Træstammer, grå hår og border collies

Kurt Curious. Siger “Hvad skal vi så nu?” og gider ikke ligge og drive den af i sengen. Til sin mors store fortrydelse.

Hvad jeg har lavet de sidste par dage? Haft brystbetændelse, fået mit barn vaccineret, sovet og haft feber og svedt i vilkårlig rækkefølge, set 37 afsnit af Friends, spist træstammer (jo, i flertal) og alt med antioxidanter og antiinflammatoriske egenskaber (ikke træstammer), måttet droppe at tage på loppemarked, vasket tøj og lavet mad, sovet mere, haft varmepude på mit dårlige bryst og pumpet ud skiftevis i en uendelighed, leget med mit barn og kysset ham, tænkt ‘jeg kan ikke mere’ et par gange, og været meget taknemmelig over Nikolaj.

Altså lige indtil han spurgte, hvorfor jeg ikke husker at lægge billeder m.m. i Dropbox, da jeg (igen, igen) fik den irriterende melding om at mit ‘Startdisk er fuld’ og min computer derfor hverken gad det ene eller andet. Hrmph…

Jeg har også fundet mine første grå hår. Altså i flertal. Har tidligere fundet enkeltindivider oppe i midterskilningen, men i går gav en særligt kunstnerisk (læs: uvasket) barselsknold frit udsyn til en endnu uopdaget, lille koloni af grå hår over mit venstre øre. Der er intet at spore på højre side. Min åbenlyst ungdommelige side.

I dag bliver endnu en hjemmedag med stikket trukket. Håber, barn er med på den. For han er altså en lille, nysgerrig, forlystelsessyg vildbasse. Han er ikke sådan en baby, der bare vil sidde på mit skød i en time og putte. Eller som synes en sygedag i sengen er toppen. Jo, jo vi kan sove middagslur i ske og vi holder i hånd om natten, men sådan noget med bare at sidde og putte og kramme i mere end to minutter, niks. De dage er for længst passeret. Og jeg synes jo stadig, han er så lille. Men nu forstår jeg, hvorfor alle skrev “Nyyyyyyyyyd”, dengang vi lå hud mod hud, mave mod mave, da han var spæd. Det er sjældent han gider ligge på mig længere.

Og forstå mig ret, det er vidunderligt at have en lille spilop, der gerne vil snakke, undersøge, udforske, prøve af og lære. Og BEVÆGE sig. Han er helt klart border collie-udgaven af en baby og så kan jeg jo ikke bede om meget mere. Men når man selv er syg, så kunne det være dejligt med en puttegris. Bare for en dag.

Jeg håber, I har en dejlig tirsdag, hvad end I omgiver jeg med babyer/mænd/venner/hunde à la border collies, skødehunde eller noget midt imellem ♥

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Ja føler allerde det bare ræser afsted. På godt og ondt. For det er jo ..
  • Emily Salomon Åh føler med dig, på den gode måde selvfølgelig, men altså, kan allerede levende sætte ..

Novemberønsker

Billede herfra.

Intentioner og ønsker. I november vil jeg…

  • Gå tur i skoven, samle en kastanje eller to og fejre med boller og varm kakao, når vi kommer hjem. Den trio (skovtur, boller, kakao) er et af mine bedste weekend-barndomsminder.
  • Trække vejret helt ned i maven.
  • Et smut til frisøren at have fikset manken. Tiltrængt. Genganger fra oktoberønskelisten og nu endnu mere tiltrængt.
  • Til yoga. Bare en enkelt gang. Har yogaet den lidt herhjemme hist og her, men vil så gerne i studiet og blive undervist og inspireret.
  • På museum med min mindste kulturmakker. Vi var på SMK sidste måned og mens vi nød at se på kunst, gik det knap så godt i restauranten efterfølgende. Næste gang prøver vi på en hverdag i stedet.
  • Erstatte en kop kaffe hist og her med matcha latte. Er verdens største kaffesøster, men bliver også lidt kulret af kaffe, så vil gerne skrue en my ned (igen).
  • Fikse mindst 5 julegaver. Og pakke dem ind.
  • Prøve at løbe igen. Altså som i gå, løbe lidt, gå, løbe lidt osv. Og med barnevognen som naturlig begrænsning. Med chance for at lyde som en kæmpe, frelst idiot, så er det noget af det jeg savede mest, da jeg var højgravid, samt her efterfølgende. Fornemmelsen af at bevæge sig hurtigt og ubesværet.
  • Lade min nyerhvervede robotstøvsuger om at klare rengøringen. For det meste. Elsker den!
  • Har (endelig) været i baby bio og det var et hit. Så nu vil jeg gerne ind at se Joker. 

Jeg ser især frem til…

  • Akkurat som sidste år er det, at indvie skøjtesæsonen med min favoritskøjtepartner. Så skal jeg bare lige regne ud, hvad vi gør med Pølsen imens. Skøjtehaller er ikke direkte babyegnede, men måske vi kan alliere os med hans mormor.

Månedens (drømme)outfit…

Uld i lange baner over jeans (dem fra Tomorrow er stadig favorit her) tilsat chunky støvler og min nye, gamle Acne aviator-jakke. Når altså den lander hos mig. Fandt efter lang tids søgen en brun i min størrelse (håber jeg da) på Vestiare.

Jeg skal spise…
… plantebaseret. Efter at have set Game Changer på Netflix er min mand blevet meget (mere) interesseret i at spise plantebaseret, så jeg tænker at smede, mens jernet er varmt. Jeg har stort set ikke spist kød de sidste tre år, så jeg glæder mig til at få ham (endnu) mere med på vognen. Nå, ja og mere specifikt så skal jeg da også tage forskud på lidt juleknas, når vi når lidt hen i november. Og spise rosenkål, valnødder og klementiner i lange baner.

Det skal jeg lytte til…
… hører og lærer utroligt mange børnesange i disse dage. Og synger med så godt jeg kan (og det er bestemt ikke godt). En klar favorit er ‘Jeg er så glad for min cykel’, det er altså lidt af en (klima)opturssang. ‘Bakke snavvendt’ skal man heller ikke kimse ad.

Det skal jeg se…
… Downton Abbey, altså serien, er jeg fortsat i gang med. Og så skal man jo heller ikke kimse ad Bagedysten. Har et girl crush på dygtige Frederikke. Og så går jeg lidt og tager tilløb til at se TV2-dokumentaren Eksperimentet med vores børn. Har I set den? Tør jeg? Bør jeg?

Jeg skal læse…
… Mit Barn, et digt om moderskab, af Cecilie Lind, er jeg halvvejs igennem og glæder mig til at læse det færdigt.

Månedens drøm…

… er stadig en efterårstur til Berlin. Med mand og barn med tog. Det er ikke sket endnu, så nu må vi se. Men man har jo stadig lov at drømme. Måske et julemarked i Sverige er mere realistisk…

… at få en massage. Det kommer nok ikke til at ske. Men igen, man har jo lov til at drømme.

Jeg er taknemmelig over…
… hvor søde, betænksomme og omsorgsfulde mange er. Både i virkeligheden og online. Der er meget fokus på, at vi skal tale pænt til hinanden i begge verdener – og jeg ved godt og er ked af, at det ikke altid er tilfældet, som sidste uges VMD-drama med Umut vidnende om. Men derfor synes jeg også, at det er vigtigt at slå et slag for alle de, der er søde og godt kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Således oplevede jeg nærmest en love-storm, da jeg (igen) havde fået brystbetændelse og delte det på insta-stories. Og fik hundredvis af ønsker om god bedring og gode råd til at forebygge og bekæmpe skidtet retur. Det var rørende ♥

Jeg gider ikke...
… mere brystbetændelse. Magen til møgsygdom skal man lede længe efter. Har sjældent været så hundesyg og det rammer hårdt og uden varsel.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Ahmen det er det værste! Man fatter ikke hvor slemt det er, før man har ..
  • Emily Salomon Ah crap, håbede lige at du boede i nærheden, men så fik jeg læst til ..

De 10 mest populære opskrifter

Hermed første indlæg i en lille serie af tilbageblik. Har været i blogarkivet og fundet de 10 mest benyttede – eller det skal jeg faktisk ikke kunne sige, men besøgte om ikke andet – opskrifter i bloggens historie i anledning af bloggens 10-års jubilæum.

Det udsprang af at jeg ville lave en opsamling af de 10 mest populære indlæg gennem tiden, men da jeg sad og så heavy hitter’ne igennem, var der en overvægt af opskrifter i den pulje, så nu deler jeg det lidt op efter kategori. Det blev nemlig lidt underligt ellers; et indlæg med syv opskrifter og så en festivalpakkeliste, et indlæg om abort og et om graviditet. Så nu tager vi opskrifterne først og siden måske en omgang med de mere tanketunge indlæg, et med outfits (det er altså den skæggeste, der sker MEGET på 10 år) osv.

Blandt de mest populære opskrifter er der alt fra koldhævede boller (det mest besøgte indlæg nogensinde med mere end en halv million besøgende!) til cocktails og kanelsnegle. Tænker, at det altsammen kan være oplagt til den forestående weekend.

Min indsats i køkkenet ligger på et ret lille sted for tiden, men lysten er der og måske det ville være fint at starte med en omgang af de nemme boller til weekendmorgenmaden. Det tror jeg. Ellers skal weekenden bruges på at slappe af og lege med vores lille fyr og så holder jeg loppemarked med en masse velklædte damer på søndag.

Håber således, at se jer til Loppeladies. Jeg sælger ud af gemmerne og donerer halvdelen af alt hvad jeg tjener til Mødrehjælpen, der hjælper sårbare og udsatte børnefamilier og gravide.

God weekend søde mennesker ♥

Nummer 1. Ikke bare den mest populære opskrift, men også det suverænt mest populære indlæg til dato: Nemme, koldhævede boller.

Nummer 2. En anden storfavorit, de Friske, vietnamesiske forårsruller. Opkriften, der kan varieres i det uendelige, er fra min bog, Hverdagsglamour.

Nummer 3. Det her er nok min egen yndling blandt de ti. Nemlig De bedste kanelsnegle.

Nummer 4. Dulce de LecheDen lækreste karamelcreme, , der er god på havregrød, vafler og i kager m.m.

Nummer 5. Cocktail-klassikeren Dark ‘n’ Stormy. Sådan en kunne jeg godt drikke snart.

Nummer 6. Det er snart tid til julegodter og de her knasende sprøde Småkager med lakrids og tranebær er en evig vinder.

Nummer 7. Og nu vi er ved småkager og vindere. De er lidt besværlige, men det hele værd og lidt til! Chocolate Chip Cookies.

Nummer 8. Snicker-kage. Enough said!

Nummer 9. Videre til en helt anden genre. Ramen var mere en hypet for et par år siden og jeg hoppede med på bølgen med Beef Ramen. Det må jeg snart lave igen omend i en vegetarisk version.

Nummer 10. En af mine yndlingskager. Og så er Hjemmelavede træstammer altså alletiders måde at undgå kagespild på. Skulle man have en kage- eller wienerbrødsrest (altså hvis det nogensinde sker selvfølgelig), så saml dem i en boks i fryseren. Når der er nok, laver du træstammer eller romkugler. Haps!

Ps. Det var tæt løb, men Piña Coladas’ne her kom lige akkurat ikke med. Men det betyder jo ikke, at du ikke skal lave sådan en i weekenden.

Seneste kommentarer
  • Lotte Elsker dine opskrifter og billeder! Har lavet de koldhævede boller virkelig mange gange, også til ..
  • Rikke Jeg bager dine koldhævede boller MINIMUM en gang om ugen her i min barsel! Eller, ..

Jinx or treat

Denne her uge har været en vinder indtil videre (på trods af en hård nat eller to), så med chance for at jinxe det, så satser jeg hele butikken, fortæller om det her og krydser alt hvad jeg har, for at det alligevel fortsætter sådan. Og det der med at jinxe ting er vist en naturlov i forhold til babyer. Siger man de sover godt, får man en uge med l*****nætter. Siger man de er glade, bliver de kede og så videre og så videre. Så man burde lade være. Men altså, det ville jo næsten også være for kedeligt.

Tirsdag var jeg til træning, holdt et møde à la tur med barnevogn og en juice rundt i de københavnske gader med min agent, derefter hjem i strålende solskin og med podcast i ørerne (er fortsat forelsket i The High Low) og om aftenen var jeg til et spændende foredrag om hvorfor hunde gør og hvad man kan gøre for at afhjælpe det (altså når der er tale om uhensigtsmæssig gøen). Rart og interessant at være ude et par timer og dyrke mit hundetræner-alter-ego. Føler mig ellers primært som mor for tiden og det er den bedste følelse i verden, men derfor var det nu alligevel dejligt at stikke næsen i noget helt andet for en stund. Nå, ja føler mig også en hel del som blogger her efter jeg mere eller mindre er ’tilbage’ her på domænet igen. Især efter den meget lærerige (for mig i alle tilfælde) debat og diskussion i søndags. Tak for den.

I går var jeg sammen med min mødregruppe, det er vi næsten hver onsdag og det er så hyggeligt. Endnu mere, efterhånden som vi lærer hinanden at kende. Føler vi kan slappe af i hinandens selskab og tale om snart sagt alting, og der er noget så dejligt, relaterbart over at have fuldstændigt jævnaldrende børn. Jeg vidste ikke helt på forhånd, om det var noget for mig, men jeg er positivt overrasket og nyder at have lært fem fantastiske, nybagte mødre i mit nabolag at kende på den konto. Og det der med, at det ikke er ens veninder og at de ikke kender en på forhånd, det kan altså noget.

Efter mødregruppen trillede jeg en lang tur med Pølsen i det pragtfulde oktobervejr. Ud til Nokken, en kolonihaveforening, der ligger i forlængelse af Islands Brygge og hvor der er de herligste selvbyggerhuse og total Klondike-stemning. Da jeg var yngre, drømte jeg om at bo på Dyssen på Christiania, men nu er Nokken drømmen. Tror dog kun man må bo der om sommeren, men i så fald som sommerresidens. På vejen hjem var Kurt og jeg i Netto og købe stort ind på slikkontooen, så der var til alle de små, søde spøgelser med videre, der kommer forbi i anledning af Halloween i dag. Det er ret stort i vores kvarter og jeg pivglæder mig til at alle ungerne kommer forbi og trick-or-treat’er i eftermiddag og aften. Der er skeletter og græskar foran vores dør og en kæmpe slikskål fyldt til bristepunktet. Ved ikke hvorfor, men synes Halloween er SÅ (u)hyggeligt og har taget den amerikanske højtid fuldstændig til mig. Hvis ikke jeg havde en lille baby, ville jeg også selv være klædt ud. Og sminket til tænderne. Det må blive næste år…

Men alt ovenstående til side. For det har ikke kun været nogle gode dage pga. de rare begivenheder. Det skyldes først og fremmest min glade, lille dreng. Som stort set ikke har ondt i maven længere og derfor sjældent er ked. Og som smiler, griner og virker til at nyde livet. Det meste af tiden i alle tilfælde. Det har ikke været en brat overgang, men det er som om det gradvist aftager. Og han folder sig ud og blomstrer, og jeg lærer ham bedre og bedre at kende dag for dag. Jeg føler virkelig, vi for alvor er ved at finde hinanden og det gør det hele så uendeligt livsbekræftende og lidt til.

Om lidt skal jeg til mor/barn-træning. En af de andre har lovet at bage boller, så vi mødes en time før til hjemmebag og hygge og så træning efterfølgende. Altså I kan nok se, at det er en god måde at træne på ;)

Jeg ønsker jer den bedste torsdag. Og Halloween selvfølgelig.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Hej Lykke, se svar til de andre længere oppe i kommentarerne :) Kram E ..
  • Lykke Interessant med foredrag vedr. ` hvorfor hunden gør` ? Kan du fortælle lidt mere om ..

Mine favoritter

Mine kopper

Okay, det her er måske det mest random indlæg i bloggens historie. Men ikke desto mindre hyggeligt. Jeg havde jo lovet at lave ‘ønskeradio’, altså hvor I kunne ønske et blogindlæg og hvor jeg så efter bedste evne ville forsøge at opfylde så mange af ønskerne som muligt. Og et af dem var altså et indlæg om mine kopper. Først syntes jeg, det var lidt pudsigt, men omvendt er det et af de spørgsmål, der går igen på insta-stories og ret skal være ret, jeg har en ting med kopper. Af samme årsag ejer vi heller ikke to ens, for hvis der skal være plads til nye i samlingen (og på vores begrænsede skabsplads), så går det selvfølgelig ikke at have 6 af en slags. Vi har dog flere end på billedet her, men det er altså mine favoritter og dem jeg bruger flittigst.

Har i øvrigt haft en hård nat, så kopper (med kaffe i) er min bedste ven i dag. Skål og god onsdag ♥

Og tip mig gerne, hvis I kender til flotte, skæve kopper. Har endnu ikke været forbi The General Store Copenhagen, men det må jeg vist snart. Ligner et rent koppemekka. Caiob, som jeg holder af, er et andet godt sted at finde smuk keramik.

 

Yndlingskopperne

  • Lyserød kop fra Peter Shire. Har fået den i fødselsdagsgave i år af to veninder og den er købt i Kokoon på Gl. Kongevej.
  • Brun kop fra Studio Arhøj. Ligeledes en fødselsdagsgave fra veninder. De ved hvordan man gør mig glad.
  • Mumi-kop fra Arabia Finland. Samlede på Mumi-porcelæn en overgang og er stadig glad for de kopper og skåle jeg har og bruger dem flittigt. Denne, en jubilæumskop, er favoritten.
  • Blåspættet kop fra Åoomi købt hos Apato Copenhagen. Endnu en fødselsdagsgavekop. Jamen altså if it ain’t broken… ;)
  • Kop med mælkebøtte fra Royal Copenhagen. Bloggerkoppen haha, men altså synes det stel er så smukt og har 4 kopper derfra. Nok til et lille teselskab.
  • Blånistret keramikkop fra af Bjarni Sigurdsson købt hos Caiob. Min favorit til matcha latte og varm kakao.

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Tusind tak allesammen, hvor er I bare gode. Så ved jeg også, hvad jeg skal ..
  • Emily Salomon Samme her. Godt at høre at jeg ikke er alene med mit 'crazy kop lady'-liv ..

Vind: Legekøkken fra Cam Cam

Sidste fødselsdagskonkurrence i denne omgang. Har prøvet at komme hele paletten rundt mere eller mindre. Noget skønhed, mode, interiør, bøger og så også noget til børn nu her. Nuvel, der skulle måske også have været noget hunderelateret, men det må vi tage i anledning af Pennys fødselsdag til vinter i stedet. Jeg har også stadig lidt mere ‘jubilæum’ i ærmet, bl.a. jeres ønskeindlæg.

Men altså. 10 år. Hvor er det vildt. Det er (næsten) en tredjedel af mit liv, der er dokumenteret på denne blog. Kan ikke helt begribe det. Hvor har vi oplevet meget sammen. Bliver helt sentimental ♥

Men denne gang er der altså et legekøkken på højkant fra mine søde venner hos Cam Cam Copenhagen. Indledningsvis havde jeg spurgt, om de ville være med, med et puslebord magen til det vi selv har, men da de så fortalte, at de netop har lanceret det fineste legekøkken, så syntes jeg det var endnu bedre, da det er relevant for flere. Ikke kun de der venter sig eller dem med helt små børn.

Mit lille køkken var mit favoritlegetøj, da jeg var barn. Og jeg håber, Kurte-pølsen får det lige sådan. Har i alle tilfælde store planer om at påvirke ham på den konto. Og spår at vi skal bage mange fantasikager dér, inden vi for alvor går i gang i det rigtige køkken. Og så skal han selvfølgelig også lære at vaske op og vride en karklud og sådan. Heldig dame eller mand, der engang får ham som kæreste, haha.

Om ikke andet har han i alle tilfælde et legekøkken på sin ønskeliste til navngivning som vi slår sammen med hans 1-års fødselsdag. Jo, jo, der er lidt tid til, men jeg fører en dynamisk ønske- og gaveliste i min telefon. Nu også for Kurt.

Køkkenet fra Cam Cam som en af jer kan vinde, består af en lille ovn, 2 kogeplader, 3 drejelige knapper, 4 knager til redskaber, en håndvask i metal og et køkkenskab bag det fine gardin. Det søde legekøkken er helt plastfrit og udført i bæredygtigt produceret træ, med undtagelse af håndvasken, som er af metal og gardinet som er GOTS-certificeret, økologisk bomuld. Køkkenet er ydermere produceret i Europa under miljøvenlige og socialt ansvarlige forhold.

Præmien har en værdi af 1.599 kr.

For at være med i konkurrencen om et legekøkken fra Cam Cam Copenhagen, skal du blot lægge en kommentar herunder, hvor du fortæller, hvilken farve du ønsker dig køkkenet i. Det findes i hvidt, se her og gråt, se her.

Konkurrencen slutter på søndag d. 4. november kl. 12.00 og jeg trækker en vinder umiddelbart efter. Vinderen får direkte besked via mail.

Seneste kommentarer
  • Tina Frederiksen Vanvittig flot køkken. Mit barnebarn som bliver 1 år, vil have så mange hyggestunder i ..
  • Laura August vil elske et køkken i gråt ??‍? ..

Barselsmandag

Dynejakkevejr. Har aldrig helt været en dynejakkepige, men må vist overgive mig, så rart og varmt. Som at gå rundt med en sovepose på.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men mandag er klart blevet min nye yndlingsdag. Eller jeg har egentlig aldrig decideret hadet mandage, men efter Kurt er kommet til, er de vitterligt blevet favorit. Og vi har klart vores bedste tid om mandagen. Jeg føler mig frisk, klar og fuld af overskud ovenpå weekenden. Torsdag og fredag er det en anden sag, haha. Der er jeg kørt helt i sænk og tæller timer ned til det er fredag aften og Nikolaj kommer hjem. Det er skægt med det her forældreskab. På mange måder er det meget lettere, end jeg havde forestillet mig. Og på andre er det langt sværere. Det er også kommet bag på mig, hvor lidt statisk det er. Altså vidste jo godt, at der var mange faser og sådan, men det overrasker mig, hvor meget jeg bliver påvirket af en dårlig eller ked dag. Hvordan det sidder i mig også i dagene efter. Og ligeså med de gode dage. De sidste to dage har vi haft en mere end sød og glad baby og han tog tilmed vintertidsskiftet i stiv arm (håber ikke jeg jinxer det nu, 7-9-13) og så stiger energien i takt. Jeg tror egentlig Kurt er sådan en helt standard baby. Hverken specielt nem eller svær. Men I kan tro, at jeg har sendt mangen en kærlig tanke til forældre med kolikbørn, solomødre, flerbørnsforældre eller tvillingeforældre, når vi har haft en dum dag. Jeg er fuld af beundring for, hvordan I får det til at hænge sammen ♥

I dag er jeg taget ud til mine forældre, så min mor kunne trille en tur med Kurt, mens jeg arbejder og så vi kan hænge lidt ud med verdens bedste Penny. Ser hende mindre end jeg plejer for tiden og savner min gode, blide hundepige. Hun er stadig stor fan af Kurt og jeg GLÆDER mig så umådeligt til at se dem sammen, når han bliver ældre. Spår at de får stor glæde af hinanden. Jeg synes det er sådan en gave, at børn vokser op med dyr og når det nu ikke kan være hjemme hos os, så er jeg glad for, at det er en mulighed hos bedsteforældrene. Og så ender jeg nok også som hende den skøre mor, der stopper folk på gaden, og spørger om vi må klappe deres hund. Ok, hende var jeg også, inden Kurt kom til verden. Hvem prøver jeg at narre…

Senere i dag skal jeg sortere og rydde op i mit tøjskab med videre. Vi holder Loppe Ladies igen på søndag og jeg sælger lidt ud af gemmerne. Håber, at se en masse af jer :) Jeg tager også bøger med foruden tøj og sko. Skal lige finde ud af, hvordan jeg får det til at gå op ift. logistik med baby, men det løser sig forhåbentlig. Må alliere mig med en ven. Jeg donerer i øvrigt halvdelen, af alt jeg tjener på dagen til Mødrehjælpen. Jeg kendte ikke stort til Mødrehjælpen og det kæmpe arbejde de gør for udsatte børnefamilier og gravide, inden jeg læste bogen Moderskab og Mødrehjælp (som jeg skrev om her), men nu har jeg en stor lyst til at bruge mit talerør til at gøre opmærksom på dem og ikke mindst støtte dem økonomisk, når jeg holder loppemarkeder med videre. De har i øvrigt også helt geniale genbrugsbutikker i hele landet. Min mor har netop købt det fineste brugte tøj og legetøj til Kurt til rørende priser i deres butik i Valby. Overskuddet fra genbrugsbutikkerne går selvfølgelig også til deres velgørende arbejde.

Håber I får en dejlig mandag aften. Vi skal spise chickpea tikka massala og se Handmaids Tale som jeg har et geniunt had/kærlighedsforhold til. Synes det er så god, spændende og flot en serie, men jeg får også ondt i maven og mareridt af den. Så vi ser et par afsnit og så slår jeg op med den for en uges tid. Men altså, når først man er startet, er det svært for alvor at stoppe igen…


Tidligere i dag i Frederiksberg Have. Åh altså dejlige oktober.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Håber du får en hunde-soulmate i dit liv en dag <3 Knus ..
  • Emily Salomon <3 <3 <3 ..

Bøger