Så lykkedes det mig (endelig, ahem…) at blive færdig med sidste måneds læseklubsbog. Og hvilken bog! Ikke bare i omfang, men helt kort fortalt, så havde jeg en storslået læseoplevelse.

Jeg blev virkelig bjergtaget af Donna Tartts kæmperoman og synes det er imponerende, hvordan den både er dannelsesrejse og på sine steder hæsblæsende spænding. Alt imens man kommer med på rejse gennem Amerika og en smuttur til det (i Theos øjne) fremmedartede og eksotiske Europa. Og hvirvles ind en (ulykkelig) kærlighedshistorie og skæbnefortælling ikke mindst. Og en smuk forklaring af hvorfor vi har brug for kunst.

Den er på en gang møjsommelig og giver sig tid til at studere meget små detaljer og beskrive karakterernes sindsstemning så malende, at man næsten selv kan fornemme, hvordan det er at have det sådan og sådan. Og samtidig er den vild og flosset og vanvittigt spændende. Fuld af underlige personligheder, der stritter i alle retninger.

Undervejs blev jeg til tider lidt frustreret over nogle af de meget dvælende passager, for så blot at glædes over dem senere, når brikkerne faldt på plads. For hos Tartt er intet overladt til tilfældighederne og hver en lille sætning er ladet med tegn og betydninger, flettet ind i hinanden, delvist skjulte undervejs for siden at udfolde sig lidt efter lidt og til sidst åbenbare sig i et meget helstøbt, gennemarbejdet og mere end dygtigt eksekveret værk.

Så selvom det tog lidt længere tid end forventet at tygge mig igennem den, så er jeg noget så glad for at have læst den. Rigtigt glad. Det er måske en af de bedste bøger, jeg har læst nogensinde og det er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst i dette årti indtil videre.

Ps. Husk at I stadig kan nå at læse med i denne måned, hvor der er en helt anden (og kortere) type bog på menuen.

Pps. Rikke fra en af mine yndlingsbogblogs, Paperback Castles, har skrevet sådan en flot anmeldelse af Stillidsen. Læs den her.

Men nu vil jeg rigtig gerne høre, hvordan I oplevede bogen?

Svar meget gerne på et eller flere af følgende spørgsmål. Eller lad være og skriv slet og ret hvad jeres umiddelbare oplevelse af Stillidsen var :)

1. Var den til at komme igennem? Læste I den i store bidder eller i små etaper henover perioden? For mit eget vedkommende blev det en blanding. Et par timer hist og her i juleferien og afslutningsvis, men ellers ca. 20 sider inden jeg skulle sove de fleste aftener. Hvilket var helt fint i forhold til min oplevelse af bogen, men det var nok lidt for ambitiøst et valg i forhold til at nå bogen til den aftalte tid. Det lykkedes som bekendt ikke for mig og jeg ved at I også var en del, der ikke nåede den i løbet af december. Kæmpe kudos til de af jer, der gjorde til gengæld :) På trods af den imponerende længde syntes jeg dog, at bogen var meget nem at komme igennem. Jeg havde hele tiden lyst til at læse videre og med undtagelse af nogle lidt langtrukne passager og et par referencer, jeg ikke forstod eller kendte, så fandt jeg den ligetil at læse og alligevel med et flot og varieret sprog.

2. Hvad kunne I bedst lide ved bogen? Selv blev jeg helt forelsket i Hobies gemytlige væsen og ikke mindst beretningerne om hvad han lavede af simple lækkerier i sit køkken og hvad han godt kunne lide at købe på markedet. Han forstod, på sin egen verdensfjerne måde, at værdsætte de ‘små ting’.

Og så var jeg vild med Boris. Den fandenivoldske inkarnation af en optimist og opportunist (manifesteret i en tyv og en løgnhals), der igen og igen fik pustet lidt liv og mod i den stakkels, mere end selvdestruktive Theo: “Hva’ så? sagde Boris. Hva’ så?”.

3. Hvad fandt I irriterende? Ja, som I næsten kan gætte ud fra ovenstående, så syntes jeg Theo var lidt træls for at sige det pænt. Forstå mig ret, det får mig ikke til at tænke ilde om bogen samlet. Tvært imod. En af de bedste læseoplevelser jeg har haft, var Stendahls Rødt og Sort og der fandt jeg hovedpersonen, Julien Sorel, helt vildt usympatisk og irriterende. Theo var ikke usympatisk, syntes jeg. Bare virkelig stakkels, men på en måde der skurrede lidt. Og ja, det var virkelig vanvittigt synd for ham. Ingen tvivl om det. At have oplevet sådan et traume og derefter blive kasteboldt i et rigidt system, burde ikke ske for noget barn. Men derfor var hans dødsdans og søgen mod afgrunden og skaben problemer for sig selv, altså noget så irriterende for mig alligevel. Og alligevel kom jeg til at holde forfærdeligt meget af ham til sidst. I særdeleshed i afslutningen hvor han skriver:

• ” … – sådan er den mellemzone hvor jeg eksisterer, og ønsker at blive ved med at eksistere, og, for at være helt oprigtig, håber at jeg vil dø i, nøjagtig denne mellemdistance: Hvor fortvivlelsen ramte det fuldkommen anderledes og skabte noget sublimt.” (s. 836)

4. Hvordan havde I det med alle litteratur- og kunstreferencerne? Jeg følte mig nogenlunde hjemme i de litterære referencer, sjovt nok med undtagelse af Dickens, som jeg har til gode (og som er den Stillidsen ellers bliver sammenlignet med, måske nogle af jer er vakse og kan fortælle mig hvad det Dicken’ske i romanen består i?), men til gengæld var jeg stort set uvidende om alle kunstreferencerne. Det fik mig dog ikke til at føle mig ekskluderet, men jeg slog en del efter undervejs og følte på den måde at jeg tilmed lærte lidt om et felt, jeg ellers ikke er så velbevandret udi. I øvrigt syntes jeg at følgende, hvor Boris holder Stieg Larsson op mod Dostojevskij, var lidt skæg:

• “Ja ‘Idiot’ var meget foruroligende bog for mig. Faktisk så foruroligende at jeg aldrig rigtigt har læst særlig mange fiktioner efter den, bortset fra sådan noget som Mænd som hader kvinder. Fordi…” (s. 809)

5. Slutningen. Er det bare mig eller var den helt magisk? Jeg fik bogstaveligt talt gåsehud, mens jeg læste de sidste ca. 30 sider. Ok, jeg sad også i en solstråle og var generelt i en gunstig sindsstemning. Ikke nok med at alle brikkerne faldt på plads både på den ene og den anden måde, så opsummerede den så mange fine tanker og temaer. Og virkede som en belønning og retfærdiggørelse af selv de mest langtrukne og slidsomme passager tidligere i bogen, som jeg ellers havde set mig lidt sur på. Pludselig kunne jeg kun synes at hele Stillidsen var et lille (stort) mirakel. Og så blev jeg lidt ked af at den var slut. Og kunne ikke lade være med at fælde en tåre.

Særligt begejstret var jeg for den forsonende samtale om smukke ting i Hobies køkken:

• “At holde for meget af genstande kan ødelægge en. Men – hvis man holder tilstrækkeligt meget af en ting, får den sit eget liv, ikke? Og er hele pointen ved ting – smukke ting – ikke at de forbinder en med en form for større skønhed? Disse første billeder der får ens hjerte til at sprække og åbne sig, og som man bruger resten af livet på at jagte eller forsøge at generobre, på den ene eller anden måde?” (s. 822)

6. Måtte I også læse mere om selve maleriet? Jeg kunne ikke lade være med at google løs og har nu en ubændig lyst til at rejse til Haag og se det lille maleri med egne øjne i Mauritshuis.

Hov! Glemte helt at komme ind på Tartts nuancerede syn på samhørigheden mellem det gode og det onde. Det var ellers et meget spændende tema, synes jeg. Byd gerne ind med noget om det, hvis I har lyst.

Læs mere om februar måneds bog her, som vi diskuterer i slutningen af februar/starten af marts. Den er af en mere normal tykkelse, så I kan stadig nå at læse med :)