Åh altså jeg har trukket den lidt i halen med at skrive dette indlæg. For selvfølgelig skal vi diskutere marts måneds bog, Hvor blev du af Bernadette, men jeg var for at sige det ærligt ikke rigtig fan og jeg kan egentlig bedst lide at tale pænt om ting.

Det er ligesom hele bloggens præmis. Hvis jeg holder af noget og kan anbefale det, så elsker jeg at dele det (med jer) og snakke om det og hvis noget ikke lever op til forventningerne, så lader jeg som regel bare være med at skrive om det.

Og Hvor blev du af Bernadette levede altså ikke rigtigt op til mine forventninger. Tvært imod og på trods af at den har fået så flotte anmeldelser og endda er anbefalet af en af mine personlige yndlingsforfattere, Jonathan Franzen, ligesom flere jeg kender har talt godt om den. Måske det også var derfor, jeg følte mig overbevist om, at den lige var noget for mig.

Jeg havde troet den var sjov, men jeg fandt personerne næsten pinagtigt irriterende. Lidt finurlig? Jo. Velskrevet? Bestemt! Begavet i sin fragmenterede form af fortælleteknikker, mails, noter m.m? Så absolut.

Men mest af alt bare irriterende. Den var nem at komme igennem, men jeg følte aldrig rigtigt, at den krøb ind under huden på mig, rørte noget i mig eller rev mig med.

Eller jo, den rørte noget i mig, for jeg blev godt knotten af karakterenes delvise apati og nederdrægtighed. Hvem lader stå til på den måde? Hvem er SÅ træt af andre mennekser, at de ender med at opføre sig så dårligt og mærkværdigt? Endda overfor deres eget barn, der bliver helt ulykkelig (og irriterende) af bekymring. Fordi deres hus/værk er blevet jævnet med jorden engang? Get over it Bernadette!

Og vigtigere: Hvem er den mand, der ser til i årevis, mens hans kone (og hjem) smuldrer for øjnene af ham. Er det ikke underligt med ét at gå fra at ignorere problemerne i 15-20 år til at ville tvangsindlægge hende?

Det bliver altså ikke morsomt for mig, fordi de også er vilde med The Beatles (dét er ellers en formildende omstændighed), går på strømpesokker på kontoret eller fordi deres hund hedder Icecream (hvilket ellers også er godt).

Jeg holder meget af mærkværdige og finurlige bøger. Jeg elsker John Irvings Hotel New Hampshire og Erlend Loes Doppler. For blot at nævne to bøger med spøjse personager og universer. Der er mange flere af den slags, som jeg er oprigtigt begejstret for. Men med denne her fik jeg bare et indtryk af, at det var underligt bare for at være underligt?

Av, hvor lyder jeg sur. Men jeg blev altså også lidt sur af at læse den.

Nu håber jeg virkelig, virkelig at I har haft en helt anden oplevelse (og ellers siger jeg undskyld for at have lokket jer til at læse den) og at I vil dele den med mig. Måske jeg har overset eller misforstået noget?

Og jeg glæder jeg mig under alle omstændigheder til at høre hvad I syntes om bogen? Tag gerne udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortæl mig om noget andet I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende.

1. Hvad kunne I godt lide? Jeg kunne rigtig godt lide beskrivelserne af dengang Bernadette var en vild, visionær og handlekraftig arkitekt. Jeg kunne levende se hendes hus og brillefabrikken for mig og syntes det lød som helt fantastiske steder og idéer. Bogens opbygning med Bee som jeg-fortæller, breve, mails og noter, var jeg også ret begejstret for og syntes det var en kvik og veleksekveret måde at bygge en bog op på.
2. Hvad irriterede eller generede jer? Ja, det må jeg vist hellere lade være med at starte på en gang til. Men kort fortalt så irriterede ALLE bogens personer mig. Selv Bee.
3. Hvordan havde I det med den fragmenterede form, hvor man gennem bl.a. mails og noter får mange af bogens personers ‘side af sagen’? Mens jeg var vild med formen og syntes det var sådan en vaks måde at bygge romanen op på, så muliggjorde det også at man fik indblik i hvor irriterende alle bogens personer var. Og hvor meget de kludrede rundt i deres liv og ikke ville hinanden det godt.
4. Syntes I bogen var morsom og hvis ja, hvad var sjovest? Ja, her er mit svar jo desværre nej. Men jeg håber inderligt at I har en anden opfattelse og at det bare er mig, der ikke har nogen humor eller ikke har fanget hvad der var sjovt. Altså syntes, at der var sekvenser der var lidt fine og herlige af og til, men jeg grinte ikke på et eneste tidspunkt. Og det plejer jeg ellers at have mere end let ved.

Igen: Undskyld at jeg lyder så sur. Er normalt en meget ukræsen læser, der kan finde kvaliteter ved det meste, men var bare virkelig ikke fan ad denne her ;)