Vi havde talt om, så småt at begynde at kigge på huse efter jul. Flytte om et år, måske to. Eller mere. Det er jo ikke til at vide, hvornår den er der. Hvornår man finder, det sted man vil bo, og om man i så fald overhovedet kan købe det. Om man har råd eller om der er så mange om buddet, at man slet og ret bliver valgt fra af den ene eller anden årsag. Med andre ord lå det med at flytte og flimrede langt ude i fremtidshorisonten for os.

Det eneste der lå nogenlunde fast var området. Vi havde indsnævret det til tre byer i Nordsjælland. Helt oppe på Nordkysten og på ‘Nordøstkysten’ (det er vist ikke en ting, men omkring Humlebæk, så ved I hvor jeg mener), nærmest ‘på landet’.

I alle tilfælde for mig, der har boet i København stort set hele mit liv. Jeg er født på Vesterbro og opvokset på Frederiksberg. Med et par korte afstikkere i de tidlige barneår til Cypern og Bornholm og efter gymnasiet til Bruxelles. Men ellers altid København. Jeg har taget mine første skridt på stenbroen. Og fået mit første kys. Gået i skole og på gymnasiet og universitetet i København. Været på besøg hos mine bedsteforældre på Frederiksberg og Østerbro. Det er i København, jeg har arbejdet, grint, grædt, festet, spist, drukket, løbet og danderet den. Jeg er blevet gift her og har født vores barn her.

Med andre ord er det meget, meget mærkeligt for mig, at skulle flytte. Sådan at jeg nu dagligt ser på byen med vemod. På alt det, jeg kommer til at savne. Ja, ja jeg er jo en gammel følebolle og jeg er således allerede lidt meget sentimental omkring det hele. På en måde er det egentlig meget fedt, for jeg værdsætter København og hvad den har at byde på ekstra meget for tiden, og er nærmest lidt nyforelsket i byen. Noget der ellers snarere er tilflyttere forundt. Jeg kan huske, at jeg var lidt misundelig på de af mine medstuderende på første år på universitetet, der flyttede til København fra andre steder i landet, og således fik lov at indtage, udforske og opleve byen. Lære den at kende.

Den oplevelse får jeg selvklart aldrig. Mit første møde med København ligger så langt tilbage, at jeg ikke kan huske det. Det har bare været en konstant i min verden. Mit hjem.

Men det kan også noget, at skulle herfra. Som om jeg får lov at opleve ‘min’ by i et andet lys. Og næsten som at se den for første gang.

For mig var det ikke givet, at vi skulle flytte i hus. Jeg kunne sagtens se os blive boende i byen. Men jeg kunne omvendt også se idéen i at flytte til en mindre by og få lidt mere plads og luft omkring os. Rykke tættere på den natur, vi ynder at bruge vores fritid i. Nikolaj derimod var mere sikker på, hvad han ville og helt lun på at få græs under fødderne, kortere til naturoplevelser og et skur og et værksted. Og den var jeg med på, så længe jeg kunne få mit eneste deciderede boligønske indfriet: Et badekar. Sådan et kan heldigvis lade sig gøre de fleste steder.

Også i det hus, vi altså endte med at købe lige inden sommerferien. Lidt spontant. Eller så spontant, som så stor en beslutning nu kan være. For pludselig en torsdag aften i juni tippede en veninde mig om, at hendes barndomsvenindes forældre, havde sat deres hus til salg.

Det helt rigtige hus, det helt rigtige sted, viste det sig, da vi et par dage efter kiggede på det. Og der var det nærmest allerede solgt. En købsaftale der til vores held røg i vasken og så nåede vi ellers i al hast at snakke med bank og hinanden og mærke efter, foruden al anden praktik omkring sådan et køb. Og se det igen. Og det var stadig helt, helt rigtigt. When you know, you know og sådan.

Det hyggeligste hus, der er lige tilpas i størrelsen til os og med en dejlig, lille have med rabarber og asparges i lange baner foruden frugttræer. Der skal ikke laves det store udover badeværelset, så jeg kan få mit badekar. Måske køkkenet, hvis vi har råd. Alt er pænt og velholdt og lige til at gå til, hvilket var af stor betydning for os. Vi er ikke handy eller har mod på den store renovering (måske vi lyder kedelige, men sådan er det altså). Og det er et sted, vi kan se os selv længe. Rigtigt længe. For altid måske. Det var vigtigt for mig. Jeg bryder mig utroligt lidt om at flytte og mit hjem og min base, er så stor en del af min tryghed, så der skulle være fremtid i det. Ikke en mellemstation. Jeg elsker at leve som nomade, når vi er på ferie i camper eller lignende. Men min hverdag må gerne være helt fast forankret. Og allerhelst i nærheden af vand.

Og huset ligger også i gåafstand til strand og hav. Og skov og også til skole og institutioner og andet, vi pludselig har in mente som børnefamilie. I et hyggeligt villakvarter i en lille by. En by der er meget, meget, meget mindre, end hvad jeg er vant til, men jeg kan godt lide tanken og tror også, jeg kan lide det i praksis. Lidt mere ro. Lidt langsommere tempo. Nu får vi se. Der er kun én måde at finde ud af det på.

Og det er stadig kun en times tid fra København, så jeg kan jo altid smutte mod storbyen et smut, hvis ‘hjemveen’ bliver for voldsom.

Men nu er det et andet sted, der bliver hjem, hvilket er stort og vidunderligt og spændende, men også lidt angstprovokerende.

Dog har jeg god tid til at fordøje det og vænne mig til tanken. Og til at nyde livet som københavner lidt endnu. Vi flytter nemlig først til næste forår. Omkring 1. maj 2021. Den lange overtagelse var et gensidigt ønske fra sælger og os. Virkelig dejligt ift. Kurts dagpleje og ligeså, så Kurts mor lige kan vænne sig til tanken om at ‘flytte på landet’ – igen, det er ikke sådan ægte på landet. Men for en, der har boet i København hele sit liv, så er det altså ret vildt at flytte til en by med kun 5.000 indbyggere.

Af respekt for sælger, der altså stadig bor i huset frem til næste forår, venter jeg med at vise mere for nu, men I kan tro, at jeg glæder mig til at kunne dele en masse. Både billeder fra hus og have, men også de små renoveringsprojekter og tilføjelser, vi har i tankerne og så selvfølgelig indretning, indretning, indretning.

Den sidste del tænker jeg dog, at tage hul på snarest. Inspiration og moodboards og tanker om hvordan og hvorledes. For mens det er lidt mere abstrakt at skulle flytte om et lille års tid og skulle kalde et andet sted hjem, så er det for mig meget konkret, at skulle indrette et hus. Vores hus. Helt efter vores næser (nå, ja og pengepung), hvilket føles som den vildeste frihed efter at have boet til leje i små ti år.

Manner, hvor jeg glæder mig ♥