Skønhedsfavoritter december

De skønhedsprodukter der overraskede og begejstrede mest i december. Og som har fået lov at blive stående på badeværelseshylden også i januar.

En super hårolie uden silikone (endelig!), en allround-vidunderbalm der redede alt fra tørre knæhaser til surf-rash, en showergel der fik hverdagsbadet til at føles som spa, en mildt eksfolierende hånd-/kropssæbe, en invendig beauty booster, den bedste, pæneste og mest velduftende shampo og balsam, en uundværlighed til læberne og sidst men ikke mindst en god øjencreme til de tørre.

Kiehl’s Butterstick Lip Treatment
Virkelig god læbepomade? Tjek. Solfaktor? Tjek. Let farve/lip tint? Tjek. Denne her læbepomade med bl.a. kokosolie, squalane og sheasmør, har boet i min taske, siden jeg blev præsenteret for den i november. Den kommer i flere forskellige farver, men min favorit er Touch of Berries, der ser meget mørk ud, men som slet ikke farver så meget. Man får bare den der helt perfekte ‘jeg har lige kysset i en time’-farve på læberne.

Kommer først i butik 15. februar. Kan fås bl.a. fås hos Magasin, i lufthavnen og på Kiehl’s.

Egyptian Magic
Denne blev min redningsprodukt nummer 1 i december. Først kurerede den let kløende, tørre knæhaser (det får jeg altid, når det bliver koldt), siden tørhed/sår i næsen (sorry hvis det er for meget info, det får jeg også altid, når det bliver koldt), derefter slidsår på tommelfingrene fra vægtstang (jeg løfter ikke tungt, jeg har bare sart hud på fingrene…) og sidst men ikke mindst så gjorde den at de slidmærker og det ‘surf rash’ jeg fik af at ligge og sidde på surfbrættet på Bali helede hurtigt og pænt. Ja, beklager al knapt så lækker info, men satte den med andre ord på prøve og den gjorde det godt. Den skulle også være god at komme i hårspidserne, men det har jeg endnu til gode.

I modsætning til lignende produkter er denne allround-balm/salve lavet kun på naturlige ingredienser (olivenolie, bivoks, honning, bipollen m.m.) og ikke på en base af petrolatum. Jeg er (også) fan!

Kan bl.a. fås hos Matas.

Raaw in a jar Algae Hand & Body Wash
Lækker hånd- og kropsvask med små, eksfolierende korn (fintmalet pimpsten) i pæn flaske i glas. Jeg bruger den mest i badet til kroppen og den efterlader huden blød og pæn. Udover pimpstenskorn indeholder den bl.a. også alger og tang, salt fra Det Døde Hav og spirulina. Også et hit ved håndvasken hvor det er en hel lille oplevelse for flere sanser, at vaske hænder med den.

Fås bl.a. hos Strøm.

Vichy Douche Spa Gel-Crème
En anden dejlig sag til badet er denne cremede badegel, der ikke bare er rar ved øjet og køn at have stående i sin ombre-indpakning, men også gør hverdagsstyrtebadet til en lille spaoplevelse. Ja, ja overdrivelse og sådan, men god er den og fugtgivende og let opstrammende (tipper at det er det hvide ler den indeholder, der har den effekt) og skal det gå hurtigt, kan jeg godt slippe afsted med ikke at bruge bodylotion, når jeg har brugt denne.

Fås på apoteket.

Grown Alchemist Strengthening shampoo og balsam
Jeg har først lige lært økologiske Grown Alchemist at kende og jeg er allerede lidt besat. Det naturlige, australske mærke er ikke bare ultrapænt i sin minimalistiske unisexemballage, men også fyldt med gode ting, der forskønner. Også selvom det ret ofte er nogle knapt så kendte ingredienser. Eksempelvis er der baobab-protein i både shampoo og balsam og begge dele dufter mere af smoothie (har vitterligt lyst til at smage på dem) end af traditionel hårpleje. De er uden både sulfater (SLS) og silikone og mit hår bliver helt umanerligt pænt af dem.

Fås bl.a. hos Magasin.

Rudolph Care Eye Cream
Jeg har tør (dehydreret siger de, når jeg får lavet en hudanalyse) hud her, der og alle vegne og øjenomgivelserne er ingen undtagelse. Denne øjencreme fra Rudolph Care gør dem lidt mindre tørre og gør de fine linjer og smilerynker lidt mindre synlige. Bruger den også mellem øjnene, på ‘rynke brynene’-rynken.

Fås i Matas, hos Magasin og hos Rudolph Care selv.

Living Proof No Frizz Nourishing Oil
Endelig har jeg fundet en hårolie, der kan bruges i vådt som i tørt hår og som er uden silikone. Efterlader mit hår uden frizz og lidt mindre groft og uregerligt. Og er god til lige at samle spidser eller få håret til at se blankt ud igen, efter man har brugt tørshampoo.

Den er fra Living Proof, der laver hårprodukter, der gjorde selveste Jennifer Anniston så begejstret, at hun er endt med at blive medejer af virksomheden. Og der er noget om snakken, for det er gode sager. Er også glad for deres shampoo og balsam fra no frizz-serien.

Fås bl.a. i Matas.

Vitaviva 3 in 1 Beauty Booster
Om man er til kosttilskud eller ej er lidt af en smags- og skønssag, men jeg er altså og tager en del forskellige kosttilskud hver dag. Jeg roterer lidt i dem efter årstid m.m. men et jeg har været glad for gennem længere tid er denne ‘beauty booster’, der indeholder godt og blandet med særlig fokus på at understøtte hud, hår og negle indefra.

Og jeg tager altså blot 1 om dagen for at strække indholdet lidt.

Fås hos Vitaviva.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Det skulle være i dag ja, men måske den ikke er kommet online endnu. De ..
  • Christine B Jeg synes ikke jeg kan finde læbepomaden nogen steder. Ved du om det er i ..

Læseklub: Harry Potter og det forbandede barn (Diskussion)

Inden jul tænkte jeg, at et af mine nytårsforsætter skulle være, at blive lidt mere punktlig med læseklubdiskussionerne. Og så blev det pludselig slutningen af januar og det var først i dag, at det gik op for mig, at jeg helt har glemt at skrive om december måneds bog, Harry Potter og det forbandede barn. Så det…

Men nu er jeg altså mere ‘op på hesten igen’-typen og ikke så meget ‘så kan det hele også bare være ligemeget’, så jeg vil stadig bestræbe mig på, at vi diskuterer Jussi Adler Olsens Selfies i starten af februar. Den er læst og avra hvor var den spændende! Og pudsig. Men mere om det til den tid.

For nu skal det først handle om Harry Potter. Eller om Albus Potter er det jo snarere. Det bliver et kort oplæg her fra min side, men jeg er ikke desto mindre spændt på at høre, hvad I syntes om bogen. Eller manuskriptet som det jo ret beset er.

At det var et skuespil gjorde på den ene side, at bogen var uhyre letlæst, på den anden side savnede jeg flowet og ikke mindst sproget, fra de oprindelige, syv bøger om Harry Potter. Til gengæld syntes jeg at plottet, og i dette tilfælde dramaturgien, levede fuldt op til forgængerne.

Og det var altså noget så hyggeligt med et gensyn med Harry, Ron, Hermione, Ginny, McGonagall osv. osv. og i tillæg at høre om ‘hvad der var sket siden sidst’. Og lære Albus, Rose, Scorpius m.fl. at kende. Så det vejede for mig op for den noget magre tekst. Som selvfølgelig er forventelig, når nu det drejer sig om et skuespil. Men alligevel. Tørstede lidt efter flere detaljer. Flere ord.

Eneste løsning er vist at tage et smut til London og se stykket, så jeg kan få alt det med, som man ikke kan læse sig til i et manuskript ;)

Jeg fabdt hele historien meget klog og raffineret og kunne godt lide det næsten science fiction-agtige tidsrejsetema og den filosofiske funderen over hvordan selv de mindste ting har en betydning for det store billede.

Særligt rørende var voksne Rons kejtede komplimenter til Hermione (s. 176-177) i den alternative virkelighed, hvor de ikke var blevet gift. At de er så ‘meant to be’ og så ikke er blevet hinandens. Noget der heldigvis bliver rettet op på.

Ja, ja jeg er altså en sucker for lykkelige slutninger. Og de bøger jeg sædvanligvis læser, har dem sjældent, så det er ekstra fornøjeligt at støde på dem som her.

 

Seneste kommentarer
  • B Er også kæmpe HP-fan og genlæser lige nu bøgerne for min datter. Det har inspireret ..
  • Anette Tror jeg vil håbe den kommer til dk... en tur med fly og uden Zorro...det ..

Look du jour

Hvid skjorte og jeans er en sikker vinder til trætte tirsdag. Og de fleste andre dage i og for sig. Føler mig altid lige lidt mere stivet af og ordentlig i skjorte. På en god måde. Og når den tilmed har kønne blondedetaljer, så bliver det ekstra fint og udvasker næsten al tirsdagstræthed.

Brillerne er nye, men ligner de gamle (har åbenbart kun vist dem den ene gang for 5 år siden, i mine eksperimenterende, unge dage ;)), som jeg glemte i Paris i sommer, til forveksling.

Prøvede (næsten) 100 forskellige par inden jul, da jeg endelig var blevet lidt træt af at gå med mine gamle, gamle briller, når øjnene skulle have pause fra linserne og havde planer om alt muligt smart, dristigt og vovet.

Men så fik jeg de her på næsen og måtte sande, at det vist bare er min brillestil. Mellemstore, runde med brunt skilpaddestel. Bum.

Det var en lang historie om stort set ingenting. Jeg håber I får en dejlig aften alligevel <3

Ps. Der kommer bogklubdiskussion af Harry Potter og det forbandede barn senere i aften for læsehestene.

Shirt | & Other Stories
Jeans | Levi’s

indeholder reklame i form af affiliatelink

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Hej Mette, der står følgende i stellet: CA6636/N IJP 145 og de er fra Carrera ..
  • Mette Hejsa. Er så vild med dine briller! Har de et navn el. Varenummer? Dem I ..

Små ting

{Søndagsvafler}

Sidste uge var en rigtig januaruge. Alle måltider blev spist hjemme og i stedet for at gå ud, kørte vi i weekenden filmmaraton på sofaen. Sådan helt ordentligt og spareagtigt. Men det var altså ret lækkert. Ingen planer, ingen makeup, slaskebuks og fuldt blus på hyggen.

Denne uge bliver lidt lige sådan. Fuldt blus på arbejdstiden og masser af projekter i gang, mens der er mere roligt ovre i fritiden. Drømmemanden skal speake X-Games på DR3 hele weekenden (husk at følge med ;)), så jeg planlægger tøseaftener på rad. Med ansigtsmasker, vin, sladderblade, neglelak og chokolade i rå mængder.

Jeg håber, at I også får en mægtig fin uge <3

{Parfumernes holdeplads}

{Blodappelsiner, grapefrugt og granatæble. Sæsonens yndlinge}

{Ny (næsten for) nuttet hue}

{Når man rydder op og rykker rundt og bliver forelsket på ny i små kroge og hjørner}

{Rester. Elsker rester! Her fra tre forskellige måltider. Salaten er en variation af denne}

{Nyt medlem af junglen. Med det passende navn Strelitzia Nicolai. Min kæreste hedder nemlig ikke Drømmemanden i virkeligheden, men Nikolaj ;)}

Seneste kommentarer
  • Sabien Hej Emily, Hvorhenne har du fået fat i den fine Strelitzia Nicolai plante?? Jeg kan ..
  • Emily Salomon Åh det ville jeg SÅ gerne!!! Nyd det <3 ..

Mine favoritter

Vintage kaffepause

Av for Søren. Har haft sådan en ægte mandagsmandag, hvor jeg hele tiden var to skridt bagefter. Hvis ikke ti. Og glemte at checke ud på rejsekortet i metroen (og fandt først ud af det, da jeg var kommet helt hjem), lavede århundredets paper cut og spildte yoghurt, vand, mere vand og væltede en plante, der kvitterede med at kaste jord op på nyligt støvsuget gulv.

Med andre ord er der på ingen måde sket noget alvorligt, men har fumlet og tumlet og prøvet at nå flere ting, end der realistisk set kan presses ind på sådan en lille mandag og så fumler og tumler jeg altid endnu mere.

Hvorfor ‘Små ting’ undtagelsesvis også først udkommer i morgen. Har slet og ret været for meget bagefter og de små ting skal helst komme til i nogenlunde ro og mag.

Men i al dagens jag og da mange punkter var hakket af på to do listen (og yoghurt og vand var tørret op) så blev halvlegsbelønningen sættet over dem alle: Kaffe og kage. Det virker hver gang. Til lige at summe i 10 minutter og få pusten igen.

Og det var ikke en hvilken som helst kaffe. Ikke nok med at den kommer i en yndig lyserød kapsel (og jo, det betyder altså lidt), så er den også en såkaldt vintagekaffe. Akkurat som man kender det fra eksempelvis champagne, hvor man vælger at lave en årgangschampagne, når et års høst har vist sig særligt god.

Og 2014 var et godt kaffeår i Colombia. Så godt at Nespresso har valgt at lave en årgangskaffe med lagret kaffe derfra. Den hedder Selection Vintage 2014 og kan fås i en begrænset periode.

De grønne kaffebønner lagres og modnes kontrolleret og det har resulteret i en kaffe, der smager virkelig dejligt. Den har de lette, frugtige nuancer som jeg også holder af i varianterne Rosabaya og Bukeela (hvis I også er Nespresso-drikkere, kender I dem måske), men med et lidt mere raffineret touch og giver en rund, blød og mild kaffeoplevelse, hvis I spørger mig.

Og så var den også en god kagemakker :)

 

Seneste kommentarer
  • Sarah Skarum Kaffekapslerne er svære at genanvende, fordi de består af både metal og plastic. Man producerer ..
  • Emily Salomon Det er en triple chocolate kage fra 42 Raw :) Ikke sprød, men lækker alligevel. ..

Blogtip x 3: Have, bryllup og ung skønhed

Udover at rydde grundigt op og ud, den helt store forårsrengøring – er på den konto forundret, fascineret og forarget over hvor meget et par mennesker kan akkumulere over et par år –  og se film til den store guldmedalje (lille filmguide følger), så har jeg brugt et par af weekendens timer på at surfe på www. Og er i den anledning blevet begejstret over to spritnye blogs om hhv. skønhed for de helt unge og haveliv og så en relativt ny bryllupsblog.

Wash your face honey
En ny beautyblog rettet mod dem under 28. Dvs. at jeg er for gammel. Men jeg smuglæser med alligevel. Her er nemlig gode tips at hente, krydret med fine billeder og inspirerende interviews med nogle seje, unge damer. Måske nogle af jer er tættere på målgruppealderen og ellers har I måske døtre, der er. Bag bloggen står Liv Winther tidligere skønhedsredaktør på Cover.

www.washyourface.com

Denne uge i haven
Måske I læste min venindebog med Signe Wenneberg her? Nu er der mulighed for meget mere Signe, haveliv og bæredygtighed for hun deler nemlig et indlæg fra egen have hver uge hele dette år. Krydret med betragtninger også om det uden for haven, hyggelige anekdoter og konkrete tips og anbefalinger. Jeg ser frem til at følge året i Signes have.

Denne uge i haven – del 3. Find uge 1 her og uge 2 her.

A couple.
Bryllupsinspiration lige efter mit hovede, søde parhistorier og de smukkeste billeder. Vi er endnu ikke så langt med planlægningen af vores eget bryllup, men det her er et af stederne, hvor jeg bliver inspireret

www.acouple.dk

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Det var bestemt så lidt <3 Klem Emily ..
  • Emily Salomon Tror måske de andre er for nye til at have oprettet sig på Bloglovin' endnu ..

Aromaterapi

I fredags købte jeg den bedste weekendbuket i Torvehallerne. Ret rustik og farveneutral, men fuld af dufte. Det er eucalyptusgrene, lavendel og forskellige slags hyacinter bundet sammen til den herligste omgang aromaterapi.

Den fylder hele stuen med den skønneste, opfriskende, rene duft.

Syntes så godt om den enkle idé, at jeg ville dele den med jer, for tænker det er ret nemt at gøre efter selv. Jeg vil lave en lille en til badeværelset snarest. Også ret fin som værtindegave.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Sikke en god idé Maiken, det må jeg prøve! Klem Emily ..
  • Maiken K. Jeg tager nogle gange og gænger et par grene eukaluptus i bruseren. Det er virkelig ..

Bøger