Denne omgang af læseklubben blev lidt afbrudt, da der lige kom en hjernerystelse i vejen og som følge deraf en lang pause. Men jeg håber alligevel, at I er nogle der har hængt på og har lyst til at tale lidt om bogen. Og ellers er det altså også helt forståeligt og så tager vi blot revanche næste måned :)

Jeg læste Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utroligt tæt på første gang umiddelbart efter, at den udkom på dansk i 2005 og jeg blev meget betaget af den forunderlige historie om en begavet og neurotisk 9-årig dreng, der mister sin far d. 11. september 2001 i New York. Og som har meget, meget svært ved at acceptere det.

Hvilket der bestemt ikke er noget at sige til og jeg synes, Safran Foer på én og samme tid beskriver barnets smerte og fortvivlelse over at miste en forælder, samtidig med at han bearbejder vores (og amerikanernes i særdeleshed) traume i forbindelse med terrorangrebene.

Siden jeg læste bogen første gang, har jeg læst den adskillige gange i forbindelse med, at jeg skrev bacheloropgave om den (og Safran Foers Alt bliver oplyst – der er noget mere vanskelig, men måske dobbelt så genial). Og det var en fornøjelse at læse den igen her i forbindelse med læseklubben.

Ps. Husk at marts måneds bog er lagt op. Håber, I har lyst til at læse med.

For den holder stadig. For mig i alle tilfælde. Synes det er sådan en interessant og anderledes måde at fortælle om noget smerteligt på og jeg kan ikke lade være med at holde (endnu mere) af den gammelkloge, besværlige, noget maniske og kejtede, men også stakkels, stakkels Oskar med de tunge støvler. 

Nu glæder jeg mig til at høre, hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

1. Hvad kunne I godt lide? Først og fremmest er jeg vild med det hæsblæsende tempo, som Oskar rabler fakta af i. Og i mange af tilfældene med filosofiske betragtninger i tillæg. Et barns filosofiske betragtninger vel at mærke. For det er virkelig et af Foers kunstgreb synes jeg. At man føler, at det er et (uhyre intelligent) barn, der fortæller. Og så er jeg også ret glad for dér hvor bogens titel optræder konkret i selve teksten (side 313 i den danske udgave). Dog med ‘ekstremt højt’ og ‘utrolig tæt på’ i hver sin sætning.
2. Hvad rørte jer mest? For mig er det en helt konkret passage på side 212-213 i den danske udgave, hvor Oskar cementerer overfor psykiateren Dr. Fein, at han ikke selv finder det er mærkværdigt, at han er så ked af det, men at hans omgivelser finder det problematisk: “Når jeg kommer her, Dr. Fein, er det, fordi det gør min mor ked af det, at jeg er inde i en så dårlig periode af mit liv.” Og sidenhen, til spørgsmålet om hvorvidt hans tristhed måske kunne have noget at gøre med en spirende pubertet, svarer: “Det har det ikke. Det har noget at gøre med, at min far døde på en måde, som var så uhyggelig, at ingen kunne finde på, at opfinde noget der var så uhyggeligt.“
3. Hvad syntes I om de grafiske virkemidler. Skrift der flyder sammen, overstregninger, billeder osv? Jeg er ret vild med idéen og synes ikke, det er noget, jeg rigtigt har oplevet hidtil (eller efter for den sags skyld). Det er skægt at gøre opsætningen af bogen til et virkemiddel, der understreger handlingen. Jeg er specielt begejstret for ‘flip-bogen’ i slutningen, hvor manden falder opad. Det er på en gang så sødt og hjerteskærende.