SÅ er det vist også på høje tid at tale lidt om marts måneds læseklubbog, Forestillinger om Ana Ivan. Og jeg kan lige så godt lægge mig fladt ned og erkende, at jeg var både bjergtaget af og begejstret for Mikkel Rosengaards fine debutroman.

Og at jeg har fået en ubændig trang til at tage til Bukarest snarest muligt. Også selvom jeg på sin vis føler, at jeg allerede har været der via bogen.

Ps. Husk at april måneds bog er lagt op. Jeg håber, I har lyst til at læse med.

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

1. Har I lagt mærke til at bogen lyser i mørke? Ja, bevares det er ikke et klassisk læseklubspørgsmål, men jeg måtte lige dele det med jer alligevel. I særdeleshed fordi det faktisk først gik op for mig, da vi var på Bali og jeg en aften kom ind på vores værelse og så bogen ligge dér og lyse i mørket, inden jeg fik tændt lyset. Ret skæg detalje.
2. Hvad kunne I godt lide? Jeg selv syntes mægtig godt om mange, mange elementer af bogen. Ja, egentlig synes jeg slet og ret rigtigt godt om bogen som helhed. Allermest fascineret var jeg af fortællingen (eller forestillingen) om Ana og hendes familie. Og jeg kan ikke lade være med at fundere over, om den er det pure opspind (i så fald har Rosengaard en meget veludviklet fantasi) eller om dele af den har noget på sig. Dernæst var jeg helt vild med alle de hverdagslige detaljer (hvad de spiser, hvordan dén og dén ser ud osv.) forfatteren får vævet ind i alle dele af historien hvad end den foregår i nutid eller datid, i New York, Rumænien eller Marokko. Og så var jeg helt konkret vild med det her citat: “Fra nu af vil jeg bare leve som et primtal. Sådan vild og ubrudt og kun delelig med mig selv.” Sådan siger Ana på side 264 om planerne for sit fremtidige kærlighedsliv, og den herlige, men skæbnesvangre matematikmetafor kunne jeg slet ikke stå for.
3. Var der noget der generede eller irriterede jer? Jeg var faktisk lidt ked af slutningen. Det virkede på sin vis som om det hele pludselig skulle afvikles og det blev en kende abrupt og amputeret for mig og ikke helt den krølle på historien, jeg havde ønsket mig på en ellers mere end flot og raffineret fortælling. Hvor var al detaljerigdommen, alle tankerne og alle forklaringerne dér i slutningen. Jeg har fuld forståelse for, at det var en åben slutning, men det gik altså lige lidt for hurtigt (og med lidt for mange løse ender) til min smag.
4. Hvad tror I, der skete med Ana? Jeg kan ikke lade være med at tro at den lille pige, der afleverer logbogen er Ana, der på en eller anden måde er blevet yngre af at have været i sin ‘Time Machine’-installation så længe. Hele bogen igennem er der små elementer af noget à la magisk realisme, men også en generel forvirring omkring hendes alder (som med hendes norske forlovede), så det virker ikke helt usandsynligt for mig. Men det er – hånden på hjertet – nok også fordi jeg bedst kan lide den løsning. Især hvis alternativet er at hun på en eller anden måde er gået til grunde.