Jul på Bryggen

Nu kan jeg ikke vente længere. Og julerierne her på Bryggen har således taget fat. Bare i det små. For jeg ved jo godt, at vi kun er halvvejs i november og jeg vil heller ikke nå at blive træt af jul (som om det nogensinde sker, det er snarere resten af husstanden, jeg tænker på) inden det rent faktisk er december. Så det er kun en adventskrans og lidt julepynt hist og her. Og lidt juleknas selvfølgelig. Juleskum (skal være Cloettas) og lidt brændte mandler er det blevet til. Og så skal jeg have brygget eller købt noget gløgg uden alkohol. E.L.S.K.E.R. gløgg. Eller vin chaud. Eller glühwein. Kært barn har mange navne.

Måske også en køn lyskæde ud til altanen. Synes det ser så hyggeligt ud og det føles ikke kun som noget, man gør for sig selv, men også for naboer og genboer. Men så skal det også være nu. Gider ikke og stå at fedte med den derude, når først det er blevet rigtigt koldt.

Og så tror jeg også, jeg skal have set Love actually indenfor den nærmeste fremtid, så jeg kan komme ordentligt i stemning. Skal helst se den en lille håndfuld gange i løbet af sæsonen. Og måske smuglytte lidt til en julesang eller to.

Resten får lov at vente til december. Vi skal holde jul her i år, så måske der skal et juletræ til. Sidste år havde vi en top af et grantræ der skulle beskæres, ret fint og skævt og charmerende. Måske vi bare trækker cedergranen ind fra altanen, hvis den kan tåle det. At komme ind i varmen altså. Et eller andet der kan hænges pynt på, må der i alle tilfælde til.

Er I også nogle julegrise? Eller synes I det starter ALT for tidligt og kun hører sig december til? Eller måske bare skulle pakke sig i det hele taget?

Selv synes jeg – tydeligvis – virkelig godt om det muntre, glitrende afbræk med lys og hygge midt i den mørke og kolde tid. Og jeg glæder mig sådan til næste år, hvor jeg kan begynde at smitte Kurt med juleglæde ♥

Ps. Den ultimative juleliste.

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Det er et vi har købt i Marokko, men ved at de har lignende i ..
  • Anna Hvor er det fine fad fra? ..

Weekend-tid

Lille, lyserøde læse- og sovehule. Hvor yndigt altså. Billede herfra. 

Weekend. Hurra! Eller faktisk ikke helt. For denne weekend er jeg alene hjemme. Altså sammen med Kurt selvfølgelig, men faren skal til julefrokost i den anden ende af landet. Gys. For i min barselsforskruede hjerne (er sikker på medbarslende, der også uge efter uge kampglæder sig til fredag eftermiddag forstår), så betyder det, at der denne gang er 12 dage mellem den ene weekend og den anden. Denne her weekend tæller slet og ret ikke. Fordi vi ikke er to.

Det kan jeg godt se, er en noget kedelig indstilling og jeg mener det nok heller ikke helt så sort/hvidt og bliver sikkert (og forhåbentlig) positivt overrasket. Og igen, kæmpe cadeau til alle solomødre derude, I er for vilde ♥ Men lige nu føles det altså lige dele angstprovokerende og hyggeligt. Jeg er halvvejs bange for at være alene om at holde fortet og halvvejs glæder jeg mig over at have min mindste, bedste ven helt for mig selv, hehe.

Jeg har puttet hyggelige ting i kalenderen, besøg hos mormor, morfar og Penny i dag og babysvømning søndag, hvor bedsteveninden tager med. Og så skal jeg spise træstammer og se Den store bagedyst.

Og hygge med og kysse på og lege med min lille dreng. Og ligge med ham i min arm, mens han sover lur og jeg læser avis. Satser jeg i alle tilfælde på…

Jeg håber, I får verdens bedste weekend. Hvad end den byder på årets første julefrokost (inklusiv kopimaskinekysning med ham den søde eller måske efterfølgende tømmermænd i kombination med små børn), sofahygge, opgaveskrivning eller noget helt fjerde, fortæl mig endelig, hvad I skal, hvis I lyster ♥

Her er om ikke andet lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:

Obama ved det.

Vores drøm om en tur til Berlin i år lever stadig og jeg har nærstuderet Emmas guide til byen.

The Crown er tilbage lige om lidt og traileren tegner godt.

Helt sikkert konstrueret, men OMG hvor cute altså!

Kun 3 af Sundhedsstyrelsens mange råd til nybagte forældre er vigtige at følge. Siger de selv.

Networking for introverte.

Hvorfor du skal tracke dit affald i en uge (inden du køber dig fattig i ‘zero waste’ gear).

Bananmuffins med tosca-topping? Kæmpe ja tak! Og jeg ved det, for jeg prøvesmagte dem i går.

Hvad skete der egentlig med skovbrandene i Amazonas efter (vi og) medierne glemte dem igen?

Samtlige Matt Damon-film ranglistet. Elsker den mand. Og sådan er det.

Er du en skabsdame eller printerkvinde?

20 spørgsmål til mit girl crush for tiden (aka. Frederikke Legaard fra Den Store Bagedyst).

Og så i disse julefrokosttider: Utroskab er en ekstremt almindelig handling.

 

Prøv Zetland i to måneder for en halvtredser

Følgende er reklame. Og et godt tilbud til både dig og mig :)

Måske I har lagt mærke til, at jeg ofte linker til forskellige artikler hos Zetland her i Weekend-tid? Det har de i alle tilfælde hos Zetland, da de kunne mærke trafikken herfra, så I må have været en del, der har haft lyst til at kigge nærmere på de artikler, jeg linker til. Så herligt. Og jeg forstår det godt. Jeg er selv en mere end begejstret (og betalende) bruger gennem de sidste to år og holder især af deres artikler om forældreskab, klima og kultur. Og hapser også gerne lidt politik nu og da. Ovenfor er det artiklen om Sundhedsstyrelsens råd til nybagte forældre, den om brandene i Amazonas og den om utroskab, der kommer fra Zetland.

Jeg er vild med, hvordan jeg nemt og mundret får serveret et par (ofte anderledes) ‘tophistorier’ i min indbakke hver dag. Hvordan jeg kan lytte til artiklerne, når jeg ikke har øjne eller arme fri til at læse. Og hvordan jeg får en ugentlig opsamling og således føler mig opdateret. Nice og nemt.

Hvis I har lyst til at prøve Zetland i 2 måneder, så kan I som læsere af bloggen oprette et prøveabonnement her for 50 kr. Det er 1/3-del af normalprisen og vores aftale fungerer sådan, at hver gang en af jer signer up, så donerer Zetland 200kr. til bloggen, for nu at være helt transparent. Så på den måde kan du altså lave en éngangsdonation til mig på 200kr. for 50kr. og samtidig prøve et nyt medie. Alle vinder ♥

Hvis ikke du er interesseret og bare gerne vil læse de artikler jeg linker til (det kan man nemlig som Zetland-bruger, dele med andre kvit og frit), så er det også bare helt i orden.

 

Seneste kommentarer
  • Laura Ej, den der med at små børn skal sove ude. Det er så træls og ..
  • B Det er måske også noget med, at vi herhjemme - i vores iver for at ..

En time

Hvad kan man egentlig nå på en time?

Man kan nå at børste tænder, vaske sit ansigt, komme creme og mascara på, koge et æg, lave kaffe, smøre en bolle, spise morgenmad, skrive et blogindlæg (nuvel ikke et langt et og ej heller gennemlæst), svare på en god håndfuld e-mails, slette 517 billeder fra computeren (fordi startdisken stadig er fuld, og jeg endnu ikke ægte har fået gjort noget ved det), pakke træningstøj og pusletaske, rydde op i stuen og starte robotstøvsugeren.

Og den time vi taler om, er ikke engang en ægte time. Det er snarere 45 minutter. For det er nemlig så lang tid, min dreng sover formiddagslur og det er således så lang tid jeg ved, jeg har at gøre godt med. Jeg har (blandt andet grundet et godt råd fra en af jer) oftest held med at få ham videre i sin lur (altså nappe endnu en søvncyklus, det er nemlig en ting har jeg lært og sådan en er typisk 45 min for små mennesker) og han sover som regel halvanden til to timer om formiddagen på den måde. Men hvor han sover helt uforstyrret i første halvleg, så skal han hjælpes lidt mere i anden. Lidt vuggen og have sutten igen, hvis den er tabt.

Så den første lille time er noget nær hellig. Og afsindigt effektiv. Hvis der er noget, jeg skal være sikker på, at nå den dag, så lægger jeg det dér. Alt andet er bare flødeskum og ekstra, men ikke noget, jeg regner med.

Han sover selvfølgelig også lure resten af dagen, men der er jeg ofte ude på den ene eller anden måde eller, når vi rammer sen eftermiddag, selv ret træt, så der vil jeg hellere putte med min lille makker fremfor at sidde foran computeren.

Inden jeg blev mor, tænkte jeg, at ‘de der mødre’ måske overdrev en kende, når de altid pralede med HVOR EFFEKTIVE de var. Men nu er jeg altså tilbøjelig til at give dem ret (welcome to the dark side, haha). Eller også var jeg bare meget lidt effektiv førhen. Der kunne det i alle tilfælde snildt tage mig en time bare at tage et bad. Altså inklusiv hårvask og alt det der følger efter badet, men alligevel.

Jeg har dog også hørt dem – mødrene – sige, at den der effektivitet forsvinder igen i takt med at børnene bliver ældre. Så måske det bare handler om at nyde den, mens den er der. Det er jo også en slags overlevelsestilstand og selvom det fungerer, så tænker jeg også, at der kommer noget ret fint ud af tid og ro til at dvæle ved og tænke sig om. Fremfor bare at effektuere. På den anden side er det også fedt, at blive presset lidt og levere på kommando. “Der er noget ved alting, men det er ikke alting, der er noget ved.”, som min salig mormor plejede at sige. Og det kan hun jo have ret i.

I dag har vi (ja, er blevet et ‘vi’ med mit barn, men er jo ret beset også sammen med ham hele tiden) været til mor/barn-træning og efterfølgende mødtes vi med Cathrine og Eddie og spiste frokost på farten og var på legeplads på Christianshavn. Den slags er Kurt selvsagt for lille til, men han sov og Eddie gyngede. Og siden trillede vi hjemover ad Voldene i det glitrende efterårsvejr, der havde noget sprødt og klart over sig. Som om det varsler vinter.

I går var jeg til alletiders frokost. I arbejdsregi og med en mere end eksemplarisk Kurt, der først spiste sin egen frokost fra mælkebaren, hyggede lidt på skødet og siden var helt med på at snorksove i sin lift under bordet. Jeg fik således tre utroligt lækre retter (noget andet end mine halvspiste knækbrødsmadder herhjemme) og rar voksensnak hvor jeg (næsten) var til stede. Hvilken kæmpe luksus altså. Tusind tak Kurt Wunderkind (eller Kurt der Wunder Wurst, som en af jer skrev på insta <3). Jeg var ellers beredt på at gå – eller på anden vis fikse efter bedste evne – om nødvendigt ovenpå et noget mindre vellykket forsøg på frokost ude med baby for et par uger siden. Men i går der spillede det altså. Herligt ♥

 

 

Seneste kommentarer
  • Kurt Elsker dit barns navn! ..
  • Emily Salomon Tak <3 Det er Wedgie fit fra Levis. Elsker den model, men tror desværre ikke de ..

De 10 mest populære indlæg

Nummer 1: Spontan abort og hvad så?

 

Næste omgang tilbageblik i anledning af bloggens 10-års jubilæum. Først var det de 10 mest populære opskrifter og denne gang skal det handle om hvilke indlæg (altså opskrifter fraregnet), der har været de mest læste og besøgte i bloggens historie. Det er ret spændende at se, at majoriteten af dem slet ikke er så gamle endda. Og det er således ikke fordi de har ligget og samlet besøg fra google-søgninger gennem årene (som jeg tænker det nok er tilfældet med eksempelvis Berlin-guiden og den til steder at gå tur).

Det gør mig glad og stolt i en tid, hvor mange taler om, at (den gode gammeldags) web-blog er død og at folk, læsere som influenter er migreret til andre platforme. For det er ikke tilfældet her. I er flere end nogensinde og jeg nyder altså fortsat at kunne udfolde og brede mig på både ord og billeder her på domænet. 10 år og still going strong :)

Tak for at I læser med ♥

 

Nummer 2: Mini-guide: Berlin

Nummer 3: Rare steder at gå tur i og omkring København

Nummer 4: Mit bedste (og billigste) hårtip

Nummer 5: Takt og tone: Potentiel graviditet

Nummer 6: Da jeg ramte muren

Nummer 7: Sådan blev jeg gravid

Nummer 8: Penny er flyttet hjemmefra

Nummer 9: Gravid uge 4 & 5 – Flæskestegsfantasier, bryster og julefrokoster

Nummer 10: Min fødselsberetning – Del 2

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Taaaaaak <3 Og tak for at du læser med! Klem E ..
  • Louise Du er så sød altså :-) Tillykke med de 10! Godt gået! Er glad for ..

Mine favoritter

Fugtboost til de tørre

Min hud er som udgangspunkt i den tørre ende. Læg så lige amning og vejrskifte oveni og så har I opskriften på knastør hud. Men det er faktisk ikke sket her. Den knastørre hud. Ikke endnu i alle tilfælde. Og det er fordi jeg har et par kneb og tricks i ærmet, bilder jeg mig ind. Selvlærte såvel som dem jeg har suget til mig efter mange år med et ben i skønhedsbranchen. Og så har jeg også et par gode allierede fra Smuuk Skin, som jeg vil introducere jer for.

Men for at det ikke kun skulle handle om mig, mig, mig og for at jeg bedst muligt kunne imødekomme, det I gerne vil vide mere om, så spurgte jeg tidligere i dag på instagram, hvad I er nysgerrige på, når det kommer til at afhjælpe og forebygge tør hud. Om der var noget I ville have svar på angående vinterhudpleje, collagen og kosttilskud til huden. Og det var der. I dén grad. Jeg har valgt et par håndfulde af jeres spørgsmål ud, som jeg svarer på i en Q&A herunder.

Og så håber jeg ellers at vi alle får en mageløs vinter med pragtfuld, gennemfugtet hud ;)

Pssst…. Der er en rabatkode, der giver 20% på alle Smuuk Skin produkter nederst i indlægget.

Q: Jeg vil gerne vide alt. Hvad gør du?

A: Jeg gjorde meget lidt, da jeg var yngre, men så har jeg taget revanche her som 30+ og er meget artig nu. Jeg renser og plejer min hud hver eneste morgen og aften. Og så fylder jeg også på fra indersiden med sund mad og kosttilskud. Min hudplejerutine udenpå hedder rens med rensemælk (for at udtørre mindst muligt), facial mist der giver fugt, fugtserum, creme, øjencreme og ansigtsolie. Det er ikke alle dage jeg bruger altsammen. Mærker efter hvad huden har brug for den pågældende dag. Den indvendige hudpleje byder på bl.a. frugt og grønt, fedt og olier og så spiser jeg Hydro Balance-skønhedstabletterne fra Smuuk Skin, der fugter og booster huden indefra bl.a. med masser af collagen og med C-vitamin, der fremmer collagenproduktionen.

Q: Udover kosttilskud hvordan kan man så pleje huden indefra?

A: Vand, vand og atter vand. Men det kommer næppe bag på nogen. Dermed ikke sagt at det altid er nemt at huske, men drik gerne 8 store glas rent vand fordelt udover dagen. Derudover har Line Friis fra Dare to Care lært mig, at man heller ikke skal spare på fedtet. Nødder, avocado, olivenolie og andet smørels skal der indenbords. HVER dag og i generøse mængder. Og i særdeleshed hvis betrækket er tørt. Og Line er altså en sand hudmagiker og er selv indehave af den smukkeste hud, jeg nogensinde har set, så hende stoler jeg på.

Q: Er collagen virkelig nødvendigt? Hvorfor mangler man det?

A: Collagen er mere end nødvendigt i kroppen. Men om det er nødvendigt som tilskud må være op til den enkelte. Jeg er fan! Det er et protein som er uundværlig byggesten i både muskler, led, sener, blodkar og huden. I sidstnævnte sørger det for at holde huden fast og elastisk. Vi kan selv danne collagen og får det også naturligt gennem kosten (afhængig af hvad vi spiser selvfølgelig, det findes bl.a. i kyllingeskind), men med alderen falder collagenproduktionen i huden. Det er blandt andet det, der gør at huden føles mere slap med alderen og at der opstår rynker.

Q: Er der dokumenteret effekt af collagenindtag?
A.: Ja, det er der. Se blandt andet dette studie. I tilfældet med Hydro Balance (og Youth Optimizer der også indeholder collagen) fra Smuuk Skin så er de underlagt den danske kosttilskudslovgivning, som kontrollerer, hvad man må anprise på produkter. For at anprise produkter i kosttilskudsgenren med de forskellige skønhedsegenskaber, skal man kunne påvise og henvise til undersøgelser, som videnskabeligt dokumenterer virkningen.

Q: Hvordan undgår man den der helt stramme hud omkring øjnene. SÅ irriterende jo!

A: Åh det hader jeg også, forstår dig så godt. Foruden svarene på de andre punkter her, så skal man heller ikke underkende søvn. Det er når vi sover at huden (såvel som alt andet i kroppen) for alvor kan reparere sig selv og jeg oplever i dén grad mere stram hud og ‘træthedsrynker’ om øjnene, når jeg sover for lidt. Derudover er en god øjencreme et hit og så fungerer de der mini-sheetmasks (under eye patches),der er lavet til under øjet også virkeligt godt til at arbejde helt specifikt på at afhjælpe tørhed (og træthedstegn) omkring øjnene. Er det helt slemt, så kan en creme, der indholder lanolin være en ven i vinternøden. Det er de færreste, der bryder sig om så fed creme om øjnene, men for mig kan det blive nødvendigt, når frosten bider.

Q: Gad godt vide, om ansigtsolie er en god idé, og hvordan man egentlig skal bruge den, hvis det er?

A: Mega god idé, hvis du spørger mig! Jeg kan godt lide, det man kalder intuitiv hudpleje, hvor man hver dag mærker efter, hvad huden har brug for. Lidt som hvis man mærker efter, hvad man har brug for og trænger til at spise. Så jeg bruger ansigtsolie, hvis min hud føles stram og tør eller hvis jeg ved, den har brug for ekstra beskyttelse den pågældende dag. Jeg bruger blandt andet Hydro Balance-olien fra Smuuk Skin ovenpå min dagcreme hvorved den hjælper med at holde på fugten i huden og danner en slags skjold mod vind og vejr. Jeg putter et par dråber i håndfladen, varmer den i hænderne og ‘trykker’ den så ind i huden med håndfladerne. Skal det gå stærkt blander jeg blot et par dråber med min dagcreme for ekstra pleje. Om aftenen masserer jeg gerne ansigtet i olie. Og allerhelst med en guasha.

Q: Jeg vil gerne vide noget om balancen mellem fedt og fugt i vintermånederne.

A: Jeg synes godt om at give huden en såkaldt ‘fugtundertrøje’ på og siden beskytte den med ‘fedt’. I praksis betyder det, at jeg bruger en fugt mist på den nyrensede hud og derefter evt. en fugtserum (gerne en der indeholder hyaluronsyre eller niacimid). Mens huden stadig er let fugtig, indkapsler jeg den gode fugt i huden med en creme tilsat et par dråber ansigtsolie som Hydro Balance-olien fra Smuuk Skin. Er tiden til det smører jeg først cremen ind (og gerne en lidt federe creme end den jeg bruger i sommerhalvåret), lader den trænge ind og derefter kommer jeg olie ovenpå den ved at varme et par dråber olie i håndfladerne og siden ‘trykke’ den ind i huden. Herefter venter jeg 10 minutter ca. inden jeg lægger makeup. Hvis jeg altså lægger makeup. Skal man ud i meget hård og bidende frost, så er det en god idé at sørge for at rense og smøre sit ansigt en god rum tid inden, så huden ikke er fugtig, når man skal ud. Jeg synes minimum 30 minutter inden er en meget god tommelfingerregel.

Q: Hvordan forholdte du dig til kosttilskud til huden, da I forsøgte at blive gravide?

A: Jeg tog kosttilskud med collagen både inden og under hele graviditeten, bl.a. fordi jeg havde læst mig til, at det skulle kunne hjælpe huden på kroppen (mave, bryster m.m.) der jo kommer på overarbejde og skal strækkes en god del under en graviditet. Jeg var dog påpasselig med at tage kosttilskud med a-vitamin, da det ikke er noget, man skal have for meget af som gravid. Da jeg prøvede at blive gravid, tog jeg i øvrigt en lang række kosttilskud for at booste kroppen generelt og mange af dem har også en positiv effekt på huden. Det gælder jo generelt, at de tilskud man tager, kommer hele maskineriet til gode. Således virker kosttilskuddene ikke kun på huden i ansigtet, men man vil typisk også opleve mindre tør hud på resten af kroppen.

Q: Følte du at collagentilskud hjalp din hud gennem en graviditet + fødsel?

A: Ret skal være ret, jeg har ikke en anden graviditet, hvor jeg ikke har taget collagen at sammenligne med. Men når det er sagt, så er det helt klart min oplevelse, at det hjalp min hud og dens elasticitet at tage Hydro Balance gennem graviditeten. Som jeg skrev om i mine gravidindlæg, så smurte jeg den voksende mave med olie, drak masser af vand og tog collagentilskud for at give min hud en hjælpende hånd. Jeg fik ikke et eneste strækmærke. Det tror jeg dog primært, jeg kan takke min mor for. Om man får strækmærker eller ej er vist mestendels op til ens gener. Men derfor kan man jo godt tage sig kærligt af den overbelastede hud indefra og ud uanset hvad, det tænker jeg kun, den har godt af.

Q: Tips til hvordan man passer på sin hud uanset hvilke årstidsovergange vi har?

A: Generelt kan huden blive lidt stresset, når vejret skifter. Det kan vise sig som tørhed, urenheder eller rødme. Så ro på (det er altså ikke lige i overgangsperioden man skal prøve en ny syrepeeling, en creme med retinol eller andet der stresser huden såsom skintonic med udtørrende alkohol), masser af fugt og pleje og godt med fugt indefra (vand osv.) er vejen frem. Kamille er alletiders universalberoliger og to vaskeklude vredet op i afkølet kamillete lagt over ansigtet (man skal bruge to ellers kan man ikke få luft ;)) i 10 minutters tid er en god, afstressende ansigtsmaske for huden.

Q: Må man tage collagentilskud mens man ammer?

A: Jeg kan ikke tale for alle collagentilskud (men collagen i sig selv, der ‘bare’ er et protein, er der ikke noget i vejen for, dog kan der være andet i det pågældende tilskud, man skal være opmærksom på), men man må gerne tage Hydro Balance (og Youth Optimizer for den sags skyld, den indholder også collagen) fra Smuuk Skin, mens man ammer. Er man i tvivl bør man altid spørge sin egen læge.

 

Rabatkode til Smuuk Skin

Få 20% på alle Smuuk Skin produkter her fra i dag og frem til og med d. 17. november med koden Emily-Smuuk

 

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Så kom der også svar fra Smuuk: De ingredienser som Smuuk skin er baseret på er ..
  • Linnea Blak Ih hvor er du altså bare et smukt menneske!! Så yndefuldt et billede? ..

Glad og træt

Jeg er altså en træt filur for tiden. Men en glad en. For selvom 3 måneder+ uden en sammenhængende nats søvn (tænk at man kan) begynder at tære, så er jeg mest af alt sådan helt grundglad. Denne her uge har været god, god, god, da først jeg ellers blev frisk og rask igen. Men som med så meget andet i den kedelige ende af livet, så kan sådan en omgang sygdom altså også gøre, at man ser selv hverdagslige trivialiteter i et nyt, lyserødt skær, når man kommer ud på den anden side. For efter 5 dage på langs på den kedelige måde og hvor det (føltes som om) det bare handlede om at få sig selv + afkom til at overleve, så skal jeg da lige love for at onsdagen der bød på en tur i mødregruppe, på biblioteket, til skrædderen (havde fået lappet et af de der irriterenden ‘cykelhuller’ i mine yndlingsjeans) og afslutningsvis gulerodskageindkøb hos bageren føltes som topmålet af eventyr og frihed.

Altså jeg HYGGEDE mig helt enormt dér i min lille barselsbobbel. Også selvom det faktisk var selvsamme dag at min ammehjerne og jeg havde vores lille queer-moment på biblioteket OG Kurt sked i selen. Alt var bare fryd og gammen.

Og den følelse holdt ved torsdag, hvor jeg var til mor/barn-træning og ikke mindst fredag. Shit hvor var fredag altså bare god. Med Belinda Carlisle’s Heaven is a place on earth i ørerne (tak Handmaid’s Tale for at minde mig om den) traskede jeg over cykelbroen, der forbinder Bryggen med Vesterbro og satte kursen mod Valby. Inklusiv Kurt selvfølgelig. Vi var nemlig inviteret til frokost på mit gamle arbejde hos Rudolph Care. Føler nærmest Kurt er bygget der og det var ikke bare et mere end dejligt gensyn med verdens bedste kollegaer/damehold foruden lidt sentimentalt på den gode måde, fordi jeg fik flashbacks til hele første del af min graviditet, hvor jeg stod og smugspiste chips og bolcher i køkkenet for at dæmpe min døgnkvalme.

Efter en hyggelig frokost, hvor jeg tilmed (eller Kurt var det nok snarere) fik de fineste gaver, et blødt Aiayu-tæppe og en omgang Mommy & Me, traskede vi videre ud til mine forældre og samlede Penny op og tog hende med på tur i det mest magiske, gyldne novemberlys. Vi købte selvklart en træstamme og en julebolle med på vejen tilbage og hyggede med Kurts mormor og Penny-dyret, indtil Nikolaj kom og hentede os hjem til fredag aften à la sofadate og Vild med dans. Inden vi gjorde os det mageligt i det bløde, spiste vi pasta og badede Pølsen. Hyggeligste som findes at have sådan en babystørrelse i bad. Smilede fra øre til øre, da jeg gik i seng.

For selvom jeg er ved at have ramt træthedsmuren, så er der også bare mange brikker, der begynder at falde på plads i det her forældreskab. Vi er ved at finde ind i en god rumle. Både når det kommer til noget så kedeligt (men alligevel for alle parter herligt) som rutiner, men også i forhold til, hvor vi har hinanden. Alle tre. Og jeg synes også man skal huske at sige når noget er godt og dejligt. For jeg synes det er virkelig dejligt, at være en lille familie. Jo, der er hårde dage og tidspunkter, men mest af alt så synes jeg det er virkeligt vidunderligt for de gode tider vejer i tifold op for de dumme. Og lidt til. Er så ovenud taknemmelig. For min lille dreng. For hans fabelagtige far. For alt vi har oplevet sammen og alt vi har i vente. Og for gulerodskage og biblioteksture.

Håber, I får den dejligste weekend. Her står den på bananpandekager, masser af hyggelige besøg og babysvømning. Og måske endda lidt læsningen i bogen jeg lånte i onsdags. Hvis jeg er heldig. Og kan holde mig vågen.

Klem E ♥

Seneste kommentarer
  • Caroline Hvor er du altså god til at skrive de her "hverdagsagtige" (kan man sige old-school?) ..
  • Emily Salomon Åh ja! Det er altså generelt et godt soundtrack de holder sig! Klem E ..

3 måneder som mor


  • Halleluja! Hurra! Heureka! 3 måneder! Vi klarede den! Måske det kan være svært at forstå, hvor stor en milepæl det her er for mig. For vores lille familie. Men når man har haft en ‘mavebaby’, så står de magiske 3 måneder som sådan en gylden port, man skal klare sig hen til og så skal alt nok blive godt på den anden side. I virkeligheden har det været godt i en god rum tid, men derfor er 3 måneder alligevel noget særligt for mig. Det lyder så skørt, men altså, er lidt stolt af at Kurt ikke er gået i stykker og vi har klaret den so far. #kudostilmig
  • Til gengæld har jeg så også så småt ramt ‘3-måneders-muren’, som vist nok er en ting. Der hvor alle efterfødselshormonerne, der gjorde en høj og fuld af energi, er ved at slippe op og man bare er… træt. Prøver at minde mig selv om mit mantra til fødslen: “Jeg kan – jeg vil”. Det fungerer med varierende held. #sendmerekaffe
  • Selvom jeg er træt, kan jeg omvendt slappe meget mere af nu. For et par uger siden overraskede jeg mig selv ved at trække vejret ordentligt. Altså helt ned i maven. Det havde jeg vist ikke gjort, siden Kurt blev født, kunne jeg mærke. Den første tid var jeg (måske naturligt nok) hele tiden i alarmberedskab, men nu er der en helt anden ro på. #rart
  • Mit barn kan ting. Vidunderlige ting. Lave bobler af spyt og ‘snakke’ og trille blandt andet. Ting jeg ikke vidste, jeg ville være så imponeret over førhen, men nu sidder jeg lykkeligt og bræger ‘dyyyygtig’ og ‘floooooot Kuuuuuuurtie’, når han viser sine kunstner frem. #wunderkind
  • Når et varmt brusebad på 10 minutter føles som en hel weekend på spa. #aaaaaaahhh
  • Og når en tur på biblioteket føles som en kulturel rejse til en mindre europæisk storby. #kulturella
  • Når man på ovennævnte biblioteksudflugt ikke kan forstå, at den nævenyttige computer bliver ved med at sige, at man ikke er oprettet som låner og man klager sin nød til (meget sød, meget forstående og yderst velopdragen og åben) bibliotekar, der tager imod sygesikring, kigger granskende på det og beder om også at se billede-id. Jeg rækker hende mit kørekort og siger glad og fro, at det jo altså er en gammel sag og at jeg er blevet gift siden og at navnet derfor ikke er identisk med det på sygesikringsbeviset. Hun smiler høfligt (og set i bakspejlet lidt undrende) og går i gang med at oprette mig. Spørger om mail og telefonnummer. Og så er det, jeg ud af øjenkrogen ser, at jeg har givet hende Kurts sygesikring. Og at den rare dame simpelthen antager (og godtager), at jeg efter giftermål hedder Kurt Robert Salomon Vang.  #sådeeeet #queermom
  • Alle de gange jeg har taget mig selv i at nyde og opleve, hvad der er omkring mig. Efterårsløv på træerne, børn der leger på en legeplads, en ræv eller musvit på Amager Fælled. Fordi jeg ikke (nødvendigvis) er på vej et sted hen eller har noget jeg skal nå. Andet end at passe på mit barn og være der for ham. Altså ikke at det ikke er en stor nok opgave, men den tillader alligevel, at jeg er mere til stede, end i min sædvanlige omgang med livet åbenbart. #skønhedenialting
  • Brystbetændelse x 2 på en måned. FML! Hvis du ikke ved, hvad brystbetændelse er, så forestil dig, at du får tordnende influenza. Uden varsel og med tårnhøj feber, der rammer fra 0-100 (eller 37-40 ret beset) på en halv time. Og samtidig gør dit bryst ondt. Som i vanvittigt ondt. Den eneste vej frem er at få tømt brystet (når det er mekanisk brystbetændelse, som er det jeg får) og det eneste du har lyst til, er at lægge dig ned og dø. #hvemtagerbabyen
  • Når dit barn har fundet sine hænder for alvor + er begyndt at tage dem og andre affekter i munden. Og alt pludselig er lidt savlevådt og barnet (især hænder) lugter af sure sokker. #badetid
  • Når dit barn skider, mens han sidder i vikle eller bæresele og man er på farten. Og man løber hjemad/mod nærmeste puslemulighed og samtidig passer på ikke at anspore en lækage, ved at trykke eller holde et forkert sted. #opadnakken
  • Selvom jeg har meget mælk, så kan jeg hurtigt mærke på mejeriet, hvis jeg en dag har spist eller drukket for lidt. Det er altså vildt. Bliver til stadighed fascineret og forundret af amning. #huskfrokostenmor #merekage
  • Antal nedsmeltninger ude i verden/offentlig transport: 2-2 til hhv. Kurt og mor. Sidstnævnte græd dog kun indvendigt mens ude i verden og åbnede først for sluserne, da hun var sikkert hjemme igen. #jegvilleejemillionerhvistårervarguld
  • Antal gange hvor jeg har kigget på mit barn og følt mig grundglad helt ned i tæerne: 7.000.000. Mindst. #lykke

Ps. 2 måneder som mor og 1 måned som mor.

Seneste kommentarer
  • Maj Hvor er din skønne skjorte fra? ..
  • Emily Salomon Hehehe... de er altså rummelige sådan nogle københavnske bibliotekarer. Og (tydeligvis) vant til lidt af ..

Bøger