Obs! Der bliver spoilet på det groveste nedenfor. Derfor: Hvis man vil læse bogen, så stop her. Og glæd dig til en hyggelig og interessant læseoplevelse. Har man derimod læst den allerede og vil være med i diskussionen, så er det bare at læse videre :)

Jeg fandt Urmagerens Datter så charmerende og mægtigt underholdende og det på trods af, at det hverken er en stor kærlighedshistorie eller spændingsgåde (nuvel den indeholder en lille kriminalhistorie, men den bliver der ikke gjort et større nummer ud af), der driver og bærer den. Dermed ikke sagt, at de to genrer er de eneste interessante. Tvært imod. Men de har det med at drive læseren frem. Det jeg prøver at sige, er, at jeg fandt det usædvanligt let at tygge sig igennem en egentlig ret tyk roman om noget, der ikke umiddelbart interesserede mig. Og her taler jeg både om Elodies lidt udefinerbare arkivarjob og de victorianske kunstnere. Nå, ja og Lauren, den afdøde cellist, der i overført betydning hjemsøger nutiden, spøgelset Lily Millington, der rent faktisk hjemsøger Birchwood og stort set alle andre, vi bliver præsenteret for. Den eneste jeg personligt (for alvor) kunne relatere til og sympatisere med var Juliet, Tips mor, der klarer skærrene for sin amputerede familie under 2. Verdenskrig. Dén historie syntes jeg var vanvittigt spændende. Det siger selvklart også noget om mine egne historiske præferencer, men det siger også en hel del om bogens kvalitet, at den formåede at holde mig fanget og at den føltes letlæst, på trods af at jeg altså ikke var videre interesseret i majoriteten af persongalleriet.

“De holder verden på afstand ved at sende den gennem telefonen. De fotograferer den og kigger først senere på billederne, så de hverken behøver se eller mærke den i nuet.” (s. 339)

Mens de forskellige karakterer med få undtagelser forblev lidt hule for mig, så var jeg mægtigt begejstret for selve bogens tema: Tid. Der var så mange godbidder omkring tid, hvad det er for et fænomen (og hvad det ikke er), hvad den gør ved os og hvordan vi ikke kan undslippe den. Dét var vildt spændende og lå som et æterisk slør over hele romanen undtaget de gange hvor det blev nævnt helt eksplicit.

Jeg er vanvittigt splittet omkring plottet. For mens det på den ene side er vanvittigt elegant noget så flot viser “... brugen af narrative strukturer til at skabe sammenhængende historier gennem flere tidsperioder.” (Mortons egne ord, s. 478.), så er det næsten også SÅ gennemtænkt og velorkestreret, at det forfladiger momentum en anelse. Råb endelig op, hvis I er uenige (eller enige for den sags skyld). For jeg har svært ved at sætte en finger på, hvad det præcis er, jeg savner og der er vitterligt ikke en finger at sætte på plottet. Måske ikke andet end at det på trods af et par overraskelser, bliver lidt for forudsigeligt?

De mange spring i tid (der ellers virkelig er gennemførte og elegante), spænder også lidt ben for at der er rum til at grave ned i de enkelte historier. Og det er lidt synd og skam. For selvom Elodie ikke umiddelbart er en jeg kan spejle mig i (ikke at det gør noget, det er også spændende at læse om personer, der er anderledes end en selv), så er jeg vildt nysgerrig på at vide mere om hendes umage forhold til Alastair. Hvordan er de to overhovedet havnet i en situation, hvor de skal giftes?

På samme måde er jeg også dødsens nysgerrig efter at vide mere om Tips families flugt og liv under 2. Verdenskrig. Eller om Edwards og Lilys/Birdies stormende forhold. Om Ada og Lucys liv på pigeskolen. Og… og … og…

Jeg kan bedst beskrive det sådan her: Jeg har det lidt som om jeg er blevet serveret de lækreste hors d’hoeuvres på et virkeligt indbydende bord. De er ikke nødvendigvis dem jeg selv ville have valgt, men de er hver især appetitvækkende og gør mig sulten efter mere. Derefter får jeg en forret (også lækker!) og så er det slut.

Jeg synes der var så mange spændende historier i historien og også små gåder og mysterier, men for at få hele kabalen til at gå op (hvilket lykkes smukt), så får hver enkelt del ikke helt den opmærksomhed den fortjener og mange af de ellers vildt spændende løsninger på førnævnte gåder, bliver serveret lidt for let og pænt på stribe hen mod slutningen. Giver det mon mening? Og hvis ja, havde I en lignende læseoplevelse?

Hvad kunne I allerbedst lide ved bogen?

I min optik er den godt skrevet og meget dygtigt skruet sammen. Selvom den egentlig er fuld af sorg, tab og svigt, så formår den at være charmerende og hyggelig og sætter mig som læser i en rar stemning.

Og så var jeg også helt vild med denne (desværre meget sande) betragtning fra Lily Millingtons spøgelse om hvordan museets gæster dvæler ved den stakkels Fannys triste skæbne:

“Men mest af alt ryster de på hovedet og sukker på en gang henført og fortvivlet – at svælge i andres tragedie er trods alt et af de dejligste tidsfordriv. der findes.” (s. 136).

Blege Joes fine ord om det at være forelsket er en anden yndlingsbid fra bogen:

“… det er nøjagtigt sådan kærligheden føles. Det er, som en maske fjernes, som om ens sande jeg afsløres for den anden, og man er tvunget til at acceptere – det står på en gang lysende og angstfremkaldende klart – at den anden måske aldrig kommer til at opleve det samme.” (s. 203).

Var der noget der irriterede eller generede jer?

Det der skurrede mest for mig, var at Lucy skulle have lukket Lily Millington nede i præstehullet i trappen for så først at komme til bevidsthed 4 dage senere og have glemt (næsten) alt om det. Det hedder sig, at de først for alvor forlader huset 14 dage efter og uden at vide meget om lig og hvad sommervarmen gør ved dem, så forestiller jeg mig, at det må have lugtet forfærdeligt. Det virker også underligt, at den stakkels Lily ikke har formået at kalde på hjælp i tide.

Som et godt eksempel på de lidt flade afleveringer, jeg sukker lidt over er det, hvor Tip laver den såkaldte trylleæske til Lauren og åbenbart indfatter Den Blå Radcliffe i den. Vi har sammen med store dele af persongalleriet jagtet den kostbare safir igennem snart sagt hele bogen og vupti sidder den i det smykkeskrin, der bor i Elodies lille London-lejlighed og som vi er blevet præsenteret for allerede tidligt i romanen. Kan ikke helt beslutte mig for om det er veleksekveret eller letkøbt…

Var der en (eller flere) af karaktererne, I særligt godt kunne lide?

Jeg var helt vild med Juliet og hendes historie. Både fortællingen om, hvordan hun holdt hovedet højt som enlig mor, men også den om hvor stor en rolle kvinderne spillede under krigen og hvor momentan en betydning det havde for kvindefrigørelsen omend det var foranlediget af triste omstændigheder.

Hvad syntes I om den åbne slutning?

For mig var den ikke så åben endda, men derfor er det jo netop skægt at sammenligne om I tror, der sker det samme. Jeg føler mig overbevist om at Elodie ophæver forlovelsen og hopper på den spændende, australske detektiv Jack i stedet for. Og at Jack genkender Den Blå Radcliffe i trylleæsken og ringen således sluttes.

Og nu glæder jeg mig sådan til at høre, hvad I syntes om Urmagerens Datter? Tag udgangspunkt i spørgsmålene ovenfor eller fortæl om noget helt andet eller tredje, der gjorde indtryk på dig.