Så blev det tid til at diskutere september måneds læseklubbog, og hold da op for et puslespil af handlinger og personer, den bød på. Og endnu engang en roman i to spor; nutid og fortid. Den sprang hele tiden frem og tilbage mellem de to handlinger og man skulle holde tungen lige i munden (jeg skulle i alle tilfælde), for her var virkelig mange fortællinger, der vævedes sammen og samtidig var der et persongalleri, der var en russisk slægtsroman værdigt.

Men det er ikke en hel slægt, der er tale om. Det er ‘bare’ den mexicanske dreng Juan Diego og hans synske lillesøster Lupe, der har et sprog kun Juan Diego forstår (hvilket måske er meget godt). Og så moderen Esperanza og lossepladschefen, som måske – måske ikke – er deres far. Og lossepladsbørnene. Og præsterne, nonnerne, en amerikansk hippie og militærnægter, et hav af cirkusfolk og deres dyr, læger, homoseksuelle og transvestitter, venner og venners familie.
Alle dyr har selvklart navne; hundene på lossepladsen, løverne og hundene i cirkus og sågår også muræneålen i akvariet på den ældre Juan Diegos værelse i Manilla. Det er lige før jeg måtte føre en lille log sideløbende med læseriet.

Juan Diego lærer sig selv at læse både engelsk og spansk ved hjælp af de bøger han finder på lossepladsen og bliver som voksen en berømt forfatter, der bosætter sig i Iowa. Han rejser meget og vi får lov at følge med ham til Fillipinerne på noget, der nærmest er en slags pilgrimsfærd til hippiens fars grav.

Lyder det rodet? Det er det egentlig også synes jeg, men samtidig er det en forrygende og fantastisk (og forvirrende) historie, som først bliver helt samlet og for alvor giver mening på de allersidste sider.
Handlingen er bestemt ikke forudsigelig, jeg blev overrasket mange gange, og godt nok var der mange mærkelige ting ved Dorothy og Miriam, men at de var Juan Diegos dødsengle skulle jeg læser helt til slutningen for at finde ud af. Igennem mange sider med Viagra, meget med betablokkere og et meget aktivt sexliv med disse dødsengle, som ellers gennem det meste af historien “ bare “ er mor og datter.

For mig var det en stor roman på mange måder. Med skæbne som hovedtema, eksemplificeret i mange af personerne, der i høj grad tager magten over deres eget liv. Hvilket kommer allertydeligst til udtryk i lille Lupe, der nok må blive min yndlingsperson, selvom det er et svært valg.

Jeg glæder mig til at høre hvem der er jeres yndlingsperson? Og hvad I syntes om bogen som helhed ? Var den for forvirrende og springende?

I er også meget velkomne til at tage udgangspunkt i spørgsmålene nedenfor eller fortælle mig om noget andet, I har gjort jer tanker om i forhold til historien, sproget, temaet eller lignende :)

1. Hvad kunne I godt lide? Jeg elskede børnenes styrke og ‘tykke hud’, de kom videre hele tiden, trods alt de havde imod sig. Lupes skuldertræk, kan man næsten se for sig. Jeg var også vild med Edward Bonshaws og Flors kærlighed, mere umage par skal man vist lede længe efter. Den gode broder Pepe skal også have en plads her, han havde virkelig hjertet på rette sted og “talte Roma midt imod” når det var nødvendigt.
2. Var der noget, der irriterede jer? jeg blev helt vildt irriteret, da det tog så lang tid og så meget snak , før Juan Diego kom under behandling, for sin knuste fod, som skulle gøre ham til invalid resten af livet. Ja, jeg synes, der var mange ting der blev gentaget og gentaget. Jeg synes også, der var for mange religiøse diskussioner og jeg kunne godt blive lidt træt af Clark French i det hele taget. Jeg synes, han var den person, der betød mindst for historien.
3. Var der noget der rørte eller måske morede jer specielt? Her kunne jeg blive ved, men jeg glemmer ikke  ligbrændingen af børnenes mor, Den gode Gringo, Dirty White og Jomfru Marias næse. Alt på samme bål og asken efterfølgende blandet i kaffedåsen. Ingen sentimentalitet, men alligevel så rørende. Og så Lupes udsagn om : “Det er os der er miraklerne”. Og da hun ofrede sig for sin brors fremtid, løb der også en tåre eller to ned ad min kind.

Og så jeg må lige afslutningsvis indrømme, at jeg i sin tid ønskede mig bogen i julegave, da jeg faldt for den pga. omslaget med lossepladshundene. Syntes nemlig den ene lignede Penny med lidt god vilje. Det er jeg glad for, at jeg gjorde.