Åh, hvor kan jeg altså bare rigtigt godt lide Tove Ditlevsen. Det har jeg kunnet, siden jeg læste Barndommens gade, da jeg var 13 og efterfølgende en hel del af hendes andre værker, både digte og romaner. Og hvor er jeg glad for, at Olga Ravn har været så god at samle en masse Ditlevske fragmenter i form af essays, brevkassesvar, paranteser, kronikker og andre glemte tekster i Jeg ville være enke, og jeg ville være digter. Jeg er ikke bleg for at indrømme, at jeg er svært begejstret for den lille bog med det mærkværdige og alligevel appetitlige omslag.

Der er så meget kød og vid i Ditlevsen, at det er helt vidunderligt og jeg var virkelig, virkelig henrykt over alle de små, indkogte ekstrakter af livserfaring, der blev serveret med masser af bid, sarkasme og sårbarhed bogen igennem. Og tænk engang at turde dele sådan ud af sig selv!

Allerbedst kunne jeg lide følgende fra Min gade-essayet (s. 61):

“Ak, jeg ved endnu ikke, at ensomhed ikke mildnes af, at man er to om den, og at det kun er menneskenes glæder, der vokser af at blive delt ud til andre.”

Og dette fra essayet om Inflydelsesrige mænd (s. 75):

“Nu var min bardoms virkelighed også temmelig barsk, men min drøm om engang at blive digter fik mig til at overvinde min sjælelige sårbarhed og bestandig søge at forstå andre mennesker i stedet for at anklage dem.”

Og egentlig også følgende fra Blot til lyst! hvor Ditlevsen fortæller om sit eget (og andres) forhold til tøj og mode:

“Lad os bare respektere hinandens spændende forskellighed, den er meget mere interessant end alle lighedspunkterne”.

Så fint altså. Der er højt til loftet og sådan noget synes jeg godt om.

Formen var jeg også rigtig glad for. Når man ellers primært læser romaner, var det dejligt med en masse ‘små bidder’ af litterære lækkerier, hvor man snildt kunne nå et par tekster hver aften og således hele tiden føle, at man havde læst noget færdigt, men alligevel havde mere i vente og at hele molevitten indgik i en større sammenhæng.

Nu glæder jeg mig meget til at høre om I var lige så begejstrede? Og hvad I generelt syntes om bogen? Den er jo noget anderledes end de andre vi har læst, der alle har været romaner med handling.

Del jeres tanker om bogen i kommentarfeltet nedenfor (og husk at I også er mere end velkomne til at kommentere indbyrdes). Tag udgangspunkt i et eller flere af spørgsmålene nedenfor eller fortæl om noget helt andet, der falder jer ind i forbindelse med jeres læseoplevelse :)

1. Hvilket essay kunne I bedst lide? 
Min egen favorit var Mit møde med bogen (s. 69) fordi det mindede mig så meget om mit eget forhold til bøger, da jeg var barn. Jeg sad og smilede og nikkede og blev også lidt vemodig, da jeg læste følgende:

“Det gælder om hvor barndoms bøger, at fortryllelsen ved dem ikke kan genopleves. Den særlige lykkefølelse ved at gå hjem fra biblioteket med en af sine yndlinge under armen og vide, at om lidt skulle en ny og helt anden verden åbne sig for en og alle ens tanker og følelser være så helt og aldeles opslugt af den, at man i nogle timer blev immun for den nære virkeligheds påtrængende krav, den griber sjældent eller aldrig det voksne menneske.”

2. Hvad syntes I om Sort Samvittigheds illustrationer og billeder til bogen? Og hvad med de originale billeder af Tove Ditlevsen? Og i det hele taget at der var billeder i bogen?
Først brød jeg mig slet ikke om Sort Samvittigheds billeder og illustrationer. Jeg syntes de var for karikerede og slet og ret gjorde grin med de originale oplæg. Men de voksede på mig undervejs og slutteligt fandt jeg dem både kloge og skægge. Lune, dramatiske og med masser af bid. Lidt ligesom Tove selv. Blandet med de oprindelige billeder udgjorde de nogle rare afbræk i bogen og blev samtidig i rød tråd i tekstfragmenterne. For mig i alle tilfælde :)

3. Hvordan havde I det med brevkassesvarene? 
Jeg syntes de var noget så skægge. Egentlig også mange af spørgsmålene. Men hold nu op, hvor var hun altså også barsk og kontant hende Tove. Man skulle ikke spørge om noget med mindre man kunne tåle at få et råt for usødet svar. Jeg var i særdeleshed både forarget over og lidt vild med svaret til konen, der tilsyneladende væmmes over at hendes mand gerne ville bindes og have pisk (s. 122):

“Men eftersom De ikke selv er kommet på den tanke, har De muligvis inderst inde ikke så meget imod det noget ejendommelige samliv, som De selv ønsker at tro. Man må lære at acceptere sig selv, som man er.” 

4. Hvad syntes I om Ditlevsens sprog? Var det besværligt at læse med alle de gamle udtryk og ord?
Jeg fandt selv sproget så rigt og flot. Ligesom måden at opbygge sætninger på. Måske er vi lidt fattige på ord på dansk, men jeg synes virkelig at Ditlevsen formår at bruge og udfolde, dem vi har. Og det helt uden at det bliver forceret eller affekteret. I Privatliv (s. 107) kan man bl.a. finde følgende finurlige og herlige sætning:

“Det betyder i det interne sprog, om man har fået lusket sig til at nørkle nogle sider ned af den bog, man i al gedulgthed skriver på ind imellem de mere eller mindre vanvittige beskæftigelser, man bjærger føden ved.”

Gedulgthed. Hvilket prægtigt ord!

5. Afslutningsvis har jeg et spørgsmål til jer, der egentlig ikke har noget at gøre med bogen som sådan. Men på s. 71 i Mit møde med bogen fortæller Ditlevsen om en uvane, hun er lidt forfalden til: At læse de samme få bøger igen og igen. Og nu bliver jeg så nysgerrig efter at vide, om det er noget I gør? Og i så fald hvilke bøger?

OG så kommer den kære Tove jo også med en hel del feministiske kommentarer og bringer ditto temaer på banen. Noget jeg slet ikke har nået at behandle i ovenstående, men som I så absolut er mere end velkomne til at snakke om nedenfor, hvis det er noget I finder interessant.