Små ting

{Vinterlykke. Nok er jeg en frossenpind, men sne gør mig altså glad i låget}

Jeg tænker meget i disse dage. For lige så glad, som jeg var for at stå stille for nogle måneder siden, lige så meget har jeg lyst til at flytte mig nu. Tal lige om vægelsind. Så jeg tænker over, hvor jeg skal hen. Og især over hvor jeg (og vi selvfølgelig) skal bo. Jeg er frygteligt splittet, vægelsindet igen der spiller ind. Den ene del af mig, vil blive boende i mit elskede København, min barndomsby, for evigt og den anden del længes efter land og luft og allerhelst også hav. Og have.

Puf! Er det sådan noget der automatisk sker, når man møver sig op igennem trediverne? For to år siden ville jeg ikke have kunnet forestille mig at bo i en by, der var mindre end København og lige nu kigger vi på hus i en lillebitte by med 5.000 indbyggere. Nuvel, vi kigger bare og det er kun for sjov og sådan, men alligevel. Jeg er trods alt med på legen.

Men det er også mega scary, at flytte ud af byen. Vi flytter jo ikke ‘hjem’. Vi er begge herfra. Så måske vi lige venter lidt. Lader vores venner – der har samme flyttekriller – tage skridtet først og så kan vi være lemmingerne, der følger trop.

Bor I i byen? Eller er I flyttet ‘ud’ eller ‘hjem’ igen?

Og hvor meget er det sted man bor med til at definere en?

Til en start tror jeg, at vi planlægger at bruge en god sjat af sommeren i vores telt i mine forældres have i Hornbæk. Så kan vi teste det der med at have tæt til stranden og stilhed og langt til arbejde af, inden vi for alvor sidder i saksen.

Denne uge skal dog langt fra bruges med næsen i boligannoncer (sikke et vidunderligt tidsfordriv eller!), men på masser af træning og kærestetid med Drømmemanden og Peaky Blinders (er besat) ovre i privaten og på spændende møder, blog- og bogskrivning henne i min ‘biks’.

Jeg håber, I også får en mægtig uge med et godt miks af af både pligter og løjer ♥

Og sne og forår. For nok er jeg glad for sne, men jeg vil også gerne snart bede om noget vejr, der kan matche det forårskuller jeg har indvendigt.

{Franske anemoner. Min yndlingsblomst. Okay, det siger jeg i flæng, men en af dem så om ikke andet. I skarp konkurrence med ranunkler, pæoner og kornblomster}

{Kom endelig et smut forbi min superfrisør. Til tiltrængt studsning (det gror som skidt) og lidt lyst. Tror både min mor (og til dels også jeg selv) for evigt ser mig som en meget lyshåret, lille pige, men jeg må sande at det der gror ud af hovedbunden efterhånden er ret så mørkt. Gad vide hvad der egentlig er forklaringen på den (meget almindelige) udvikling?}

{Umage par i vores sofa. Sært hyggeligt}

{Dramatisk vejr på min yndlingsplet i København, Botanisk Have. Også selvom jeg lige inden fik voksenskældud (as per usual) i Palmehuset, da jeg sad på en bænk derinde og spiste min frokost. Det. Må. Man. Ikke. Jeg gjorde det ellers i helt god tro. Men Palmehuset er ikke et parkanlæg. Men. Et. Museum. Så har jeg lært det. Skulle man nogensinde overveje at inddrage mig i noget kriminelt, så lad være. Jeg er typen der øjeblikkelig, bliver opdaget bare jeg overvejer at fotografere på et museum (hvor man ikke må vel at mærke) eller den ene gang om året jeg har glemt en hundepose}

{En anden snefan. Og boldfan. Og fan af livet og alting i almindelighed}

{Noget jeg er fan af (udover vinter og livet i almindelighed) er bøger. Selvom jeg på mange leder gerne vil downsize og leve (lidt) mere minimalistisk, så bringer mine bøger – og følelsen af at have et helt lille bibliotek derhjemme – mig alt for megen glæde, til at det er der jeg kommer til at skære (dramatisk) ned. Og se lige det smukke morgenlys oveni}

{Jeg ved godt, at jeg ofte viser billeder af croissanter, andet bagværk, godter og knas, men jeg er faktisk mindst lige så glad for salat. Og frugt og grøntsager udgør langt størstedelen af min kost. Det andet er bare prikken over i’et. For i almindelighed (uden overhovedet at være fanatisk), så prøver jeg at spise med intention. Og den intention er at putte noget i hovedet, der gør kroppen godt. Og smager godt samtidig. Men der skal også være plads til nydelse og kage og ballade (uden dårlig samvittighed). Balance og alt det der}

{Søndagsskitur i Sverige med tre af mine yndlings, Emilie, Sofie og Nikolaj bag kameraet. Ualmindeligt herligt med feriefornemmelser i dagsformat lige på den anden side af broen}

{Når Cathrine køber ind til slikskål ♥}

{Solnedgang + min bedste, gladeste hundeven = Tyk, rå lykke}

Seneste kommentarer
  • AS Hej Anna, jeg er netop flyttet fra København til Holbæk - og har haft totalt ..
  • Anna For nogle år siden tog min mand og jeg det - syntes vi på tidspunktet ..

Læseklub: Det store i det små – Diskussion

Så for Søren! Det var ellers lidt af en historie, Det store i det små.

Eller som Ruth så rigtigt (og flot) udtrykker det: “Slaveri er ikke kun sortes historie”…”Det er alles historie.” (s. 290).

Og den fik mig til at tænke og gør det stadig. Ja faktisk kan jeg slet ikke helt slippe Det store i det små eller også kan den ikke slippe taget i mig. Den har under alle omstændigheder været med mig og rumsteret i mit hovede, siden jeg læste sidste side forrige fredag. Og selvom jeg forholdsvis let lever mig ind i og bliver rørt af en bog, så har det med denne været ud over det sædvanlige. Det er lige før, jeg vil sige, at den gør, at jeg ser verden lidt anderledes. Nej, ikke lige før. For jeg ser verden lidt anderledes nu. Og mig selv ikke mindst. Noget der har gjort mig skamfuld for at være helt ærlig. Men inden jeg vader mere rundt i, hvor ilde til mode, Picoults roman gjorde mig, så lad mig lige runde hvor stor en læseoplevelse jeg syntes den bød på.

Det store i det små er en blændende bog og jeg synes, det er helt med rette at den er blevet kaldt sin generations Dræb ikke en sangfugl. Den er ikke bare vanvittigt velskrevet og så spændende konstrueret, at man sluger den hurtigere end en krimi, den er også så velovervejet og gennemarbejdet, at det næsten tager pusten fra en. Noget der er tydeligt hele romanen igennem, men som manifesteres i forfatterens epilog og tak. To afsnit der ellers sjældent er videre interessante, men som her stadfester hvilket enormt arbejde, der ligger bag at fortælle en historie som denne.

På sin vis var historien fjernt for mig. Jeg bor ikke i USA, hvor race og farve unægteligt fylder mere, men derfor var hovedtemaerne universelle og nemme at relatere til: Lighed og retfærdighed. Eller mangel på samme.

Ruth er både hovedperson og offer, men jeg var meget begejstret over bogens opbygning, hvor alle ‘bliver hørt og kommer til orde’. Ruth som minoriteten og den undertrykte, Turk som den udtalte racist og Kennedy som (misforstået) beskytter, men også passiv tilskuer og medskyldig. Det er så godt tænkt at vi får historien fra alles point of view. Det må være den ægte vej til empati og større forståelse.

“Det er måske også grunden til, at jeg, når jeg endelig kommer på besøg, gør et stort nummer ud af at benytte hoveddøren, med dørmand, i stedet for at tage tyendets indgang omme bagved. Det fryder mig at vide, at jeg vil blive annonceret som enhver anden gæst.” (s. 117).

Selvom det var Ruth der stod for skud og blev komplet uretfærdigt behandlet, så blev jeg også frygteligt irriteret over hendes handlinger (eller mangel på samme, da hun ikke øjeblikkeligt slog alarm, da Davis blev dårlig) igennem romanen. Irriteret over hendes – tilsyneladende –  misforståede stolthed og stædighed især udtrykt ved hendes ønske om at vidne i retten. Og det gav mig selvfølgelig efterfølgende uendeligt, dårlig samvittighed (med undtagelse af ikke at reagere hurtigt nok med barnet), da det siden viser sig at hendes insisteren bliver skelsættende og gør en kæmpe forskel. Ikke kun for hendes egen selvopfattelse, men også for udfaldet af retssagen, Kennedys forståelse af hvad racisme (også) er og derigennem læserens.

Men jeg fik ikke bare dårlig samvittighed, jeg har også skammet mig sådan, som jeg indledte med at fortælle. Netop fordi jeg ER Kennedy. Den hvide piger, der siger at hun “slet ikke ser hudfarve” og roser sig selv for sin gode indstilling til “at alle er lige” også selvom de (desværre!) slet ikke er det. Av. Men virkelig også tankevækkende og lidt som at få et sæt skyklapper af.

Nu er jeg meget, meget spændt på at høre, hvad I syntes om Det store i det små?

Blev I mon lige så berørte (og måske endda skamfulde) som jeg?

Hvad kunne I godt lide? Hvad irriterede jer?

Hvordan fungerede hele sidehistorien med Turk for jer? Og hvad syntes I om at det viste sig at Brittanys mor var sort? Den del syntes jeg selv var lidt forceret

Eller er der noget helt andet eller tredje som jeg har overset, der var mere interessant eller faldt jer for brystet, da I læste den?

Seneste kommentarer
  • Det store i det små af Jodi Picoult - boganbefaling - Valdemarsro […] I allerede har læst bogen, vil jeg anbefale også at slå et smut forbi ..
  • Emily Salomon Ja, den sved også her. Sådan kunne jeg også have gjort. Jeg syntes egentlig at rigtig, ..

Banana bread, jetlag-tips, stylingidéer & email-etikette

For et år siden bagte jeg dette utrolig lækre banana bread (det er også godt ristet og med smør på, bare et lille pro-tip)…

Jeg sidder i skrivende stund og kigger ud på snefnuggene der daler og danser og kan slet, slet ikke får det til at hænge sammen med billederne længere nede i dette indlæg. Men sidste år i marts gik jeg åbenbart gladeligt med bare fødder i skoene. Det venter jeg lige lidt endnu med i år… Men bare fødder eller ej, så er der et par gode tips at hente, til hvordan man klarer overgangen fra vinter til forår på garderobefronten. Og så er der – blandt meget andet – opskrift på banana bread og cocktailen Sidecar. Nom nom nom! Tror jeg skal lave begge dele denne weekend og måske I skal følge trop? Det synes jeg I skal. Det kommer I ikke til at fortryde ;)

Udover at blive tipsy og spise banana bread, så byder min weekend på arbejde (er noget så frygteligt bagud ovenpå de sidste par ugers fravær) og så skal vi på ski i Vallåsen på søndag med gode venner. Nøj hvor bliver det rart. Planker under fødderne, lege i sneen og slå hovedet fra.

Apropos gode venner så kommer Cathrine og Adam til takeaway (det er det overskuddet rækker til), bland-selv og X-Factor i aften. Se det skal nok blive en god weekend ♥

Klem
E

Ps. Jeg gad godt lave noget ekstra ‘female empowering’ (ja, det er poppet, men i mangel på bedre) på Kvinderdens Internationale Kampdag i år. Har I nogle seje arrangementer i ærmet eller laver I noget spændende? Jeg kender en pige, der hvert år fejrer den sammen med alle kvinderne i hendes familie og så laver de seje ting og spiser sammen m.m. Det synes jeg er sådan en fin tradition.

… og jeg var på skiferie i Morillon med alt hvad der hører sig til, blandt andet leg i puddersneen…

… stødte på en fin lille reminder…

… klædte mig i flæsebukser og jakke med tigerprint (den påklædning virker liiidt fjern lige nu)…

… delte Små ting fra førnævnte skiferie, her fra torvet i en hyggelig alpelandsby…

… fejrede kvindernes international kampdag med en passende pink sweatshirt…

… fortalte om en af mine ultimative favoritsnacks…

… delte mine bedste tips til at minimere (eller helt undgå) jetlag…

… gav mine varmeste anbefalinger til 3 steder at spise i New York…

… forærede mig selv blomster på en mandag, der føltes som søndag, men så alligevel blev til en Happy Monday…

… tippede om mine skønhedsfavoritter fra februar…

… hoppede i endnu en jakke med print  (og bare fødder?!? lige nu kan jeg ikke forestille mig det nogensinde bliver varmt nok til det igen)…

… kørte karameltema i mit fredagsslik…

… delte flere Små ting fra en fin uge og med søde Penny, der, som I kan se, er mester i at posere…

… var bryllupsgæst i et casual but nice outfit…

… skrev lidt om kutyme og opførsel, når man skriver emails (fra mit gamle kontor som jeg savner, men rykker ind i et nyt snart, glæder mig!)…

… diskede op med laksa nudelsuppe og delte opskriften med jer…

… gav tre bud på, hvordan man kan klare overgangen fra vinter til forår på garderobefronten uden nødvendigvis at investere i en masse nyt, her med første bud, glimmersokker i sandalerne…

… og andet bud, t-shirt under sommertoppen…

… og tredje bud, at bruge strikken fra vinteren som ydre lag for ekstra varme…

… diskede op med Sidecars som fredagscocktail, det er stadig min yndlingscocktail…

… delte min tirsdag i billeder, en hel dag på bloggen à la i gamle dage. Inklusiv hvad jeg spiste (det kunne jeg godt spise i dag igen mmmm…) …

… delte endnu flere Små ting, med blandt andet is på kokosmælk…

… og spiste sure bånd som fredagsslik.

Rigtig god weekend allesammen ♥

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon EJ det er da verdens dejligste historie <3 Tak for at dele den. Og hvor ..
  • Anne Hej Emily, Tak for en super hyggelig blog, som jeg elsker at følge. Jeg må ..

Weekly Wanted: Midi/maxi nederdele

Efter at jeg postede det her billede i Små ting i mandags, var der en af jer der, der komplimenterede outfittet og i samme åndedrag efterspurgte inspiration til den længde nederdele og styling-idéer til samme. Udover at blive smigret, så syntes jeg også, det var alletiders idé, for hvis der er en beklædningsgenstand, jeg har fået øjnene op for det sidste års tid (ja, endda længere kunne jeg se, da jeg kiggede arkiverne igennem), så er det netop de mellem- til hellange nederdele.

Og nu skal ret også være ret: Fordi jeg selv er ret kort, så er mange midi-skirts faktisk ‘maxi’ på mig.

Jeg kan særligt godt lide de blomstrede eller mønstrede nederdele sammen med en mere neutral top eller strik, for det er en alletiders måde at have noget lidt spraglet på, men uden at man behøver, at have det helt op til ansigtet.

I forhold til styling (især når man er kort), så er det væsentligste at huske på at nederdelen helst skal skære lige under knæet eller omkring anklen. Undgå en der skærer lige midt på læggen. Det får ens ben til at se kortere og bredere ud. Heldigvis kan de fleste nederdele ‘reguleres’ op eller ned. Især dem med elastik i taljen eller slå-om. For nu at bruge mig selv som det dårlige eksempel, så skulle jeg have hevet denne (ellers mægtigt smarte) nederdel lidt længere op i livet, da den faktisk lige akkurat skærer på det uhensigtsmæssige sted. Men det så jeg først efterfølgende, da jeg så billederne. Pyt skidt, det er heldigvis bare tøj ;)

Nedenfor er der mere stylinginspiration at hente. Både fra mine arkiver og så fra nogle langt sejere damer, men alle looks er nogle jeg synes fungerer. Brug de lange og feminine nederdele med en grov, chunky strik eller med t-shirts med print og en jakke over. Og gerne en køn sko med lidt hæl (især til mine fellow hobitter) eller hvis det skal være afslappet; et par sneakers.

Reklamelinks:

  1. Printet slå-om nederdel fra Gina Tricot
  2. Silkenederdel med blomsterprint fra Proenza Schouler
  3. Leopardprintet nederdel fra Just Female
  4. Nederdel med blomsterprint fra Gestuz
  5. Nederdel med flæser og gult blomsterprint fra Ganni
  6. Slå-om nederdel med prikker fra Vero Moda
  7. Højtaljet slå-om nederdel med blomsterprint fra Asos
  8. Nederdel i hør-blanding med blåt print fra Munthe
  9. Asymmetrisk nederdel med tern fra Acne Studios
  10. Grafisk printet nederdel i navy og rød fra Mads Nørgaard
  11. Nederdel med palietter fra H&M
  12. Nederdel i lammeskind fra Selected Femme
  13. Slå-om nederdel med flæsekanter fra Stella Nova
  14. Asymmetrisk nederdel med små tern fra Zara

Photocredits: ELLE, Harper’s Bazaar

Seneste kommentarer
  • Line R Fedt, tusind tak, det var faktisk lige den guide jeg stod og manglede. Nu har ..
  • Emily Salomon Hej I to :) Den er fra Malene Birger og er virkelig et hit. Den ..

Mine favoritter

Læseklub: Den, der lever stille

Jeg har sådan glædet mig til at få fingrene (og øjnene ikke mindst) i Leonora Christina Skovs nyeste bog, Den der lever stille. Så meget, at jeg allerede har læst de første kapitler. Men jeg har alligevel gemt den lidt da jeg synes, den er oplagt som næste måneds bog i læseklubben. Og det ved jeg, at en del af jer (jvf. kommentarer med ønsker til kommende bøger) heldigvis også er enige i.

Selv har jeg været så heldig, at have spenderet en god håndfuld timer med Leonora Christina Skov, da vi for to år siden lavede en blomsterreklame sammen. Og hun er simpelthen så herlig, vidende, skarp og dødinteressant. Og modig. Derfor er jeg også ekstra spændt på at læse hendes nye, autobiografiske roman om forældrenes (manglende) anerkendelse og kærlighed og om at springe ud som homoseksuel.

Den der lever stille bliver således bogen vi læser i løbet af marts i læseklubben. Hvis man ikke har været med før, fungerer det sådan her: Man køber eller låner bogen og læser den så i ro og mag (eller huj og hast efter smag og behag) i løbet af marts.

Lørdag d. 31/3 deler jeg så et indlæg med min oplevelse af bogen og så er der mulighed for at dele jeres læseoplevelser retur og ‘snakke’ indbyrdes om bogen i kommentarfeltet. Hvis man har lyst selvfølgelig. Man er også hjertens velkommen til at læse med uden at være med i diskussionen. Det ved jeg, at I er mange der gør. Uanset hvad, er det hyggeligt og en god måde at læse ‘sammen’ og få læst ca. en bog pr. måned. Eller når man har lyst til at være med. Der er ingen regler og man hopper ind og ud som man lyster :)

Ps. Det er på søndag, at vi diskuterer februar måneds bog, Det store i det små. Nøj hvor jeg glæder mig, til at høre hvad I syntes om den. Det var både nerverpirrende og interessant læsning og jeg kan stadig ikke helt finde ud af hvilket ben jeg skal stå på.

Fra bogens bagside:

Da Leonoras mor dør, beslutter hun at skrive den faktiske historie om sig selv og sit liv. Om den ensomme Christina, der vokser op i et rødt parcelhus i Helsinge med en plan: Hvis hun får topkarakterer og ikke gør sin mor ked af det eller sin far vred, kan det være, at de kan elske hende. Og om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. “Når du ligger i rendestenen, skal du nok komme hjem,” siger hendes far, men så tager Leonoras raseri og livslyst over.

Den, der lever stille er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden.

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Yay! Og sejt at du nåede det Tine. Og fik den signeret og alting. Stort ..
  • Emily Salomon Mega godt tip. Jeg krydslæser/-lytter nu til bogen efter dit tip og det er jo ..

Ren velvære som duft

Det her job, at blogge og dele med afsæt i sig selv, kan være lidt af en strigle, når man ikke er på toppen. Når man mest af alt har lyst til at ligge under dynen, med noget varmt i koppen og lade tankerne vandre ind i en god bog, i stedet for rundt om sig selv.

Derfor er det alletiders held i uheld, at jeg i denne uge har et samarbejde med CLEAN for at fejre, at der er en helt ny parfume i den rene, velduftende familie. Fresh Linens hedder den og det er lige akkurat også sådan den dufter; som at ligge indsvøbt i friskt, rent, blødt bomuldssengetøj på en solrig (weekend-) morgen. Sådan en dag hvor alt ånder fred og ro og alle muligheder er åbne.

Og det var lige, hvad jeg trængte til. Er til stadighed fascineret over, hvor meget dufte påvirker os og denne er som et mentalt kram ♥

Men selvom duften rammer plet, så er det næsten for surt, blot at skulle forestille sig det knitrende, rene sengetøj. Derfor har vi teamet up med Georg Jensen Damask og det er således deres luksuriøse sengetøj, jeg har haft fornøjelsen af at boltre mig i. Jeg ved ikke hvad det er med den slags ting, men af og til er det de mindste handlinger, der kan gøre den største forskel, for at man føler sig bedre tilpas. Et varmt bad, en gåtur, rent sengetøj.

Konkurrence
Det er selvfølgelig ikke bare mig, der skal forkæles med sengetøj og parfume. Det er der også en af jer, der skal. Jeg har nemlig parfumen CLEAN Fresh Linens (60ml) OG to sæt af det lækreste sengetøj i egyptisk bomuld fra Georg Jensen Damask på højkant i en rar lille konkurrence. Samlet værdi 3.600 kr.

For at deltage er det blot at drible over på min instagram og følge instruksen ved billedet her.

CLEAN Fresh Linens dufter ligenetop af friskt, rent sengetøj og har noter af asiatisk pære, rene lagener, zefyrblomst, lyst træ, sandeltræ og glat rav. Elsker CLEANS dufte der er så herligt rene (nå ja), enkle og anderledes fra alle andre parfumer. Og jeg ved også at I er en del derude der er kæmpe fans :) Endnu et plus er at CLEAN ikke blot hylder det enkle i form og udtryk, men også lever op til deres navn i kraft af en bevidst og bæredygtig tilgang til produktion og emballage.

Så kan man kun blive i bedre humør :)

Sengetøjet Engesvik by hand er designet af Andreas Engesvik for Georg Jensen Damask og er i den lækreste 100% egyptiske bomuld. Knitrende, luksuriøst sengetøj.

Seneste kommentarer
  • Simply Sory Muy buen post, creo que esa marca no la venden aquí pero bueno. Bonitas fotos. Te ..
  • Louise Tak for at minde mig om lavendelvand! Min mormor sprøjtede altid hjemmelavet lavendelvand inden hun ..

Små ting

{Hyggeligste udendørs skøjtebane i Aarhus}

Selvom de seneste par uger, har været af den benhårde slags, så har der virkelig, virkelig også været så mange gode stunder og fine øjeblikke iblandt. Ja, faktisk strålede de nærmest ekstra kraftigt, midt i at noget andet var svært.

Og det gjorde mig glad og håbefuld. For når man går tur med sin lille loppe af en evigglad hundepølse (der i øvrigt har fødselsdag i dag og fylder hele 7 år, synes ellers nærmest det her var i går) og solen skinner, fuglene pipper og man har lutter gode folk omkring sig, så er det svært ikke at få forårskuller og blive glad helt ind i knoglerne. Også selv om der er mørke tanker, der prøver at presse sig på. Og inden det hele lyder helt sukkersødt og rosenrødt, så har jeg også bandet og tudet og været mere end træt af det hele. Men efter et par dage på den måde (og med kunstskøjteløb, SATC og Harry Potter-film i lange baner), så blev det alligevel smilet på læberne over alle de små gode ting (og mennesker!), der vandt.

Og sådan vil jeg gå ind i denne uge. Opmærksom på alt det gode. Lægge mærke til selv den mindste lille erantis, der bryder frem. Ugens højdepunkter bliver at fejre hundefødselsdag i dag og så skal jeg på en skæg, udendørs (brrr….) fotoskydning for Ilse Jacobsen på onsdag. Derudover skal jeg bare tage den nogenlunde med ro. Og glædes ydmygt over hvor meget jeg har på alle den slags konti, der betyder noget for mig.

Jeg håber, at I også får en dejlig, ny uge fuld af forårsfornemmelser ♥

{Ugens mantra: Good vibes only}

{Regnbuebænk}

{Foråret er på vej. Stenbiderrogn på hjemmebagte blinis (efter Valdemarsros gode opskrift) hjemme hos mine forældre}

{Tilbage hos min mand. Og sammen med Påske-Jørgen. En herligt, farverig ‘god bedring’-lykke-enhjørning fra en veninde}

{Dejligste (!) ansigtsbehandling hos Naturskøn i Aarhus. Var helt salig bagefter og min ellers vinterramte hud blev så pæn}

{Gåture med hundepølsen kan altid få mig i godt humør}

{Og det samme er tilfældet med blomster fra søde venner. Fik også en ‘buket’ fastelavnsboller, som jeg desværre glemte at forevige inden de blev spist}

{Nå ja, og det her sæt selvfølgelig}

{Fineste hus i Jægersgårdsgade}

{Tak for denne gang Aarhus ♥ Det blev jo desværre en noget amputeret omgang, men vi skal heldigvis allerede tilbage til maj, når der skal kommenteres X-Games på DR3. Altså for Drømmemandens vedkommende. Jeg hænger bare på}

Seneste kommentarer
  • Emily Salomon Ahmen hun var SÅ nuttet!!! Man kan slet ikke forstå at de lange ben og ..
  • Line Havde helt glemt, hvor umanérlig sød, Penny-hvalpen var <3 ..

Bøger