Min graviditet de seneste tre ugers tid. Er 39+4 i dag og har altså termin på torsdag. Så tænker, at dette bliver den sidste decidere graviditetsupdate og så tager jeg det ellers lidt løbende frem til fødslen. Synes det er SÅ skørt, at det kan blive i nat eller om 14 dage. Ingen ved det. Andet end ham i maven måske…

“Hvis du ikke griner eller græder, så bøvser du”.

Sådan sagde Nikolaj til mig for et par uger siden og det opsummerer nok meget godt de seneste par uger i gravidboblen.

Jeg har stortudet (nej hulket) med tårerne trillende ned ad kinderne til traileren for Løvernes Konge. Ja, til forfilmen. Ikke den egentlige film, bare forfilmen. Og ligeså med andre større eller mindre begivenheder, der kunne synes at være det mindste triste. Som at gå fra Penny, når vi har besøgt mine forældre eller være et smut forbi min mormors gravsted (skulle lige fortælle at hendes oldebarn kommer snart). I går eskalerede det fuldstændig og jeg græd mig helt rødøjet, da vi kørte hjem fra sommerhus og jeg blev ramt af post-ferie-blues (uden at have haft ferie og uden at sommeren er forbi) og shit vi skal have et barn-panik.  På vejen hjem passerede vi som sædvanligt Rigshospitalet og mens det ellers har været sådan en “Tænk engang, at det er derinde, det skal ske snart. Glæder mig sådan til at møde ham”-ting, gik klappen pludselig ned. Det er for tæt på nu. For virkeligt. Og samtidig SÅ abstrakt.

Tudeture, grineflip, grundangst

Det er ikke fordi jeg er angst over selve fødslen. Den er jeg fortsat ret rolig omkring. Jeg ved ikke, om jeg decideret glæder mig, men jeg er spændt og forventningsfuld. Det er mere det kolosale mindfuck, at der er SÅ mange ubekendte i spil i kombination med at det er så stor og vild en begivenhed. Altså jeg ved godt, at det er præmissen. Men det føles altså stadig syret og jeg kan ikke finde noget, jeg kan sammenligne den fornemmelse med. Fornemmelsen af at træde lige ud i komplet ukendt territorie. For jeg ved ikke hvornår. Det kan være i dag og det kan være om 14 dage. Jeg ved ikke hvor længe. Bliver det en 4-timers tur med afsindige, koblede veer? Eller en 72 timers stroppetur? Og jeg ved ikke hvordan. Smutter han lige ud eller ender vi med et akut kejsersnit?

Jeg prøver virkelig at være åben overfor og anerkende, at det kan gå 100 veje og at jeg må prøve at overgive mig til rejsen. Det går godt. Det meste af tiden…

Men så ikke lige i går, hvor jeg var klar til at kaste håndklædet i ringen og halvt i alvor, halvt i sjov, spurgte Nikolaj, om ikke han bare kunne gøre det. Han er heldigvis ret cool. Og fik både trøstet mig og også forsikret mig om, at vi godt kan finde ud af at være forældre til den lille fyr. Sidstnævnte er nemlig min egentlige store frygt. Det har fyldt meget og var ellers gået over, men nu er jeg atter så bange for at jeg ‘ødelægger’ ham. Altså her snakker vi ikke om, at jeg får gjort ham til øksemorder, men sådan helt bogstaveligt, at jeg er bange for, at han går i stykker. Jeg har aldrig tidligere, taget vare på spædbørn, men havde egentlig troet, jeg ville være mere cool. Nu kan jeg allerede forudse, hvordan jeg ligger vågen og tjekker, at han trækker vejret.

Dét var tuderiet. Og nok om det. For i mindst lige så meget af tiden griner jeg. Klukler i lange grineanfald, der nærmest ikke kan stoppe. Jeg synes ALT hvad Nikolaj siger er sjovt og også de fleste andre. Og jeg kan få kæmpe grineflip af et afsnit af Modern Family. Nuvel det er også en skæg serie, men hvor jeg normalt plejer at grine lidt hist og her, er det nu skraldlatter for fuld udblæsning. Tror godt vi kan konkludere, at jeg er hormonpåvirket for fuld udblæsning.

Tak for dig, dygtige, flotte, kloge krop

Jeg træner fortsat. To gange ugentlig styrketræning på gravidhold. Havde ellers planlagt at stoppe for et par uger siden, men har det så godt og tænker kun, at jeg bliver glad for at opretholde styrken til fødslen, samt ift. at komme mig igen bagefter. Udover styrketræningen, så dyrker jeg lidt blid yoga herhjemme og går mange og lange ture.

I går vejede jeg mig og jeg har taget lige akkurat 10 kilo på i alt, her med 4 dage til termin. Tror ikke jeg gider veje mig mere, med mindre jeg går meget over tid. Så spændende er det jo heller ikke og det med graviditetsvægt, er noget underligt noget. Var overbevist om, at jeg som mange af mine veninder, som jeg spejler mig i, skulle tage omtrent 20 kilo på og så endte jeg med snarere, at kopiere min mor, der tog 12 kg på. Selvfølgelig er der forskel på, hvordan man lever, men føler i det store og hele, at det er ret meget ude af ens hænder. For jo, jeg har bevæget mig meget (og er på den konto meget taknemmelig over, at det har været en mulighed) og jeg har overvejende spist ret fornuftigt (jeg har haft en stor bevidsthed om, at jeg gerne ville nære min lille dreng og min gravide krop med gode sager), men jeg har også spist meget og nydt alskens knapt så nyttige ting og givet los med diverse cravings. Skal måske lige vænne mig til ikke at spise dessert hver dag efterfølgende ;)

Også med maveskindet, har jeg været heldig og som min mor: Ingen strækmærker. Altså de kan jo ret beset nå at komme endnu, men om ikke andet er jeg sluppet til nu. Tror vitterligt mest på, at det er genetisk og igen ude af ens hænder, men derfor har jeg stadig anerkendt, at det jo er en KÆMPE udfordring for huden på maven, at skulle strækkes så meget, så jeg har plejet den ekstra godt med balm eller olie dagligt. I starten var jeg ikke så flittig, men her i slutningen har jeg som regel smurt både morgen og aften. Jeg har brugt Mommy & Me fra Rudolph Care, Weledas strækmærkeolie og rent, raw sheasmør fra Bodyshop lidt i flæng.

Dårlig til at blive gravid, ‘god’ til at være det + barselsglæde

I det hele taget, kan jeg se tilbage på en meget nem graviditet uden komplikationer. Måske især fordi jeg nu lykkeligt har glemt, hvordan det var at have kvalme hele døgnet indtil uge 12 ;) Men min stående joke er vitterligt, at jeg var ret så dårlig til at blive gravid, men virkelig god til at være det. Sagt med verdens største glimt i øjet og fuld af ydmyghed og taknemmelighed selvfølgelig. For det har været fedt. SÅ fedt. Har elsket det meste af det. Kroppens forandringer, at kunne mærke liv, energien og alt det andet. Måske derfor kan jeg (stadig) ikke helt sætte mig ind i den der “Er du ikke bare KLAR til at få ham ud nu?”. For jo, jeg glæder mig til at møde ham og er spændt, men jeg kommer virkelig også til at savne at være gravid. Og for min skyld må han hjertens gerne blive indenbords en uges tid endnu…

Det betyder ikke, at jeg ikke kan mærke det tynge på kroppen, for det kan jeg. Jeg har nogle dage, hvor jeg er helt træt og udmattet. Nærmest som om jeg har tømmermænd. Men der er også stadig masser af dage, hvor jeg har det helt storartet og har masser af energi. Når jeg tænker efter, rammer det ca. hver anden dag med en trættedag og siden en hopladag. Så det er nok meget rimeligt og også ret nemt at efterkomme, nu hvor jeg har taget barsel og kan skrue op og ned efter behov.

Halleluja, hvor er jeg glad, for min beslutning om at holde lidt ‘ægte’ barsel. Jeg har virkelig nydt at kunne dedikere min tid til hvad dagsformen nu end tillod. Ærinder, forberedelser, afslapning, aftaler eller ingenting. Det kan jeg varmt anbefale alle selvstændige. Også selvom det kan virke dyrt eller unødigt, så har det for mig, været guld værd at gå fra en lille måneds tid før. Man skal jo alligevel have en skæringsdato på et eller andet tidspunkt. Og for mig har det givet en fin ro, at den ikke lå alt for tæt på termin.

Pres på dunken

Det eneste der faktisk har været lidt surt (bogstaveligt talt) i forbindelse med slutningen af graviditeten, har været min pressede mavesæk. For selvom jeg har prøvet alskens gode råd mod sure opstød, så er der slet og ret bare ikke plads nok i min korte krop og det er altså min mavesæk, der har måttet tage tørnen (har ikke mærket tryk på andre organer og kan også trække vejret frit) og derfor kan jeg ikke lægge mig ned 3-4 timer efter at have spist eller drukket. Uanset hvad jeg har indtaget. Og det gælder altså også et lille glas vand. Der er instant reflux. Og en lang serie af bøvser. De er der nu også ellers. Bøvserne. Det var ikke for sjov, det Nikolaj sagde om at grine, græde eller bøvse ;)

Dog føles det som en meget lille gene, når alt andet har været så fint. Også selvom de sure opstød og bøvserne har plaget mig i hele tredje trimester. Mange havde sagt, at det nok ville lette efterhånden som han satte sig fast nede i bækkenet, men det er han startet på for et par uger siden (dygtig baby) og jeg føler altså stadig, at jeg har ben helt oppe i halsen, så sådan er det vist bare og det er ok. Jeg kan styre bøvseriet og opstødene nogenlunde ved at spise hyppige og små måltider i stedet for store og lade være med at spise for sent på aftenen. Er det sidste tilfældet, det kan jo ske, så tager jeg 1-2 Galieve tyggetabletter efter lægens råd. Til gengæld har hele den misere, den positive bivirkning at jeg stort set ikke er oppe at tisse om natten. Måske en enkelt gang, men det er billigt sluppet, tænker jeg. Og forestiller mig, at det bl.a. har noget at gøre med at jeg ikke drikker noget efter kl. 20. Også selvom jeg har lyst til at drikke hele vandhanen. Men når jeg ved, at det bliver til det helt store bøvsecirkus og opkast i munden, hvis jeg er rigtigt heldig, så er det altså federe at lade være med at drikke om aftenen.

Bær, frugt og dadler i lange baner

Der er desværre intet nyt eller spændende på cravingfronten. Jeg vil fortsat gerne have pizza og så er der et par cravings fra første trimester, der er vendt retur: Pølser (gerne som hotdogs) og boller med smør og ost. Ellers er det fortsat primært frugt, der får mig op at ringe og jeg spiser SÅ mange danske jordbær og hindbær, at jeg efterhånden bliver lidt bekymret over, om der kommer et overdimensioneret bær ud. Blommer, abrikoser og ferskner er også velkomne på min tallerken. Og vandmelon!

Jeg spiser også vildt mange dadler (efter at have hørt om dette, lille studie, det hele bliver i øvrigt opsummeret fint her), men det er snarere af fornuft end lyst. Plejer ellers at være vild med dadler og de generer mig ikke, men når man spiser 6 om dagen og har gjort det i en rum tid, så går charmen altså af dem. ‘Gemmer’ dem i smoothies og hvor jeg ellers kan komme til det. Og så drikker jeg hindbærbladte. Klassikeren. Måske jeg også snart skal have ananas på menuen, det skulle efter sigende også være fødselsmodnende.

Klar!

Når det kommer til gadgets, gear og udstyr til den lille Tarzan, er vi helt med. Hans værelse spiller (skal nok vise snart) og hospitalstasken er pakket og står klar. Var ellers lang tid om at få det gjort, men nu er den der altså. Og autostolen ligeså. Til gengæld melder der sig nu spændende nye spørgsmål, hvor vi føler os vildt rookie, men hvor det er så rart, at have masser af venner med børn. For hvad lægger man i barnevognen? Altså mellem barnet og madrassen? Og hvad gør man af en overskidt bodystocking? Lægger den i blød og gemmer den til næste vask eller vasker med det samme? Osv. osv. Så meget at lære og finde ud af.

Glæder mig til det hele. Både lavpraktikken à la ovenstående, men først og fremmest til at møde vores lille gut, kysse og kramme ham. Være en lille familie ♥

Nå, ja og til at få min mavesæk igen og kunne bælle vand, når det passer mig.

Ps. Gravid uge 35-36, Gravid uge 32-34, Gravid uge 30-31, Gravid uge 28-29, Gravid uge 26-27, Gravid uge 21-25, Gravid uge 16-20, Gravid uge 12-15, Gravid uge 8-11, Gravid uge 6 og 7 og Gravid uge 4 og 5.

Pps. Vi skal være forældre.

Ppps. Sådan blev jeg gravid.