellers aldrig rigtigt har været forfalden til før (varm kakao er en anden historie, men det ved I jo). Der er ikke tale om deciderede cravings, men snarere ting som jeg overhovedet kan overskue at indtage. Allerførst er det især chips, toastbrød med smør, is-matcha-latte med vanillesirup og alt med avocado. Og smoothies om morgenen.

Senere i første trimester er jeg især glad for groft rugbrød med leverpostej (plejer slet ikke at kunne lide leverpostej), spaghetti bolo (heller ikke min livret, til gengæld Nikolajs, så han er glad), håndværkere med smør og ost (helst fra ‘gammeldags’ bagere, ikke sådan nogle fancy nogen) og alt i lys chokolade. Jeg spiser især forskellige varianter af Marabou og så har jeg altid et rør Smarties i tasken til at tage toppen af kvalmen. Behøver jeg at sige, at jeg ikke plejer at kunne lide lys chokolade? Synes normalt det er alt for sødt, men nu er det, det bedste jeg ved.

Dårlig samvittighed og fødselsdrømme

Det værste ved at være gravid, er ikke, at jeg har det skidt. Jeg ved jo trods alt hvorfor og er glad for årsagen, men jøsses hvor har jeg dårlig samvittighed overfor Kurt. Det skærer i mit hjerte, at jeg slet ikke kan være der for ham som jeg plejer, men jeg prøver virkelig også at økonomisere med mine kræfter, sådan at han i alle tilfælde får den smule overskud der er. Jeg er så taknemmelig over Nikolaj, der står for stort set alt lavpraktisk med Kurt og for madlavning, indkøb og husholdning i det hele taget. Og for min mor, der tager et nap med og kommer med mad m.m. Jeg fortsætter med at aflevere Kurt i vuggestue om morgenen og putte ham hver aften og nyder at vi trods alt har det sammen. Jeg læser også for ham og putter med ham i sofaen og ser tv, men næsten alt andet står Nikolaj for.

Jeg er i det hele taget ret overrasket over, hvor anderledes denne graviditet (indtil videre) er. For da jeg var gravid med Kurt havde jeg, udover de første par ugers kvalme og så lidt halsbrand hen mod slut, slet ingen gener. Tvært imod. Jeg følte mig så vital og havde nærmest mere energi end vanligt.

Måske det er naturens kloge måde at forberede mig på, at det også bliver et andet barn for slet ikke at tale om en anden fødsel.

For den glæder jeg mig altså til. Fødslen. Måske det er naivt og fordi det var en så god oplevelse sidst. Men altså. Jeg kan ikke lade være med at drømme om den og endda så småt planlægge den lidt. Eller i alle tilfælde så meget som man nu kan planlægge noget, som man ikke er ret meget herre over. Forberede mig er måske et bedre ord.

Jeg drømmer nemlig lidt om at føde hjemme og glæder mig til, at jeg skal til jordemoder første gang, så jeg kan tale med hende om det og høre om jeg kan blive visiteret til det.