Weekend-tid

Billede herfra.

Jeg må nok indrømme, at dagene begynder at flyde en anelse sammen for mig, men da jeg har skægge fredagsplaner senere i dag, er det nogenlunde gået op for mig, at weekenden står for døren. Og har i den anledning også startet dagen med morgenmad med barndomsveninder for at fejre forestående weekend, ferie og barsel.

Hvad skal I? Er I på festival, ferie eller stadig på arbejde? Hvis I er på festival må i majet, majet gerne lige drikke et par rør shots for mig. Og lidt paphvidvin. Tak ♥

Har ikke savnet alkohol voldsomt under graviditeten, men hvis jeg nu skal være helt ærlig, så begynder jeg at drømme hede drømme om en Aperol eller en gin & tonic. Eller bare et glas vin eller en kold øl. Det er vist sommerens skyld. Er altid lidt mere drikfældig om sommeren…

I eftermiddag skal vi ud at sejle med nogle venner og siden prøve det nye pizzeria på Islands Brygge. Corsa Pizza hedder det. Spørg lige Miss Pizza-craving, om hun er henrykt over timingen. Har – måske pinligt nok – glædet mig vildt hele ugen. Ja, ja, preggo-fornøjelser, når nu man ikke skal på festival.

Og i morgen skal vi med hele Koneklubben til frokost i sommerlandet. Sommerhusliv og frokosthygge.

Søndag kommer til at stå i Tarzans tegn. Det er vist ved at være på høje tid at få pakket den hospitalstaske (tager udgangspunkt i Christinas video), vasket hans tøj og få ordnet pusleplads i soveværelset med videre.

Og så skal jeg også bare sove (forhåbentlig) og chille. Er. Så. Træt.

Rigtig god weekend søde mennesker ♥

Her er lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden og sommerferien:

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Selv tak og rigtig god weekend. Knus E ..
  • Emily Salomon Der var du bedre opdateret end jeg. Det er rettet nu :) Klem og god ..

Min ønskeseddel

Jeg har fødselsdag om lige knap to uger og i den anledning, er det vel ikke et sekund for tidligt med en lille ønskeseddel vel? Ikke at jeg forventer gaver fra jer ;) Men jeg plejer at dele den og I plejer at synes, det er hyggeligt. Og så har jeg også en færdig og fin ønskeseddel at sende til venner og familie, hvis jeg skulle være så heldig, at de efterspørger sådan en. Og ja, jeg er altså lidt af et barn, når det kommer til fødselsdag. Tror simpelthen mine søde forældre har gjort det FOR godt, da jeg var lille, for glæden og begejstringen hænger ved. Men heldigvis vågner jeg ikke klokken fire om morgenen af bare spænding længere. Det gjorde jeg gennem hele min barndom…

Reklamelinks:

  1. Vikle i bomulds- og silkeblanding fra Artipoppe
  2. Epsom Badesalt fra Sard Kopenhagen
  3. T-shirt i økologisk bomuld fra Envii x GirlTalk
  4. Skærebræt i sildebensmønster af teaktræ fra Skagerrak
  5. Håndsæbe 03 med pæon og tranebær fra Humdakin 
  6. Shay pude fra Ferm Living
  7. Stegepande med kemikaliefri belægning fra GreenPan
  8. Omrids af Rachel Cusk
  9. Massage-tool i rosenkvarts fra Solaris Lab N.Y.
  10. Keramikkop med bryster fra Chandini (kan også købes hos HéLT)
  11. Slå-om-nederdel i rødt/hvidt print fra ARKET
  12. Neglelak Saffron fra Kure Bazaar
  13. Tændstikæske fra Be-pôles
  14. Rå ametyst fra Uraguay
  15. København pude fra Ferm Living
  16. Hårspænde fra Trine Tuxen Jewelry
  17. Kop fra Peter Shire (kan bl.a. købes i Kokoon på Gammel Kongevej)
Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Dem kendte jeg slet ikke, så tak for tippet <3 ..
  • Nanna Hvis ikke du får viklen, kan du jo overveje at købe en brugt, eller måske ..

Juliønsker

 

Intentioner og ønsker. I juli vil jeg…

  • Fejre min fødselsdag. Den ligger en uge inden termin, så synes det er svært at gøre for meget ud af det, men tænker også det er synd, at lade den gå helt i glemmebogen.
  • Se Richard Mosse-udstillingen på Kunstforeningen Gl. Strand. Det er ham med de pink billeder af krigslandskaber i Congo, som mange af jer nok kan huske fra for et par år siden.
  • Nyde barselslivet og dvæle over morgenmaden og læse avis hver dag.
  • Til Grøn Koncert og høre Anne, Sanne og Lis. Så den gammel cirkushest kan få lidt festivalstemning. Endte med at vælge Roskilde fra, men en lille dag til Grøn Koncert ville være herligt. Og så er det dejligt tæt på, hvor vi bor.
  • Bade. Og helst med Penny-svømmehund. Jeg har altid været glad for vand, men er kun blevet et endnu større badedyr (også bogstaveligt talt, haha) af at være gravid.
  • Købe et komfur. Formentlig brugt, men skal lige sætte mig ind i det. Vores nuværende er tussegammelt og vores ovn er 3 kvarter (!?!) om at varme op til helt almindelige 200 grader. Nu går den ikke længere. Og ja, det er redebygningen, der er stukket af. Men egentlig rart at få gjort kål på alle de hængepartier.
  • Se og følge med i Tour de France. Holder af uransalige årsager mægtigt meget af lige netop dét cykelløb og for mig er juli lig med Turen.
  • Sove i teltet i sommerhuset. Er ikke sikker på, det er et hit med en nyfødt, så vil gerne nå et par gange inden.
  • Meditere og lave vejrtrækningsøvelser. Både for at koble af, men også som fødselsforberedelse.
  • Lave ingenting, stene serier og bage mit barn færdigt.

Jeg ser især frem til…

  • At føde vores barn. Hvis det sker i juli altså. Måske han lader vente på sig til starten af august.
  • Værdsætte og nyde, at vi lige nu stadig ‘bare’ er os. Det er så speciel en tid også, selvom vi glæder os umådeligt til alt vi har i vente.

Månedens (drømme)outfit…
… ingenting! Vitterligt. Vil helst bare være nøgen.

Jeg skal spise…
… jordbær og hindbær med fløde. Og kirsebær i lange baner. Og grillede pølser og grøntsager på altanen. Og chokoladeis fra Ismageriet. Og Toast Skagen. Og dadler. Sidstnævnte skulle være genialt op til fødslen. Bare prøv at google ‘date study labor’.

Det skal jeg lytte til…
… lydbøger. Ved ikke hvorfor, men har slet ikke lyst til musik for tiden. Men har Vegetaren, Til min søster, Bryster skal hoppe når man hikker og Idioten på min lytte-læse-liste.

Det skal jeg se…
… Working Moms på Netflix. Og så drømmer jeg også lidt om at barselshygge den med nogle af mine gamle yndlingsfilm. Breakfast at Tiffanys, Dirty Dancing, Cabaret og måske også Pride & Prejudice (den gamle BBC-miniserie med Colin Firth selvklart, ikke noget nymodens pjat).

Jeg skal læse…
… Et rigtigt liv af Katrine Marie Guldager. Og en bog om amning.

Månedens drøm…
… en tur i Tivoli og en tur i biffen. Ambitionsniveauet er lavt nu.

Jeg er taknemmelig over…
… at jeg lige om lidt skal opleve mine nærmeste blive far, bedsteforældre, tanter osv.

… at jeg har haft så god en graviditet. Dygtige, kloge krop.

Jeg gider ikke...
… blæsevejr og bananfluer.

… alt skraldet på Islands Brygge. Elsker at bo her, men om sommeren ligner her en slagmark. På trods af masser og atter masser af affaldscontainere. Gør mig ked, at folk er så ligeglade og at se alt det skrald flyve lige i havnen og dermed havet.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon 'Date study labor' giver gode resultater. Her er et meget godt resumé: https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21280989 ..
  • Emily Salomon Ah ja, mindre detalje. På engelsk er klart vejen frem :) Kram E ..

Safarisæt og sniksnak

Kan vist ikke helt gøre for det, vil bare helst være klædt på og beredt til safari ;) Nå ja, har da i det mindste prøvet at peppe lidt op med sneakers (en gave fra min søde mand), der ikke er jord- eller khakifarvede.

I dag har jeg fejret første rigtige dag på barsel med at tage til jordemoder (måske sidste gang inden fødslen, vildt!), invitere mig selv på frokost – Toast Skagen på Europa, så god -, slentre hjem gennem København og over den nye cykel/gangbro ved Langebro (lige åbnet i dag), købe vildt ind i min lokale helsekost (det er min form for shopping spree), spise jordbær med fløde og så har jeg ellers hygget på sofaen og set serier. Nå, ja og snuppet en lillebitte lur også. Var helt bombet i dag ovenpå en varm, herlig og tætpakket weekend.

Har i øvrigt ‘mine egne serier’, som er nogle andre end dem, Nikolaj og jeg ser sammen. Og hvor jeg således ikke behøver vente på nogen. Har I også det? Hvis ja, så tip mig endelig. For tiden er ‘mine’ serier Big Little Lies, Dead to Me og Working Moms.

reklamelinks: jakke Anine Bing (gammel)// kjole Gestuz// taske & Other Stories// solbriller Gucci (gamle)// sko Adidas

Kan kigge tilbage på noget nær den perfekte weekend. Men måske den ikke helt rimede på hedebølge og højgravid, er i alle tilfælde helt mast i dag. Men så er det jo fint, jeg ikke skal noget. Lørdag var jeg i sommerhus og på langtur og badeeventyr med Penny-dyret og om aftenen til tamtam og middag med veninder. Og søndag var den bedste blanding af praktiske gøremål og sommer-leben. Støvsugede, vaskede gulve og gjorde hovedrent, var på planteskole at købe lidt til et par tomme krukker og altankasser, plantede ud, var ude at bade, spiste is og havde venner til grill på altanen. Og så Killing Eve mens mørket faldt på. Så spændende jo! Lyder som om jeg ikke laver andet end at se serier, haha. Det gør jeg.

Jeg læser også bøger ;)

 

Det blev en værre sludder for en sladder. Men det synes jeg altså også er lidt hyggeligt af og til. Det var sådan man skrev blogindlæg i ‘gamle dage’. Dengang jeg startede for snart 10 år (!?) siden. Dér var det kutyme at dokumentere ret dagbogsagtigt, og det synes jeg altså også kan noget. Nuvel, indlæggene med mere konkret tema og formål er jeg også glad for, men derfor kan man jo godt mikse sådan et gammeldaws ind en gang imellem også ♥

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon ♡♡♡ ..
  • Emily Salomon Haha... ja det er altså lidt hyggeligt at have sine egne serier også. Tør ikke ..

Mine favoritter

Barsel

Billede herfra.

I dag går jeg på barsel. Med lidt under 4 uger til termin. Som udgangspunkt holder jeg barsel i 3 måneder. Måske længere. Det besluttede jeg ret tidligt i min graviditet. Både at jeg ville ‘gå fra’ før og at jeg ville have en periode, hvor jeg holdt ægte orlov fra at arbejde. For selvom jeg er selvstændig og barsel derfor på sin vis, er en by i Rusland, så har jeg sparet op og forberedt. Jeg vil gerne give mig selv og min lille familie ro til at finde os selv. Uden at jeg skal være et bestemt sted på et bestemt tidspunkt eller have andet hængende over hovedet. Det føles rart.

I praksis betyder det, at jeg har sat auto-reply på mailen, at jeg ikke har nogen arbejdsaftaler eller møder i kalenderen, ingen kampagner der skal afvikles, deadlines der skal overholdes eller opgaver der skal afleveres de næste 3 måneder og at jeg generelt tager den med ro resten af året. Og så tager jeg og vi den derfra.

For selvom man nemt kan blive godt gammeldags sur i skralden over forholdene, når man som selvstændig både skaber sin egen arbejdsplads og samtidig producerer en ny borger (og der er vitterligt ikke meget pænt at sige om barsel for selvstændige), så er det også et privilegium, at kunne råde over sin egen tid. Det fortæller jeg i alle tilfælde mig selv, så jeg ikke misunder lønmodtagerne deres (i mange tilfælde) lækre, lange barsel ;) Og så har jeg heldigvis også min skrappe og kærlige mor til at minde mig om, hvordan barselsforholdene var, dengang hun fik mig. Hun var på vagt på Intensiv Afdeling på Riget bare 3 måneder efter at have født mig, og sad og pumpede mælk ud i pauserne. Så har jeg det jo som blommen i et æg i forhold, hehe.

For nok kommer jeg til at arbejde allerede et par måneder efter fødslen, men det bliver på mine og min drengs præmisser. Nikolaj har ikke noget barsel, så Tarzan og jeg bliver et team og min arbejdsdag (til den tid) derefter. Jeg kommer således ikke til at tage en skrive- eller konsulentopgave ind eller lave en kampagne på bloggen med mindre, jeg virkelig føler for det og har lyst og overskud. Og tidligst efter tre måneder. Det bliver så fint at skære ned og måske tjene mindre for en periode. Vi når nok det hele alligevel. Generelt synes jeg altid den slags skift og forandringer fører noget fint med sig og det vil jeg gerne kunne omfavne. Jeg har ikke travlt og glæder mig til bare at nyde den specielle tid og lære mit barn at kende ♥

Jeg regner dog ikke med at forsvinde fra jordens overflade. At blogge og dele med jer er (stadig) mindst lige så meget min hobby og interesse, som det er (en del af) mit job, så I kan godt regne med jævnlige opdateringer herinde. Både henover sommeren og når han er kommet til verden. Måske lidt mindre end sædvanligt og måske bliver her ret stille umiddelbart efter fødslen. Til gengæld kommer her slet ingen annoncer eller kampagner (med en enkelt rigtig god undtagelse næste lørdag) de næste tre måneder. Og det giver mig så meget frihed, at jeg ikke har noget der skal op dér og dér, men at jeg blot kan dele når og hvis, jeg har lyst, tid og overskud.

Jeg ønsker jer en helt vidunderlig weekend ♥

Klem fra barselsboblen
Emily

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Tusind tak for din søde, omsorgsfulde besked <3 God sommer! Kram E ..
  • Karina B. Det er så spændende, det der venter jer lige om lidt :-) Ønsker jer alt ..

Gravid uge 35-36: Lykkerus, forskudsbulesavn og rejeost

Min graviditet de sidste to uger. Går ind i uge 37 i dag, men her er altså ‘dagbog’ fra uge 35 og 36.

Mest af alt er jeg bare lykkelig. På den ret euforiske måde. Jeg er SÅ glad og taknemmelig over, at få lov at opleve det her. At mærke min lille dreng, boltre sig i min mave. At se hans far blive netop det. Far. Og så optager det mig ret meget, at han i princippet snart kan komme. Tarzan altså. Og at der lige såvel kan gå 4-7 uger. Det er altså et ret stort spænd. Det eneste jeg ved, er at det bliver på et eller andet tidspunkt derimellem. Jeg hænger mig ikke så meget i min terminsdato (25. juli). Både fordi det hører til sjældenhederne, at ramme lige akkurat den dato, men også fordi jeg tror, min er forkert. Jeg havde jo ikke regelmæssig menstruation, så min er et skøn lavet udfra henholdsvis en tidlig scanning i uge 8 (en såkaldt terminsbestemmelsesscanning) og derefter blev den rykket lidt ved nakkefoldsscanningen i uge 12.

Forventningsfuld, magelig og lidt dummere

Uanset hvad er jeg så spændt. Og forventningsfuld. Det kommer sikkert til at give bagslag, og selvom jeg måske ikke decideret glæder mig til fødslen, så ser jeg virkelig frem til den og den oplevelse, det bliver. Så håber jeg bare, at det overordnet set bliver en god oplevelse.

Jeg føler mig stadig ikke særligt hæmmet eller begrænset fysisk og træner fortsat og bevæger mig en masse, men jeg kan mærke en ny tyngde i kroppen. Ikke kun pga. den ekstra vægt – jeg har taget ca. 9 kilo på, på nuværende tidspunkt – men mere som sindsstemning. Jeg føler mig lidt lad og magelig og prøver at omfavne det, selvom det ikke altid falder mig lige let.

Dagligt må jeg lede efter ord, når jeg taler. Ikke kun fremmedord, jeg bruger sjældent, men også de helt nemme dagligdagsord. De forsvinder bare for mig. Og generelt føler jeg mig ca. 30% dummere end sædvanligt, måske mere. Det er som om både min krop og hjerne har målrettet ressourcerne et helt andet sted hen og det er så også fair nok. Jeg GLÆDER mig til jeg går på barsel, for jeg må blankt erkende, at hverken intellekt eller overskud helt kan følge med længere. Lysten til at bygge rede og trække mig, som jeg har beskrevet i de seneste par graviditetsindlæg, bliver kun stærkere og stærkere.

 

Tudemarie med separationsangst

Jeg græder meget for tiden. Som regel på en god og forløsende måde og det føles egentlig rart. Men der skal ikke meget til at udløse gråden. Jeg skal nærmest bare tænke på Penny, så bliver øjnene våde. Og så savner jeg også min mormor og min far særligt meget i disse uger. Jeg ville så gerne have, at de kunne opleve det her. At få et barnebarn og et oldebarn. Men det kan altså også bare være reklamer, der spiller på følelsesregisteret eller et par velmenende ord, der får mig til at sidde og hikste.

Nikolaj må helst heller ikke være for langt væk. Og jeg savner ham (sådan helt på barndommens hjemveagtige måde), når han er på arbejde. Faktisk vil jeg helst være sammen med ham hele tiden og jeg er også ekstra forelsket i ham, hvis man ellers kan være det. En morgen vågner jeg og finder sengen ved siden af mig tom. Og går helt i panik og kalder febrilsk på ham. Han var (selvfølgelig) bare på toilettet, men panikfornemmelsen sidder i mig resten af dagen og jeg er (meget lidt rationelt) bange for, at han forlader mig.

 

Flotte Tarzan

Til endnu en vækstscanning kan vi se, at vores aktive, lille dreng, stadig vokser fint og følger sin kurve flot. Alligevel vil de gerne se os til endnu en (og formentlig) sidste scanning umiddelbart inden termin. For at sikre sig, at min moderkage stadig giver ham nok næring til den tid. Det føles på en gang trygt og samtidig havde jeg nok også lidt håbet, at denne gang var sidste gang. På trods af min kromosomfejl (Faktor V Leiden), der er hele årsagen til, at de holder ekstra øje (plus selvfølgelig at baby er til den lille side), så får jeg stadig ikke blodfortyndende medicin. Mit blodtryk er lavt (hvilket er godt i denne sammenhæng) og jeg binder ikke væske (ok, lidt i mine små pølsetæer), så lægerne skønner, at jeg det fortsat ikke er nødvendigt. Det er jeg glad for med tanke på den forstående fødsel.

 

Rejeost, rabarberdrik, brød og collagen

Jordbærrene er stadig min nummer ét, men en ny kærlighed på craving-listen er rejeost. Ahmen så lækkert jo! Og der er rent faktisk rejer i rejeosten nu til dags. Mange endda. Derudover er rabarbersaft et kæmpe hit. Vi får en helt vidunderlig en på Samsø og jeg er ked af, at jeg ikke købte et par kasser med hjem. Må forsøge at lave selv snarest. Derudover er jeg ikke så spændende på cravingfronten. Jeg har en hel del lyst til brød med smør og ost igen. Lidt à la i starten af 2. trimester omend ikke helt så voldsomt og tvangspræget. Jeg har fortsat ret lidt plads i maven og bliver hurtigt mæt (baby sidder højt og presser på mavesækken), så udover masser af frugt og grønt forsøger jeg at spise ret energitæt. Vil jo gerne sætte lidt godt ammefedt.

Og så tager jeg collagentilskud. Altså udover multivitamin til gravide, fiskeolie, jern osv. Har læst, at det kan være med til at forebygge strækmærker. Ikke at jeg er så bange for dem igen. Jeg tror nok mest på, at det er genetisk. Kommer de, så kommer de og så tager jeg det med. Men derfor er det nu dejligt at smøre maven og den efterhånden noget udspilede hud ind dagligt alligevel. Og drikke rigeligt med væske, spise gode fedtstoffer og tage collagen. Hele molevitten gavner også resten af kroppen, så det føles ikke spildt uanset hvad og så har jeg i alle tilfælde gjort, hvad jeg kan.

Ps. Gravid uge 32-34, Gravid uge 30-31, Gravid uge 28-29, Gravid uge 26-27, Gravid uge 21-25, Gravid uge 16-20, Gravid uge 12-15, Gravid uge 8-11, Gravid uge 6 og 7 og Gravid uge 4 og 5.

Pps. Vi skal være forældre.

Ppps. Sådan blev jeg gravid.

Seneste kommentarer
  • Satina Wandel Jeg havde det på præcis samme måde i slutningen af graviditeten med min datter. Christian ..
  • Emily Salomon Dejligt at høre Line og den vil jeg se nærmere på ♡ Klem E ..

Sådan mediterer jeg

Jeg mediterer stort set dagligt og det er I flere, der har bemærket og spurgt ind til. Og det forstår jeg godt. For sådan noget meditation kan virke noget abstrakt og urtet, hvis ikke man lige selv har prøvet. Og måske endda svært og utilnærmeligt.

Det behøver det dog slet ikke at være. For mig er det alletiders måde at starte dagen på. Med lige at tune ind og bare være. Så i stedet for at tjekke ind med hvordan andre har det (på Instagram eksempelvis, host host), så starter jeg lige med mig selv. Det er virkelig en rar måde at vågne på og det er som om det sætter en god tone for resten af min dag. Jeg er ikke frelst eller noget, jeg tjekker skam også Instagram/mail/avis m.m. om morgenen, men det føles virkelig fedt at give de første 5-10 minutter (det er sjældent, jeg mediterer længere tid) til mig selv og til bare at være til stede i nuet.

For det er det, meditation handler om. At være lige nu og her. Ikke om ud-af-kroppen-oplevelser og hallucinationer (selvom det kan være vildt fedt og helt magisk når/hvis man af og til oplever det), men bare om at være, trække vejret og tune ind. Eller nulstille om man vil. Det føles lidt som at få støvsuget hjernen. På en god måde.

Ps. Mit indlæg om 5 apps til mindfullness og meditation.

 

Der findes alle mulige måder at meditere på. Mit bedste tip til at komme i gang er at eksperimentere lidt. For nogle er visualiserings- eller fantasirejser lige sagen. For andre er det rart udelukkende at fokusere på åndedrættet. Og så er der særlige former for meditation som fokusmeditation (hvor man eksempelvis sidder og kigger ind i flammen på et stearinlys) eller mantrameditation (hvor man gentager et mantra eller ord igen og igen).

Selv er jeg vildt glad for guidede meditationer fra app’s. Jeg bruger henholdsvis Calm og Headspace og hvor jeg før var gladest for førstnævnte er jeg nu mest begejstret for sidste. Men bruger dem altså stadig lidt i flæng. Mht. Headspace er der kun én stemme, der guider en, så hvis ikke man kan lide den, så er man lidt på den (jeg elsker den, meget rolig, britisk mandestemme) og så er Calm måske federe. Begge app’s har alt fra begynderprogrammer til nye, daglige meditationer og man kan således både øve sig, avancere og ikke mindst blive inspirereret. Og så har de også begge nogle ret fine søvnmeditationer og godnathistorier, hvis man har brug for at koble af inden sengetid.

Af og til mediterer jeg også bare på egen hånd, men bruger ofte noget af det, jeg har med i rygsækken fra Calm og Headspace. Som skrevet tidligere mediterer jeg oftest om morgenen, men jeg kan også finde på at nappe et par minutter midt på dagen, hvis det hele kører lidt for stærkt og jeg kan mærke, at jeg ikke helt har åndedrættet med mig. Så er det vidunderligt lige at nulstille. Også selvom det i et travlt øjeblik kan virke som det sidste, man har tid til.

Meditation er nemt, det er rart, det er (alt afhængig af værktøjer) gratis og det behøver kun tage et par minutter af din dag. Man kan meditere for at blive mere motiveret eller få mere energi. Eller slet og ret for at få det rart oveni hovedet og give sig selv en lille pause til blot at være ♥

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Tusind, tusind tak, det er jeg glad for at høre og tusind tak for anbefalingen ..
  • Pernille Hvor forklarer du bare fint hvad meditation er? let og konkret. Jeg anbefaler altid app'en Insight ..

Bøger