
Jo, jo det er lidt det samme kjoler kan. Altså at man har et ‘færdigt’ outfit i én enkelt beklædningsgenstand og ikke skal tænke på andet. Men det er som om, at det gør sig endnu mere gældende for et jumpsuit. Eller en buksedragt, som det jo ret beset hedder på dansk.
Og så er der noget herligt power-agtigt over buksedragter synes jeg. Og praktisk. Men mest af alt er det bare så dødnemt at hoppe i den og så skal man ikke bekymre sig om at sætte en top og en underdel m.m. sammen. Og så er sådan en sag benforlængende. Smart!
Dog skal jeg huske at nævne at buksedragt er kæmpe no go, hvis man har barn i vikle eller bæresele. Altså hvis man på et tidspunkt skal tisse i alle tilfælde…

Til gengæld er denne ammevenlig, hvis det er et behov, man har. Synes egentlig ikke det har været så svært det med ‘ammetøj’. Har kørt masser af skjorter og lignende med knapper og ellers bare sædvanligt tøj. Dog IKKE kjoler uden knapper foran. Og så har jeg lidt decideret ammetøj fra Boob (de har i øvrigt også flotte buksedragter til gravide/ammende), som jeg også var kæmpe fan af som gravid. Deres amme-bh’er er også bomben.

Outfit-detaljer: Jumpsuit H&M// taske Demellier London// støvler Mango
Men nok ammestuesnak. Jeg har været til træning i dag. Går fortsat på mor/barn-hold to gange om ugen hos Cramers og er vild med at mærke hvordan jeg bliver stærkere og stærkere. Har aldrig dyrket styrketræning så meget som nu og selvom jeg (ærligt) ikke var fan af funktionel træning/crossfit i starten, så er jeg endt med at blive glad for det. Og for resultaterne.
I skrivende stund prøver jeg at tage to-do-listen fra en ende af, mens Kurt sover en (god, fingers crossed) lur på altanen: Udvælge og redigere billeder til en hyggelig ting på Instagram i morgen, svare på mails og planlægge de kommende dage og ikke mindst næste uge i forhold til arbejde/baby.


Og så vil jeg også gene læse et kapitel i Anettes nye bog (og dermed min skønhedsbibel). Tidligere i dag lyttede jeg til Fashion no filter-podcasten, mens Kurt sov og vi gik ind til træningsstudiet. Og sådan er det lidt sjovt. For mens jeg stort set ikke interesserede mig for andet en babyer (og alt baby- eller fødselsrelateret) de første mange måneder af Kurts liv, så har jeg nu en kæmpe appetit på nærmest alt der IKKE handler om babyer. I særdeleshed når det kommer til information og medier (gider stadig godt babyer, især min egen, i den virkelige verden). Hungrer efter bidder af og indblik i noget helt andet end kravleteknik og mad og søvn for de mindste. Nok egentlig ret naturligt. Og sikkert også sundt.
Jøsses for en lang og usammenhængende sludder for en sladder ;) Det kan både ses og mærkes, at jeg får skrevet for lidt herinde og at jeg SAVNER det og jer ♥

-
Emily Salomon Taaaak <3 Ej bliver helt misundeligt, det var godt det jumpsuit. Solgte mit på loppemarked, ..
-
AC Fine Emily! Billederne får mig til at tænke på et samarbejde, du havde med H&M ..

- Når man har kundemøde hjemme hos sig selv mandag formiddag. Og halvvejs har glemt det i omtåget tilstand ovenpå dum nat med syg baby. Og åbner døren med snottet barn med øjenbetændelse på armen, og kan invitere indenfor til udstilling opvask i lange baner på køkkenbordet. Og mandens snavsede underbukser på gulvet. #great #førstehåndsindtrykfail
- Det går mere og mere op for mig, at det med at få et barn, er en permanent løsning. Ikke at jeg havde forestillet mig andet og heller ikke at jeg ønsker det anderledes (er du vimmer, nej!), men hele humlen er jo, at man ikke rigtigt kan forestille sig, hvad det vil sige på forhånd. #foreverandever
- Når man pludselig er (selvudnævnt) babyekspert og gladeligt udstikker råd og tips til nybagte venindemødre. Vidste intet om babyer for 7 måneder siden og ved nok heller ikke særligt meget om babyer andre end min egen nu, hvis ret skal være ret. #sundhedsplejerskesalomon
- NU forstår jeg det der altanbarnevogn, alle snakker om. Halleluja! Pølsen har ikke tidligere været fan, men i Frankrig begyndte han de sidste uger vi var der, at tage nogle lange, sammenhængende lure i barnevognen på altanen. Barnet der i det første lange stykke tid, slet ikke brød sig om barnevogn. Noget jeg stressede lidt over. Og nu ligger han der og bobler trygt og godt i timevis. #hvertingtilsintid
- Når ens lille baby er syg for første gang med feber og man oplever, hvordan man er villig til at få skåret begge arme af, hvis bare man kunne tage lidt af ubehaget fra ham. #gennemildogvand
- Mit barn sidder selv. Og han spiser rigtig mad. Og han sidder med til bords og spiser med os andre. Jeg hygger mig umådeligt med det og samtidig kan min hjerne SLET ikke følge med. Forstår ikke hvor min lillebitte baby blev af. #stoptiden
- Apropos mad, så har vi valgt at gå BLW-vejen, da det bl.a. passede godt ift. at jeg gerne ville (og kunne) fuldamme til 6 måneder. Og det passer tilsyneladende også godt til Kurts temperament. Nå ja, og til den dovne mor, der ikke orker grød/mos, haha. Hyggeligt og nemt at vi kan sidde sammen og spise. Til gengæld sviner det en hel del. #lasagneiøjenbrynene #ogsåpåmor
- Jvf. ovenstående punkter så lugter vores hjem nu for det meste lidt af uudluftet skoleklasse i spisefrikvarteret. På trods af utallige afvaskninger og -tørringer af både barn, gulve, bord og stole. #fiskefrikadellefims
- 210 dage +/- (men hvem tæller?!) uden en sammenhængende nattesøvn. Jeg har det faktisk ret fint det meste af tiden. Fatter ikke at det kan lade sig gøre. Inden Kurt skulle jeg bare have en ‘dårlig’ nat med mindre end 7 timers søvn og så følte jeg mit helt off. Nu er jeg frisk som en havørn, hvis jeg får 4-5 timer sammenhængende plus det løse. #everymomdeservesatiaraandapotofcoffee
- Når man føler sig som en ung og smart mor, og det går op for en, at man fylder 35 i år… #degamlemødre
- Amning er altså bomben. Når det fungerer selvfølgelig ♥ Og på så mange planer. Hele februar har vi kørt efter ‘fløde ind fløde ud’-konceptet. Bilder jeg i alle tilfælde mig selv ind… #enfastelavnsbolleomdagen (tjek evt. hashtagget på insta for at se mere ;))
- Vil dog gerne jvf. ovenstående punkt klage over det efterhånden temmeligt dårlige boob job det ligner jeg er udstyret med. Det højre bryst er permanent større end venstre. Ikke bare lidt. Sådan ca. dobbelt størrelse. Og Pølsen foretrækker selvklart det juicy bryst, så det bliver stimuleret mest og det er således en ond cirkel og det lille bryst bliver bare mindre og mindre. Tvinger ham flere gange dagligt til også at spise lidt på det, så det ikke visner helt… #enmelonogensokmedenfemmer
- Når man smider mindst en ting væk om dagen. Ude i verden. Og først finder ud af det alt, alt for sent. Hej hej grønne yndlingshue fra Ganni, adskillige enlige handsker, hårelastikker, pusleunderlag m.v. #såafsindigtdistræt
- Balsam og bodylotion er overvurderet. #STYRTEbad




-
Er lige landet (meget lettet) efter ferie i Spanien, og glæder mig til at læse ..
-
Du er SØD er du. Og godt at høre, at der er håb i sigte. ..

Måske I, som undertegnede, har spist gulerødder til den store guldmedalje inden en solferie? Jeg overgjorde det engang som teenager. Så meget, at jeg så decideret orange ud. Så skal man altså spise ret mange gulerødder. Som i rigtigt mange.
Vil man gnaske lidt færre rodfrugter, men stadig – og en kende mere effektivt og målrettet – forberede huden på sommer og sol (åh hvor jeg længes!), så har Smuuk Skin en skønhedstablet lige akkurat til det formål. Sun Prepare hedder den og det er netop, hvad den gør. Forbereder til solen. Sammensætningen af vitaminer, mineraler, planteekstrakter og karotenoider styrker og kickstarter nemlig hudens egen pigmentering.
Jeg er lige selv startet på Sun Prepare. Synes nemlig altid det gode forårsvejr og det første ægte solskinsvejr kommer bag på mig, men i år vil jeg være forberedt. Især fordi jeg pådrog mig nogle kedelige pigmentforandringer under graviditeten sidste sommer. De er næsten væk – efter en hel del målrettet hudpleje og arbejde her i løbet af vinteren – men især pigmentpletterne i panden, kan man altså stadig ane (I kan se det tydeligst på første billede). Og huden husker, gør den. Så jeg er klar med hat og masser af solbeskyttelse, men altså også et ekstra boost indefra i forsøget på at undgå de mørke skjolder hist og her. Sun Prepare skulle nemlig kunne udjævne nogle af farveforskellene. Det er ikke det samme som at den kan udviske pigmentfejl eller få dem til at forsvinde, må jeg nok hellere lige skynde mig at sige. Men den skulle kunne få dem til at synes mindre.
Og det lyder altså ret godt i mine ører.




Hvordan, hvornår og hvor mange
Smuuk Skin har en fin, lille Q&A om Sun Prepare og da det matchede de spørgsmål, jeg også selv havde til produktet, og som jeg således også forestiller mig, I kunne have, så har jeg inkluderet dele af den nedenfor.
Q: Hvordan virker Sun Prepare:
A: Den går ind og beskytter og forbereder huden på solens stråler samtidig med at den stimulerer hudens melaninproduktion, hvilket hjælper til hurtigere at opnå en smuk sommerglød. Det er dog vigtigt at huske at den ikke erstatter solbeskyttende produkter, så man skal altså stadig huske solcremen.
Q: Hvor mange tabletter skal man tage?
A: To om dagen. Der er 180 i glasset og der er således til 3 måneder.
Q: Hvornår skal man begynde at tage Sun Prepare?
A: 4-8 uger før man skal på ferie/i solen. Vil man opleve den fulde effekt bør man starte 8 uger før og fortsætte ferien/sommeren over.
Q: Kan man tage flere af Smuuk Skins kosttilskud samtidig? Eksempelvis Sun Prepare og Youth Optimizer?
A: Ja, man kan sagtens kombinere tabletterne.
Q: Hvad betyder det, at huden påbegynder sin pigmentering? Tager man bedre imod farve? Får man farve fra produktet?
A: Sun Prepare indeholder (bl.a.) planteekstrakter og karotenoider, der ikke alene forbereder huden til solen, men også bidrager til at huden får en gylden farve og en pæn glød.
Q: Hvordan påvirker Sun Prepare pigmentforandringer?
A: Sun Prepare påvirker en pigmentforandret hud således at farveforskellen mellem den mørke og lyse del af huden bliver udjævnet. Det betyder dog ikke, at den fjerner dem.

-
Ej hvor dejligt at høre Anne <3 Jeg skal prøve at høre ad ;) Kram ..
-
Ihhh de bedste produkter! Som jeg er blevet afhængig af efter en af dine kampagner ..

Intentioner og ønsker. I marts vil jeg…
- Være bedre til at svare på kommentarer her på bloggen. Det har virkelig haltet bagud på det seneste og jeg ved, at I forstår hvorfor, men jeg holder sådan af dialogen med jer OG jeg nyder vitterligt at svare, så det vil og skal jeg (igen) fremover ♥
- Give vores stue, entrée og kontor en lille make-over.
- Gå ture med Penny i Hareskoven og Bernstorffparken. Nogle af mine yndlingssteder til hundeture, hvor jeg ikke har været længe.
- Ligge i min seng kl. 21 mindst to aftener om ugen. Det gør mig så godt, men jeg er så dårlig til at få det gjort.
- Købe hyacinther.
- Klippe, skrive og sende et gækkebrev. Kan jo være heldig, at det udløser et påskeæg.
- Gøre et nummer ud af vores onsdags-dates igen. Fordi den ‘bare’ har været herhjemme for det meste det sidste halve år (post baby), så er vi blevet lidt for gode til at sylte den. Men man kan jo godt gøre et nummer ud af det selvom vi ikke skal ud. Må lige gå i tænkeboks og overraske med noget à la picnic på gulvet med livretter og leje en god film. Og så måske også tænke i ‘morgen-dates’ som en af jer engang tippede mig om, var en god idé, når man skal pleje tosomhed, efter man er blevet tre.
- Skrive en guide til hvordan man er en god barselsgæst (imo). Nåede det ikke – som ønsket – i februar, så kan passende gøre det nu.
- Tage en chin-up. Uden elastik. So close and yet so far.
- Så småt begynde at planlægge sommerferie. Den står på sommerhus og auto-camper. Sidstnævnte drømmer vi om at køre en tur til Norge. Vil gerne se fjelde og fjorde.
Jeg ser især frem til…
- En fotosession med Kurt med den fotograf, der også tog fine gravidbilleder af mig.
Månedens (drømme)outfit…
… mine nye yndlingsbukser fra Arket (reklamelink) og blød hoodie fra Anine Bing. Er inde i en meget comfy fase…
Jeg skal spise…
… stenbiderrogn og påskeæg.
Det skal jeg lytte til…
… gad godt en ny podcast, jeg kunne blive bidt af. Tip mig gerne :) Og ellers er jeg som vanligt i gang med en lydbog. For tiden Søstrene fra Thy af Maria Helleberg. Derefter skal jeg prøve Emelie Schepp-krimier.
Det skal jeg se…
… En helt almindelig familie, hvis jeg kan lokke Kurt med i babybio… og nok også lidt Gurli Gris…
Jeg skal læse…
… Al den luft der omgiver os af Tom Malmquist.
Månedens drøm…
… en massage. Kan ikke helt se, hvordan det skal lykkes (enten skal Kurt passes eller med, sidstnævnte potentielt liiidt stress, førstnævnte svært i dagtimerne, når mulige passere er på arbejde), så det får nok lov at blive ved drømmen. Men er så øm af at bære rundt på 9,5 (!?!) kg baby. Er glad for, at jeg blev nusset og mast igenemmen til den store guldmedalje, da jeg var gravid. Lever højt på massageminderne ;)
… en tur på La Glace. Drømmer ofte om deres Sportskage (no shit!) især nu, hvor fastelavnsbollesæsonen er ovre og er sikker på, at jeg kan overbevise Kurt og en veninde om at det er en god idé, så nok en ret realistisk drøm.
Jeg er taknemmelig over…
… måltidskasser (vi kører Simple Feast den ene uge og Aarstiderne den anden), hyaluronsyre, Chardonnay og Siri. Sidstnævnte altså hende på telefonen, der hjælper mig med at forfatte mails og sms’er på farten uden at få kolde poter og ømme tomler. Vi er dog ikke altid heeeelt enige om formuleringer, ligesom hun har lidt svært ved sammensatte navneord. Men jeg er taknemmelig alligevel. Tak Siri.
Jeg gider ikke...
… mere regn og blæst.
… folk der brokker sig over vejret.

-
Nej der er desværre et eller andet galt for tiden. Arbejder på at få det ..
-
Hej - er ved at udforske nogle af dine opskrifter, men jeg maa indrømme qt ..

Billede herfra.
Nuvel, jeg vil allerhelst udgive dette indlæg med egne weekendplaner og links til gode/søde/sjove artikler med jer om fredagen, men hvis det ikke kan blive, så må det blive søndag i stedet.
Jeg løber lidt ekstra stærkt for tiden, da min mor lige er blevet opereret og jeg derfor tager mig lidt mere af Penny-dyret, end jeg plejer. Og mens det er mere end hyggeligt både at se Penny og mine forældre en masse, så er det også lidt af en tidskabale med baby og lure og måltider at tage hensyn til. “Det er som at have to børn”, sagde en veninde til mig forleden. Og det har hun nok ret i. Dog to børn, der bor to forskellige steder, haha. Hatten af til alle jer, der har flere børn! Uanset om det er på en eller flere adresser ;)
Udover at passe den to- og firbende og min mor (hvilket er lyv, hun er sådan en der springer rundt, selvom hun har ondt, sådan en man nærmest skal binde til sengen), så havde jeg en hyggelig veninde-date i går aftes med sushi og hvidvin i sofaen, mens Nikolaj var ude at hjælpe en ven med at rive vægge ned.
Og i dag skal jeg have ‘ordnet mit liv til ugen’. Kender I det? Søndag er både hygge og afslapning og tur med hund og barn, men det er virkelig også oprydning, tøjvask, rengøring og planlægning. Når søndagen spiller, spiller den kommende uge. Sådan fungerer det i alle tilfælde for mig. Og selvom jeg godt kan tænke, at det er liiiiidt kedeligt og meget børnefamilieagtigt med måltidsplanlægning og en evigt snurrende vaskemaskine, så nyder jeg det altså inderst inde. Trummerum og rutiner, kan på sin vis føles som en fodlænke, men det kan altså også være et alletiders fundament og skabe tryghed. Det handler nok – som med så meget andet – om at finde dét balancepunkt, der fungerer for en selv.
Men nok om mit, for tiden (må nogen nok synes), meget kedelige liv. Her er lidt spas og spænding fra rundt omkring på det store internet. For selvom det skorter på store begivenheder hos mig – og tak for det, kan lide det sådan, især lige nu – så prøver jeg virkelig at orientere mig udadtil indenfor stort og småt.
Her er om ikke andet lidt herligheder, mærkværdigheder og finurligheder at slappe af med i weekenden:
Den smukkeste lejlighed jeg nogensinde har set. Normalt drømmer jeg mest om en autocamper, når det kommer til jordisk gods, man kan bo i, men lige den der, fik godt nok mit hjerte til at springe et slag over.
Frivillighed vs. samtykke. Der skal (heldigvis) laves ny voldtægtslovgivning.
Bottega-feberen raser videre. Og jeg har som en anden medløber lige købt en taske fra chefdesigner Daniel Lees hånd for nogle af de penge, jeg har tjent ved at sælge skatte fra eget skab på Vestiare.
Og apropos tasker, så er her 12 bud på clutches og tasker til den kommende brud.
Stoicismen som modgift til et forjaget samfund.
Skotland vil som første land i verden indføre gratis bind og tamponer til sine borgere. Så. Sejt!
Hormonalla much? Hvordan er det nu lige med sex og amning?
Er du (også) en multi-taskende, udmattet blæksprutte?
Må snarest lave kardemommesnurrer selv.
Vil gerne pakke alt Kurts (Lamaze-)legetøj væk i det her søde æble, når han ikke bruger det.
Som det langsommeste break-up, du nogensinde har gennemlevet. Om at se sit barn vokse op. Grinede og græd, da jeg læste. Og mere i samme dur her. Sid klar med en pakke Kleenex!
Hvorfor det er sundt at strikke.
Prøv Zetland i to måneder for en halvtredser
Følgende er reklame. Og et godt tilbud :)
Måske I har lagt mærke til, at jeg ofte linker til forskellige artikler hos Zetland her i Weekend-tid? Det har de i alle tilfælde hos Zetland, da de kunne mærke trafikken herfra, så I må have været en del, der har haft lyst til at kigge nærmere på de artikler, jeg linker til. Så herligt.
Og jeg forstår det godt. Jeg er selv en mere end begejstret (og betalende) bruger gennem de sidste tre år og holder især af deres artikler om forældreskab, klima og kultur. Og hapser også gerne lidt politik nu og da. Ovenfor er det artiklen om sex og samtykke, stoicisme, podcast’s og udbrændte blæksprutter, der kommer fra Zetland.
Jeg er vild med, hvordan jeg nemt og mundret får serveret et par (ofte anderledes) ‘tophistorier’ i min indbakke hver dag. Hvordan jeg kan lytte til artiklerne, når jeg ikke har øjne eller arme fri til at læse. Og hvordan jeg får en ugentlig opsamling og således føler mig opdateret. Nice og nemt!
Hvis I har lyst til at prøve Zetland i 2 måneder, så kan I som læsere af bloggen oprette et prøveabonnement her for 50 kr. Det er en tredjedel af normalprisen.
Hvis ikke du er interesseret og bare gerne vil læse de artikler jeg linker til (det kan man nemlig som Zetland-bruger, dele med andre kvit og frit), så er det også bare helt i orden :)
-
Pyt med wellness bare det virker ;) Tak for tippet <3 Kram E ..
-
Med hensyn til massage, kan jeg anbefale Beknes massage. Han kommer hjem til dig med ..

Åh mit lille boghjerte!
Det her indlæg, der er et samarbejde med Gyldendal i anledning af deres 250-års jubilæum, har både været uendeligt fornøjeligt, men også drønsvært, at lave.
For det er selvklart en ønskeopgave for undertegnede læsehest, at snakke om en håndfuld af de – for mig – mest skelsættende udgivelser Gyldendal har på samvittigheden, men jøsses hvor var det også svært at indsnævre mit felt af yndlinge.
Det hæderkronede forlag har ellers været så gode at udvælge og præsentere 50 af de mest læste og elskede værker gennem tiderne – og sikke et herligt walk down memory lane. At kigge dem igennem, var som at blive sendt med tidsmaskine tilbage til både barndommens højtlæsning af godnathistorier med næsen over dynen, futonen på mit teenageværelse, hvor jeg læste om ung kærlighed, mens jeg var for genert til selv at udleve den og ikke mindst til læsekrogen i mit kvistværelse i Bruxelles, hvor jeg boede et år som helt ung. Og læste og læste og læste. Bøgerne har altid været der og ligesom man kan mindes detaljer, steder og personer udfra dufte, så kan jeg det også udfra bogtitler.

Stem på din største læseoplevelse og vind hele jubilæumskollektionen
Det synes næsten umuligt, at vælge bare én bog at stemme på, men det er ikke desto mindre det, Gyldendal (og jeg jvf. nærværende indlæg) gerne vil opfordre til. Og selvom det er en mægtig skæg øvelse i sig selv, så er der også mening med galskaben og en potentiel belønning: De 10 bøger der får flest stemmer, bliver nemlig genudgivet som en eksklusiv jubilæumskollektion. OG det er den kollektion, du har mulighed for at vinde, hvis du afgiver din stemme. Se det er slet ikke så tosset vel?
Du kan stemme på din største læseoplevelse og samtidig deltage i konkurrencen om den store jubilæumskollektion af 10 bøger her hos Gyldendal.
Mine 5 største læseoplevelser
Jeg har læst 42 ud af de 50 udvalgte bøger. Og blandt de 42 var det altså sin sag, at skære yderligere fra. Men det var trods alt nok blevet et lidt for langt indlæg, så jeg har plukket de 5, der repræsenterer nogle af mine største læseoplevelser. Måske det kan inspirere jer til at læse eller genlæse dem. Eller måske I også allerede har læst dem og er lige så begejstrede og de vækker gode læseminder hos jer? Måske I ligefrem kan huske hvornår og hvor I læste dem?
Hvis I går ind og deltager i afstemningen, så må I endelig fortælle mig, hvilken bog I stemmer på (hvis I har lyst selvfølgelig), synes det er SÅ spændende at høre, hvilke bøger der vækker særligt stor genklang hos jer.
Tine Bryld: Liv og Alexander
Ungdomsroman om provinspigen Liv. Jeg lyttede til Tines kloge ord og råd i Tværs på P3 og jeg SLUGTE trilogien om Liv, som Liv og Alexander er tredje og sidste bind af. De bøger formede mine tanker og nok også følelser om (ung) kærlighed (og samliv) og jeg kan næsten føle mig hensat til mit svampemalede teenageværelse i selskab med Liv på hendes fra 13-årig pige til ung kvinde. Så livsbekræftende og så god at spejle sig i. Og fascinerende hvordan den – med snart fire årtier på bagen – stadig holder.
Karen Blixen: Min afrikanske farm
Min mormor ejede alle Karen Blixens værker og lærte mig at holde af Blixens på en gang særegne og tryllebindende måde at fortælle historier på. Jeg bliver sendt direkte tilbage til læsestunder på sofaen i mine bedsteforældres ‘dagligstue’ (de havde flere stuer) mens Nicki, deres kæmpestore, smukke gadekryds, hvilede sit hovede i mit skød, alt imens jeg læste om historier om et nærmest magisk Afrika, hvor Blixen boede og drev landbrug i 17 år og hvor alt på den ene side virkede opdigtet og som røverhistorier og på den anden som de største selvfølgeligheder og sandheder. Så mageløs og ganske fortryllende.
Jakob Ejersbo: Nordkraft
Om 90’ernes narkomiljø i Aalborg. Endelig en bog som både dansklæreren i gymnasiet og gymnasieeleven kunne blive enige om, var et hit at læse som en del af undervisningen. Og det gjorde vi så. Jeg slugte den og blev så betaget og draget af den – så rå og barsk – at jeg endte med at læse den to gange. Og blev således tunet ind på Jakob Ejersbo som forfatter, der siden berigede mig (og mange, mange andre) med den oplevelse det var, at læse hans Afrika-trilogi. Ak, så trist at vi ikke fik mere fra hans hånd, men det vi fik, var udsøgt!
Christian Jungersen: Undtagelsen
Mens jeg boede i Bruxelles i mit sabbatår mellem gymasiet og universitetet læste jeg mere flittigt end nogensinde før (og siden…). Jeg læste i særdeleshed en hel masse klassikere efter selv at have udfærdiget en læsekanon – dels med titler fra pensum på litteraturvidenskab, som jeg skulle starte på året efter, dels med hvad mit 19-årige jeg mente ‘man’ burde have læst. Men jeg læste også masser af samtidslitteratur. Deriblandt Undtagelsen, der er lidt af et kunsttykke om alt fra voksenmobning til folkedrab. På sin vis en skildring af fire kvinders hverdagsliv og samtidig en hæsblæsende thriller. Aldrig har jeg læst så hurtigt eller åndeløst, og jeg får umanerligt lyst til at læse den igen, som jeg skriver dette.
Tove Ditlevsen: Barndommens gade
Det er både uendeligt dragende og barskt at blive inviteret med indenfor hos ængstelige Ester i baggården på Vesterbro i 1930’erne. Om pigeliv og (forgæves) stræben efter at komme væk fra det, man er rundet af. Jeg kan få kuldegysninger, når jeg læser Tove Ditlevsens digt af samme navn (eller, endnu bedre hører Anne Linnet synge det) og jeg blev revet helt med, da vi så filmen med en purung Sofie Gråbøl i en dansktime i folkeskolen. Straks efter måtte jeg læse bogen og det blev startskuddet for min fascination af Tove Ditlevsen. Og selvom jeg også er betaget af hendes poesi, så er dette, min personlige favorit. Både når det kommer til Ditlevsens værker men det bliver også den bog jeg stemmer på som min største læseoplevelse i forbindelse med Gyldendals 250-års jubilæum. Barndommens gade er så rå, skrøbelig og angstfuld og samtidig skildret med stor varme og indlevelse.
Hvis du har lyst, så husk at stemme på din største læseoplevelser her.

-
Det kan jeg godt forstå, men ved ikke om det er Gyldendal, der har udgivet ..
-
Jeg manglede lidt nogle klassikere på listen. Fx “ det forsømte forår” Jeg stemte på ..
Jeg kom helt fra det, da jeg sidste år lavede jubilæumsindlæg om dette og hint i anledning af bloggens 10-års jubilæum. Altså at lave et indlæg om de 10 mest populære outfits gennem tiden. Så det kommer altså nu. For det er stadig skægt. Synes jeg om ikke andet. Her er de således. Et for
...
-
Så hyggeligt at høre og det vil jeg overveje <3 Kram E ..
-
Har fulgt dig fra starten af, elsker det her med top 10, håber du laver ..

































