Jeg blev simpelthen så berørt af Alt må vige for natten. Den kom helt ind under huden på mig – og sidder der stadig. Jeg havde på én gang svært ved at rumme og fordøje den, men også at lægge den fra mig, mens jeg læste den. Jeg ville på en måde gerne ‘have den overstået’ og samtidig sparede jeg også lidt på den, fordi jeg ikke ville have den skulle slutte. Med andre ord satte den meget blandede følelser i gang, men overordnet set kunne jeg rigtig, rigtig godt lide den. Også selvom jeg blev noget trist af at læse den. Det var virkelig en hård bog at læse for mig.

Jeg synes den var meget rå og ærlig. Til tider meget barsk. Og fin, nuanceret og meget velreflekteret. Jeg kunne godt lide hvordan bogen vekslede mellem selve historien på den ene side og forfatterens skrupler og tanker omkring at skrive den. Hvad der var en hård bog at læse, havde tydeligvis også været en hård (og vigtig) bog at skrive.

Og så er jeg fuld af beundring over Delphine de Vigans evne til at sætte sig i andres sted, tilgive og forsøge at forstå dem ud fra hvor de er eller var. Og til at se sin egen og familiens historie fra flere sider og i kontekst (som da Liane og Georges rejser til London uden deres børn).

Jeg kunne godt lide hvordan hun (næsten) ikke gør sig til dommer over noget, men lader os møde en både herlig og forfærdelig familie. Som så mange familier er det, omend det vist i dette tilfælde er med alting i yderste potens.

Nu glæder jeg mig meget til at høre om I var lige så bjergtagede og bestyrtede? Og hvad I generelt syntes om bogen?

Del jeres tanker om bogen i kommentarfeltet nedenfor (og husk at I også er mere end velkomne til at kommentere indbyrdes). Tag udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor ELLER fortæl om noget helt andet, der falder jer ind i forbindelse med jeres læseoplevelse :)

HUSK at ‘diskussionen’ er åben så længe I lyster. Jeg kigger og svarer løbende på kommentarerne.

1. Hvad kunne I allerbedst lide ved Alt må vige for natten?
Jeg var meget betaget af beskrivelsen af det store ‘sommerhus’ i Gallargues (s. 242) og livet dér. Selvom det på ingen måde var en skelsættende begivenhed i romanen, så var det for mig et fint billede på en familie på godt og ondt. At de på trods af al dramatikken og genvordighederne (også) holdt af hinanden, holdt sammen og ferierede sammen, i hvad der lyder til at have været et herligt virvar.

Og så var jeg helt vild med Liane. Den evigt muntre, måske lidt naive og meget finurlige mor og bedstemor. Hun var en herligt elskelig karakter og også vanvittigt irriterende (fik af og til lyst til at råbe “Tag nu de skyklapper af Liane!”) og derfor noget så realistisk, synes jeg.

2. Hvad påvirkede jer mest? Det kan både være en episode, der var chokerende, irriterende eller rar.
Jeg blev dybt berørt af scenen hvor de Vigan finder Lucile død i lejligheden med de mange planter. Den meget detaljerede og alligevel fortumlede, forvirrede og diffuse beskrivelse var så virkelig og smukt skrevet i al sin grusomhed.

“Ordene var der, hvad har hun da lavet, men jeg forstod ikke, hvad de betød, eller også ville jeg ikke, det var “nej”, det kunne ikke komme på tale, det var umuligt, det var bare helt umuligt; det, jeg stod og oplevede lige her og nu, var ikke rigtigt, det var ikke virkeligt, det kunne ikke være det, sådan kunne det bare ikke ende.” (s. 324).

3. Hvordan syntes I formen, hvor der veksledes mellem familiehistorien og de Vigans skriveproces og nutid, fungerede?
Til at begynde med irriterede den mig faktisk lidt. Jeg følte, at jeg blev revet ud af historien om Liane og Georges og Lucile og de andre søskende. En historie som jeg fra første side var meget fanget og draget af. Men sidenhen kom jeg virkelig til at holde af ‘nutidssiderne’. De fungerede både som en rar pause fra den hvirvlende og utrolige familiesaga og så syntes jeg det var virkelig, virkelig interessant at få et indblik i forfatterens egne tanker omkring skriveproces, materiale, liv m.m.

4. Hvilken effekt havde forsidebilledet på jer? Om nogen.
Selv var jeg helt vildt draget af billedet og har kigget på det nærmest i timevis. Da man afslutningsvis i bogen hører at billedet er et udsnit af et større foto fra en familiemiddag og at det (formentlig) er Georges, der kan anes i baggrunden, blev jeg kun mere fascineret og nysgerrig. Jeg fik lyst til at se hele billedet og gerne mange flere familiebilleder og blev helt ærgerlig over, at der ikke var et opslag med en håndfuld billeder i bogens midte eller lignende. Og nej, det er slet ikke den type bog og det havde ikke passet ind, men det kunne nu have været lidt skægt…