
Min mor gjorde det, da jeg var barn: Drak varmt vand med friskpresset citron i om morgenen. I alle tilfælde i perioder. Siden da har jeg lagt mærke til at denne klassiker af et skønheds- og sundhedstrick, er poppet op i magasiner og bøger med jævne mellemrum. Og nu har det for alvor gjort sit indtog igen. ALLE gør det. Starter dagen med varmt, kogt vand med saften af 1/2 citron i.
I alle tilfælde i mit Instagram-feed og i alle portrætter om sundhed og skønhed, jeg læser i dameblade for tiden.
Så jeg ville også være med og har de seneste par uger skiftet (den første kop) morgenkaffe ud med varmt (kogt!) vand med citron. Eller en citron chaud pressé, som den hedder på fransk. Lyder både mere sexet og appetitligt.
Det skulle efter sigende både være godt for fordøjelse, hud, energiniveau og væskebalance og så skulle det være mægtigt mod oppustethed, ligesom det har ry for at være en hverdags-mini-detox.
Og 117 andre ting. Prøv evt. at google ‘hot lemon water‘ og se alt hvad sådan en morgensjus kan medføre af herligheder.
Det har ikke ændret min verden (endnu), men det har bestemt heller ikke gjort det modsatte. Og det føles som et dejligt og friskt morgenritual og alt i alt en god måde at starte dagen på. Så jeg fortsætter og tør godt anbefale det.
Kunne I finde på at hoppe med på citronvandvognen? Eller er I der allerede? Hvis ja, vil jeg meget gerne høre hvad det gør (af godt) for jer? :)
Ps. Af og til kommer jeg også et par skiver frisk ingefær eller et par kviste frisk mynte i min ‘morgendrink’.
ENGLISH RECAP: I’ve recently started a new morning ritual. I drink a cup of warm water with the juice of half a lemon. It’s supposed to be good for the digestion, clear up skin and work as a mini-detox. True or not it feels like a nice and fresh way to start my day.




-
Marlene Svendsen Jeg er afhængig at lunkent vand med citron om morgenen. Jeg har drukket det i ..
-
Emily Salomon Hej Annie, en citron indeholder meget lidt frugtsukker, så med mindre du har meget svingende ..
Der er Oscar-uddeling lige om lidt (22. februar) og i den anledning viser DR2 nogle af de seneste års vindere og nominerede i dokumentarkategorien.
I aften bliver Searching for Sugarman, der vandt en Oscar for bedste dokumentarfilm i 2013, således vist kl. 20.45 og der skal jeg altså se med. Den har jeg nemlig fået anbefalet af venner gentagne gange de seneste par år og kun hørt rigtigt, rigtigt godt om. Men har ikke haft anledning eller mulighed for at se den før nu.
Den handler om musikeren Rodriguez, der blev opdaget i slutningen af 60’erne i Detroit. Det udmøntede sig i et album, som alle havde mere end tårnhøje forventninger til. I stedet skete der nærmest ingenting. I Sydafrika var en piratkopi af Rodriguez album imidlertid spredt og over de næste to årtier, blev hans plade en af de mest solgte i landet. To sydafrikanske fans satte sig for at finde ud af, hvad der egentlig skete med deres store idol. Hvad de fandt, var en historie, der overskred alle forventninger og tilmed eksisterende myter om Rodriguez.
Skal I se med? Eller har I allerede set den?
Searching for Sugarman
DR2 tirsdag den 10. februar kl. 20.45.
Ps. Du kan stadig lige nå at være med i konkurrencen om den ultimative pigeaften for dig + 3 veninder. Slutter i aften kl. 18.00.
ENGLISH RECAP: I look forward to finally watch Searching for Sugarman, the 2013 Academy Award documentary winner, tonight.
-
Jeg så den i dansk, da jeg gik i gymnasiet, og det var virkelig god! ..
-
Åh, ja, den er SÅ god. Og så er soundtracket eminent! ..

{Endnu en til samlingen. Før i tiden samlede jeg på sko, nu er det vist snarere læderjakker}
Sidste uge var lidt hæsblæsende med blogflytning, møder, lån af regi til min bog, skriveslutspurt på samme og så alt det løse. Og jeg fik generelt nået en allerhulens masse. Og blev lidt høj på det. Og dermed nok lidt irriterende for mine omgivelser, som det ofte er tilfældet, når jeg når mit lidt mere maniske gear ;)
Det var også en ret herlig uge med smukke vinterdage og forårsbebudere i skøn forening. Og med en noget nær perfekt søndag og masser af rare sommerfugle i maven. Og så blev det ugen, hvor jeg fik læst Stillidsen færdig, diskussion her, hvilket var godt, men også en kende trist.
Er nemlig ikke så god til at ting slutter. Hverken ferier eller gode bøger eller lignende. Faktisk kan jeg også blive lidt midlertidigt ked, når en (god) uge slutter. Søndagsaften-blues. Dem havde jeg i går. På trods af at jeg faktisk elsker mandage. Bliver vist lidt grådig og vil bare have at ferien/søndagen/det gode varer evigt.
Bliver I også triste når små (rare) begivenheder, når deres ende? Eller er I gode til i stedet at glæde jeg over det, som var godt? Jeg skal vist øve mig i det sidste…
ENGLISH RECAP: The small things that made me smile a little more the past week. A new biker jacket, chocolate hippos filled with fleur de sel caramel, a lovely scented candle, my new blog design, a feature in a Danish magazine and the first blooming flowers in my back yard.

{Yndige chokoladeflodheste med fyld af saltkaramel. Desværre er alle pist væk}

{Lidt mere budgetvenligt alternativ til mit yndlingsduftlys, Figuier fra Diptique. Dette er fra Broste og dufter lifligt af bl.a. vild figen og orangeblomst}

{Bloggens nye design og jeres modtagelse af det. Tak!}

{Så stolt over helside om min læseklub i det nyeste nummer af ALT for damerne}

{At der pibler vintergækker frem i min have}

{Nyt afsnit af GIRLS, der ligger og venter på mig til i aften. Blev lidt skuffet sidste mandag, hvor der ikke var noget nyt afsnit pga. Super Bowl. Hrmph…}
-
Hej.-) jeg har også ledt efter den og talt med forhandler som siger at de ..
-
Hej Emily Jeg har kigget efter den læderjakke, du har på det første billeder i dette ..

Så lykkedes det mig (endelig, ahem…) at blive færdig med sidste måneds læseklubsbog. Og hvilken bog! Ikke bare i omfang, men helt kort fortalt, så havde jeg en storslået læseoplevelse.
Jeg blev virkelig bjergtaget af Donna Tartts kæmperoman og synes det er imponerende, hvordan den både er dannelsesrejse og på sine steder hæsblæsende spænding. Alt imens man kommer med på rejse gennem Amerika og en smuttur til det (i Theos øjne) fremmedartede og eksotiske Europa. Og hvirvles ind en (ulykkelig) kærlighedshistorie og skæbnefortælling ikke mindst. Og en smuk forklaring af hvorfor vi har brug for kunst.
Den er på en gang møjsommelig og giver sig tid til at studere meget små detaljer og beskrive karakterernes sindsstemning så malende, at man næsten selv kan fornemme, hvordan det er at have det sådan og sådan. Og samtidig er den vild og flosset og vanvittigt spændende. Fuld af underlige personligheder, der stritter i alle retninger.
Undervejs blev jeg til tider lidt frustreret over nogle af de meget dvælende passager, for så blot at glædes over dem senere, når brikkerne faldt på plads. For hos Tartt er intet overladt til tilfældighederne og hver en lille sætning er ladet med tegn og betydninger, flettet ind i hinanden, delvist skjulte undervejs for siden at udfolde sig lidt efter lidt og til sidst åbenbare sig i et meget helstøbt, gennemarbejdet og mere end dygtigt eksekveret værk.
Så selvom det tog lidt længere tid end forventet at tygge mig igennem den, så er jeg noget så glad for at have læst den. Rigtigt glad. Det er måske en af de bedste bøger, jeg har læst nogensinde og det er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i dette årti indtil videre.
Ps. Husk at I stadig kan nå at læse med i denne måned, hvor der er en helt anden (og kortere) type bog på menuen.
Pps. Rikke fra en af mine yndlingsbogblogs, Paperback Castles, har skrevet sådan en flot anmeldelse af Stillidsen. Læs den her.

Men nu vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I oplevede bogen?
Svar meget gerne på et eller flere af følgende spørgsmål. Eller lad være og skriv slet og ret hvad jeres umiddelbare oplevelse af Stillidsen var :)
1. Var den til at komme igennem? Læste I den i store bidder eller i små etaper henover perioden? For mit eget vedkommende blev det en blanding. Et par timer hist og her i juleferien og afslutningsvis, men ellers ca. 20 sider inden jeg skulle sove de fleste aftener. Hvilket var helt fint i forhold til min oplevelse af bogen, men det var nok lidt for ambitiøst et valg i forhold til at nå bogen til den aftalte tid. Det lykkedes som bekendt ikke for mig og jeg ved at I også var en del, der ikke nåede den i løbet af december. Kæmpe kudos til de af jer, der gjorde til gengæld :) På trods af den imponerende længde syntes jeg dog, at bogen var meget nem at komme igennem. Jeg havde hele tiden lyst til at læse videre og med undtagelse af nogle lidt langtrukne passager og et par referencer, jeg ikke forstod eller kendte, så fandt jeg den ligetil at læse og alligevel med et flot og varieret sprog.
2. Hvad kunne I bedst lide ved bogen? Selv blev jeg helt forelsket i Hobies gemytlige væsen og ikke mindst beretningerne om hvad han lavede af simple lækkerier i sit køkken og hvad han godt kunne lide at købe på markedet. Han forstod, på sin egen verdensfjerne måde, at værdsætte de ‘små ting’.
Og så var jeg vild med Boris. Den fandenivoldske inkarnation af en optimist og opportunist (manifesteret i en tyv og en løgnhals), der igen og igen fik pustet lidt liv og mod i den stakkels, mere end selvdestruktive Theo: “Hva’ så? sagde Boris. Hva’ så?”.
3. Hvad fandt I irriterende? Ja, som I næsten kan gætte ud fra ovenstående, så syntes jeg Theo var lidt træls for at sige det pænt. Forstå mig ret, det får mig ikke til at tænke ilde om bogen samlet. Tvært imod. En af de bedste læseoplevelser jeg har haft, var Stendahls Rødt og Sort og der fandt jeg hovedpersonen, Julien Sorel, helt vildt usympatisk og irriterende. Theo var ikke usympatisk, syntes jeg. Bare virkelig stakkels, men på en måde der skurrede lidt. Og ja, det var virkelig vanvittigt synd for ham. Ingen tvivl om det. At have oplevet sådan et traume og derefter blive kasteboldt i et rigidt system, burde ikke ske for noget barn. Men derfor var hans dødsdans og søgen mod afgrunden og skaben problemer for sig selv, altså noget så irriterende for mig alligevel. Og alligevel kom jeg til at holde forfærdeligt meget af ham til sidst. I særdeleshed i afslutningen hvor han skriver:
- ” … – sådan er den mellemzone hvor jeg eksisterer, og ønsker at blive ved med at eksistere, og, for at være helt oprigtig, håber at jeg vil dø i, nøjagtig denne mellemdistance: Hvor fortvivlelsen ramte det fuldkommen anderledes og skabte noget sublimt.” (s. 836)
4. Hvordan havde I det med alle litteratur- og kunstreferencerne? Jeg følte mig nogenlunde hjemme i de litterære referencer, sjovt nok med undtagelse af Dickens, som jeg har til gode (og som er den Stillidsen ellers bliver sammenlignet med, måske nogle af jer er vakse og kan fortælle mig hvad det Dicken’ske i romanen består i?), men til gengæld var jeg stort set uvidende om alle kunstreferencerne. Det fik mig dog ikke til at føle mig ekskluderet, men jeg slog en del efter undervejs og følte på den måde at jeg tilmed lærte lidt om et felt, jeg ellers ikke er så velbevandret udi. I øvrigt syntes jeg at følgende, hvor Boris holder Stieg Larsson op mod Dostojevskij, var lidt skæg:
- “Ja ‘Idiot’ var meget foruroligende bog for mig. Faktisk så foruroligende at jeg aldrig rigtigt har læst særlig mange fiktioner efter den, bortset fra sådan noget som Mænd som hader kvinder. Fordi…” (s. 809)
5. Slutningen. Er det bare mig eller var den helt magisk? Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, mens jeg læste de sidste ca. 30 sider. Ok, jeg sad også i en solstråle og var generelt i en gunstig sindsstemning. Ikke nok med at alle brikkerne faldt på plads både på den ene og den anden måde, så opsummerede den så mange fine tanker og temaer. Og virkede som en belønning og retfærdiggørelse af selv de mest langtrukne og slidsomme passager tidligere i bogen, som jeg ellers havde set mig lidt sur på. Pludselig kunne jeg kun synes at hele Stillidsen var et lille (stort) mirakel. Og så blev jeg lidt ked af at den var slut. Og kunne ikke lade være med at fælde en tåre.
Særligt begejstret var jeg for den forsonende samtale om smukke ting i Hobies køkken:
- “At holde for meget af genstande kan ødelægge en. Men – hvis man holder tilstrækkeligt meget af en ting, får den sit eget liv, ikke? Og er hele pointen ved ting – smukke ting – ikke at de forbinder en med en form for større skønhed? Disse første billeder der får ens hjerte til at sprække og åbne sig, og som man bruger resten af livet på at jagte eller forsøge at generobre, på den ene eller anden måde?” (s. 822)
6. Måtte I også læse mere om selve maleriet? Jeg kunne ikke lade være med at google løs og har nu en ubændig lyst til at rejse til Haag og se det lille maleri med egne øjne i Mauritshuis.
Hov! Glemte helt at komme ind på Tartts nuancerede syn på samhørigheden mellem det gode og det onde. Det var ellers et meget spændende tema, synes jeg. Byd gerne ind med noget om det, hvis I har lyst.
Læs mere om februar måneds bog her, som vi diskuterer i slutningen af februar/starten af marts. Den er af en mere normal tykkelse, så I kan stadig nå at læse med :)

-
[…] I lyst til at få knyttet et par ekstra ord og anbefalinger til bogen, ..
-
Jeg dumper lige ind med en kommentarer en hel del måneder senere, men jeg har ..

Sammen med Baileys sætter jeg en ret vild venindeaften på højkant, hvis jeg selv skal sige det.
Hvis du bliver den heldige vinder, kan du invitere 3 veninder med ud at køre limousine og sippe Baileys, herefter ud at spise på Llama og ind at se Fifty Shades of Grey i Imperial og afslutningsvis ud at drikke drinks og kaffe på Salon 39. Altsammen på fredag d. 13. februar. Se det fulde program nedenfor.

Program for aftenen d. 13. februar for vinder + veninder:
- Kl. 17.30 – Gruppen bliver hentet i limousine. Kører rundt og hygger og drikker Baileys.
- Kl. 18.30-20.30 – Middag på restaurant Llama.
- 20.30 – 21.00 – Transport til Imperial.
- 21.00-00.30 – Fifty Shades of Grey i Imperial.
- 00.30 – ? – Limousine til Salon 39 – Baileys og kaffe efter filmen.

Jeg kan ret godt lide cocktails. Og jeg kan ret godt lide dessert. Som naturlig afledning heraf, er jeg også pjattet med dessertcocktails. Helst ikke som erstatning for den egentlige dessert dog. Men sammen med. Mere vil have mere…
Jeg kan også ret godt lide kaffe og en Espresso Martini er derfor en af mine forestrukne dessertcocktails. Denne version med Baileys er et hit, synes jeg.
Baileys Espresso Martini
6 cl Baileys
1 cl vodka
1 espressoshot, koldt
3 hele kaffebønner til pynt
- Hæld alle ingredienser i en shaker med masser af is og ryst kraftigt.
- Si det ned i et martiniglas og pynt med kaffebønner.
Og ja, der skal være et fint lag skum på sådan en fætter. Det var der altså også (lidt i alle tilfælde), men nogen var lidt for langsomme til at få taget billeder og så lagde skummet sig igen. Dumme skum….

Sådan deltager du i konkurrencen
For at deltage i konkurrencen om den lækreste venindeaften på fredag d. 13/2 for dig + 3 veninder med limousine, middag, biograftur og cocktails skal du blot lægge en kommentar til dette indlæg. Vær dog sikker på, at du opfylder kravene nedenfor.
Konkurrencen slutter allerede på tirsdag d. 10. februar kl. 18.00 og jeg trækker de vinderen umiddelbart derefter.
Vinderen får direkte besked på mail tirsdag aften. Så husk at holde øje med mailen.
Krav for at deltage
- Du og de veninder der skal med, skal være fyldt 18 år.
- I skal kunne deltage på fredag d. 13. februar fra kl. 17.30.
- Bor I mere end 20 km væk fra København, skal I selv sørge for at komme til eksempelvis Københavns Hovedbanegård, hvorfra I så vil blive hentet af limousinen.



(indlægget er udgivet i samarbejde med Baileys)
-
Lækker konkurrence! Håber Jeg(vi) vinder! :) ..
-
eeej, håber ikke det er for sent at deltage! sådan en fredag aften er lige noget ..

Åh søde søndagslykke. Min morgen og formiddag kunne ikke have været rarere ved mig og er blevet tilbragt først med mig selv, kaffe, de allersidste sider af Stillidsen og solen bagende på ryggen, imens nogle andre nogen fik indhentet lidt søvn.
Det er altså noget af det fine ved altid at vågne tidligt. Kan godt lide de der timer, hvor man føler, at man har verden lidt for sig selv og alt er stille og dagen venter på at komme ordentligt i gang. En lille tidslomme tidligt søndag morgen, der bare er min. Og som jeg stornyder.
Og sidenhen med vaffelpicnic på gulvet i solstrålerne i det bedste selskab, jeg kunne forestille mig lige nu.
Så dejligt.
Og ja, I må gerne synes, det er for meget, det er det nok, men er altså virkelig gennemglad lige for tiden :)
Ps. Kig ind forbi senere. Først udlodder jeg den vildeste venindeforkælelsestur x 2 og i aften kommer diskussionen af seneste læseklubsbog, Stillidsen på. Bedre sent end aldrig ;)

Mange gode læsetimer og æselører senere. ELSKEDE slutningen. Og ja, det er lidt at mishandle bogen, men ellers kan jeg ikke huske alle de ting, jeg gerne vil. Sikke en bog, sikke en afslutning. Glæder mig så meget til at tale med jer om den senere!
-
Mmmm vafler :) Hvor er det lækre grå tæppe fra? ..
-
Det er ikke svært at gennemskue at du er nyforelsket og lykkelig. det er dejligt ..

Valentines Smalentines. Hvordan har I det med Valentinsdag?
Da jeg var yngre (læs: en kulturelitær litteraturvidenskabsstuderende), syntes jeg det var noget amerikansk pjat. Men den er altså vokset lidt på mig. Ganske enkelt har jeg svært ved at være imod noget, der hylder kærlighed. Og som potentielt involverer chokolade, blomster og lyserød i overflod. Sådan cirka mine yndlingsting. Det er faktisk noget nær materialiseringen af den perfekte højtid for mig.
Er det så fjollet at fyre, der normalt aldrig giver deres dame blomster, lige vælger at gøre det den dag? Måske nok (og husk lige at gøre det året rundt mandetyper!), men det kan altså ikke hidse mig op at blomsterhandlerne har årets omsætning d. 14. februar. Jeg elsker blomsterhandlere og under dem gerne både Valentines og Mors Dag.
Så for min skyld skal I bare fyre den af. Benyt dagen til at fortælle dem I elsker, at I gør det. Måske I glemmer det I hverdagens trummerum og så er det jo slet ikke så tosset med en lejlighed særligt til den slags.

Jeg tog forskud på glæderne i går og fejrede to af mine hjerter. Bedsteveninderne som jeg har boet med, rejst med og delt stort og småt med de sidste mere end 13 år.
Vi er nu ret gode til at påskønne og værdsætte hinanden, men derfor skader det jo ikke at gøre lidt ekstra ud af det en gang imellem. Især ikke hvis man er en nyforelsket og samtidig travl type, der måske ikke har helt så meget tid til venindeaftener eller er helt så opmærksom, som man plejer.
Således inviterede jeg dem på lyserøde bobler og macarons (fra sødeste Strangas, de bedste synes jeg) og venindesnak.
Tror måske, det er starten på en fremtidig Valentinstradition.
Vi nød Veuve Cliquots ikoniske rosé champagne, mens vi fejrede vores venskab. Den er i anledning af Valentines Day lanceret i en specialudgave i en særlig Scream Your Love-icebucket, der også ligner en megafon, så man rigtigt kan ‘skrige sin kærlighed ud’ ;)
Veuve Clicquot Rosé – Scream Your Love forhandles eksklusivt hos nemlig.com.

Synes det er sådan en fin idé at ‘megafonen’, som champagnen kommer i efterfølgende kan agere smart champagnekøler.

Mine coupe champagneglas, som mange spurgte til på Instagram i går, er i øvrigt herfra.
Men jeg må hellere advare om, at det jo ikke er den allerbedste måde at servere champagnen på. Boblerne forsvinder lynhurtigt. Men det er utvivlsomt den kønneste måde og det kan retfærdiggøre meget ;)



-
Det lyder så dejligt med begge dele, god idé og dejlig Valentines til dig ..
-
Mange tak :) ..
































