Næste store luns i graviditetsdagbogen. Som vist snarere er en ugebog, men med dette kapitel er vi up to date (jeg er i uge 20 nu), så skal nok opdatere den i lidt mindre portioner og lidt mere i realtid fra nu af :)

Men hermed et tilbageblik og en sammenfatning af min graviditet fra uge 13-19:

Jeg gider ikke mere kvalme. Altså virkelig ikke. Det er ikke bare invaliderende fysisk, det er for alvor også begyndt at gå ud over humøret. Som grundhumør er jeg til den muntre side men tre måneder med døds- og døgnkvalme er ved at gøre mig til en virkelig sur skid.

Mit overskud er ikke-eksisterende og det gør mig endnu mere trist. For jeg burde både præstere og eksekvere på mit arbejde (jeg lykkes med det absolutte minimum) og jeg har et hus der sejler i flyttekasser og halvfærdige indretnings og gør-det-selv-projekter.

Rationelt ved jeg godt, jeg skal være glad, og jeg er det også et eller andet sted langt inde. For jeg har vitterligt alt, jeg kunne drømme om. Men alligevel trives sortsynet og jeg er bare udmattet og bagud. Selv småting som lige at få støvsuget og anden minimal basisrengøring halter og det bliver en ond spiral fordi jeg virkelig trives bedst (og får overskud og energi), når mit hjem og base er ren, ryddelig og i orden.

Om aftenen har jeg nærmest dobbelt så meget kvalme og selvom jeg er så træt og helt udmattet har jeg svært ved at falde i søvn fordi jeg er så utilpas.

MEN på et eller andet tidspunkt så vender det. Heldigvis. Kvalmen forsvinder ikke fra den ene dag til den anden, men der begynder at være et par dage hist og her, hvor det letter. Omkring uge 16-17. Det er først så lidt, at jeg ikke helt registrerer det, men da der har været et par dage i streg, hvor jeg har kunnet åbne køleskabet uden problemer og oprigtigt overvejer at lave aftensmad, så jubler jeg.

Det er SÅ befriende og jeg føler nærmest, jeg har fået livet igen. Det lyder måske helt skørt, men jeg har en aften, hvor jeg ligger i sengen og for første gang i omtrent fire måneder ikke er voldsomt utilpas og hvor alt ser lyst ud igen og jeg græder lidt af glæde for derefter at falde i den bedste søvn.

Jeg har stadig dage med kvalme og de dukker op uden varsel, men bare det, at det ikke er hele tiden og at den er aftaget i styrke, gør SÅ stor forskel.

Ud med birkes ind med varm kakao

Jeg har ikke hysteriske cravings længere og jeg har pludselig SLET ikke lyst til de birkes (ovenpå især håndværkere, men også tebirkes), som jeg ellers nærmest har overlevet på de seneste par måneder. Madleden aftager også, men jeg skal stadig virkelig ikke bede om stegt aubergine, stegte svampe eller løg (rå løg helt ok dog) og et par andre ting. Jordskokker har jeg det heller ikke helt godt med, hvilket er synd og skam, for vores køkkenhave bugner af den knoldede rodfrugt og de er klar til høst.

Til gengæld har jeg lyst til kød og fisk. Jeg har det lidt som Phoebe i Venner da hun er gravid med trillingerne og er i sit livs dilemma fordi hun er vegetar, men alt hun craver er kød. Og jeg craver ikke bare kød, men mest det forbudte kød og fisk (forbudt pga. risikoen for toxoplasmose/listeria osv.): Parmaskinke og andet lufttørret gris, spegepølse, østers, gravad laks, ferskrøget laks osv. osv. Nå, ja og en stor, rød rib eye kunne jeg virkelig også godt.

Jeg lader være (risikoen for at pådrage sig en af de dumme bakterier er lille, men omvendt tør man jo ikke rigtigt), og prøver i stedet at opfylde behovet (som jeg tænker måske er kroppens ønske om mere jern) i veltilberedt og -opvarmet, gennemstegt kød og fisk. Og et par gange med korrekt behandlet sushi. Men jøsses det er en jungle og jeg sender Nikolajs frokostspegepølsemad laaaaaange blikke.

Hos de svenske sundhedsmyndigheder læser jeg, at man kan fryse eksempelvis spegepølse eller parmaskinke i min. tre døgn og ved mindst minus 18 grader og så er det ok, at spise efterfølgende selvom man er gravid. Måske et tip andre med samme charcuteri-cravings kan bruge?

Jeg har også en inderlig lyst til varm kakao, allerhelst den fra Lagkagehuset eller Peter Beier (begge bruger rigtig chokolade i den varme drik), men er ikke helt sikker på, om det egentlig er en craving eller bare en årstidsting…

Generelt er jeg glad for frugt og grønt, især friskt grønt à la salater, hvilket hjælper lidt på den dårlige samvittighed over et ellers noget uvarieret madindtag. Bunden af min kostpyramide udgøres nemlig fortsat primært af pasta til aftensmad, rugbrød med avocado eller leverpostej til frokost og ristet brød med smør, ost og/eller orangemarmelade til morgenmad.

Tøjkrisen pågår

Det skyldes til dels mit manglende overskud pga. kvalmen, men måske også dovenskab, at jeg fortsat ikke rigtigt har knækket koden til at være ‘smart gravid’. Jeg blamer også årstiden for mens vi er i Grækenland i en uge er det absolut intet problem. Sommerkjoler maven kan være i og sandaler og så spiller det. Men hjemme igen i dansk efterårsvejr kæmper jeg. Eller ærligt, det gør jeg måske ikke. Jeg lader nok snarere stå til ;)

Jeg har fundet nogle af de gode Nørregaard-bluser med ekstra længde og et par gravidjeans og  -bukser fra sidste graviditet og så hustler jeg mig ellers igennem. Men ærligt, så er det reeeet sjældent, jeg føler mig sådan ægte fiks og smart, når jeg klæder mig på om morgenen. Omvendt tænker jeg: “Nu er jeg snart halvvejs, det kan alligevel dårligt svare sig og det er egentlig også spild med decideret ventetøj”.

Hvis jeg skal give ét tip til gravide, så må det være dette: Køb de gravidjeans/-leggins/ventekjolen osv. lige så snart maven melder sig. Man får brug for dem. Det behøver ikke at være mere end en håndfuld til (1 par jeans, 1 par leggings, 2 kjoler, 2 par strømpebukser), men jo før man skaffer det, jo længere har man glæde af det og jo før bliver det med at klæde sig på lidt nemmere. Vil æde min egen medicin og skaffe et par af de ting NU.

Da jeg var gravid med Kurt købte jeg først preggo-træningstights, da det havde været for sent i en god røvfuld uger (var et godt stykke inde i tredje trimester og det havde længe været synd for både maven og de mennesker jeg trænede med, at jeg insisterede på mine sædvanlige tights) og første gang jeg hoppede i dem, træningstights’ne med plads, tænkte jeg “hvorfor i alverden købte jeg ikke de her, da jeg var halvvejs i graviditeten, så havde jeg haft så meget mere god brug af dem”.

Dårlig samvittighed på retræte og forskudssavn

Efterhånden som energien vender tilbage mindskes den dårlige samvittighed, jeg har haft overfor Kurt. Nu kan jeg atter lege og tumle og hygge med ham. Tage på ture. Og lave mad til ham ikke mindst. Altså han har fået noget at spise i mellemtiden, bare rolig, men det er helt klart mig der har madlavningsinteressen og -teten herhjemme.

Til gengæld begynder jeg også at forudane, hvordan jeg formentlig atter bliver sat lidt ud af (Kurt)spillet hen mod graviditetens slutning og ikke mindst, når baby kommer. Det gør altså lidt nas i morhjertet. Så jeg krammer og kysser ham lidt ekstra og forsøger efter bedste evne at værdsætte den sidste tid, hvor det ‘bare’ er os tre.

Det bliver helt sikkert vidunderligt (og hårdt), når vi bliver til en familie på fire, men denne tid er også ganske særlig, minder jeg mig selv om ♥