Små ting

Kurt chiller. En sjælden gang i mellem…

Altså udover søvndeprivation og mom guilt og den der konstante bræmme af snot/mad/snask på mit tøj, så er jeg mere end positivt overrasket over det med at være nogens mor.

Jeg havde hele tiden forestillet, at det var et hit, men må blankt erkende, at det har taget måsen på mig. På den gode måde. Synes ikke bare det er et hit, men det mest vanvittigt optur, jeg nogensinde har prøvet. Både fordi jeg har det lidt, som om jeg har lavet min egen, lille bedste ven, men også fordi det at have et barn er den vildeste læring (og frustration til tider, sidder ikke bare her og er helt lalleglad) og lektie i at være nærværende OG at tænke over perspektiv. Især det sidste er den vildeste game changer for mig.

Eksempelvis biksede vi i en længere periode med nogle ret så lange og lidt bøvlede putninger, og jeg syntes det var blevet rigtigt træls og brokkede mig måske lidt over det. For jeg ville jo bare så gerne, at han sov hurtigt, så jeg kunne komme ind i sofaen og lige hygge lidt og slappe af, inden jeg selv skulle i seng.

Men så prøvede jeg, at vende det hele lidt på hovedet. Og tænkte i stedet: “Så ligger jeg og putter med mit barn i en times tid og nusser ham og hjælper ham med at falde til ro, mens jeg hører lydbog. Sikken en vild hverdagsluksus.”

Det er selvfølgelig noget man aktivt skal tænke og ikke mindst overbevise sig selv om. Jeg har prøvet det i flere forskellige situationer nu (altså det med at vende perspektivet) og ikke nok med, at jeg selv bliver meget gladere og mindre frustreret, så virker det altså også ofte på ‘problemet’. I alle tilfælde sover mit barn nu på 10-20 minutter mod at det tidligere tog 40-90 minutter. Som om han kan mærke, at jeg gerne vil være der og at alt er roligt. Eller også er det at overfortolke på det, men om ikke andet er vi begge roligere og gladere i den situation og lignende og dét er altså noget så rart uanset hvad.

Er det med perspektiv spændende? Jeg føler det er tæt knyttet til taknemmelighed (og måske endda ydmyghed) og er noget, der er relevant i mange sammenhænge, så hvis I synes det er interessant, så vil jeg gerne udforske og beskrive det noget mere herinde.

Det var i øvrigt et langt sidespor, nu hvor det ‘bare’ skulle være en god gammeldags omgang Små ting. Jeg er ikke helt sikker på, hvor alt det kom fra, men jeg har været alene med Kurt hele weekenden (og så bliver tingene ligesom sat på spidsen, når man er ene forælder på skansen) og udover at lege rigtigt meget med Duplo og biler, så har jeg også tænkt en del over moderskabet og hvordan man vokser med opgaven. Nå, ja og klappet mig selv lidt på skulderen, for netop at være vokset med den. Og have lært at fejlene. For tro mig, dem begår jeg masser af.

Jeg håber, at I også klapper jer selv på skulderen denne uge, jeg er sikker på, I fortjener det ♥

Ps. Har til gengæld næsten ikke taget nogen billeder den forgange uge, men her er en håndfuld af, dem jeg trods alt fik taget. Primært af Kurt. Og alt i alt af rare øjeblikke og ting, der gjorde mig glad.

Romkugler og kaffe må der til.

På eventyr med Pølsen.

Aftensol og farverpøver.

Choko-mint-rabarbermandler fra Summerbird (gave/reklame) og et par fine forårstilføjelser til garderoben// En søndagspølse i badesvøb//Min muslingevask er kommet hjem.

Min lille makker. Der bogstaveligt talt går sine egne veje nu.

Et godt set-up, når man er alene hjemme og barnet er puttet.

Seneste kommentarer
  • Sofie Har en søn, der lige er to uger yngre end Kurt og er også begyndt ..
  • Pernille Uh, det vil jeg også virkelig gerne vide ? ..

She sells seashells…

… by the seashore. Sådan lyder den engelske version af ‘bispens gipsgebis’. Og selvom jeg ikke umiddelbart synes de tungebrækkere volder problemer (spørg mig efter et glas vin), så er jeg i den grad bidt af en gal muslingeskal.

Min muslingevask er netop kommet hjem (og den er floooot) og vips så var der også skaller, konkylier og deslige drysset ud med nænsom hånd over resten af mit hjem. De har sneget sig ind på mig, stødt og roligt. Kopper, tallerkener, vaser…

Ligger jeg under for en trend (retorisk spørgsmål, svaret er med største sikkerhed et rungende ja), eller er det mit havelskende krebse-jeg, der får lov at komme til udtryk i vores indretning (sandsynligvis også, men nok mestendels det første)?

Er I andre, der også er med på det ‘nye’ maritime tema og har skaller på hjernen? Og her tænker jeg altså, at det ‘gamle’ maritime tema er det med koøjer i dørene, reb mellem væg og loft (det var der faktisk det første sted, jeg boede, da jeg flyttede hjemmefra) og et anker hist og her.

Og hop så lige over til min ven AC, der har skrevet et hyggeligt mandagsindlæg om mig, der citerer Dronningen i et forsøg på at retfærddiggøre den hyggeligste omgang mandagssløseri ;)

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Den er fundet brugt på tysk eBay til 50€ ;) Men i min jagt på ..
  • Hanne Hej. Har søgt på muslingevaske og så kom din side op. Hvor har du købt ..

Weekend-tid

Det her skal jeg lave i weekenden. Billede og opskrift herfra.

Weekend lige om hjørnet. For en gangs skyld måtte den dog godt være liiiiidt længere væk. For jeg sidder i skrivende stund i en bunke af uåbnet post, af både den digitale og fysiske slags, som jeg gerne ville nå til bunds i, inden jeg åbner en fyraftenscola og fejrer fredag med Kurt og Nikolaj. Må nok sande, at det ikke lader sig gøre og at det bare er sådan det er, når man har ligget syg i en uge. Så hober det sig op.

Og der er jo heldigvis en ny uge, næste uge og så må jeg tage benene lidt ekstra på nakken dér. I det meste af weekenden er jeg nemlig alene-mor og skal således udelukkende hygge med pølsebarnet og holde øje med, at han ikke kommer alt for galt afsted (synes han er inde i endnu en fase ‘jack ass’, tumlingeversionen), derfor har vi også aftaler udenfor med søde venner og hos bedsteforældrene ikke mindst. Det fungerer bedst, når de små, vilde tumlingeben lige bliver luftet lidt. Når Kurt er puttet om aftenen, har jeg store planer om at tyvstarte på mit påskeæg og se The Bold Type. Ved ikke helt om sidstnævnte er noget for mig, men det er der jo kun én måde at finde ud af på.

Jeg håber, I også får en god weekend ♥

 

Her er lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med og tænke over denne weekend (eller i juleferien):

Har din barsel også lært dig mere end nogen uddannelse?

Kan I huske dengang, man gik til fester og middage? Denne her langbords(!)middag ser utrolig ud.

50.000 + underskrifter for bedre vilkår for fødende ♥

Du burde skifte mening ofte. Her er hvordan man gør.

Olivenolie-citronkage. Lyder som noget, der smager vidunderligt og så er den vanvittigt smuk.

En tur i Angelina Jolies have…. og i hendes taske. Kan ikke helt beslutte mig for om det er den kedeligste eller den bedste ‘what’s in my bag’ jeg nogensinde har set.

Saglig kritik vs. digital vold.

1960’erne har ringet. For at fortælle at lønnen i ‘kvindefagene’ er ringere i dag…

100% gåsehud af at se denne trailer. Så må det gerne snart blive april.

Er STOLT af at være en del af denne bog om tab.

Yndlings-Sézane laver deres klassiske stribede ‘colette mariniere’-tee (reklamelink) med personligt broderi for tiden. Ganske gratis. Altså broderiet. Blusen skal man betale for. Har den i blå (fik den i julegave af Nik og det er min yndlingsbluse), men overvejer på det kraftigste en i kamel og med et lille ‘Kurt’-broderi.

Træt af søvntræning? Denne lille artikel gav mig ro i maven.

Jeg er helt betaget af det her foto. Og overvejer om det skal hænge i vores nye hjem.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Jeg har den i small, men de er korte i det (fint til mig, jeg ..
  • Emily Salomon Jeg synes de er små i størrelsen. Jeg bruger en Small og synes den sidder ..

Dagens outfit: Gammel jakkekærlighed

solbriller og taske Bottega Veneta// jakke House of Dagmar// bukser Magasin du Nord Collection// støvler Mango

Det her er en lille, undseelig historie. Tilsyneladende ligegyldig. Måske faktisk netop ligegyldig for de fleste. Men for mig er det er en historie om både dovenskab, (mor)kroppens foranderlighed, kærlighed der ikke ruster og ren garderobelykke. Jeg er ikke helt sikker på, at den har en fornuftig morale. Men her kommer den:

For fire år siden (mener jeg det var, måske 5) købte jeg en grøn uldjakke, som jeg syntes var meget smuk. Jeg købte den online i min sædvanlige størrelse, men da den kom frem, passede den slet ikke. Den var stram over skuldrene og omkring armene. Meget stram. Den så slet og ret for lille ud og var ubehagelig at have på. Og fordi jeg var en doven hund (det har selvfølgelig ændret sig, host host), fik jeg aldrig sendt den retur. Således røg den ind bag i skabet, hvor den hang og hånede mig, når jeg bladrede mig ind i dybet i ny og næ.

To gange havde jeg den med på loppemarked, men uden held. For jeg nænnede på en eller anden måde ikke helt at skille mig af med den. Slet ikke til loppemarkedspris… jeg er med på, man gerne vil gøre en god handel på loppemarked, men det var jo – for mig – en helt ny jakke og der kom kun halvhjertede og meget lave bud på den. Jeg var den eneste, der helt kunne se dens potentiale og den takkede mig ved at være ved at sprænge i sømmen, når jeg af og til ulejligede mig med at prøve den.

For nylig ryddede jeg op i mit skab og faldt således over jakken igen. “NU skal du altså videre”, sagde jeg vredt til den. Og så prøvede jeg den igen. Og nu passede den. Den passede!

Det skyldes uden tvivl en kombination af ting. Min krop har ændret sig meget, efter jeg har fået Kurt. Mine hofter er blevet bredere (altså helt ind på knogleniveau) og min mave er som grundtilstand bare… blødere? Jeg ser instant gravid ud, når jeg har spist. Eller bare drukket et glas vand. På trods af at både mavemuskler og bindevæv har det mægtigt fint. Det er især i perioder hvor jeg ikke har trænet så meget. Træner jeg mavemuskler, så er det som om de ‘holder de lidt på det hele’. Og mens nogle dele er bredere/rundere/blødere, så er mine arme og ben blevet mindre.  19 måneders amning har nok også noget at skulle have sagt. Og helt sikkert også det faktum, at jeg har trænet mindre konsistent det seneste år på grund af Corona. Måske mest det. De muskler der plejede at fylde er væk.

Men jeg kan altså passe jakken. Om ikke andet for nu. Jeg er sikker på (og ret meget i ro med) at min krop kommer til at ændre sig igen. Og at der var en grund til at den grønne jakke, blev hængende i mit skab. Også selvom det er stik imod mine garderobeprincipper i øvrigt. Det der med at gemme på tøj, man ikke går med og ikke kan passe. Måske der kommer endnu en dag, hvor den ikke passer. Det gør der nok. Men den får altså lov at blive. Undtagelsen, der bekræfter reglen.

Den er blevet brugt nærmest dagligt siden ‘genforeningen’. Og jeg synes stadig den er smuk. Den grønne jakke, som ikke skulle være og så alligevel skulle.

Og som må siges at være det mest mærkværdige fejlkøb, jeg nogensinde har begået. Som slet ikke var et fejlkøb endda.

 

Seneste kommentarer
  • Linette Nååååååh! Troede bare den var mere grøn...... men nej! Mega fin jakke.... også selvom den ..
  • Emily Salomon Så fair ;) Den er også 'bare' mørkegrøn og ikke en vild og iøjnefaldende grøn. ..

Mine favoritter

Små ting

Thises vanilleis er livet. Især for en, der har været på flydende/ingen kost i en uge.

Endelig er jeg ved at være nogenlunde på højkant igen. Ovenpå den værste omgang sygdom, jeg har prøvet på egen krop i 7 år eller mere. Der er en lille smule katharsis over det, sådan at være rask igen, som om alt opleves helt på ny. En frisk start. Lidt ekstra blod på tanden og mod på dette og hint.

Well, inden det bliver helt højtravende, så kan jeg berette at mit nye, friske jeg lige er faldet over en legetøjslastbil og at jeg slog mig noget så eftertrykkeligt. Så måske det er universets måde at sige, at jeg fortsat skal tage den lidt med ro og ikke få for mange fikse idéer.

Det er en noget mager omgang ‘Små ting’, denne gang. For jeg har oplevet utroligt lidt den seneste uge. Men lidt godbidder (både dem til munden, dem til øjnene og dem til sindet) har der trods alt været, om ikke andet i går og i dag, hvor jeg har været lidt ude i den virkelige verden igen. Rart.

Jeg håber, at jeres uge indtil videre har været god og at hverken I eller jeres kære er ramt af sygdom ♥

Ps. TAK for gårsdagens kommentarfelt. I er verdens bedste, klogeste, sjoveste læsere og det er ikke bare noget jeg siger. Tænk at være så heldig med dem, der læser med ♥

Krøllede, smørfarvede tulipaner.

Inden jeg blev syg, på toppen af Amager Bakke på ski-date. Snart igen.

Kigger på buer og sten og farver, alle vegne jeg går.

Og det begynder at ligne noget. Farver, materialer og teksturer er ved at være på plads. Så mangler vi bare et sæt nøgler.

Nykrøllet hår. Og samme joggingbuksenumse.

Nikolaj forkælede mig med virkelig lækker mad i weekenden. Han havde fået liiiiidt hjælp…

Ude at se på vintergækker med min gamle hundeven.

Vesterbro <3

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Han kan intet i et køkken, men oppede sig virkelig her <3 ..
  • Anna Wauw wauw hvor er det en flot menu, Nikolaj har lavet til dig! Jeg synes ..

Martsønsker

Mit påskeferie-spot. I wish. Billede herfra.

Jeg har komplet svedt månedenslisten ud, så nu kommer den her halvvejs inde i marts. Men tja… bedre sent end aldrig ikke? ;)

I marts vil jeg…

  • Klippe mit hår. Hvis jeg tør?!
  • Spille brætspil om aftenen med Nikolaj. Vi er liiiiidt blevet et par sofa/tv-zombier og mens det også kan noget, så gad jeg godt mikse det lidt op.
  • I Zoologisk Have med Kurt.
  • Begynde at sælge vores ting. De af dem, der ikke kan komme med os. Vores reol blandt andet. Snøft…
  • Gå i gang med at spise alle tørvarer m.m. i skabe og skuffer. Fordi vi skal flytte og det er en god anledning. Men egentlig noget man burde gøre jævnligt, nu jeg tænker over det.
  • Finde ud af hvilken flise/sten vi skal have på badeværelset. Har altid leet lidt af folk, der ikke kunne hitte ud af det, men nu forstår jeg hvorfor. Der er så mange muligheder og veje at gå, at det er noget nær umuligt…
  • På Copenhill at stå på ski.
  • Plante en lillebitte smule blomster på altanen. Perlehyacinther og et par andre løgblomster. Med under to måneder til flytning, skal det holdes sparsomt, men derfor må her jo gerne være rart og pænt så længe.

Jeg ser især frem til…

  • At min mor er færdigvaccineret lige om lidt og vi derfor – i vores lille boble – kan ånde lidt lettede op.

Månedens (drømme)outfit…

… alt med trench coat og solbriller. Fordi forår. Eller noget… Faktisk bare det her på repeat. Og så er jeg på udkig efter et par ruskindsankelstøvler, til at tage over for de sorte, jeg altid plejer at have på og som er ved at synge på allersidste vers.

Jeg skal spise…
… stenbiderrogn. På blinis. På rösti. På chips.

Påskeæg. Påskefrokost.

Det skal jeg lytte til…
… Tessa og Kate Bush.

Det skal jeg se…
… The Morning Show. Er helt besat.

Jeg skal læse…
… Kvinde set fra ryggen af Jesper Wung-Sung.

Månedens drøm…

… at sidde og læse en hel dag uforstyrret i påskeferien og drikke kaffe (og vin) og spise påskeæg. Allerhelst foran pejsen i sommerhuset. Måske med en ansigtsmaske på. Hvis jeg orker. Og en sovende hund ved fødderne, der af og til skal nusses lidt på maven. Håber, nogle af dem, der kan få den slags til at ske, læser med her ;)

… at komme til frisøren. Kh. Chewbacca/Rapunzel.

Jeg er taknemmelig over…

… at vi skal flytte i hus lige om lidt. Det hele gik så stærkt sidste år i juni, da vi købte og var så spontant, at jeg ikke rigtigt har reflekteret over hvor heldige vi var og er. Både det at det overhovedet er en mulighed og ikke mindst at finde noget vi kunne se os selv i, i mange, mange år frem er et stort privilegium.

Jeg gider ikke...

… at jeg max. kan have rent/pletfrit tøj på i 10 minutter. Uanset hvor meget jeg tørrer små fingre og næser af. Synes det er, som om det er stukket helt af her omkring 1,5 år? Og nu er det bare tusch, snot og mad eller andet snask all over all the time. Sig det bare er en fase.

Seneste kommentarer
  • Amalie Har for første gang altan, og finder så stor inspiration i dine tidligere indlæg om ..
  • Emily Salomon Haha... har prøvet og nope... det er ikke flot. Eller jo, når det er helt ..

Ting jeg har erfaret…

… mens jeg har været syg.

Ej hvor har jeg været syg. Altså ikke noget alvorligt, men kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så syg, at jeg ikke kunne noget som helst. Har haft så høj feber og så ondt i munden, at jeg hverken kunne se tv, læse, spise eller andet for den sags skyld. Bare være sådan helt slatten og enten frysende eller svedende og generelt noget ynkelig. Altså når det ikke lige var bydende nødvendigt, at jeg tog mig af Kurt. Så kan man jo på en eller anden måde alligevel alt. Det er nedtur at være syg, men det er next level at være syg og være mor til et lille barn.

Har været mere end almindeligt glad for Nikolaj de sidste par dage, mens jeg har været sat ud af spillet af en led mundbetændelse (arvet fra Kurt, der havde light-versionen sidste uge), der ikke bare har givet høj feber, men også sår i hele munden (og så skal jeg nok skåne jer for yderligere detaljer). Og jeg har sendt mange beundrende tanker til alle soloforældre. De fortjener kors og bånd og stjerner. Og al tænkelig hjælp fra deres omgivelser. Helte ♥

I dag har jeg det en lille smule bedre (ellers ville nærværende indlæg eller billedet ovenfor heller ikke have været en mulighed), hvilket er rart. For i weekenden er jeg alene på skansen (ja, ja det er bare to dage, jeg klarer den), mens Drømmemanden jobber den i Odense.

Men for at det hele ikke kun skal være ynk og ulækre detaljer, I ikke har bedt om, så vil jeg lige dele nogle, få men gode, opdagelser, jeg har gjort, her mens jeg har været syg. Altså efter jeg kunne fungere bare nogenlunde igen. Og udover at jeg er meget sulten efter ikke at have spist ægte mad i 4 dage.

  • The Morning Show er virkelig en god serie. Er næsten helt ked af, at jeg ikke er startet på den noget før.
  • Elsa Hosk bor overdrevet pænt!
  • Det er det sødeste og sjoveste, at lære sit barn at dufte til blomster eller andet, der lugter godt ♥
  • Smoothies er life! Ok, jeg var måske fan inden, men er det om muligt mere nu. Kan ikke tygge eller bide af noget og kan ikke rigtigt noget der er for syrligt heller, men har overlevet på en smoothie af banan, jordbær, blåbær, avocado og ærteprotein.
  • Og så har jeg set den sødeste, mest rørende reminder om (også) at nyde, det der er nu.

Jeg overvejer også alvorligt om jeg kan/bør lave en is med kanelsnegle. Måske jeg bare skal prøve Ben & Jerrys version til en start. Har SÅ meget lyst til kanelsnegle (måske bare fordi jeg er overdrevet sulten eller fordi jeg altid har lyst til hjemmebagte kanelsnegle), men kan ikke bide eller tygge… men is går lige, så føler, det kunne være en løsning…

Ønsker jer en dejlig weekend og håber at være tilbage på fuldt blus næste uge ♥

Seneste kommentarer
  • Satina Wandel Øv, det lyder ubehageligt! God bedring <3 Min datter Rosa på næsten 3 år elsker at ..
  • Stine Rigtig god bedring. Det er forfærdeligt at være syg med barn, men godt at have ..

Bøger